Fuldstændig fjollet fængselsaction… på et rumskib

/i /af

500 voldshungrende fanger og en helvedes masse plothuller vælter rundt i et topsikret fængsel, der befinder sig i kredsløb om Jorden. Jep, Lockout er en omgang fuldstændig fjollet action, hvor en mand, der er lidt for kæk i replikken skal forsøge at redde præsidentens datter ud af klørene på fangerne, der har overtaget styringen.

Guy Pearce indtager rollen som den fandenivoldske og egoistiske antihelt Snow, hvis replikker udelukkende består af fjollede onelines, der leveres mere eller mindre veloplagt. Skulle man imidlertid være i tvivl om, at han ikke giver en fuck for noget, kan man jo bare se på hans T-shirt, der skærer det ud i pap: ”Warning: offensive”. Og sådan er det hele vejen – bøjet i neon, så selv en dum sælunge kan følge med.

Nu giver filmen sig heller ikke ud for at være original eller reflekteret action, men vil intet andet end at underholde. Desuden er ’fuldstændig fjollet action’ heller ikke nødvendigvis noget negativt i min bog, men så skal løjerne altså blandt andet også leveres veloplagt og tempofyldt – hvilket ikke hele vejen er tilfældet med Lockout.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kedelig diktator på slap line

/i /af

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg både kan lide Sacha Baron Cohens anarkistiske og politisk ukorrekte komedier Borat og Brüno. Desværre skuffer hans seneste film, den satiriske The Dictator. Den er både ujævn, til tider pinligt usjov og synes meget af vejen mest af alt stykket sammen af uigennemtænkte improvisationer – groft sagt.

Meget lig de ovennævnte film, følger vi også her en ekstrem karakter i et kultursammenstød med komisk slagside og ikke mindst muligheden for lege med fordomme og tabuer. Cohen spiller nemlig den herligt usympatiske diktator Aladeen, der på sin rejse ind i et terrorforskrækket USA mister sin politiske status. Han tvinges derfor til at begå sig blandt almindelige mennesker, der ikke aner, hvem han er.

En på papiret sjov og grænsesøgende præmis, desværre er udførselen alt for ofte slap og underligt nok bliver filmen også kedelig repetitiv i sine gags og jokes. For selvom den reelle spilletid er på knap 75 minutter, opstår der flere døde perioder undervejs. Cohens karakter har dog bestemt sine øjeblikke og er som skabt til at gå over stregen hos et bornert amerikansk publikum – men særlig skarpt bliver det altså ikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN ANMELDELSEN–> Læs mere

’E.T.’ imponerer på fornem genudgivelse

/i /af

Steven Spielbergs rørende og rynkede rumvæsen-klassiker E.T. the Extra-Terrestrial fra 1982 er netop landet på Blu-ray, så jeg har lige haft et medrivende gensyn med Elliott og hans intergalaktiske ven. En film, der stadig holder her 30 år efter sin premiere. Filmen har desuden fået flot nyt liv med en nyrestaureret billed- og lydside.

Vi har vel alle drømt om at finde et rumvæsen i baghaven, men hvordan ville man mon reagere, hvis det endelig skete? Det er præcis det, der sker for Elliott, da rumvæsenet E.T. ved et uheld bliver efterladt på Jorden. Elliott, hans storebror Michael og lillesøsteren Gertie forsøger derfor nu at hjælpe den lille rummand hjem igen.

E.T. the Extra-Terrestrial er fængslende filmmagi, der med universelle temaer som ensomhed, venskab og familie leverer sit gribende drama – og det uden at blive skinger eller overfladisk i tonen. Her er tale om et på en gang sentimentalt og oprigtigt bevægende drama, hvor man i E.T. får en uimodståelig karakter, der er lige så ikonisk og genkendelig som John Williams smukke score.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

En blodig kolbøtte af en skrækfilm

/i /af

Der spyttes den ene klichéfyldte skrækfilm ud efter den anden, for slet ikke at tale om de mange idéforladte remakes, prequels og sequels. Det er bl.a. derfor en fornøjelse at se The Cabin in the Woods, som er en både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet.

For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys med blonde duller og mørke kældre, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med et genrebevidst publikums forventninger. Regelbogen for gys følges dog indledningsvis til punkt og prikke, hvor man følger fem friske unge, der tager ud i en hytte for at feste løs. Snart begynder overraskelserne dog at poppe blodigt op…

Så har jeg vist også sagt nok om plottet, for jo mindre man ved, desto bedre. Men lad mig blot igen slå fast, at her er tale om en dybt underholdende omgang gru, der ikke er, hvad den først giver sig ud for at være. Det er måske ikke en specielt uhyggelig sag, men snarere en medrivende rutsjebanetur ind i genrens velkendte ritualer, hvor der dog også leveres et par vellykkede jump scares undervejs.

Men udover, at det bl.a. er sjovt at spotte referencer til horrorklassikere, er her ganske enkelt også tale om en solid omgang underholdning med gode idéer og en fint afstemt sort humor. Man kan desuden midt i de grumme løjer også spotte det drilske spørgsmål om, hvorfor vi overhovedet ser de her blodige film og har denne voyeuristiske trang til at se folk blive pint og plaget. Nej, titelskiltets knaldrøde reference til Michael Hanekes Funny Games er ikke tilfældig.

Filmen er skrevet og instrueret af Drew Goddard, mens Joss Whedon har været medforfatter. Whedon var senest aktuel med den kulørte The Avengers og er bl.a. også manden bag tv-serierne Buffy the Vampire Slayer og Firefly, mens Goddard bl.a. har været med til at skrive tv-serien Lost og monsterfilmen Cloverfield. Altså to gutter, der elsker genren, hvilket bestemt skinner igennem i filmen.

Nå ja, de fem unge i kødgryden udfylder fint deres respektive roller som karakter-klichéer med et twist. Bl.a. Chris Hemsworth som sportsfan, Kristen Connolly som læsehest og Fran Kranz som det skæve bonghoved. The Cabin in the Woods vil uden tvivl overraske og underholde hele vejen, hvor ikke mindst skrækfilmsfans med kendskab til genrens konventioner vil blive rigeligt belønnet. Se den!

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmen gør sig yderst indtagende på Blu-ray. Billedet står veldefineret og med en flot og farvemættet farvepalet samt en indtagende detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og buldrer medrivende afsted med gode panoreringer og solid bund i grusomhederne. Desuden medfølger en omgang lækkert ekstramateriale.

Her får man en fin ’The Making of’, hvor bl.a. Goddard og Whedon snakker om deres årelange samarbejde og filmens tilblivelse samt deres kærlighed til genren (26 min.). Herudover er der to interessante features om filmens effekter – både de flotte, praktiske samt de computerskabte (i alt 24 min.). Videre er der en to korte features, hvor Kranz bl.a. taler om sin rolle, mens Whedon giver en kort tur rundt på settet (i alt 13 min.).  Slutteligt får man en mere dybdegående Q&A samt et både morsomt og informativt kommentarspor med Goddard og Whedon. Alt i alt en både kvalitativ og spændende omgang ekstramateriale. En fornøjelse.

Originaltitel: The Cabin in the Woods, USA, 2011
Instruktion: Drew Goddard
Medvirkende: Chris Hemsworth, Kristen Connolly, Anna Hutchison, Fran Kranz, Jesse Williams, Richard Jenkins, Bradley Whitford m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Midget Entertainment

SKYFALL: James Bond genopstår i spektakulær agent-action

/i /af

Der blev sparket tiltrængt nyt liv i James Bond, da den både robuste og nuttede Daniel Craig fik licens til at dræbe i 2006. Med Skyfall er det tredje gang, han indtager den ikoniske rolle – den hidtil bedste af hans ture i smokingen. Nu var jeg heller ikke specielt begejstret for Casino Royale eller Quantum of Solace, men lad nu det ligge og bered dig blot på spektakulær action og ikke mindst en herlig olm Bond-skurk.

Det starter vildt og voldsomt med Bond i hælene på en mand, der har nappet sårbare informationer om en række hemmelige agenter. Jep, den velklædte agent 007 når omkring både en biljagt, motorcykelræs samt en tur på toppen af et kørende tog – tilsat en gravko (?!) – og det allerede inden titelsangen dramatisk rammer lærredet. Veloplagt og medrivende, hvilket i øvrigt kendetegner resten af løjerne.

For selvom Bond har 50 år på bagen og Skyfall er film nummer 23, er der ikke noget antikvarisk over Daniel Craigs agent. Han mikser medrivende traditionen op med en brutal alvor, der i denne ombæring desuden balanceres fornemt med tør og underspillet humor. For godt nok er her liv og død på spil, men man må ikke glemme, at det trods alt er kulørt Hollywood-underholdning – i ordets mest positive forstand.

Instruktøren Sam Mendes er ny i Bond-regi, og med dramaer som American Beauty og Revolutionary Road på CV’et måske også et overraskende valg. Men han løfter potent arven. Både nævekampe, skududvekslinger og det intense drama iscenesættes på original og æstetisk indtagende vis – som bl.a. da Bond går i kødet på en bad guy blandt reflekterende glasvægge, mens blå lysreklamer drømmende indrammer scenen.

Man finder desuden en afbleget Javier Bardem som ækel überskurk. En både tragisk og diabolsk karakter, man aldrig helt ved, hvor man har – og som man ikke kan tage øjnene fra. Bestemt en værdig modstander til Bond og resten af MI6. Alfred Hitchcock har en gang sagt noget i retning af, at jo bedre skurken er, desto bedre er filmen. Det passer godt på Bond-universet – og Skyfall er bestemt ingen undtagelse.

Bonds psykologi får også nye dybder her, mens hans loyalitet overfor MI6-chefen M sættes på prøve. Hun spilles igen af en skøn og kontant Judi Dench – dynamikken mellem de to er forrygende. Ja, hun er nærmest filmens Bond-babe, da de yngre modeller mest spøger i kulissen. Måske endnu en filmens drilske og kærlige kommentarer til franchisens balancegang mellem tradition og fornyelse.

Desværre indfries potentialet i et ellers højspændt tredje akt ikke helt. Men det er bestemt til at leve med, for Sam Mendes puster æstetisk elegance ind i den aldrende franchise, mens de berusende eskapader vanen tro tager os jorden rundt – fra et støvet Istanbul til Londons regnvåde gader. Smukt og forførende hele vejen. Så ja, jeg sluger gerne et par plothuller undervejs – også den der omgang gravko-action.


Originaltitel: Skyfall, England/USA, 2012
Premiere: 26. oktober 2012
Instruktion: Sam Mendes
Medvirkende: Daniel Craig, Javier Bardem, Ralph Fiennes, Berenice Marlohe, Naomie Harris, Ben Whishaw, Albert Finney, Judi Dench m.fl.
Spilletid: 143 min.
Distributør: SF Film

Ekstremt rørende og utrolig smuk

/i /af

Jeg er en af de få, der endnu ikke har læst Jonathan Safran Foers populære bog Extremely Loud & Incredibly Close, som filmen af samme navn er baseret på. Det er sikkert til min fordel, da en film sjældent (hvis aldrig) kan leve op til sit forlæg. Men uanset hvad, så ramte denne både smukke og smertelige historie mig. Ja, den er til tider sentimental, men også med et oprigtigt rørende drama hele vejen igennem.

For selvom det er den 11-årig Oskar, der har hovedrollen (ja, jeg har det svært med børn på film), så er historien så opfindsom, velskrevet og medrivende fortalt, at der skal mere til, end en lidt for gammelklog knægt til at vælte læsset. Men Thomas Horn bærer nu i grunden den svære rolle som hårdtprøvet dreng med stor naturlighed.

Historiens puslespilslignende struktur sættes i sving, da Oskar d. 11. september 2001 mister sin far i terrorangrebet mod World Trade Center i New York. Ud af det blå er han og hans mor nu blevet efterladt med et sorgfuldt tomrum. Men da Oskar finder en mystisk nøgle blandt sin fars ting, begynder en jagt på nøglens betydning, der måske også kan være med til at løfte noget af savnet fra hans spinkle skuldre.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Jennifer Aniston jagtes af ækel dværgtrold

/i /af

Jeg har lige genset den kuriøse gyser Dværgtroldens hævn fra 1993. Her render en ung Jennifer Aniston rundt med en shotgun i favnen, mens hun forsøger at få gjort kål på en ækel lille trold, der er på jagt efter sit guld. Det hele starter selvfølgelig en nat med lyn og torden, mens dramatiske strygere spiller om kap med regnens trommen.

O’Grady tror nemlig, at han har skudt papegøjen, da han har fået fingre i en krukke med guld efter at have fanget sig en irsk dværgtrold – eller en Leprechaun (det er også filmens originaltitel). Men da J.D. og hans datter – jep, Aniston i hvide sneaks og med pink sokker – 10 år senere flytter ind i O’Gradys gamle hus, slipper den fæle trold fri. Den er vred og hærger nu hævngerrigt løs i sin jagt på at få sit guld tilbage.

Det kan godt være, at Dværgtroldens hævn ikke er specielt uhyggelig, men det er til gengæld herligt aparte og sprælsk horror-underholdning, hvor trumfkortet er den ondskabsfulde trold. Han overspilles veloplagt af dværgen Warwick Davis, der iført grønstribede knæstrømer og væmmelig monster-makeup både fjoller barnligt rundt på rulleskøjter og bider ansigtet af uskyldige ofre. En skøn skurk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Superhelte-hjemmevideo overrasker positivt

/i /af

Der bliver slået to fluer med et smæk, når Chronicle flyver afsted. Den kombinerer nemlig ’found footage’-stilen (som bl.a. Cloverfield og Paranormal Activity-filmene) med superheltefilmen. Altså to af de mest populære tendenser i filmens verden de seneste par år. Men selvom det måske kan lyde kalkuleret, så er her faktisk tale om et interessant og medrivende tag på en superhelte-oprindelseshistorie.

Den indadvendte teenager Andrew (Dane DeHaan) tumler med en voldelig far og en dødssyg mor derhjemme, mens livet i high school heller ikke er en succes. Men en aften, hvor han mod sin vilje hives med til en fest, ændres alt for ham og hans to venner – fætteren Matt (Alex Russell) og den kække Steve (Michael B. Jordan). De falder nemlig over et stort hul i jorden, som de nysgerrigt kravler ned i.

Nede i mørket støder de på et underligt objekt, der på mystisk vis giver de tre drenge overnaturlige evner og de kan nu bl.a. både flyve og flytte ting med tankes kraft. Men i takt med, at de bliver bedre til at kontrollere og forstå deres nye evner, jo mere påvirker det også deres personligheder. Der opstår splid i trekløveret og i opfattelsen af, hvordan de tre superhelte in spe skal håndtere deres utrolige evner.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Boardwalk Empire’ er fortsat forrygende gangsterdrama

/i /af

Jeg har igen været en tur tilbage i 1920’ernes spiritusbandlyste Atlantic City med gangsterserien Boardwalk Empire. I denne fremragende 2. sæson forsøger den korrupte Nucky Thompson fortsat at bevare sin magtfulde position ved at trække i de rigtige tråde. Men der opstår nye alliancer og magtbalancen rykker sig for Nucky, der i denne sæson er mere presset end nogensinde før.

Ud over at være en forførende flot serie, der fornemt folder sit fascinerende miljø ud, er her også tale om yderst velskrevet drama. Serien formår nemlig hele vejen at sætte sine karakterer på prøve, presse dem samt ikke mindst at lade deres valg og fravalg overraske. For selvom det fortsat er en forrygende Steve Buscemi som den charmerende knudemand Nucky, der er omdrejningspunktet, har det øvrige cast også hver deres historie og afgørende rolle i serien.

Netop det både alsidige og karakterstærke cast er fortsat en af seriens store styrker. Det samme er måden hvorpå de forskellige liv og handlinger påvirker hinanden. For selvom her er tale om et stort persongalleri, er de forskellige relationer og stridigheder fornemt balanceret samt medrivende forløst drama, hvor der desuden tilføjes nye og spændende personer til det farlige spil på liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Jonah Hill som kokain-købende babysitter

/i /af

”Ok folkens, nu skal vi lige lave en lidt edgy komedie med ham der den sjove Jonah Hill. Ville det ikke være cool at få ham til at passe nogle møgunger og så ellers smide kokain, druk og bandeord ind i løjerne?”. Cirka sådan kunne brainstormen bag The Sitter have lydt. Ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt for en løssluppen komedie, men desværre er resultatet mere kedeligt end morsomt.

Jonah Hill spiller den upædagogiske babysitter Noah, der mod sin vilje ender med at skulle passe tre unger – den konstant nervøse Slater, hans oversminkede og øretæveindbydende lillesøster Blithe samt adoptivknægten Rodrigo, der er vild med at springe ting i luften. Det kan jo kun gå galt – og det gør også. For aftenen udvikler sig til en jagt igennem byen med børnene på slæb og narkokriminelle i hælene…

Jeg er vild med Jonah Hill, som da også er filmens største trækplaster. Han har en fantastisk komisk timing, tør humor samt en herlig underspillet mimik. Se bare film som den komiske nyklassiker Superbad, den desværre noget oversete Cyrus og den i mine øjne undervurderede Funny People. Desværre kan Jonah Hills charme og ofte veloplagte improvisationer ikke redde filmen fra at gå død undervejs.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere