7 fremragende film om kulter

/i , , /af

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

Top 10 – de bedste film fra 2012

/i , , , /af

Det er blevet tid til årets top 10 med de bedste film fra 2012. Herudover peger jeg på en række film, der også er værd at nævne fra året, der er gået samt ikke mindst højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen er baseret på film, der har været i dansk biografdistribution i 2012.

1. Take Shelter (Instr. Jeff Nichols)
Den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på original og fængslende vis. Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der kæmper med egne indre dæmoner og uhyggelige forudanelser om Jordens undergang. Min anmeldelse.

2. Amour (Instr. Michael Haneke)
Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt. En kendsgerning, der med Hanekes film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum. Min anmeldelse.

3. Dame Konge Es Spion (Instr. Tomas Alfredson)
Paranoiaen sitrer i hvert billede, mens den forførende koldkrigsthriller folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo drages man således ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagsordener. En smukt orkestreret spionfilm. Min anmeldelse.

4. The Dark Knight Rises (Instr. Christopher Nolan)
Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Til trods for mindre skavanker er her bestemt tale om et tilfredsstillende sidste kapitel i Nolans Batman-trilogi. Min anmeldelse.


5. Prometheus (Instr. Ridley Scott)
Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indfanges eventyret i fængslende billeder. En spektakulær film med nok pondus til at overvinde sine ujævnheder og som heldigvis ikke er bleg for at servere overgearet B-films-snask. Min anmeldelse.

6. Shame (Instr. Steve McQueen)
Shame er som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede. Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Michael Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at afføde en smule håb i et ellers håbløst landskab. Min anmeldelse.


7. Looper (Instr. Rian Johnson)
Man kan hurtigt blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres hjernevridende muligheder. Her lykkedes det dog at etablere tidsrejsekonceptet uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at tidskomplikationerne pirrende kilder ens intellekt. Min anmeldelse.


8. Young Adult (Instr. Jason Reitman)
Charlize Theron er forrygende som følelsesmæssigt forskruet ungdomsforfatter. En kvinde i slut-30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. En tragikomedie, der er et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken. Min anmeldelse.


9. Dredd (Instr. Pete Travis)
Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset. Det brutale bæst holder løjerne simple og tonser blot nådesløst afsted, men ikke uden, at der indskydes et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Sådan. Min anmeldelse.


10. The Cabin in the Woods (Instr. Drew Goddard)
En både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet. For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med publikums forventninger. Min anmeldelse.

Andre nævneværdige film fra 2012
Udover årets top 10, vil jeg vanen tro fremhæve en række andre solide film fra året, der er gået. Bl.a. invasionssjov med Attack the Block, Wes Andersons fine Moonrise Kingdom, den episke vandretur Hobbitten: En uventet rejse, smuk agentaction med Skyfall, den charmerende The Artist, kulørt superheltesaction med The Avengers, den medrivende Mission: Imposible – Ghost Protocol og David Cronenbergs A Dangerous Method.

Videre til en herlig manisk Nicloas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance, isnende hjernevask med Martha Marcy May Marlene, det rå gangsterdrama Lawless, ondskabsfuld gru med Kill List, den hjerteskærende Extremely Loud & Incredibly Close, en klipklappe-klædt George Clooney i The Descendants, Martin Scorseses Hugo samt den buldrende Battleship.

Filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend
Jeg dækkede for tredje gang den københavnske filmfestival CPH PIX, hvor jeg nåede igennem 38 film. Her fik jeg nogle af årets bedste filmoplevelser og vil fremhæve følgende titler. Den intime Weekend, eksistentialistisk lejemorder-action med den thailandske Headshot, den dramatisk forførende Himizu og vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie.

Videre til den skæve ’feel-good-samurai-komedie’ Scabbard Samurai, ‘slow burner’-dramaet Snowtown, adrenalinkicket The Raid: Redemption, den rørende I Wish, udpenslede perversiteter med The Human Centipede 2, det gotiske gys Livid, den absurde Alps, den foruroligende Killer Joe, terrorfyldt junglehelvede med Captive og Todd Solondz’ sorte komedie Dark Horse.

2012 var også året, hvor København fik en ny mini-filmfestival, Blodig Weekend. En festival primært dedikeret til skrækfilm. På den fire dage lange festival nåede jeg 15 film og vil bl.a. fremhæve det voldsomme remake Maniac, som jeg også havde fornøjelsen af at introducere.

Videre til den italienske exploitation-shocker Morituris, medrivende blodsprøjt med [REC]³ Génesis, psychodramaet Excision, charmerende science fiction-snask med Manborg og klaustrofobisk gru med The Incident samt herlige gensyn med Lamberto Bavas 80’er-perler Demons og Demons 2, hvor jeg også fik hilst på instruktøren.

De forsømte film fra 2012
Når jeg går listerne igennem, kan jeg desværre igen i år se, at jeg mangler en håndfuld film, jeg har glædet mig til. Det får jeg indhentet i 2013 og glæder mig således bl.a. til De urørlige, Holy Motors, The Woman in Black, Hvad med Kevin?, Magic Mike, Modig, Ted, Monsieur Lazhar, Sinister, Tyrannosaur og Killing Them Softly. Ja, samt selvfølgelig alle de nye filmlækkerier, der venter i 2013.

– Læs også mine top 10-lister for 2009 og 2010 og 2011.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2012 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3, DAG 4.

Top 10 – de bedste film fra 2011

/i , , /af

Så blev det tid til årets top 10 over de bedste film fra 2011. Listen er baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2011 – selvom flere af titlerne egentlig er fra i 2010. Men uden videre introduktion, her er de 10 bedste film fra året, der er gået.

1. Drive (Instr. Nicolas Winding Refn)
En udsøgt filmisk fornøjelse fra start til slut. Refn får her balanceret sine komponenter med en legende lethed, så både billede og lyd sitrer af energi og filmisk kærlighed. Desuden er Ryan Gosling übercool og volden smuk. Refn har bestemt rykket sig siden sin rolle som monstret Glubsk – se ham iført monster-dragten HER.

2. Cold Fish (Instr. Sion Sono)
Vanvittig og vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer. Ubehagelig, charmerende og suveræn.

3. Black Swan (Instr. Darren Aronofsky)
Jeg kender flere, der fandt Aronofkys psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan for karikeret og overfortalt, men jeg var vild med den bastante fortælling og symbolik. Det fungerede for mig og matchede medrivende både den smukke musik og ballet. Så absolut filmisk fryd og rå power i billede og lyd. Skønt.

4. Melancholia (Instr. Lars von Trier)
“En smuk film om Jordens undergang” var hvad Trier i sin tid lovede og det er godt ramt. Skræmmende smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde). Heldigvis er dette en undergang, man modsat filmens medvirkende kan opleve igen.

5. The Tree of Life (Instr. Terrence Malick)
Et abstrakt, ekspressionistisk og mystisk billedværk, men også nærværende og med kærligheden som fakkelbærer gennem mørket. Men al analytisk sniksnak og ordgøgl til side, så blev jeg ganske enkelt bare revet med af den både smertelige og smukke historie – lige fra de enorme himmelhvælvingers gåder til det nære drama.

6. Rango (Instr. Gore Verbinski)
Sprudlende animationsfilm ledt an af Johnny Depp som kæk kamæleon. En film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer. En herlig genre-bastard og ikke mindst uhyggeligt smukt animeret. Lige fra surreelle drømmesyner og vidtstrakte ørkenlandskaber. Et vildt visuelt western-ridt.

7. Kongens store tale (Instr. Tom Hooper)
En ganske enkelt velfortalt og gribende historie om et stærkt venskab og om at overvinde egne svagheder og finde en styrke, man ikke troede mulig at grave frem. Colin Firth og Geoffrey Rush er her den sprængfarlige duo, der giver liv til de vittige og veldrejede dialoger. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. Forrygende.

8. Hanna (Instr. Joe Wright)
Stilbevidst og hjertebankende smuk actionfilm, hvor man forføres af både et sneklædt Finland og videre til Berlins pulserende liv. Det heftige soundtrack leveres af The Chemical Brothers, mens Saoirse Ronan er både sart og sejlivet som en tøs på flugt fra Cate Blanchett som stram CIA agent. En af årets overraskelser.

9. True Grit (Instr. Ethan Coen og Joel Coen)
Coen-brødrene leverer med deres westen en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en gribende historie og spændstig dialog samt bjergtagende billeder. Jeff Bridges er svært charmerende som den snøvlende Cogburn, mens Hailee Steinfeld næsten stjæler billedet som den rappe tøs Mattie.

10. 127 Hours (Instr. Danny Boyle)
Selvom filmen stort set kun udspiller sig med James Franco klemt fast imellem to klippevægge, så holder Boyle medrivende liv i dramaet. Her er følelser som ensomhed, egoisme og afsavn hele vejen relaterbare, ikke mindst takket være en fremragende Franco. En både opløftende og visuelt forførende film.

Det er svært at udpege blot 10 film, ikke mindst når det kommer til at sortere i titlerne på listens sidste plader. Anyways, jeg tillader mig lige at fremhæve andre solide filmoplevelser fra 2011.

