Græske guder og monstrøse mostre sprutter ild

/i /af

De oldgræske guder og mytiske monstre spiller atter med de computergenererede muskler i denne ganske underholdende efterfølger til den træge Clash of the Titans. Jep, en 2’er, der overgår sin forgænger. Ikke at det siger så meget i dette tilfælde, men med Wrath of the Titans holdes både et fint tempo og så leveres der ikke mindst en god stak spektakulære slåskampe med brutalt brusende bæster.

Sam Worthington spiller igen Zeus’ søn, halvguden Perseus og skal denne gang redde menneskene og guderne fra den sikre død. For den magtfulde titan Kronos vil med sin tilbagevenden bringe undergangen med sig. Perseus slår sig derfor bl.a. sammen med en anden halvgud, en lidt for kæk Agenor samt den blonde krigertøs Andromeda. Sammen begiver de sig nu i kamp mod de mange monstrøse monstre. Sådan cirka…

For man skal ikke hænge sig for meget i historien. Det er først og fremmest pga. den heftige action, at denne omgang guddommelige underholdning fungerer. Der puttes dog en smule far-søn-komplekser på bæstet, men intet der for alvor griber en om hjertet eller giver filmen videre dramatisk tyngde – blot et skvæt mytisk melodrama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Liflig sommerforelskelse med Marilyn Monroe

/i /af

Marilyn Monroe er en af alle tiders største superstjerner. Et ikon og et mysterium, der fortsat fascinerer og forfører. Så at skulle portrættere hende, må siges at være noget af en udfordring. Michelle Williams påtager sig imidlertid opgaven overraskende overbevisende og med en egen skrøbelighed i det fine drama My Week with Marilyn.

Filmen er baseret på Colin Clarks erindringer fra optagelserne af Prinsen og Korpigen i 1956. Her arbejdede han som assistent og indledte en kortvarig flirt med den smukke og forpinte, 30-årige skuespillerinde. For bag den glamourøse facade gemmer sig en dyb usikkerhed og et pillemisbrug for at klare skærene. Så den blot 23-årige assistent bliver som et roligt tilflugtssted for den på en gang rådvilde og stålsatte stjerne.

Selvom Michelle Williams umiddelbart ikke ligner Monroe, så rammer hun fornemt både hendes uimodståelige udstråling samt sarte side – og det er uden, at Monroe mister den magi og mystik, der stadig omgærder hende. Et på en gang meget menneskeligt portræt, hvor bl.a. Monroes usikkerhed indrammes følsomt, men også med den evigt tvetydige drilskhed, som hun oplagt tirrer et starstruck publikum med.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Formidabel jubilæumsudgave af ’The Godfather’

/i /af

En af de mest hæderkronede filmtrilogier er Francis Ford Coppolas mesterlige The Godfather – og med god grund. For det er et helt igennem forrygende gangsterdrama. Der er netop udkommet en laber 40 års jubilæumsboks, der indeholder filmene i de nyrestaurerede udgaver, timevis af interessant ekstramateriale samt nyt, lækkert fanlir. Jeg har derfor haft et skønt gensyn med den berygtede Corleone-familie.

Den første film kom i 1972 og blev fulgt op to år efter, mens det sidste kapitel kom hele 16 år senere i 1990. Overordnet er det historien om hvordan den sicilienske Corleone-familie kommer til New York og med deres mafia-metoder tilkæmper sig magt og ikke mindst fastholder den i kampen med bl.a. andre fremherskende familier.

I første film får man en uforglemmelig Marlon Brando i rollen som den ikoniske Godfather Don Vito Corleone, der med køligt overblik trækker i trådene, mens hans velovervejede ordrer sender mænd i graven samt giver familien både magt og fjender. Der er et generations- og magtskifte på spil her, hvor sønnen Michael Corleone – en fremragende Al Pacino – modvilligt trækkes ind i mafiaforetagenet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–> Læs mere

Mark Wahlberg på sin sidste smuglertur

/i /af

Det er ikke just originalitet, der tynger action-dramaet Contraband. Her er det den klassiske historie om den kriminelle, der er blevet lovlydig, men som pga. sine nærmestes sikkerhed må lave ét sidste job på den forkerte side af loven. Men selvom her ikke er meget nyt under solen, så er det stadig en ganske solid og velkomponeret omgang underholdning.

Mark Wahlberg spiller den forhenværende mestersmugler Chris Farraday. Han har lagt sin kriminelle karriere bag sig for at hellige sig familien med to drenge og en sød kone. Men da hans svoger bliver rodet ud i noget snavs, står han og familien pludselig for skud. Så nu må den ellers så retskafne familiefar lige på én sidste smuglertur.

Det går selvfølgelig ikke efter planen og forhindringerne synes nærmest presset ud af manuskriptet hvert tiende minut. Men der balanceres ofte medrivende mellem intens action og menneskeligt drama, mens logikken dog ikke synes at have første prioritet. Derimod holdes et fint tempo og de tilhørende plotdrejninger holder løjerne kørende det meste af vejen mod den bombastiske finale.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’True Blood’ bliver mere og mere kulørt

/i /af

Jeg har netop set fjerde sæson af True Blood og jeg skal love for, at det er en serie, der bliver mere og mere kulørt. Det er ikke hele vejen til dens fordel, men det er bestemt stadig underholdende at være på besøg i Bon Temps, hvor Sookie fortsat slås med kærligheden til to vampyrer, mens diverse skabninger lurer i mørket. Denne gang har en grum heks indfundet sig i byen med en plan om at udslette alle vampyrer.

I en tid hvor vampyren blev kastreret af ’Twilight’-serien, var det rart, at HBO med True Blood skød en tiltrængt dosis sex, død og perversitet ind i vampyr-myten. For ja, her slår vampyrer ihjel, de suger blod og kan ikke tåle sollys. Ingredienserne er fortsat de samme i fjerde sæson, hvor der dog skrues en tand op for både saftighederne og ikke mindst de overnaturlige væsners eskapader.

Nye skabninger kommer til, mens Sookie, den evigt søde Anna Paquin og hendes umage slæng må stå ansigt til ansigt med en ny ondskab. Men der byttes om på rollerne i denne omgang, hvor bl.a. den ellers så kolde vampyr Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård tæmmes af mystiske kræfter, mens den godmodige vampyr Bill Compton smides for døren af en ellers håbløst forelsket Sookie.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Usympatisk Charlize Theron er skønt selskab

/i /af

Det er en forrygende Charlize Theron, man finder i rollen som den deprimerede og følelsesmæssigt forskruede ungdoms-forfatter Mavis Gary. En kvinde i slutningen af 30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. Jep, tragikomedien Young Adult er fremragende – et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken.

For hvad gør man, hvis man en dag indser, at kærligheden måske aldrig indfinder sig som den gang i ungdomsårene med den første forelskelse? Well, den smukke Mavis er ikke i tvivl. Fortvivlet over sin egen situation – fraskilt og ensom – vender hun tilbage til sin hjemby med det ene formål at slå genvej til lykken ved at stjæle sin eks-kæreste tilbage fra hans kone og nyfødte barn.

Det kan selv sagt kun gå tåkrummende galt – og gør det da også. Det er både smertelig og akavet komedie, der dog hele vejen besidder en dramatisk nerve, som fornemt sætter oprigtige følelser i spil og fint balancerer mellem humor og tragedie – også selvom her er valgt en i udgangspunktet ret så utiltalende voksen-teenager som omdrejningspunkt.

Charlize Theron er perfekt i rollen som forskruet og menneskefjendsk strigle, der må se i øjne, at hun ikke længere er den populære prom queen og at løbet med eks-kæresten højst sandsynligt er kørt. Han spilles af en godmodig Patrick Wilson, der tackler den nærgående eks overraskende elegant. Det er dog Patton Oswalt, der stjæler billedet på birolle-fronten som Mavis’ underkuede sidekick Matt.

Han er den tykke nørd, der modsat Mavis aldrig var populær i skolen – eller siden hen, for den sags skyld. Der opstår et sært venskab mellem det umage par, der umiddelbart ikke har andet til fælles end det, at de er fyldt med had til verden og gerne bare vil drikke sig visne. Det er også al rigeligt. De er skønt selskab, hvor Matts noget bedre moralske kompas skaber god dynamik til den tøjlesløse Mavis.

Det er Jason Reitman, der har instrueret – manden bag de fremragende Thank You For Smoking, Juno og Up in The Air. Han er igen teamet op med Diablo Cody, der også stod bag det Oscar-vindende manus til Juno. Et samarbejde, der er kommet en herlig melankolsk og rørende fin film ud af, hvor smerte og smil går hånd i hånd. Endnu en perle fra Reitman og Codys hånd – jeg glæder mig allerede til et gensyn.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Billedet er hele vejen klart og detaljerigt, mens også kontraster og nuancer gengives overbevisende. Lydsporet er fint, her er klar dialog og fint spark i musikken. Der medfølger også solidt ekstramateriale.

Her finder man en kort feature, der ser på en enkelt scene (6 min.), seks slettede scener (7 min.) samt en ’making of’, hvor folkene foran og bag kameraet bl.a. taler om filmens tilblivelse og Diablo Codys skrivestil (17 min.). Man får også en dybdegående Q&A med Jason Reitman, mens kommentarsporet med Reitman, fotografen Eric Steelberg og produceren Jason A. Blumenfeld fint går i kødet på filmen. Jeg havde dog gerne set Diablo Cody og Charlize Theron her.

Originaltitel: Young Adult, USA, 2011
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Charlize Theron, Patton Oswalt, Patrick Wilson, Elizabeth Reaser m.fl.
Spilletid: 1 timer 34 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment

Eksorcismegys er en ret grum hjemmevideo

/i /af

Der bliver slået to fluer med et smæk, når den håndholdte skrækfilm The Devil Inside ruller sig ud. For her er tale om et det altid populære besættelsesgys kombineret med dokumentargenrens form. Filmen giver sig nemlig ud for at være rigtige optagelser. Vi er altså i samme ’found footage’-boldgade som bl.a. The Blair Witch Project, Paranormal Activity og [REC].

Løjerne tager udgangspunkt i en grufuld hændelse tilbage i 1989, hvor Maria Rossi dræbte en præst og to nonner, der forsøgte at udførte en eksorcisme på hende. Hendes datter Isabella forsøger nu 20 år efter at finde frem til, hvad der egentlig skete med hendes mor, der nu befinder sig på den lukkede i Rom. Her hvirvles Isabella snart ind i et par eksorcisters uofficielle arbejde, mens ondskaben rykker tættere på.

Vi skal selvfølgelig både ned i klamme kældre og op på mørke loftsrum, mens lyset naturligvis også går på de mest ubelejlige tidspunkter. Gisp. Ja, The Devil Inside er ganske vist en klichéfyldt og vakkelvorn sag, men også relativt underholdende og med et par oprigtigt uhyggelige scener imellem – samt de obligatoriske billige jump scares, der skal sætte blodomløbet i gang hos de mindste.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kulørt rumeventyr er en bumlet fornøjelse

/i /af

Ja, historien er unødvendigt rodet fortalt og tempoet en smule ujævnt, men rumeventyret John Carter er altså også herlig bombastisk og kulørt science fiction-underholdning. Jeg havde i hvert fald svært ved at modstå de grønne marsmænd med fire arme, den kluntede monsterhund og de episke scenerier på planten Basoom.

Det er en noget anden verden, der møder John Carter, da han på mystisk vis bliver transporteret til Mars, eller Basoom som den kaldes af indbyggerne. For der er liv på planeten, hvor en voldsom strid truer med at udslette befolkningen. John Carter – der nu pludselig kan hoppe umenneskeligt højt (!) – slår derfor pjalterne sammen med den hårdtslående prinsesse Dejah Toris for at redde planten. Kort fortalt.

Jep, et uforpligtende eventyr i spektakulære science fiction-klæder, hvor både sære væsner, imponerende rumkampe og mystiske gadgets pirrer ens indre eventyrer. For man bliver nærmest som John Carter selv transporet til denne fantastiske fremmede verden. Desværre vakles der rundt i en del plotmæssigt kludder, mens et hav af karakterer popper op, hvilket spænder en smule ben for den visuelt indtagende tur.

For ja, det er visuelt, at John Carter er stærkest. Persongalleriet er ikke videre interessant og specielt fremstår Taylor Kitsch noget stiv i rollen som John Carter, mens Lynn Collins er en smule mere indtagende som Dejah Toris. Det er dog den seksbenede monsterhund Woola, der er min favorit – et skønt og uimodståeligt sidekick.

Det er Andrew Stanton, som bl.a. har de fantastiske WALL·E og Find Nemo på CV’et, der debuterer som instruktør med ”rigtige skuespillere” – og visuelt har han bestemt bragt forfatteren bag Tarzan, Edgar Rice Burroughs 100 år gamle bogserie flot til live. For selvom filmen til tider er noget rod og der smides alt for mange karakterer og plottråde i den computergenerede eventyrgryde, så er universet bestemt indtagende.

Bl.a. giver de store rumslag og John Carters kamp med to kæmpemonstre en lyst til selv at søge mod stjernerne. Desværre floppede filmen økonomisk, så selvom den var tænkt som første del i en trilogi, bliver det det nok – ind til videre – ved denne ene film. Jeg var ellers gerne taget endnu en tur til Barsoom.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray, hvor de mange episke scenerier og storslåede action-scener kommer til deres ret. Detaljegraden og farvegengivelsen er indtagende og velbalanceret. Lydsporet spiller liges problemfrit og medrivende hele vejen. Sådan. (Filmen er også udkommet i 3D). Desuden medfølger en fin stak ekstramateriale.

Man får en feature, der ser nærmere på Burroughs liv og karriere (11 min.) samt en making of, hvor man bl.a. kommer med på settet og ser nærmere på de mange funktioner på produktionen (35 min.). Endvidere er der 10 slettede scener med introduktion og valgfrit kommentarspor med Stanton, der giver fine indsigter i tankerne bag scenerne. Slutterligt er der lidt spas fra settet (2 min.) og ikke mindst et engagerende kommentarspor med Stanton og to af filmens producere, som fans af filmen bør gå i kødet på. Alt i alt et udmærket og ofte oplysende ekstramateriale.

Originaltitel: John Carter, USA, 2012
Instruktion: Andrew Stanton
Medvirkende: Taylor Kitsch, Willem Dafoe, Lynn Collins, Mark Strong m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Udgiver: Disney Home Entertainment

THE DARK KNIGHT RISES: Episk flagermusefinale er fængslende filmfryd

/i /af

Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Den med spænding ventede afslutning på Christopher Nolans trilogi om nattens ridder er landet – og hvilken afslutning. Det er sand filmisk fryd fra start til slut og bestemt et tilfredsstillende sidste kapitel, til trods for mindre skavanker.

Det er otte år siden, Batman tog skylden for statsanklager Harvey Dents død. Kriminaliteten kom under kontrol og kappen blev lagt på hylden. Men da den muskelsvulmende Banes ambitiøse planer om at lægge byen i ruiner foldes ud, må Bruce Wayne rejse sig fra sit skjul og atter iføre sig masken. En kamp mod totalt kaos er i gang, mens døden ånder både flagermusemanden og hele Gotham City i nakken.

Det er et plottungt bæst, Nolan har strikket sammen og her strækker ud over hele 165 fascinerende minutter. Jo vist, der er et par bump i afviklingen af de mange plottråde, men aldrig noget, der truer med at sætte filmens medrivende momentum over styr. Balancegangen mellem dramatisk tyngde og storladen action holdes i hævd, hvor vi bl.a. også introduceres for den tvetydige Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman.

Det er et næsten umenneskeligt pres, Nolan har lagt på sig selv med sine to første Batman-film – oprindelseshistorien Batman Begins og The Dark Knight med en uforglemmelig Heath Ledger som Jokeren. Men både som selvstændig film og åndeløs afslutning på sagaen, fungerer denne spektakulære kolos af et filmmonster nærmest gnidningsløst – og ikke uden nervepirrende overraskelser. Herligt.

Christian Bale bærer igen rollen som forpint helt, der må stå ansigt til ansigt med egne dæmoner og ikke mindst en enorm Tom Hardy som den skræmmende Bane. En fascinerende skurk, der udgør en værdig modstander til Batman og fornemt smelter sammen med Nolans univers. Anne Hathaway kommer jeg nok aldrig rigtig til at holde af, men hun klarer fornemt rollen som den uforudsigelige femme fatale Selina.

Hans Zimmers både smukke og adrenalinfremkaldende score akkompagnerer elegant de forførende billeder, hvor Nolan atter smækker yderst heftige actionscener sammen – ren eye candy, men også med en oprigtig frygt for begivenhedernes udfald i sig. Så selvom der er et par halvstive replikker imellem og til tider lidt mere plotafvikling end karakterudvikling, så er The Dark Knight Rises bestemt en både medrivende og underholdende afslutning på en fænomenal trilogi.

[tabgroup][tab title=”The Dark Knight Rises | Biograf-anmeldelse”] Vurdering 5/6

Originaltitel: The Dark Knight Rises, USA, 2012
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Michael Caine, Tom Hardy, Gary Oldman, Anne Hathaway, Morgan Freeman, Marion Cotillard, Joseph Gordon-Levitt m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Fantastiske Meryl Streep redder vakkelvorn jernlady

/i /af

For pokker hvor er Meryl Streep forrygende som den stålsatte Margaret Thatcher – Englands første kvindelige premierminister. Men desværre er Jernladyen ikke den medrivende biopic, banen ellers er kridtet op til. Den gode historie er der, men her famles for meget rundt i de samme pointer og filmen er til tider uden gribende retningssans. Men fik jeg sagt, at Meryl Streep er helt forrygende.

Thatchers livshistorie og hårde vej til ministerposten fortælles i tilbageblik med sit udgangspunkt i nutiden, hvor den nu pensionerede minister kæmper med både demens, ensomhed og sorgen over sin afdøde mand. Det er altså i høj grad historien om og skyggesiden af mennesket bag den målrettede politiker, der her er i centrum.

Det er bestemt også et ofte både rørende og gribende portræt, men der bliver lidt for meget af ’gammel-kone-kæmper-med-hukommelsen-mens-filmens-bagmænd-håber-på-Oscar-statuetter-drama’. Det gav da også pote, Meryl Streep hev guldmanden hjem for bedste kvindelige hovedrolle – og ikke et øje var tørt. Det er bestemt også en både smuk og smertelig præstation, hun leverer. Ingen tvivl om det.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere