‘Madame Web’ er en superhelte-oprindelseshistorie uden pondus

/i /af

Biografanmeldelse: Med superheltefilmen ’Madame Web’ får vi oprindelseshistorien til titelkarakteren, hvis borgerlige navn er Cassandra Webb. Hun er umiddelbart en helt almindelig ung kvinde, der bor i New York, hvor hun arbejder som ambulanceredder. Men hendes fremtid tegner til at blive alt andet end normal, hvilket trækker tråde tilbage til hendes mor, der døde, mens hun fødte datteren.

Hvad årsagen til moderens død er, ved Cassandra ikke. Fortiden indhenter hende dog efter en tæt på fatal ulykke. Snart ser Cassandra syner og synes at kunne ane bidder af fremtiden. Men hvad der er op og ned, må hun selv forsøge med famlende skridt at finde ud af. Det samme gælder hendes viden om en mystisk edderkoppemand, der kan kravle på lofter. Hvad vil han og hvorfor?

Der bliver i ’Madame Web’ taget lange, lange tilløb til at få fortalt oprindelseshistorien om vores heltinde Madame Web. Så lange tilløb, at historien ikke for alvor løfter sig og bliver medrivende. Det er mest af alt en småkedelig affære, selvom her både er mystiske edderkoppemennesker, forunderlige kræfter og en ond skurk på banen. Intet løfter sig bare rigtigt og bliver engagerende.

Det er bl.a. fatalt, at filmens store skurk Ezekiel Sims aldrig får et intimiderende nærvær eller fremstår videre farlig for vores heltinde in spe. Tahar Rahim har heller ikke det store at gøre med i et manuskript, der er ret vagt og flagrende. Det gælder desværre også historien som helhed, hvor spændingskurven måske nok bevæger sig mod en stor finale, men undervejs falder den slapt sammen.

Dakota Johnson har dog en fin no bullshit-attitude som Cassandra. Hun er god, men kan ikke forvandle det klodsede manuskript til superhelteguld. Det gælder også de tre teenagere, Cassandra forsøger at redde fra Ezekiel. Her møder vi Sydney Sweeney som Julia Cornwall, Isabela Merced som Anya Corazon og Celeste O’Connor som Mattie Franklin. Alle fremtidige heltinder.

Desværre ender ’Madame Web’ med at føles som én lang og uforløst opvarmning til, hvad der venter Madame Web og de tre heltinder forude. Vi får kun i fremtidsglimt et kig på de tre teenagehelte, mens forvandlingen til Madame Web må vente. Uanset hvad, ændrer det ikke på, at filmen er kedelig. Den forløser ikke sit potentiale, ej heller Cassandras komplicerede forhold til sin mor.

’Madame Web’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Madame Web’ har biografpremiere den 14. februar.

Den smågeneriske ‘One Love: Bob Marley’ lever gennem musikken

/i , /af

Biografanmeldelse: Man bliver med ’One Love: Bob Marley’ sendt tilbage til Jamaica i slut-70’erne, hvor reggae-musikeren nyder stor popularitet. Men i Jamaica bruser en konflikt voldeligt mellem to politiske fronter. Bob Marley vil freden og kærligheden. Hans vej til at opnå det skal ske gennem musikken og dens budskab ved en gratis og upolitisk koncert.

Bob Marley er dog nu selv et mål i en kamp, han ikke vil være en politisk del af. Musikikonet flygter derfor ud af landet, hvor man således følger ham og ser hans musikalske talent folde sig ud verden over. Han tager sit budskab om fred og samhørighed med sig, men hans succes er ikke uden private konsekvenser. Hans børn og hustru Rita bliver efterladt i slipstrømmen af succesen.

Bob Marley længes desuden hele tiden efter sit hjemland. Det kommer med en pris at ville sprede fred og kærlighed, hvor de mange koncerter og den store medgang i bl.a. Europa og USA får overtaget. Desværre får bagsiden af succesen aldrig rigtig en engagerende pondus og plads i fortællingen, der mest af alt står uforløst hen og som en lidt generisk hyldest af legenden.

Heldigvis har filmen Bob Marleys udødelige musik på lydsiden, under live-koncerter og i studiet. Her får man bl.a. klassikere som ‘Could You Be Loved’, ‘Jamming’ og ‘No Woman No Cry’. Det er dog ikke nok til at styre filmen udenom et drama, der ikke griber mere end tilfældet er – til trods for, at Bob Marley og hans historie jo rummer mange facetter. Dem er det desværre småt med i filmen.

Kingsley Ben-Adir gør dog ganske godt, hvad han kan med det lidt vage manuskript og den en smule kedeligt instruerede historie, der på trods opretholder et ganske fint tempo. En nærværende og intens Lashana Lynch er dog god som Rita. Hende havde jeg gerne set mere til. På samme måde som også deres børn og konsekvensen af Bob Marleys turné og flugt kunne have fyldt mere.

‘One Love: Bob Marley’ fungerer mest af alt gennem musikken og den i udgangspunktet spændende fortælling om ikonet, troen på fred og kærlighed gennem musikken og på det gode i mennesket. Filmen mangler dog mere oprigtig nerve i sine menneskelige portrætter og det drama, der udfolder sig både i privaten og på den professionelle front.

’Bob Marley: One Love’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bob Marley: One Love’ har biografpremiere den 14. februar.

Nicolas Cage brillerer i den absurde komedie ‘Dream Scenario’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld skrue på den underspillede komik i Kristoffer Borglis charmerende, absurde og ikke mindst sjove komedie ’Dream Scenario’. Her brillerer Nicolas Cage som en helt almindelig mand, hvis liv fra den ene dag til den næste ændres totalt. Han begynder nemlig på mystisk vis at dukke op i folks drømme over hele verden. Fra anonym mand til verdenskendt med et trylleslag.

Det er den fascinerende præmis for filmen, der på elegant vis bringer temaer som berømmelse, anonymitet og kærlighed i spil. Det hele bundet sammen af en nuanceret Nicolas Cage, der empatisk portrætterer den småselvudslettende universitetsprofessor Paul Matthews. Han står i livet med uforløste faglige drømme, der måske pludselig kan få nyt liv gennem hans nye kendisstatus.

Men hvad gør denne nyvundne berømmelse ved ham? Ved hans familie? Og alle omkring ham? Det er den rejse, jeg kommer med på, når jeg drages ind i en verden af menneskelig skrøbelighed og mærkværdige drømme. For godt nok er Paul filmens dramatiske epicenter, men hans forhold til særligt sin hustru og to døtre er blidt, fint og ømt skildret.

Det er nemlig ikke kun Pauls liv, der vendes på hovedet. Som hans hustru Janet finder man en varm Julianne Nicholson. De to er som ægtepar virkeligt gode sammen. Der er grin og hjerte mellem de to. Jeg tror på dem, som jeg også tror på historien, dens bizarre præmis til trods. Kristoffer Borgli lykkedes således med en dynamisk hånd om instruktion og manuskript at forløse filmens potentiale.

Det betyder bl.a. en engagerende balancegang mellem det absurde, det varmt menneskelige og ikke mindst humoren, der fremkaldte både oprigtige grin og tankevækkende fnisen hos mig. Bl.a. gennem Nicolas Cages overbevisende portræt. Han rammer de menneskelige toner rent. Både det anonyme jeg og det at blive forført af pludseligt at få enorm opmærksomhed.

Legen med berømmelse kontra anonymitet fungerer skarpt, sjovt og tankevækkende. En berømmelse, der ikke beror på nogle meritter hos Paul, andet end at han på forunderlig vis dukker op i folks drømme. ’Dream Scenario’ ramte mig i hjertet som både underspillet og absurd komedie samt med sit yderst menneskelige portræt forløst brillant af Nicolas Cage.

’Dream Scenario’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dream Scenario’ har biografpremiere den 8. februar.

Hayao Miyazakis ‘Drengen og hejren’ er fortryllende animationsmagi

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelsesfin sans for fortryllende verdener og magiske væsner, kaster den japanske mester Hayao Miyazaki mig ind i sin historie, der gribende og eventyrligt forener temaer som tab, sorg og afsavn i ’Drengen og hejren’. Gennem drengen Mahito bringes jeg ind i fortællingen, der også får dramatisk tyngde i en art overgang fra barn til voksen hos vores unge hovedkarakter.

Netop overgangen fra en ting til noget andet ekkoer filmen igennem. Her føres man bl.a. fra en verden og ind i en anden. Fra vores kendte virkelighed og ind i en anden virkelighed, hvor magien spirer og mystiske væsner lever. Hvor intet nødvendigvis er, hvad det giver sig ud for. Visuelt legens der også med spejlinger og forvridninger. Der synes at være to sider af alt i dette flerlagede eventyr.

Det hele starter med en tragedie i 1943, hvor 2. Verdenskrig spreder død og ødelæggelse i Tokyo. Mahito mister her sin mor i en brand. Sammen med sin far flytter han nu fra byen og ud på landet. Tynget af sorg og vrede møder den forvirrede Mahito nu sin fars nye kæreste, der gerne vil overtage morens plads. Det er Mahito ikke klar til. Men så begynder hans virkelighed pludselig at knirke i kanterne.

En mystisk og blåvinget hejre dukker op i tide og utide for at gøre ham selskab. Hvad vil hejren? Hvad gemmer sig mon inde i skoven? Og hvordan skal Mahito overhovedet kunne leve videre uden sin mor? Det handler nemlig ikke om blot at overleve, men om at leve. Om hvordan vi kan leve. Om at omfavne livet. Bl.a. også på trods af netop stor sorg og frustrerende vrede.

Livsgnisten blafrer for fuld eventyrlighed i historien, mens livet ånder og lever gennem filmens verdener og virkeligheder, hvor Mahito må følge efter den underlige hejre i håbet om at finde sin mor i live. For er der mon en bro mellem livet og døden, han kan betræde? Eller vil han forblive fanget i sin egen virkelighed eller blive fanget et sted midt imellem de to verdener?

’Drengen og hejren’ er hjerteskærende, tankevækkende og sjov. Den er en visuel fornøjelse, som viser, at den i dag 83-årige Hayao Miyazaki fortsat mestrer eventyret, fortælleglæden og fantasien. Ikke mindst at indfange og omforme det til en gribende fortælling forløst i magisk animation, der drilsk og legende bringer eventyret til live og borer sig lifligt vej tilbage til min egen barndom.

’Drengen og hejren’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Drengen og hejren’ har biografpremiere den 8. februar.

Gyset ‘Paranoia’ er mere søvndyssende end paranoiafyldt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ikke meget overbevisende uhygge at komme efter i det overnaturlige danske gys ’Paranoia’. Historien slæber sig snarere afsted i ofte helt søvndyssende tempo. Ja, det er småt med troværdig paranoia i filmen, hvor man følger gymnasieeleven Lulu. Efter en vild fest vågner hun op på hospitalet med mere end rigeligt alkohol i blodet.

Det bliver en oplevelse, der ændrer hendes liv. For på hospitalet så hun i et kort glimt en anden ung kvinde i en hospitalsseng overfor sig. Leveret med en billig chokeffekt. Dovent filmhåndværk og kedeligt tænkt. Ikke desto mindre begynder Lulu nu at se og høre mystiske ting, der ikke var der før. Hun bliver snart opsøgt af den ordknappe Mads, som gemmer på sin del af hemmeligheder.

Sammen begynder de at bevæge sig ind i en overnaturlig spiral, hvor de forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen med Lulu. Mads ved dog et og andet om ånder. Måske det er sådan en, der er på færde? I så fald hvorfor? Herfra går filmen nærmest i stampe, hvor både spænding og uhygge udebliver. Det hele er viklet om teenagerproblematikker og et umage romantisk parløb.

Det hele er desværre bare ret så forudsigeligt. Det er en skam, da her egentlig berøres et par interessante tematikker. Bl.a. psykisk sygdom, venskaber og gruppepres samt i det hele taget de udfordringer, man står overfor i teenageårene. Der er bare ikke rigtigt noget af det, der lykkes på engagerende vis. Både det overnaturlige gys og ungdomsdramaet vakler klodset.

’Paranoia’ er dog ikke helt uden et par ok gode takter. Bl.a. er Zoe Bryan Hertz som den forfulgte Lulu ganske fint troværdig som en frustreret teenager, der vil gå egne veje, mens August Issac Carter som den dragende Mads spiller noget mere monotont. De tos kemi og relation kommer ikke rigtigt til at fungere, mens også livet på gymnasiet ikke for alvor kommer til sin ret.

I sidste ende falder filmen fra hinanden i, hvad der næsten synes som kedelig slowmotion. ’Paranoia’ bliver aldrig spændende og mysteriet bag de underlige syner træder kun lige ind i et gyserland, der kunne være blevet interessant, hvis blot manuskriptet havde været skarpere og mere overraskende sammen med instruktionen, som aldrig rigtigt får greb om at levere et overbevisende gys.

’Paranoia’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Paranoia’ har biografpremiere den 8. februar.

Den dragende ‘Frit fald’ leverer et minutiøst udfoldet retssalsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med en minutiøs tilgang til sin fortælling, at instruktør og medforfatter Justine Triet folder det bølgende plot ud i dramaet ’Frit fald’. Forfatteren Sandras mand omkommer i filmens start efter et fald fra anden sal i deres hus, der omkranses af sneklædt natur og bjergudsyn. Det tragiske udfoldet i det smukke. Denne dobbelthed finder man også i selve historien.

Sandra kommer nemlig under mistanke for at have myrdet sin mand. Således bølger spekulationerne frem og tilbage mellem for og imod om, hvorvidt hun har dræbt ham eller ej. Det er med et intenst iscenesat retssalsdrama, at historien nu tager sit greb i mig, mens sandhed og løgn væves ind og ud af hinanden i vidneskranken, hvor skeletter i skabene kommer til syne.

Ganske vist er det centrale spørgsmål: Har Sandra slået sin mand ihjel eller ikke? Og i så fald hvorfor? Mens min indre detektiv kommer på arbejde, så er filmen også mere end det fermt fortalte retssalsdrama. Det handler om relationer, om kærlighed, om os som mennesker. Det handler om fejlbarlighed, om hemmeligheder og om at opretholde et forhold på trods af modstand.

Sandra er det primære anker i fortællingen, der griber mig både som krimiplot og menneskeligt drama, der kommer til at stå stærkere og stærkere i takt med, at jeg bliver klogere på de medvirkende, herunder også den 11-årige søn Daniel og hans relationen til forældrene. Han spilles med både en naiv sarthed og en bestemt styrke af Milo Machado Graner.

En fascinerende Sandra Hüller portrætterer forfatteren Sandra med finesse og menneskelige nuancer, der får lov at komme til fuldt skue gennem det velskrevne, engagerende og smart konstruerede manuskript. Det hele jongleret med sikker hånd af Justine Triet, der både formår nøgternt at skildre dramaet i retssalen samt bringe bankende menneskelige følelser til live.

’Frit fald’ giver på dynamisk vis god plads til både krimigåden og menneskene i historien, som dog ikke helt formår at holde sin ellers flot dirrende væren i hævd hele filmens spilletid på 2 timer og 30 minutter. Det er dog til at leve med, når menneskeskildringerne og dramaets mange facetter er så nærværende og dragende sat i scene.

’Frit fald’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Frit fald’ har biografpremiere’ den 1. februar.

‘Den grænseløse’ er en ujævn krimi, men det er sådan cirka også ok

/i , /af

Biografanmeldelse: Turen går for kriminalkommissær Carl Mørck i ‘Den grænseløse’ til Bornholm. Her venter en ældre og uopklaret sag om en ung kvinde, der blev fundet død til tops i et træ. Spørgsmålet er naturligvis nu: Hvem står bag og hvorfor? Det bliver alt sammen spundet ind i et krimiplot, der byder på både fortidens dystre skygger og stor sorg. Nå ja, og en soldyrkende kult!

Carl Mørck tager dog i første omgang noget uvilligt til solskinsøen, hvor han sammen med sine kollegaer Rose og Assad snart vikles ind i sagen. Det er en i udgangspunktet egentlig ganske interessant præmis, der forsøger at blande traumer hos vores helte nervepirrende sammen med kulten, der synes at dække over mere og andet end blot deres kærlighed til solen.

Carl Mørck spilles igen af Ulrich Thomsen. Han er god som den sammenbidte efterforsker, der trods alt har svært ved at lade sagen løbe ham af hænde. Afshin Firouzi er ny som Assad. Han gør, hvad han kan med sin noget fladt skrevne rolle. Desværre bliver det ikke til meget medrivende og dynamisk kemi mellem den umage duo.

Man må dog overvære et forsøg på komik med Carl og Assad i en dobbeltseng med en tydeligt irriteret Mørck, der ikke kan sove for sin kollegas højlydte snorken. Den komiske åre rammes bare ikke helt rent i filmen, der rummer et mørke, som heller ikke rigtigt får sit tag i mig. Selvom bl.a. Rose kommer i kontakt med egne traumer, bliver hun som karakter ikke helt troværdigt forløst i manuskriptet.

Sofie Torp er ellers god som den selvstændige og stædige Rose. Det er mest det ujævne manuskript, der desværre bliver klodset iscenesat, hvor bl.a. også en tvetydig rolle portrætteres utroværdigt af Rasmus Bjerg. Han gør dog, hvad han kan for at finde ind til uhyggen. Det lykkedes ikke. Det samme kan siges om kulten, som aldrig for alvor får sat schwung i den ellers iboende angst.

Til gengæld er Joachim Fjelstrup rigtig god som den narcissistiske kultleder. Han har karisma. Jeg forstår sådan cirka godt, hvorfor kultens medlemmer vælger at følge ham. ’Den grænseløse’ bliver desværre bare aldrig rigtigt spændende, men er mest af alt en ujævn oplevelse, som trods alt holder et ganske fint tempo på vej mod sin klodsede finale. Men hey, det er også sådan cirka helt ok.

’Den grænseløse’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den grænseløse’ har biografpremiere den 1. februar.

‘Argylle’ er kulørt, bombastisk og forglemmelig spion-action

/i , /af

Biografanmeldelse: Selvom der faktisk er ganske godt med kulørt fart på spionaction i Matthew Vaughns actionkomedie ’Argylle’, bliver de bombastiske eskapader aldrig rigtigt spændende, mens spilletiden også arbejder imod underholdningsværdien i særligt filmens tredje og sidste akt. Det sagt, så leveres der et par ret opfindsomme og herligt tegneserieagtige actionscener med speederen i bund.

Actionballaden ved udmærket godt, hvad den er for en type film og hvad den vil. Den vil underholde på farverig og overdreven vis, hvor man følger den succesfulde forfatter Elly Conway. Hun lever et stille liv med sin kat, mens hun nyder godt af sine spionbøgers succes. Men en dag begynder den fiktive spionverden at smelte sammen med virkelighedens verden.

Således vikles den forsigtige forfatter snart ind i en verden af ægte spioner, onde bagmænd og vilde slåskampe på liv og død. For da spionen Aidan træder ind i hendes liv, vendes hendes verden i den grad på hovedet. Hvordan hænger det hele mon sammen og hvorfor er det lige, at Elly skal hives ind i en verden af hemmeligheder og farlige missioner?

Der er i udgangspunktet en ganske morsom leg med fiktion og virkelighed, men som filmen skrider frem, fortaber fortællingen sig i egne plotvridende krøller. Karaktererne ofres delvist til fordel for akrobatiske actionscener, der får overtaget i historien, som desværre aldrig bliver videre nervepirrende. Heldigvis finder man Bryce Dallas Howard og Sam Rockwell i front.

Hun spiller forfatteren, mens han er spionen Aiden. De to udgør et ret charmerende og umage par, mens man i en mindre, men vigtig rolle finder en stilfuld Henry Cavill som den fiktive spion Argylle. Hans karakter kommer desværre ikke rigtigt til sin ret, hvor netop hans fiktive væren punkterer noget af mit engagement i historien.

Selvom her altså er bump på vejen, opretholdes der et ok fint momentum, hvor et par visuelt vilde, opfindsomme og akrobatisk dynamiske actionscener hjælper på filmens underholdningsværdi. ’Argylle’ ender på trods af sin kulørte iver efter netop at underholde med at være en forglemmelig sag, hvor det hemmelige våben altså findes i form af de skønne Bryce Dallas Howard og Sam Rockwell.

’Argylle’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Argylle’ har biografpremiere den 1. februar.

‘How to Have Sex’ viser festens bagside nuanceret og ubehageligt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på festen for 16-årige Tara, Skye og Em. De har lige overstået deres eksamener, så nu skal veninderne fejre friheden i filmen ’How to Have Sex’. De er taget på sommerferie fra England og sydpå, hvor den skal stå på druk og fest samt sex – i hvert fald jagten på den. Den eneste jomfru i trekløveret er Tara, der har besluttet sig for nu at få sin seksuelle debut.

Men lige under overfladen på festen lurer usikkerheden – bl.a. hos Tara. Så hvad der starter som den ultimative ferie fyldt med højt humør, de bedste veninder og nattelange fester på propfyldte dansegulve, drejer sig snart mod en mere dyster fortælling om presset fra omgivelserne og de mulige forventninger fra andre og dem, som der festes med.

Det er med fin sans for de usagte nuancer i fortællingen, festen og hos karaktererne, at instruktør og manuskriptforfatter Molly Manning Walker giver filmen liv. Det er en historie, der banker pulserende og levende afsted, hvor de tre veninder levendegør filmen med en engagerende troværdighed. Både i den interne gruppedynamik og hver for sig.

Mia McKenna-Bruce er som Tara det karaktermæssige omdrejningspunkt. Det er hendes rejse, der er med til at binde trekløveret, festen og filmen sammen med dramatisk nærvær og menneskelig tyngde, hvor en ung uskyld og bævende usikkerhed også får lov at leve inde bag de energiske øjne. Hun er nem at holde af og med. Ikke mindst, når festens bagside begynder at vise sig.

Men det er altså bl.a. også i netop samspillet mellem veninderne og de andre unge på ferien, at filmen i den grad får sit bankende og vilde liv. Festerne er i højt tempo, men når sprutten sætter ind og mørket får sit tag i festen, står bl.a. blowjob-lignende druklege frem i det selvsagt ubehagelige lys, de er i. Gruppepresset og festen er ikke længere sjov og uskyldig. Det oplever jeg særligt gennem Tara.

Enva Lewis er som Em fornuftens stemme i trioen og giver en dynamisk stærk ballast til de tre, hvor den umiddelbart mere bekymringsfrie Skye skildres overbevisende vildt af Lara Peake. ’How to Have Sex’ er ikke en rar film. Den er nemlig mere end den til en start ellers forrygende fest. Den er brutal, hjerteskærende og tankevækkende.

’How to Have Sex’ får 4 ud af 6 stjerner:

’How to Have Sex’ har biografpremiere den 25. januar.

Alt er smukt i madfilmen ‘Pot-au-feu: Vejen til hjertet’

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelsesfin sans for elegant at sætte kokkekunsten og det underspillede menneskelige drama i scene, smyger historien i maddramaet ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ sig ind i hjertet på mig. Det er nemlig en delikat og opløftende filmoplevelse om kærligheden til både maden, mennesket og livet – at nyde det hele i fulde drag.

Man følger en passioneret kokkeduo i skikkelse af Dodin og Eugénie i Frankrig anno 1885. De har i flere år dannet parløb i et køkken i pagt med naturen, egne afgrøder og mad på et højt gastronomisk plan. Det er forholdet mellem disse to madkunstnere og ikke mindst deres forhold til maden, som er filmens sitrende omdrejningspunkt.

Filmen åbner med en yderst dynamisk iscenesat tilberedning af et kosteligt måltid. Det er detaljerigt og sanseligt portrætteret, hvor jeg kommer helt tæt på, hvordan råvarerne bliver tryllet om til en mægtig servering. Sådanne tilberedningsscener i det landlige køkken får vi flere af undervejs. Ja, maden er i historien så afgjort fremtrædende. Men der er også menneskene bag maden.

Her finder man som sagt Dodin, der levende formår at sætte nuancerede ord på sin oplevelse med maden. Fra tilberedelsen til den lander på hans smagsløg og smyger sig velduftende op til hans næsebor. Jeg mærker hans passion. Den historiske kontekst og vigtigheden af maden i hans liv. Jeg formår sammen med ham at sætte pris på kokkekunsten samt historierne og kulturen bag.

Overfor ham ses Eugénie, som er den ligeledes madkunstneriske gourmetkok, der lever som i et med sit køkken og tilberedelsen med hjælp af øvrige kyndige hænder. Hun portrætteres dragende af Juliette Binoche, mens Dodin spilles med nerve og intensitet af Benoît Magimel. De er virkeligt gode. Både hver for sig, men særligt sammen. Et meget menneskeligt og kærligt portræt.

Alt er smukt i ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’. Fra fotograferingen af maden til kigget ind bag menneskene. Leveret i varme farver og med sans for detaljen. Følelsesmæssigt er jeg dog ikke helt engageret. Dertil bliver det menneskelige drama en smule ladt i stikken af de betagende køkkenscener. Disse sanselige scener er dog bestemt filmen værd. Det sammen med Benoît Magimel og Juliette Binoche.

’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ har biografpremiere den 25. januar.