Året bød bl.a. også på time-bender-sci fi med Source Code, en flot afslutning på sagaen med Harry Potter og Dødsregalierne del 2, håndholdt alien-film i jungledybet med Monsters, candyfloss-overkill med Sucker Punch, den intense Winter’s Bone, Christian Bale i junkie-hopla med The Fighter, Mads Brüggers vanvidstur til Afrika i Ambassadøren, græsk bizarro med Dogtooth, hjerteskærende kærlighedsknuder med Blue Valentine, abeskøn action med Abernes Planet: Oprindelsen, den vildt sjove Bridesmaids, neonoplyst syretrip med Enter the Void, gangsterdramaet Animal Kingdom, uhygge med Insidious og det gribende vampyr-remake Let Me In.

Igen i år fik jeg mange af årets bedste filmoplevelser på den københavnske filmfestival CPH PIX. Jeg har dog valgt kun at inkludere én enkelt på min top 10 (Cold Fish), da her jo ikke er tale om en egentlig dansk biograf-distribution, men mere en eksklusiv visning. Men der er flere, der er værd at nævne.

Bl.a. det spruttende menneskemonster Tetsuo: The Bullet Man, den vanvittige og morsomme Big Man Japan, skamløs underholdning med Super, samurai-action med 13 Assassins, opfindsomt blodige mord med Dream Home, pulserende politi-thriller med Fire of Conscience, den isnende The Housemaid, lavmælt kannibalisme med We Are What We Are og exploitation med Hobo with a Shotgun.

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se, men som jeg vil nuppe i 2012, bl.a. In Time, X-Men: First Class, Moneyball, Kill List, Midnight in Paris, Huden jeg bor i, Submarine, Contagion, Beast, 50/50 og The Girl with the Dragon Tattoo.

– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2011 HER.
– Læs også mine top 10-lister for bedste film for 2009 og 2010.

Top 10 – de bedste film fra 2010

/i , , /af

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

Top 10 – de bedste film fra 2009

/i , /af

Så er det blevet tid til at kaste et blik tilbage på filmåret 2009. Jeg har i den forbindelse lavet en top 10 over mine bedste filmoplevelser fra året, der nu er gået. Listen indeholder kun film, som har haft dansk biografpremiere eller er blevet vist på en af de danske filmfestivaler i 2009. Anyways – here we go.

1. Moon (Duncan Jones)
Det er virkelig en skam at Duncan Jones fremragende spillefilmsdebut Moon ikke fik en bred dansk distribution. For det er både smuk, stemningsfuld og tankevækkende science fiction, hvor Sam Rockwell imponerer i den altoverskyggende hovedrolle. Jeg var heldig at fange filmen på filmfestivalen CPH:PIX.

2. District 9 (Neill Blomkamp)
Et af årets helt store og positive filmoplevelser kom fra spillefilmsdebutanten Neil Bodenkamp. District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects.

3. Antichrist (Lars von Trier)
Lars von Triers Antichrist er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. Kompromisløs, elegant, voldsom og med pragtpræstationer af Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

4. Star Trek (J.J. Abrams)
Et fænomenalt og medrivende rumeventyr. Et særdeles vellykket reboot af den populære Star Trek-franchise med fuld tryk på kedlerne. Man ryger både frem og tilbage i tid og møder glubske monstre uden at filmen glemmer sine karakterer. Ubetinget underholdende.

5. Inglourious Basterds (Quentin Tarantino)
Skamløst underholdende krigsfilm a la Tarantino, som igen leverer velsmurte replikker og medrivende billeder. Og til trods for et stort persongalleri, var det Christoph Waltz, der med sit portræt af den ordekvilibristiske SS officer Hans Landa brændte mest igennem. Fantastisk

6. Watchmen (Zack Snyder)
En ikke alene overrumplende visuel oplevelse, men også en fortællermæssig dyb og eftertænksom film om småting som mennesket, verden, livet og døden. Og selvom filmen ikke matcher sit forlægs historiemæssige detaljerigdom, så leveres den ambitiøse historie troværdigt og medrivende.

7. The Wrestler (Darren Aronofsky)
En nedslidt wrestler, der forsøger at finde tilbage til livet og kærligheden kan lyde en kende corny. Det er bestemt ikke tilfældet. The Wrestler er ganske enkelt et usentimentalt og ægte stykke drama, som forhåbentlig lader Mickey Rourke forblive i rampelyset mange år endnu.

8. Synecdoche, New York (Charlie Kaufman)
Charlie Kaufmans instruktørdebut er et krøllet, forførende og medrivende drama. Her vendes eksistentielle temaer som livet, ensomheden, kærligheden og døden med en formidabel Philip Seymour Hoffman i hovedrollen. Et originalt og karakterdrevet drama, som hele vejen forløses med nærvær.

9. Zombieland (Ruben Fleischer)
Hvad er en top 10 liste værd uden zombier. Anyways, for selvom Zombieland langt fra er perfekt zombieunderholdning, så er det bestemt veloplagt zombiesmadder med rappe replikker, medrivende kills og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform.

10. Observe and Report (Jody Hill)
Der skal også været plads til en komedie på listen, men det er nu heller ikke noget problem, når man kan hive en både grotesk og særdeles sorthumoristisk en af slagsen op af hatten. Amoralsk, over grænsen og overraskende voldelig. En sand fornøjelse.

Det er aldrig nemt at lave sådanne lister. Der vil altid være film, som også fortjener en plads. Jeg tillader mig derfor at nævne et par stykker uden for den forgyldte top 10. Jeg var bl.a. slemt underholdt af Sam Raimis tilbagevenden til gyset med Drag Me To Hell og så var det også en udsøgt fornøjelse at se den ultrasplattede Tokyo Gore Police blandt marmorstatuer på Glyptoteket under CPH:PIX. Paranormal Activity var også en herlig hårrejsende overraskelse, mens Coraline var en i særdeleshed forførende og eventyrlige film – og senest tryllebandt Terry Gilliam mig med The Imaginarium of Doctor Parnassus.

Men ligesom der er film, der ikke kom med på listen, er der også film, jeg af uransagelige årsager ikke fik set i løbet af året. Det gælder bl.a. Pixars UP, Coen-brødrenes A Serious Man, Sam Mendes Revolutionary Road, The Hurt Locker og Waltz with Bashir. Dem glæder jeg mig til, at få set i hjemmebiografen i det kommende år.

Jang og de desperate mænd

/i /af

I forbindelse med udgivelsen af Nicolas Winding Refns seneste film, Bronson, har jeg kigget lidt nærmere på instruktørens øvrige film.

Tilbage i 1996 bragede Winding Refn – også kaldet Jang – gennem det store lærred med spillefilmsdebuten Pusher. Det var håndholdt desperation med Kim Bodnia i hovedrollen som dopedealeren Frank, der ”skulder” Milo (Zlatko Buric) penge. Tre år senere fulgte han succesen op med Bleeder (1999). Igen var Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric med – og igen ledte Bodnia an. Denne gang som Leo, der ikke kan forholde sig til sit liv og langsomt går op i limningen.

Kim Bodnia i "Pusher"

Herefter drog instruktøren til udlandet for at indspille den engelsksprogede Fear X (2003). Her finder man John Torturro i hovedrollen som Harry, der i et forsøg på at opklare mordet på sin kone begynder at miste besindelsen. Filmen var en kunstnerisk succes og fortalte sin historie med et andet og mere roligt filmsprog, end hvad Refn tidligere havde leveret med sine håndholdte adrenalinindsprøjtninger. Fear X blev modtaget godt af anmelderne – men var bl.a. pga. pengeproblemer og anden produktions-polemik med til at sende Jang til økonomisk tælling med et konkursramt produktionsselskab.

John T i Fear X

John Torturro i "Fear X"

Der skulle nu penge i kassen. Fallitten skulle vendes til profit, så Jang fortsat kunne være en spiller på filmscenen. Planen blev at lave to efterfølgere til debut-successen, nemlig Pusher II (2004) og Pusher 3 (2005). På bare et år både skrev, producerede og indspillede den pressede instruktør de to film. En stresset og energifyldt proces, man kan følge i den fine dokumenter Gambler fra 2006, som går tæt på Refn i den stormombruste periode.

Pusher II kom i kassen og blev en stor succes. Publikum gik i biografen og anmelderne stod i kø for at rose filmen, ikke mindst Mads Mikkelsens præstation i rollen, som den forsømte Tonny. Året efter landede så Pusher 3 med den bombastiske undertitel Angel of Death. Denne gang med Zlatko Burics karakter Milo i centrum. Den fik ikke nær samme positive modtagelse, det selvom filmen er en fremragende skildring af en mands håbløse kamp for at holde sig oven vande.

Z B i Pusher 3

Zlatko Buric i "Pusher 3"

Inden turen kom til den nu aktuelle Bronson (2008), var Refn et smut forbi DR2 programmet den 11. time hvor han i en interviewrække udleverede sig selv for åben skærm, komplet med tårevæddet ansigt og efterfølgende overskifter på spisesedlerne. Om det hele blot var spil for galleriet står uklart, men det gav instruktøren en del spalteplads. Med Bronson er Refn så tilbage i sit rette element, som filminstruktør.

Tom Hardy i Bronson

Tom Hardy i "Bronson"

Forude venter allerede endnu en film af Refn, nemlig vikingefilmen Valhalla Rising med en stum Mads Mikkelsen i rollen som krigeren One-Eye. Filmen har premiere d. 19. marts næste år.

Zombie Warm Up – dødgod underholdning!

/i /af

Jeg bringer en advarsel: de næste 5 minutter står den altså på zombier, så hvis det ikke lige er noget for dig – ja, så scroll ned og følg linket… – men here we go:

Zombier har i adskillige årtier rejst sig fra graven for at frastøde, underholde og gnaske sig gennem et begejstret filmpublikum. Den sejlivede genre har da også med sine forgnaskede kranier, åbne benbrud og blodige headshots en umiddelbare visuel appel. Nu indtager zombierne så igen biograferne, denne gang med den sprøde horrorkomedie Zombieland, hvor en veloplagt Woody Harrelson leverer både grin og gys i massevis.

Zombieland, 2009

Forud for dette dugfriske skud på zombie-stammen er der dog stavret mange levende døde over lærredet. Tilbage i 1932 kunne man første gang opleve zombien i White Zombie med legendariske Bela Lugosi på rollelisten og senere bl.a. også i I Walked With a Zombie (1943) og i Edward D. Woods berygtede Plan 9 From Outer Space (1959). Det var dog ikke de blodige zombier, som senere gik hen og blev genrestandarden.

Den sultne zombie med åbenstående mavesæk blev bragt til live af instruktøren George A. Romero, da han i 1968 tog første spadestik med sin sort/hvide zombie-klassiker Night of the Living Dead. Den blev fulgt af farvefilmene Dawn of the Dead i 1978 og Day of the Dead i 1985. Denne appetitlige trilogi er nu blevet en populær franchise. For Romero lod atter de døde gå igen med Land of the Dead i 2005, Diary of the Dead fra 2007 og senest med Survival of the Dead, som netop har haft premiere i USA.

Dawn of the Dead, 1978

Den langsomt stavrende zombie, som den bl.a. ses i disse film er om ikke død (no pun intended), så i hvert fald blevet udfordret af mere moderne zombier, så at sige. Specielt var Danny Boyles dystopiske 28 Dage Senere fra 2002 med til at træde speederen i bund på kadaverne, som i den grad forstod at løbe sig ind på de skrigende ofre – hvilket også var tilfældet med Zack Snyders effektive Dawn of the Dead-remake fra 2004 og ligeledes den aktuelle Zombieland.

De seneste år har genren haft godt vind i sejlene. Bl.a. myldrer zombierne frem i Robert Rodriquez’ Grindhouse-halvdel Planet Terror (2007), mens de i den spanske [REC] (2007) lurer i mørket. Resident Evil-filmene (2002, ’04 og ’07) er heller ikke er blege for at levere zombie-snask. Ja selv Tobe ”Motorsavsmasskeren” Hooper har bragt de døde til live i Mortuary (2005), mens det irske højland lagde ryg til løjerne i Dead Meat (2004). Og Danmark har også forsøgt sig, dog i mindre skala. Bl.a. med kortfilmen Rådden kærlighed fra 2002 og Codename: Yin/Yang (2006).

Shaun of the Dead, 2004

Ligeså gruopvækkende det kan være at se sine medmennesker blive revet midt over af sultne zombier, ligeså hysterisk morsomt kan de det også være. Det mere end beviste britiske Edgar Wright med den fantastiske og morsomme Shaun of Dead i 2004. Faktisk var det filmen der inspirerede Zombielands instruktør Ruben Fleischer – og det kan ses. For humoren, filmreferencerne og den medrivende splat er på plads. Helt samme niveau når denne amerikanske broder dog ikke, men for pokker, det er stadig medrivende og ikke mindst morsom zombie-underholdning.

Der er levende døde nok at tage af – og heldigvis kan man plukke nogle af genrens bedste titler ned fra DVD-hylderne. Lige fra Romeros klassikere over italienske Lucio Fulcis Rædslernes Grønne Ø (1979) og videre til rækken af nye zombie-film. Så der er nok at varme op med, inden man bevæger sig ind i mørket for at se de levende døde blive revet midt over eller onduleret med en banjo af Woody Harrelson i Zombieland.

– …og så ikke et ord mere om zombier lige foreløbig…! fingers crossed… – og som et plaster på såret, værsågod.