CLIMAX: Et dansende LSD-mareridt ind i Helvede

Biografanmeldelse: Du kan godt finde danseskoene frem. For med ’Climax’ kaster filmskaberen Gasper Noé mig ind i et vildt dansende mareridt af vridende og svedende kroppe. Tilsæt LSD og det hele stikker snart af ind i en ond drøm for gruppen af dansere, der i filmen er samlet for at øve en kold vinteraften. Så mens musikken banker afsted forvandler natten sig til en delirisk fest.

Det er kort sagt filmens præmis. Simpelt og intenst. Det er i høj grad også en film og fortælling, der lever af og ånder gennem sine dynamiske billeder og en pumpende lydside. Det er farver, bevægelse og musik i filmisk forening. Her fortalt med blandt andet lange uafbrudte takes, så jeg som publikum ikke har mulighed for at undslippe den skæbnesvangre nat af dansende vanvid.

Desværre siver luften bare ud af den ellers intense nat efter en ganske medrivende første del, hvor jeg bliver hevet med ud på dansegulvet af et svævende kamera, der indfanger flokken af dansere i fælles forening. Der er bare ikke nok vedvarende saft og kraft i filmens scener, der på skift tager mig med ind i både dansernes samtaler og liv filmen igennem.

For selvom her er potente emner som sex, opdragelse, vold og stoffer på menuen – mens selve livet synes at danse dus med døden i det helt klaustrofobiske dansestudie – så får jeg ikke nok medrivende adgang til dette. De medvirkende forbliver dansende brikker i en audiovisuelt funderet leg, der bare ikke er stærk nok til, at jeg holdes ved ilden.

Enkeltscenerne står dog stærkere end filmen som helhed. Resultatet bliver desværre således en filmisk oplevelse, der stille og roligt falder fra hinanden. Nærværet, intensiteten og energien forsvinder, mens filmen paradoksalt nok forsøger på at blive vildere, hvilket blandt andet inkluderer scener af rå vold, pis på gulvet og psykotisk vridende kroppe i stoffernes favntag.

’Climax’ kommer på trods af sin ujævne helhed ok i mål med sin mareridtsvision. Det lykkedes primært i kraft af netop enkeltscener, mere end det er en film, som vedvarende har et greb i mig. Det er en skam, når nu Gasper Noé egentlig er en dejligt kompromisløs og fandenivoldsk filmskaber. Men i dette tilfælde får han altså ikke hevet mig helt medrivende i mål.

– ’Climax’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ’Climax’ får premiere den 8. november 2018.

BOHEMIAN RHAPSODY: En hyldest af Freddie Mercury og Queen

Biografanmeldelse: Jeg elsker virkelig det britiske band Queen. Musikken lever med andre ord fortsat i bedste velgående hos mig – og hos folk verden over. Det forstår jeg godt. Tænk blot på numre som ‘Killer Queen’, ‘We Will Rock You’, ‘Another One Bites the Dust’ og ikke mindst den episke ‘Bohemian Rhapsody’, som denne biografiske film er opkaldt efter.

Det er således historien om bandet og ikke mindst forsangeren Freddie Mercury, der her bringes til live. Opturen og nedturen. Succesen og fiaskoen. Fra starten i 70’erne og frem til den ikoniske optræden til Liv Aid på Wembley Stadium i 1985. Men mest af alt er dette en hyldest af bandet og Freddie. Af den udødelige musik. Af manden med det karakteristiske overskæg og overbid.

Ganske vist berøres her også problematiske og mørke sider af Freddies liv. Fra hans seksualitet til det svære forhold til hans familie og pakistanske ophav samt hans ensomhed og sygdommen AIDS. Dette er dog først og fremmest en fest og fejring af Queen, livet og musikken. Det gør desværre også, at ovenstående problematikker kommer til at flagre lidt tandløst hen.

Fortællingen er dertil også noget strømlinet og forudsigelig forløst – det selvom her jo er masser af drama at hente i både Freddie og bandets interne stridigheder. Men det til trods, så er filmen altså bestemt ganske underholdende i sin ok tempofyldte udfoldelse af den kulørte fortælling, der ikke mindst er dejlig fyldt med bandets medrivende, legende og dynamiske musik.

Hertil kommer en nærværende og intens Rami Malek, der indtager den karismatiske rolle som Freddie. Det gør han bestemt godt. Lige fra sceneoptrædener til nedture og følsomme øjeblikke. Men man skal ikke glemme, at han bakkes fint op af sit band, der ligeledes ligner rollerne, de spiller: Guitarist Brian May, trommeslager Roger Taylor og bassist John Deacon.

Lucy Boynton bringer desuden som Freddies store, men umulige kærlighed Mary Austin fin følelsesmæssig modvægt til sangeren. Filmen er dog ikke kun Freddies historie, men også den om et band, som ikke kan leve uden hinanden. En familie, som de selv kalder det. Den familie og det tilhørsforhold som Freddie søger. Anerkendelsen og kærligheden. Og ja, jeg elsker fortsat Queen.

– ‘Bohemian Rhapsody’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Bohemian Rhapsody’ får biografpremiere den 1. november.

The Girl in the Spider’s Web: Hævneren Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage

Biografanmeldelse: Den læderklædte hacker og hævner Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage med den smukt iscenesatte og brutale ‘The Girl in the Spider’s Web’. Journalisten Mikael Blomkvist dukker naturligvis også op, når hun og han her bliver viklet ind i et farligt spil, der blandt andet involverer lyssky typer og et computerprogram, der ikke må falde i de forkerte hænder.

Salanders dystre fortid spiller også ind, mens der spædes til med skånselsløse skurke, intense biljagter og en plotlegende historie med schwung på både vold, forviklinger og lidt for vilde gadget-løsninger. For ganske vist er Salander ferm med en computer, men efterhånden som filmen skrider frem mister historien troværdighed og engagerende jordforbindelse. Desværre.

For selvom vi her befinder os i en form for højnet virkelighed, hvor alt er lidt mere bastant fortalt og visuelt potent iscenesat, så mister jeg simpelthen troen på nogle af plotdrejningerne, der af og til mere synes som lidt for lette manuskriptløsninger end egentligt medrivende idéer på historiefronten. Det gælder både Salanders hacker-evner, actionscener og karakterdramaet.

Det er virkelig en skam, da instruktør Fede Álvarez forløser historien med et dragende flot univers, der nærmest giver mindelser om dystre versioner af både Bond og Batman – her sat i et koldt og sneklædt Stockholm. Det er køligt og cool, mørkt og tungt. Álvarez har tidligere henrykket mig med sit blodige ‘Evil Dead’-remake samt den væmmelige home invasion-thriller ‘Don’t Breathe’.

Selvom her dog ikke ligefrem er blodsprøjtende splatter på menuen, danner filmens forlæg af David Lagercrantz afsæt for et par ganske grumme scener, der lugter af horror i hænderne på Álvarez. Det er altså ikke Stieg Larsson, der står som historiens afsender, selvom han fødte filmens duo med sine tre første bind i den populære Millennium-bogserie.

Claire Foy er på trods af filmens ujævnheder og historiemæssige lufthuller indtagende som den mutte og private Salander. Sverrir Gudnason får ikke så meget at arbejde med som Blomkvist, der mest synes at bevæge sig i filmens yderkant. ‘The Girl in the Spider’s Web’ ender kort fortalt som en flot og brutal filmoplevelse, der dog halter på historiesiden og et vedvarende engagement.

– ‘The Girl in the Spider’s Web’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘The Girl in the Spider’s Web’ får premiere den 1. november.

FIRST MAN: Et både intimt og intenst rumdrama

Biografanmeldelse: Det er en både intim og intens rumfærd jeg har været på med Damien Chazelles månelandingsdrama ’First Man’. Det er således fortællingen om, hvordan astronauten Neil Armstrong endte med at blive den første mand til at gå på Månen den 20. juli i 1969. Her fortalt i et på en gang nært og sine steder helt klaustrofobisk drama rumrejsens store vidder taget i betragtning. Det handler nemlig også om andet og mere end det at nå først til Månen.

For det er ikke med store episke armbevægelser, at filmen folder sin fortælling ud. Derimod er det med kameraet helt tæt på Armstrong – både når han indfinder sig i diverse flyvende fartøjer, og når han kæmper med livet nede på Jorden. For Armstrong er en forknyt mand af få ord og med et traume, der tynger både ham og familien. Han og hans hustru Janet mister nemlig på tragisk vis deres lille datter. Således spiller også sorg og familieliv ind på måneeventyret.

På den måde er dramaet i Armstrongs lille familie med til at grunde det ellers svimlende rumeventyr i øjenhøjde, selv når jeg hives med op i det uendelige og lydløse himmelrum. For ja, her leveres op til flere både nervepirrende og medrivende rumflyvninger på vejen hen imod Apollo 11-missionen, der bragte den første mand op på Månen. Disse scener holder mig på tæerne filmen igennem med sin vibrerende tilstedeværelse.

De forskellige flyveture ramte mig nemlig fysisk med blandt andet sine intime nærbilleder, rystende kameraarbejde og klaustrofobiske indre i fartøjerne samt ikke mindst et gispende og dynamisk lydarbejde. Jeg mærker her spændingen, nerven og farligheden. Jeg er helt tæt på visuelt og på lydsiden, mens der ligeledes også åbnes op for åndeløse panoramabilleder set fra oven.

’First Man’ er på den måde også en både smuk, gribende og ikke mindst imponerende film rent visuelt, når jeg her bringes ombord med Armstrong og øvrige astronauter på disse historiske flyvninger, mens rumkapløbet med Rusland spiller en perifer rolle i fortællingen sammen med historiens politiske slagside. Dette er først og fremmest den nære fortælling om Armstrong – naturligvis hans rumfærd, men altså også hans indre dæmoner, ensomheden og sorgen.

Ryan Gosling forløser med naturlighed og nærvær rollen som den mutte Armstrong. En karakter jeg måske ikke just bliver vildt klog på, men som ikke desto mindre er et dragende bekendtskab filmen igennem. Claire Foy bakker ham dynamisk op som hans hustru, der meget af tiden står alene med den lille familie. Kort fortalt, så imponerer ’First Man’ med sine svimlende rumture og griber mig med sit jordnære drama.

– ’First Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ’First Man’ får biografpremiere den 25. oktober.

HALLOWEEN: Ikoniske Michael Myers er tilbage på veloplagt dræbertogt

Biografanmeldelse: Det hele startede for 40 år siden med gysermesteren John Carpenters skelsættende slasher ‘Halloween’ i 1978. Her blev verden for første gang præsenteret for den sidenhen ikoniske morder Michael Myers med den hvide maske, kedeldragten og den store køkkenkniv i hånden. Nu er den mutte dræber tilbage i en ny film af samme navn.

Men selvom dette faktisk er den 11. film i franchisen, så ser denne fortsættelse bort fra de øvrige kapitler i serien og fortsætter historien, hvor den oprindelige slap. Blot 40 år senere. Det betyder blandt andet, at en 59-årig Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der som bekendt blev jagtet af og overlevede Michaels bersærkergang for fire årtier siden.

Hun lever nu isoleret og dybt traumatiseret over de blodige begivenheder på den skæbnesvange Halloween-aften. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at hendes værste mareridt bliver til virkelighed, da Michael undslipper sin fangenskab fra den anstalt, hvor han siden dengang har befundet sig. Således vender han dræbende tilbage til, hvor det hele begyndte.

Der er kort fortalt lagt op til den ultimative konfrontation mellem to af genrens mest elskede karakterer, nemlig Michael Myers og Laurie Strode. Netop Jamie Lee Curtis tilbage i sin legendariske rolle fungerer rigtig godt. Hun har dramatisk nærvær og tyngde. Jeg mærker hendes angst og plagede sind, hvilket på sørgelig vis har påvirket alt i hendes liv – herunder familien.

Michael er fortsat mut og morderisk, mens han koldt tager liv på stribe. For ja, dette er en slasher, så vi får også en god omgang brutale drab. Så selvom filmen måske nok har sine ujævnheder i flow og fortælling – mens et enkelt plotelement synes noget malplaceret – så er her overordnet tale om en engagerende, stemningsfuld og brutal slasher, der gør sine karakterer ære.

John Carpenter, der instruerede, var medforfatter på og lavede den ikoniske musik til den første film, er desuden medkomponist denne gang. Filmen har da også sine øvrige samt fine referencer til originalen – det uden at kamme over i cheesy homage. Michael Myers er med andre ord tilbage på et veloplagt dræbertogt, som beviser, at der bestemt stadig er virilt liv i slasher-genren.

– ‘Halloween’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Halloween’ får premiere den 18. oktober.

BAD TIMES AT THE EL ROYALE: Mystiske forviklinger og dystre hemmeligheder på et lurvet hotel

Biografanmeldelse: Velkommen til El Royale anno 1969 – et både stilfuldt, men også skummelt hotel fyldt med fortidens hemmeligheder beliggende på grænsen mellem Californien og Nevada. Her tjekker en gruppe fremmede ind en mørk aften, hvor de forskellige skæbner alle synes at have hver deres hemmelighed og agenda på menuen. Det bliver starten på en række forviklinger de forskellige indlogerende imellem, mens aften bliver til nat.

Således finder man blandt andet på hotellet præsten Flynn – spillet godmodigt af Jeff Bridges – videre til støvsugersælgeren Seymour – en plaprende Jon Hamm – samt en soulet sangerinde i skikkelse af en yndig Cynthia Erivo og en hemmelighedsfuld kvinde ved navn Emily portrætteret af en cool Dakota Johnson, der ikke giver en fuck for noget.

Således har instruktør og manuskriptforfatter Drew Goddard i ‘Bad Times at the El Royale’ samlet en flok fine skuespillere i rollerne som vidt forskellige karakterer, hvis historier sirligt foldes ud en efter en, mens deres fortid og hemmeligheder lidt efter lidt ser dagens lys, hvor spændingerne på hotellet stiger i takt med den dramatiske intensitet tager til.

Det er i hvert fald, hvad der forsøges på. Og det lykkedes da også momentvis at stable fint sitrende spænding på benene karaktererne imellem, mens hemmelighederne bobler under overfladen. Men fortællingen bliver også lidt for tålmodig i forhold til at folde sit plot og sine karakterer ud, hvorfor filmen mister momentum og nærvær undervejs. Det er virkelig en skam, da kimen til en nervepirrende omgang hotel-thriller bestemt er på banen.

Selvom her altså er fint forløste scener – som blandt andet da sangerinden synger i takt med en anden karakters ugerninger, så lyd og ugerning går op i en højere enhed – bliver de medvirkende aldrig rigtigt dragende nok at følge til, at jeg er lige engageret i deres strabadser hele vejen. Der forsøges ellers med plotmæssige krumspring, der dog ikke helt lykkedes medrivende nok.

Men på trods af, at filmen ikke hele vejen er lige vellykket i sin udfoldelse af fortællingen samt iscenesættelsen af sine karakterer og deres hemmeligheder, så har ‘Bad Times at the El Royale’ lige nok elegant iscenesatte scener og plotdrejninger til at nå i mål – også selvom filmen med sine 2 timer og 20 minutter er lige lang nok for sit eget bedste.

– ‘Bad Times at the El Royale’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Bad Times at the El Royale’ får biografpremiere den 18. oktober.

VENOM: Tom Hardy løber forvildet rundt som smaskende anti-helt

Biografanmeldelse: Han ser i grunden både cool, creepy og klam ud ham Venom med sin lange slimede tunge, munden fuld af spidse tænder og sine store hvide øjne. Desværre bliver den brutale anti-helt fra rummet ikke forløst hverken videre medrivende, mindeværdigt eller engagerende. ’Venom’ er kort fortalt en både ujævn, rodet og klodset fortalt film med Tom Hardy i titelrollen, der løber forvildet rundt.

Eddie Brock har både en sød kæreste og et spændende job som journalist. Det hele ændrer sig dog, da han bliver inddraget i de lyssky eksperimenter hos The Life Foundation, hvor man udfører farlige forsøg med såkaldte symbioter fundet i rummet. Chefen Carlton Drake for The Life Foundation er imidlertid en psykopatisk skurk, der er ligeglad med menneskeliv.

Eksperimenterne løber løbsk og en symbiot indtager Eddie, der nu får et morderisk alter-ego i form af Venom med superkræfter. Filmen er således fortællingen om den splittede Eddie samt kampen om at få skovlen under den skånselsløse Carlton, der har megalomaniske planer om at indtage verdensrummet i forening med symbioterne og uden at tøven tager det ene liv efter det andet på sin vej dertil.

Desværre forbliver både Tom Hardys Eddie samt den onde Carlton ikke videre interessante at følge. Eddie kastes mest af alt noget forvirret rundt i en fortælling, der mangler karaktermæssigt nærvær og tyngde samt ikke mindst medrivende action. I stedet får man en Tom Hardy, der gør hvad han kan med maniske replikleveringer samt klodset iscenesat action, der mere larmer end er medrivende.

End ikke skurkeportrættet er videre isnende eller dragende sat i scene, hvor Riz Ahmed på samme måde som Tom Hardy og de øvrige medvirkende tumler med det dårligt skrevne manuskript og en kedelig historie. Blandt andet bliver forsøget på lidt tvetydighed i skurkerollen jordet i jorden på samme måde som øvrige nuancer i karaktererne, der forbliver mere eller mindre ligegyldige brikker i det forudsigelige plot.

Så selvom man i grunden har en sej karakter form af den morderiske Venom samt den indre kamp i Eddie, så forløses ingen af delene videre indtagende i en film, der mest af alt har natur af et biluheld udfoldet slowmotion. Ja, ’Venom’ forulykker, mens jeg som publikum ikke kan gøre andet end at se hjælpeløst til efterhånden som filmen bare falder mere og mere fra hinanden hele vejen frem mod rulleteksterne.

– ‘Venom’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Venom’ får biografpremiere den 11. oktober.

SHOPLIFTERS: Japansk familie af småsvindlere er både hjertelig og smertelig

Biografanmeldelse: Hvad betyder det egentlig at være en familie, hvornår er man en familie og kan man selv bestemme det? Det er nogle af de universelle og relaterbare spørgsmål, det japanske drama ’Shoplifters’ bringer smukt, eftertænksomt og indtagende til live. Man følger nemlig her en lille og økonomisk trængt familie, der småhustler sig igennem dagen og vejen.

En dag finder familien en lille forsømt pige i deres by. De vælger af et omsorgsfuldt hjerte at tage barnet til sig. Hun bliver således snart en del af familien og lærer her de samme tricks til at klare hverdagen – som familiens unge søn har gjort det før hende. Det er således deres stille, men også stressfyldte liv, og familiemedlemmerne, der her portrætteres intimt og troværdigt.

Men med tilføjelsen af det nye familiemedlem følger også en ny usikkerhed. For der er naturligvis nogle, der savner pigen – og ja, det jo også ulovligt uden videre at tage et barn til sig. Instruktør og manuskriptforfatter Hirokazu Koreeda spinder på den måde en både nuanceret, indtagende og fint følelseskompleks fortælling om familierelationer og kærlighed samt ensomhed og sammenhold.

Filmen vandt Gulpalmen på dette års filmfestival i Cannes for sit både hjertelige og smertelige familieportræt, der ligeså meget lever af sine fint fortalte enkeltscener og karakterer, som af den overordnede fortælling. Det gælder blandt andet scener som når hele familien er samlet i deres trange lille bolig til aftensmad. Man mærker kærligheden, relationerne og det levede liv.

Det er her, at ‘Shoplifters’ er stærk. I nærværet og i menneskeskildringerne. Men selvom dramaet altså har mange både fint fortalte og engagerende scener – eksempelvis også en rørende familietur til stranden – så mister fortællingen lidt sit ellers dragende greb i mig en smule undervejs. Heldigvis aldrig mere end, at den får samlet mig op igen.

Denne japanske Cannes-vinder er med andre ord en ganske velafstemt og varm fortælling om familien, livet og kærligheden. Det nuanceret og naturligt bragt til live af lutter fine præstationer i en familie, der måske nok lever i de etiske gråzoner – hvor livets skyggesider står noget romantisk optegnet – men som tilsyneladende ikke lever i gråzoner, hvad kærligheden angår.

– ‘Shoplifters’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Shoplifters’ får biografpremiere den 11. oktober.

JAKOB OG PETER PLYS: En vemodig tur tilbage til barndommens land

Biografanmeldelse: Jeg har ikke som sådan et forhold til den eftertænksomme bamsebjørn Peter Plys og hans venner. Men nu kan man altså vende tilbage til universet, der huser de populære karakterer fra A.A. Milnes bøger. Med ’Jakob og Peter Plys’ er det dog primært Jakobs verden, man ankommer til. Plysdyrenes barndomsven er nemlig her blevet voksen, ansvarsfuld og familiefar.

Jakob har med andre ord mistet kontakten til den legende, glade og fantasifulde dreng, han var engang. Han er presset på sit arbejde og fravælger en familieweekend. Men så får han uventet besøg. Peter Plys med den røde bluse tropper pludselig op i London. Det bliver starten på en rejse for Jakob, der nu må revurdere sit voksenliv og måske endda komme i kontakt med sit indre barn på ny.

Filmen emmer af vemod, sentimentalitet og tristesse, hvilket den nedtonede og matte farveholdning i den grad underbygger. Peter Plys er fesengul i pelsen, mens London er gråt optegnet og Hundredemeterskoven emmer ikke just af gyldne farver. Men ja, her er naturligvis også sin del af sødme og charme ilagt den gule bamse og hans venner som Grisling, Æsel og Tigerdyret.

Det er dog Jakobs historie, der er i fokus, mens barndomsvennerne er supplerende karakterer. Ewan McGregor spiller Jakob og bærer fint og empatisk en voksen mands ansvar i sit ansigt side om side med sit indre barns legeglæde. Dilemmaet med at være fanget i voksenlivet er dog noget kategorisk fortalt – det samme er filmens pointer om vigtigheden af familie og venner.

Forudsigeligheden er med andre ord til at få øje på i en film, der måske nok også mister noget af sit nærvær undervejs, hvor de samme pointer går på rundtur. Jeg savner nogle flere overraskelser i udfoldelsen af plottet, der desværre træder lidt over sine egne fødder, inden filmens finale sætter tempofyldt sving på dramaet, mens der skrues lige rigeligt op for de rørstrømske strygere.

Det hele bliver en kende for overfortalt, mens der ikke efterlades meget spillerum til fantasien og egne konklusioner. Ja, ’Jakob og Peter Plys’ er bestemt en opbyggelig film med hjertet på rette sted, men den er også fortalt i et lidt for drænende tempo, hvor de kære karakterer står i en lidt underlig kontrast til filmens triste udseende og vemodige grundtone.

– ‘Jakob og Peter Plys’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Jakob og Peter Plys’ får premiere den 11. oktober.

JOURNAL 64: En sidste og halvflad gang i manegen med Afdeling Q

Biografanmeldelse: Endnu en thriller om Afdeling Q. Den fjerde i rækken baseret på Jussi Adler-Olsens bøger. Endnu en grum sag. Og endnu engang med den reserverede Carl Mørck og den joviale Assad på sagen. Men alligevel er det ikke helt det samme. For det er sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares indtager de to hovedroller. De går desværre ikke ud med at brag.

Derimod sejler filmen ind i et fladt tredje akt, hvor intensiteten og spændingen går af det farlige opklaringsarbejde, der ellers lægger netop spændende og ikke mindst grumt ud. For i en gammel københavnsk lejlighed finder man tre mumificerede lig muret inde. De er sidder om et bord – med en fjerde stol ledig. Men hvem er den plads tiltænkt, og hvem er ligene i det hele taget?

Det bliver to centrale spørgsmål, som Carl Mørck og Assad må forsøge at finde svar på i en sag, der trækker dystre tråde tilbage i tiden og hele vejen op i nutiden. En kringlet sag med mange hemmeligheder, der altså nu skal for dagens lys. Således fortælles filmen i parløb med ulykkelige flashbacks til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø for årtier siden.

Det er sådan set i udgangspunktet et dragende mordmysterie. Men efterhånden som fortællingen foldes ud mister mysteriet faldhøjde samt både medrivende troværdighed og opklaringsmæssig spænding. Helt skævt går det dog ved et afgørende og forceret plotpunkt, som sætter gang i et tredje akt, der både trækker i langdrag og lander på en træg middelmådighedsvej.

Desuden får forholdet mellem Carl Mørck og Assad ikke nok tilfredsstillende spillerum, men bliver sine steder mere postuleret end oprigtigt engagerende. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er dog bestemt til stede i flere scener, men balanceres desværre ikke indtagende nok i parløbet med opklaringsarbejdet, hvor en karismatisk Anders Hove dog bestemt gør god figur.

‘Journal 64’ er kort fortalt en film, der ender som en lun krimi-mellemvare. Her er et ok mordmysterie og ganske fin kemi blandt de medvirkende, men spændingen og plottet punkteres af et overfortalt og klodset tredje akt, hvor alle brikkerne falder noget forudsigeligt og fladt på plads. Instruktør Christoffer Boe sætter med andre ord et noget tamt punktum for det umage makkerpar.

– ‘Journal 64’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Journal 64’ får premiere den 4. oktober.