Manisk Nicolas Cage sætter igen ild til lortet

Yes! Så er min personlige favorit, Nicolas Cage tilbage i rollen som kædesvingende og kraniebrændende antihelt i Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Her er fuld smadder på en manisk Cage samt et overbud af overspil, okkult vrøvl og action-overdrev. Det er dumt, farverigt og overraskende underholdende. Og ja, når Ghost Rider pisser, så pisser han ild, selvfølgelig.

Historien er noget mere eller mindre sammenhængende sludder. Johnny Blaze, der er besat af den flammefyldte dæmon, og derfor i tide og utide forvandler sig til det aggressive ildmonster, hyres af en religiøs kult til at få fat i en knægt, der er havnet i kløerne på Djævelens håndlangere. Som betaling vil Blaze få ophævet sin forbandelse som læderklædt flammekaster – og så går den vilde jagt…

Der er ikke tid til eftertanke eller nogen form for reel sympati for Blazes sjælekvaler som forbandet motorcykelkører. Det er hele vejen uhøjtidelig djævelskab og ballade. Man må bare hænge i, mens den fortabte rytter sender skurke til tælling – som bl.a. da han forvandler en kæmpe udgraver-maskine til et spruttende flamme-våben. Sådan!

Det er ikke kun Cage, der giver en karikeret præstation – sådan er det mere eller mindre hele vejen rundt. Idris Elba er oplagt som vinglad og opkæftende præst, mens Ciarán Hinds overspiller for alle pengene som Djævelen selv, i kvabset menneskekrop og med blodsprængt øje. Violante Placido er dog noget anonym som kvindeligt sidekick, mens Johnny Whitworth heller ikke er videre interessant som olm skurk.

Der bruges desuden nogle flotte og atypiske locations, bl.a. Cappadocia i Tyrkiet, der med sine særegne bjergformationer udgør et overraskende smukt bagtæppe til den bumlende og til tider lidt for fjogede action-tonser. Men hey, det er nu meget sjovt, at Cage undervejs refererer til sin egen udskældte bi-scene i remaket af The Wicker Man. Men en smule mere veldoseret dumhed havde klædt filmen.

Det er Mark Neveldine og Brian Taylor, der har instrueret. De stod bag den ulidelige og kedsommelige Gamer (min anmeldelse) samt de mere underholdende ’Crank’-film. Deres frapperende tempo samt uhøjtidelige (infantile) tone er intakt. Resultatet er et fandenivoldsk og sprudlende flammehav af kluntet historiefortælling, en herlig overstadig Cage og rigeligt med nonsens-action. Take it or leave it.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der følger desværre intet ekstramateriale med, udover filmen på dvd – øv. Til gengæld står billedet virkelig flot og knivskarpt hele vejen, mens også farvegengivelsen er overbevisende med velafstemte nuancer og god kontrast. Lydsporet buldrer ligeledes solidt afsted med god bund og heftige panoreringer.

Originaltitel: Ghost Rider: Spirit of Vengeance, USA/UAE, 2011
Instruktion: Mark Neveldine, Brian Taylor
Medvirkende: Nicolas Cage, Ciarán Hinds, Idris Elba, Violante Placido, Johnny Whitworth,Christopher Lambert m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Nordisk Film

”Are you out of your mind!?!"

“Are you crazy!?!”,  ”Are you out of your mind!?!”, “Are you nuts!?!” – ja, der er flere måder at sige det på, og alle bliver flittigt brugt på film. Fx når en galning skal irettesættes eller at man blot vil pointere en småskør opførsel. Nu er der så landet et (lidt for kort) supercut med lignende replikker.

Her er bl.a. Kurt Russell, Will Smith og Harrison Ford på banen, mens man også finder Leonardo fra Turtles, Sigourney Weaver aka Ellen Ripley og så irettesættes Sylvester Stallone som Rambo også lige. Jep, der er selvfølgelig også plads til en vanvittig Mel Gibsen samt de hidsige herrer Al Pacino og Robert De Niro, ”Are you mad!?!”…

Musikalsk remix af ’Pulp Fiction’

Yes, så kom der et remix af Pulp Fiction – og jeg må sgu sige, at det er en yderst veleksekveret omgang filmsampling, der er kommet ud af Quentin Tarantinos mesterværk fra 1994. Her flettes flere af filmens ikoniske scener sammen med små detaljer og lydbidder.

Bl.a. Samuel L. Jackson, der er vild med sin burger og John Travolta, der nyder sin milkshake. Jep, og Uma Thurman giver den både gas på dansegulvet og med sin overdosis. Det er en gut, der kalder sig Pogo, som står bag. Han har tidligere remixet bl.a. Monsters, Inc., The Lord of the Rings og Toy Story. Tjek hans YouTube-kanal HER for flere filmsamplede lækkerier.

Sjov med bizar Adrien Brody
Transformers som eksplosiv dubstep
Farvestrålende Schwarzenegger-trilogi
Filmklip hjælper Jay-Z med 99 problemer
Konfrontationer, øretæver og eksplosioner
‘Monsters, Inc.’ rocker i atmosfærisk remix

En ærlig trailer for ’Avatar’

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er specielt begejstret for James Camerons Avatar – så at den nu er blevet taget under kærlig behandling af gutterne hos Screen Junkies i deres serie med ærlige trailers, er kun på sin plads. Der er sgu nok at lave sjov med – og flere af filmens svagheder eller blot stupiditeter rammes da også lige på hovedet i denne ærlige trailer.

Bl.a. er det ret sjovt, hvordan filmens præmis ”lige” ridses op og hvordan de noget unuancerede budskaber får en kindhest med på vejen. Og så er jeg sgu glad for, at skrifttypen, der bl.a. bruges til Avatar-titlen påpeges – jeg mener, at bruge skrifttypen Papyrus, come on…!

Mere med Avatar:
’Avatar’ gør alle blå i hovedet
’Avatar’ i uskønt samspil med Star Wars
– Min anmeldelse af Avatar: en tom tryllekunst

Chuck Norris er Chuck Norris i ’Chuck Norris’

Det kan godt være, at Chuck Norris ikke har været specielt aktiv i filmlandskabet de seneste par år, men han vender snart tilbage til det store lærred som en del af det action-pumpede cast til The Expendables 2. Men jeg ville nu heller ikke have noget imod at se ham i sin egen film – og den film måtte gerne være den, som følgende falske trailer reklamerer for.

Her er Chuck Norris i kamp med bl.a. mafiaen og terrorister, på jagt efter guldskatte og i nærkontakt med labre damer, mens biljagter og eksplosioner flyver om ørene på ham – nå ja, og så forvandler han sig også lige til en bjørn. Chuck Norris er Chuck Norris i Chuck Norris – The Movie, ”don’t get in his way…!”

Se andet 80’er-ballade:
Yipee-ki-yay, motherfucker!
Schwarzenegger jager Ewokker
Dolph Lundgren vs. enhjørning!
Farvestrålende Schwarzenegger-trilogi
Samtlige knogler Steven Seagal har brækket
Mere end maskulin trailer for ’The Expendables 2’

Veloplagt Tom Cruise i endnu en umulig mission

Der er i den grad knald på løjerne, når Tom Cruise for fjerde gang kaster sig frygtløst ud i rollen som den hemmelige agent Ethan Hunt. Og nej, missionen er bestemt ikke blevet nemmere i den heftige Mission: Impossible – Ghost Protocol. Her gælder det nemlig om at sikre verden imod atomkrig, intet mindre.

Herudover er Hunts bagland sat ud af spil, da IMF-organisationen er anklaget for at føre terrorisme. Så nu er den ensomme ulv for alvor på egen hånd, dog bakket godt op af sit lille team. Simon Pegg er tilbage som computer-geni og comic relief, mens en solid Jeremy Renner og en elegant Paula Patton er nye agenter i felten. Sammen udgør de et dynamisk team, der spiller veloplagt op imod de kulørte strabadser.

For selvom situationen er alvorlig, så er det rendyrket sjov og ballade – komikken har også lige fået en tand op i denne ombæring. Vanen tro er der godt gang i teknisk opfindsomme gadgets og halsbrækkende stunts, der giver fingeren til tyngdekraften. Her er bl.a. kontaktlinser, der kopierer tophemmelige dokumenter og så får man det svimlende stunt med Tom Cruise dinglende på ydersiden af verdens højeste bygning i Dubai. Medrivende og yderst veleksekveret adrenalinaction.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Prometheus’-trailer i pap og papir

Det er ved at være en tradition, at der bliver lavet nogle mere eller mindre kreative udgaver af filmtrailers – jeg har også postet et par stykker, bl.a. for The Avengers og The Dark Knight Rises. Så selvfølgelig var det også bare et spørgsmål om tid, før traileren til den aktuelle Prometheus også ville begynde at få sine egne alternative udgaver af den storladne trailer og ikke mindst den vildt vellykkede teaser trailer.

Ikke alt er lige godt, men denne her ret så gennemførte og charmerende udgave klippet i pap og papir må jeg lige dele med jer. Men altså, hvis man endnu ikke har set filmen – som jeg for resten godt kunne lide – så afslører traileren alt for meget af filmen, også selvom her blot er tale om papir-figurer.

Læs videre:
Min anmeldelse af ’Prometheus’.
’Alien Anthology’: den ultimative udgivelse!

Se andre genfortalte film-trailers:
’Inception’ sweded af vanvittig familie’
’The Dark Knight Rises’ med papkulisser
The Avengers’ i pap og med billig maling
’TRON: Legacy’ med et noget skrabet budget

Sprælsk skrækfilm er forrygende ond

Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

De ligner to helt almindelige middelklassemænd, som de sidder der med hver deres dame til parmiddag i den grå forstand. Men Jay og Gal er lejemordere, og da de takker ja til en ny opgave, har de ingen anelse om de fatale konsekvenser. For bag de umiddelbart tilfældige ofre på deres ’kill list’, synes en større plan at tone frem. Men præcis hvad de lyssky arbejdsgiverne har i ærmet, lader sig ikke sådan afsløre – man aner dog konturerne af en skræmmende konspiration med okkulte overtoner.

Det er netop blandingen af rå realisme og den okkulte klangbund, der så forførende forenes i denne ondskabsfulde film, som med en tiltagende intensitet bugter sig længere og længere ind i mørket. En film, der ånder gennem volden og får nysgerrigt liv af de urovækkende hints, man nervøst griber ud efter i en søgen på svar – præcis som de to fortabte lejemordere.

Heldigvis formår filmen at lade tilpas mange spørgsmål stå ubesvarede hen, uden at løjerne af den grund mister momentum eller nærvær. Her truer volden konstant med at bryde ud – hvilket den også gør. Brutal og væmmelig. Desuden finder man et par velspillede hovedroller i Jay og Gal. En overbevisende Neil Maskell, der er skræmmende skizofren som familiefar og uforudsigelig psykopat, mens Michael Smiley er det tålmodige modstykke, der forsøger at bevare overblikket. Forgæves.

Nogle kritikere har bl.a. ment, at slutningen løber af sporet. Jeg kunne dog godt lide den bombastiske finale, der uanset hvad, ikke slap den ubehagelige atmosfære. Ja, jeg kan kun anbefale denne genreudfordrende bastard, der tumler sig sprælsk igennem sin strittende historie og ender med et isnende ondt spark i mellemgulvet. Instruktøren Ben Wheatley har med Kill List skabt et herligt uregerligt bæst.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er kun udkommet på dvd her i landet. Billede og lyd gør sig udmærket, men imponerer ikke. Flere mørke scener står ikke altid lige veldefinerede, men generelt er der fin farvebalance. Lydsporet fungerer bedre og skaber med velbalancerede niveauer solid atmosfære. Der er desværre intet ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at høre om Ben Wheatleys tanker bag filmen.

Originaltitel: Kill List, England, 2011
Instruktion: Ben Wheatley
Medvirkende: Neil Maskell, Michael Smiley, MyAnna Buring, Harry Simpson m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Mere end maskulin trailer for ’The Expendables 2’

Der vanker som bekendt endnu en omgang øretæver med den kommende The Expendables 2 – opfølgeren til Sylvester Stallones eksplosive The Expendables fra 2010. Stallone har her overladt instruktørstolen til Simon West, der bl.a. har Con Air på CV’et. Lige som i den første film, finder man et overdrevent maskulint cast, der består af en blanding af gamle action-legender og nyere stjerner.

Således er bl.a. Sylvester Stallone, Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Chuck Norris, Terry Crews, Randy Couture, Jean-Claude Van Damme, Bruce Willis og ikke mindst Arnold Schwarzenegger klar til at springe ting i luften. Den samme gut, der stod bag den fantastiske fan-trailer til den første film, har igen klippet sin version af en trailer og tilsat musik af ingen ringere end Andrew W.K. – og det ser ud til blive en voldsomt sjov actionbasker, der rammer Danmark d. 30. august. BOOM…!!!

Se andet hårdtslående filmguf:
Yipee-ki-yay, motherfucker!
Schwarzenegger jager Ewokker
Dolph Lundgren vs. enhjørning!
Farvestrålende Schwarzenegger-trilogi
Samtlige knogler Steven Seagal har brækket

En måske lidt for ærlig ’Transformers’-trailer

Filmselskaberne gør hvad de kan for at få folk i biografen. Hvis det så kræver, at man får filmen til at se bedre ud, end den reelt er, ja, så gør man det – også selvom det grænser til løgn. Men tænk nu hvis markedsføringen ændrede strategi og spillede mere på ærlighed. Ja, så ville bl.a. trailers nok komme til at se noget anderledes ud.

Selvom jeg vil mene at have en udmærket næse for bullshit, så kunne det være sjovt, hvis nogle de store blockbusters blev serveret med mere ærlighed. Det er konceptet bag serien af ’ærlige trailers’ som Screen Junkies står bag. Deres nyeste ærlige trailer er for Michael Bays Transformers. Det er ikke deres sjoveste, men flere sandheder rammes på kornet – bl.a. det, at hans film er heftigt læsset med product placement.

Se flere ærlige trailers:

En ærlig trailer for ’Avatar’
En ærlig trailer for ’Prometheus’
En ærlig trailer for ’Transformers’
En ærlig trailer for ’The Avengers’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight’
En ærlig trailer for ’The Hunger Games’
En ærlig trailer for ’Paranormal Activity’
En ærlig trailer for ’Twilight: New Moon’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight Rises’
En ærlig trailer for ’Ringenes Herre’-trilogien
En ærlig trailer for ’The Amazing Spider-Man’