Mexicansk Will Ferrell i flad kitsch-komedie

Will Ferrell er en klar favorit, så jeg kaster mig over alt, hvad han er med i – og selvfølgelig også hans seneste film, kitsch-komedien Casa de mi Padre. Desværre er det skæve koncept med papkulisser, klichéfyldte karakterer og Will Ferrell, der kun taler spansk (!) endt som en noget slap sombrero.

Filmen foregår i et solbeskinnet Mexico. Her bor den godhjertede bonde, Armando Álvarez, spillet med velkendt deadpan komik af Will Ferrell. Han ender midt i en narkostrid mellem sin selvfede bror og den sleske narkobaron Onza, spillet af henholdsvis Diego Luna og Gael García Bernal. Selvfølgelig er der også kærlighed på spil, her i skikkelse af den yndige Génesis Rodríguez.

Ja, det er i udgangspunktet sjovt at lade Will Ferrell tale spansk. Men den spøjse gimmick taber desværre hurtigt pusten i en komedie, der aldrig for alvor kommer op i gear – eller endnu vigtigere, bliver rigtig sjov. Men det er trods alt Will Ferrell, der afføder de enkelte kluk, denne spansksprogede rodebutik hoster op.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Diego Luna og Gael García Bernal rammer kun i glimt den humoristiske tone i deres karikerede macho-roller, mens Will Ferrells to tumpede sidekicks ikke er specielt sjove. Hertil kommer, at filmens postulerede fejl fremstår mere påklistrede end egentligt morsomme – som bl.a. da filmholdet ”ved en fejl” spejler sit i et closeup af et par solbriller eller en hat falder af under optagelserne.

Men Will Ferrell og Génesis Rodríguez’ tur på et par papheste er nu ret sød, mens en skarpskydende bryllups-massakre er herlig over-the-top – det samme er en syret drømmesekvens, der byder på lidt af den vildskab resten af løjerne mangler. Men på trods af et par komiske lyspunkter, så er Casa de mi Padre ikke en særlig sjov komedie – og det må vel som det mindste siges at være succes-kriteriet.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen. Til gengæld står de flotte billeder af det hede Mexico flot og veldefinerede. De varme farve gengives med sprødt, mens også lydsporet tydeligt sender de spanske gloser igennem.

Originaltitel:
Casa de mi Padre, USA, 2012
Instruktion: Matt Piedmont
Medvirkende: Will Ferrell, Gael García Bernal, Diego Luna, Génesis Rodríguez m.fl.
Spilletid: 84 min.
Udgiver: Midget Entertainment