Mexicansk Will Ferrell i flad kitsch-komedie

/i /af

Will Ferrell er en klar favorit, så jeg kaster mig over alt, hvad han er med i – og selvfølgelig også hans seneste film, kitsch-komedien Casa de mi Padre. Desværre er det skæve koncept med papkulisser, klichéfyldte karakterer og Will Ferrell, der kun taler spansk (!) endt som en noget slap sombrero.

Filmen foregår i et solbeskinnet Mexico. Her bor den godhjertede bonde, Armando Álvarez, spillet med velkendt deadpan komik af Will Ferrell. Han ender midt i en narkostrid mellem sin selvfede bror og den sleske narkobaron Onza, spillet af henholdsvis Diego Luna og Gael García Bernal. Selvfølgelig er der også kærlighed på spil, her i skikkelse af den yndige Génesis Rodríguez.

Ja, det er i udgangspunktet sjovt at lade Will Ferrell tale spansk. Men den spøjse gimmick taber desværre hurtigt pusten i en komedie, der aldrig for alvor kommer op i gear – eller endnu vigtigere, bliver rigtig sjov. Men det er trods alt Will Ferrell, der afføder de enkelte kluk, denne spansksprogede rodebutik hoster op.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Dexter er tilbage som godhjertet seriemorder

/i /af

Jeg har lige set 5. sæson af den fantastiske serie Dexter. En klar favorit. Igen var det en fornøjelse at tage en tur til Miami, hvor Dexter Morgan fortsat lever sit farlige dobbeltliv som retfærdig seriemorder og sympatisk blodstænksekspert hos Miami Metro Police Department. (Indeholder spoilers i forhold til foregående sæsoner).

Det var med hjertet helt oppe i halsen, at vi forlod Dexter i 4. sæson. Hans kone Rita var blevet myrdet og Dexters liv hermed sendt til tælling. Denne sæson handler derfor i høj grad om hvordan Dexter håndterer tabet og i processen kommer til nye erkendelser af sit morderiske jeg. Man får selvfølgelig også sin del af mord, sort humor og intens ‘katten-efter-musen-thills’ – men hele tiden med karaktererne i centrum.

For noget af det, der gør Dexter til så stor en fornøjelse er fortsat castet. Michael C. Hall bærer stadig titelrollen med en så medrivende tyngde og troværdighed, at selv de mindre stærke afsnit fænger. Jeg er især også vild med samspillet mellem Dexter og hans rapkæftede søster Debra, en intens Jennifer Carpenter – mens også Julia Stiles, en ny kvindelige karakter, giver engagerende dynamik til Dexter.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

/i /af

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Manisk Nicolas Cage sætter igen ild til lortet

/i /af

Yes! Så er min personlige favorit, Nicolas Cage tilbage i rollen som kædesvingende og kraniebrændende antihelt i Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Her er fuld smadder på en manisk Cage samt et overbud af overspil, okkult vrøvl og action-overdrev. Det er dumt, farverigt og overraskende underholdende. Og ja, når Ghost Rider pisser, så pisser han ild, selvfølgelig.

Historien er noget mere eller mindre sammenhængende sludder. Johnny Blaze, der er besat af den flammefyldte dæmon, og derfor i tide og utide forvandler sig til det aggressive ildmonster, hyres af en religiøs kult til at få fat i en knægt, der er havnet i kløerne på Djævelens håndlangere. Som betaling vil Blaze få ophævet sin forbandelse som læderklædt flammekaster – og så går den vilde jagt…

Der er ikke tid til eftertanke eller nogen form for reel sympati for Blazes sjælekvaler som forbandet motorcykelkører. Det er hele vejen uhøjtidelig djævelskab og ballade. Man må bare hænge i, mens den fortabte rytter sender skurke til tælling – som bl.a. da han forvandler en kæmpe udgraver-maskine til et spruttende flamme-våben. Sådan!

Det er ikke kun Cage, der giver en karikeret præstation – sådan er det mere eller mindre hele vejen rundt. Idris Elba er oplagt som vinglad og opkæftende præst, mens Ciarán Hinds overspiller for alle pengene som Djævelen selv, i kvabset menneskekrop og med blodsprængt øje. Violante Placido er dog noget anonym som kvindeligt sidekick, mens Johnny Whitworth heller ikke er videre interessant som olm skurk.

Der bruges desuden nogle flotte og atypiske locations, bl.a. Cappadocia i Tyrkiet, der med sine særegne bjergformationer udgør et overraskende smukt bagtæppe til den bumlende og til tider lidt for fjogede action-tonser. Men hey, det er nu meget sjovt, at Cage undervejs refererer til sin egen udskældte bi-scene i remaket af The Wicker Man. Men en smule mere veldoseret dumhed havde klædt filmen.

Det er Mark Neveldine og Brian Taylor, der har instrueret. De stod bag den ulidelige og kedsommelige Gamer (min anmeldelse) samt de mere underholdende ’Crank’-film. Deres frapperende tempo samt uhøjtidelige (infantile) tone er intakt. Resultatet er et fandenivoldsk og sprudlende flammehav af kluntet historiefortælling, en herlig overstadig Cage og rigeligt med nonsens-action. Take it or leave it.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der følger desværre intet ekstramateriale med, udover filmen på dvd – øv. Til gengæld står billedet virkelig flot og knivskarpt hele vejen, mens også farvegengivelsen er overbevisende med velafstemte nuancer og god kontrast. Lydsporet buldrer ligeledes solidt afsted med god bund og heftige panoreringer.

Originaltitel: Ghost Rider: Spirit of Vengeance, USA/UAE, 2011
Instruktion: Mark Neveldine, Brian Taylor
Medvirkende: Nicolas Cage, Ciarán Hinds, Idris Elba, Violante Placido, Johnny Whitworth,Christopher Lambert m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Nordisk Film

Sean Penn som sær rockstjerne på nazi-jagt

/i /af

I sit eget sære tempo slentrer den poetiske This Must Be The Place sig tålmodigt tværs gennem USA. Sean Penn spiller den excentriske og nu pensionerede rockstjerne Cheyenne, der med touperet hår og deprimeret mine forlader sit trykke hjem for at opsøge den SS-officer, der i sin tid skulle have ydmyget hans netop afdøde far.

Jep, en afdanket 80’er-stjerne på nazi-jagt. Det lyder måske flippet – og det er det i grunden også. Men nu skal man heller ikke forvente en historie, der forløber smidigt fra start til slut. Her er det i høj grad filmens stemning, smukke sange og ikke mindst Sean Penn i hovedrollen, der forfører publikum.

Filmen og ikke mindst portrættet af Cheyenne voksede på mig jo mere rejsen skred frem. For Penn balancerer mellem at være ren karikatur og et menneske, man tror på. Men lidt som Cheyennes opgivelser har svært ved at forholde sig til den sortklædte særling, på samme måde skulle filmen også lige finde balancen. Men lidt efter lidt bliver man fortrolig med Penns småmumlende karakter og filmens skæve tone.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kvindelig agent deler stilfulde tæsk ud

/i /af

Det er en genredrillende agentfilm, som den alsidige og produktive instruktør Steven Soderbergh har skruet sammen med Haywire. En stilfuld øvelse udi action, dobbeltspil og potente nævekampe. Her leder den intelligente og hårdføre kvindelige agent Mallory Kane an i de stramt komponerede løjer, mens hun jagter de folk, der forrådte hende. Hævnen er sød, men hvem kan hun stole på…

Et klassisk setup med en forrådt agent, der forsøger at redde sig selv ud af ilden, mens hendes forfølgere må gøres kolde. Her er dog ikke tale om en gængs omgang agentaction, selvom her både er biljagter, maskinpistoler og kyniske forrædere. Haywire udfordrer genren med dens egne konventioner og denne leg med de klassiske komponenter skaber en på mange måder tilfredsstillende filmoplevelse.

Genrens komponenter undersøges og synes ofte destilleret til deres essens. Enten banker scoret effektivt afsted eller også hører man blot lyden af åndedræt og kæberaslere i de intense kampscener. Alt unødigt fedt er skåret fra, så den visuelt forankrede actiondel af Haywire fremstår endnu skarpere.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Forførende spionfilm er en kompleks fornøjelse

/i /af

Paranoiaen sitrer i hvert et billede, mens den forførende koldkrigsfilm Dame, Konge, Es, Spion folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo og med en knugende intensitet drages man ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagordener. En ganske enkelt fremragende og smukt orkestreret spionfilm.

Året er 1973 og den kolde krig raser. Gary Oldman spiller den intelligente agent George Smiley, der får til opgave at afsløre en dobbeltagent i den britiske efterretningstjeneste. Et minutiøst arbejde med at kortlægge de mistænktes færden er sat i gang – og selvfølgelig dukker der flere fordækte overraskelser op, mens den grundige Smiley optrævler det livsfarlige spil af mistro og løgne.

Det er uden de store armbevægelser, at filmen arbejder sig ind i sin historie, mens de stemningsfyldte billeder hele vejen er med til at suge en ind i det nervepirrende univers. Og selvom her er mange plottråde i spil, så fremstår det mangefacetterede maskespil sømløst. Lavmælt og nærmest hypnotisk forløses de mange plotelementer, alt imens følelserne banker intenst lige bag de ellers så stive jakkesæt.

Filmens cast er desuden blændende. Gary Oldman leder an som den utrættelige Smiley – et indadvendt og enigmatisk portræt af en mand, man ikke kan tage øjnene fra. Han flankeres af ligeledes fremragende Colin Firth, Toby Jones og danske David Dencik, der alle er under mistanke som dobbeltagenter. Endvidere er bl.a. også Tom Hardy, John Hurt og Benedict Cumberbatch en fornøjelse at være i selskab med.

Det er svenske Tomas Alfredson, der med sikker hånd og omhyggelig sans for detaljen og billedkompositioner har forløst John Le Carrés kringlede spionroman. Alfredson stod også bag den fremragende vampyrfilm Lad den rette komme ind og med den fascinerende Dame, Konge, Es, Spion kan jeg ikke andet end med spænding se frem til hans kommende film.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står skarpt, veldefineret og med indtagende detaljer i de mange smukke billeder. Lydsporet spiller ligeledes uden problemer og skaber solid atmosfære med fine panoreringer og klare niveauer.

Ekstramaterialet består af et udmærket kommentarspor med Oldman og Alfredson. De er roligt selskab og taler bl.a. om filmen kontra romanen af Le Carré samt produktionen generelt. Herudover er der korte, men fine interviews med Oldman, Firth, Hardy samt Alfredson og den ene manusforfatter Peter Straughan (i alt 25 min.). Ikke det mest omfattende supplement, men fans vil fint kunne nyde det.

Originaltitel: Tinker Tailor Soldier Spy, Frankrig, England, Tyskland, 2011
Instruktion: Tomas Alfredson
Medvirkende: Gary Oldman, Colin Firth, Tom Hardy, John Hurt, Benedict Cumberbatch, Mark Strong, Toby Jones, David Dencik, Ciarán Hinds m.fl.
Spilletid: 127 min.
Udgiver: SF Film

Okkulte konspirationer og onde tal

/i /af

Jeg har en svaghed for okkulte skrækfilm – men hvem har ikke det? Så jeg skulle selvfølgelig også se den overnaturlige gyser med den kryptiske titel 11-11-11. En omgang okkult konspirations-rod, der ganske vist er mere end ujævn, men dog redder sig et par plusser i min bog med sin bastante finale og ækle gummi-maske-monstre.

Forfatteren Joseph Crone er i dyb sorg efter at have mistet sin kone og barn. Han hjemsøges af grusomme mareridt og begynder også at se underlige syner samt ikke mindst tallet 11, der dukker op over alt. Men hvad betyder tallet og hvorfor forfølges han af disse dæmoniske syner…?

Et klassisk setup for lidt midnatsgru, men desværre er 11-11-11 en kluntet sag, der uden egentlig sans for genren og sine virkemidler, tumler sig gennem alle klichéerne. Her er flad suspense, mens de billige chok-effekter smides mere eller mindre tilfældigt ind i møllen. Momentant dirrer der dog lidt ægte paranoide i de gotiske omgivelser, men aldrig nok til at sætte angstens sved i gang.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sherlock Holmes i fortumlet opklarings-action

/i /af

Jeg har ikke noget egentligt forhold til mesterdetektiven Sherlock Holmes, så at den action-glade instruktør Guy Ritchie med Sherlock Holmes 2: Skyggespillet igen kaster sig over karakteren er helt cool med mig. Den første var ujævn, men ganske underholdende – ikke mindst takket være Robert Downey Jr. i titelrollen. Nu er han samt Jude Law som det faste sidekick, Dr. Watson tilbage på nye eventyr.

Her er ikke meget nyt under solen. Det er stadig mere bulder og brag, end et velfortalt mysterie og sirligt forløst opklaringsarbejde, der styrer de to herrer gennem de tempofyldte løjer. Dog er forholdet mellem Holmes og Watson her forsøgt sat mere i spil, mens jagten på skurken fører parret gennem Europa – og så server Ritchie også sine obligatoriske slåskampe og heftig kugleregn i super-slow-motion.

Watson skal giftes, hvilket Holmes ikke er specielt begejstret for. Det betyder nemlig, at han nok vil miste sin faste partner og ven til det rolige familieliv – men også fordi, at Holmes herved indser sin egen ensomhed. Men selvfølgelig forenes de to igen – til et sidste eventyr. Holmes kaster sig nemlig udi at fælde den über intelligente Professor Moriarty, hvis skumle planer synes at true nærmest alt og alle.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske

/i /af

Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood, men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som den ivrige knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.

Filmen vil fortælle meget om Hoover. Rigtig meget – desværre gabes der over for mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.

Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere