SEVEN PSYCHOPATHS: Manuskriptonani i tomgang

/i , /af

En altid cool Christopher Walken som velklædt hundetyv, en manisk Sam Rockwell som arbejdsløs skuespiller og en kortluntet Woody Harrelson som psykopat – nå ja, og så lige Colin Farrell som den alkoholiserede manusforfatter Marty med store filmdrømme, men ikke flittigheden til at indfri dem.

Ja, Seven Psychopaths har et karismatisk cast. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er nok til at holde hjulene på denne selvironiske metakrimi kørende. De sorthumoristiske løjer går ganske enkelt i manuskript-masturberende tomgang, mens de medvirkede forgæves forsøger at sparke liv i den ujævne og jævnt kedelige historie.

Man følger Marty, der ikke rigtigt kan få gang i sit manuskript, Seven Psychopaths. Men da han og vennen Billy vikles ind i en flok kriminelles fortagende, kommer der pludselig rigeligt med inspiration på banen. Ja, det er kort fortalt filmens præmis. Bum. Således forsøger filmen altså med selvbevidste genredrillerier at kæde Martys manuskript sammen med filmens virkelighed.

Desværre fanges filmen i sin egen leg med konventionerne og ender i navlepillende blindgyder med samtaler, der bare går i ring. Ja, en film, der ved, at den er en film. Men den gennemgående metaleg med filmreferencer og publikums bevidsthed om, at de ser en film, der ved, at den er en film, forbliver en fiks gimmick. En tom stiløvelse.

På papiret har det sikkert taget sig godt ud med virkelighedsforskydningerne, de kulørte karakterer og legen med publikums forventninger. Afviklingen er bare ikke skarp nok og historien forbliver for uvedkommende til, at det ellers potente cast udgør andet end flade brikker i manusforfatterens våde drøm. Sjask og sprøjt.

Men hey, en film, hvor Rockwell, Walken og Harrelson slås veloplagt om pladsen i spotlightet er svær ikke at holde bare en smule af. De kække replikker og absurde situationer smager bare for meget af en slap pølse med tarantinoske B-sider, Coen brødrene-kopiering og tilbagevendende jokes, der heller ikke var rigtigt sjove første gang.

Dynamikken mellem trekløveret – med en uforstående Farrell på sidelinjen – afføder dog velfungerende øjeblikke. Men gode ingredienser er som bekendt ikke nødvendigvis lig med en vellykket kødgryde. Det hjælper selvfølelig en smule på smagen, at en kaninelskende Tom Waits også smides i gryden. Men kun en smule.

Gense hellere noget af Tarantino, Coen-brødrene og Charlie Kaufman – ja, eller In Bruges, som Martin McDonagh ligeledes har skrevet og instrueret. Den er fremragende. Desværre er dens friskhed i Seven Psychopaths afløst af stivnet selvoptagethed og en forceret omgang manuskriptonani, der aldrig rykker sig ud af stedet. Tilbage til hakkebrættet Marty…
[tabgroup][tab title=”Seven Psychopaths | Biografanmeldelse”]


Originaltitel: Seven Psychopaths, England, 2012
Premiere: d. 25. december
Instruktion: Martin McDonagh
Medvirkende: Colin Farrell, Sam Rockwell, Woody Harrelson, Christopher Walken, Tom Waits, Abbie Cornish m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

/i , /af

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel: Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE: Barfodet hobbit-eventyr med gangbesvær

/i , /af

Den står på barfodet hobbit-eventyr, når Peter Jackson igen slår sine folder i J.R.R. Tolkiens univers med Hobbitten: En uventet rejse – den første af tre film og en art prequel til ’Ringenes Herre’-trilogien. Her gør den magelige hobbit Bilbo Sækker sit bedste for at følge med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. Flokken drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde.

Inden den farefulde færd dog for alvor tager fat, skal man igennem et lige lovligt langt forspil i hobbitternes fredelige hjemstavn. Men så går det også over stok og sten – næsten. For selvom New Zealands smukke vidder dragende lægger ryg til både computerskabte strabadser, overrumplende scenerier og masser af knoldende bæster, så går eventyret også en smule i tomgang undervejs.

Historien mangler grundlæggende mere fremdrift til at holde momentum på den noget forudsigelige fortælle-struktur. Universet er dog bestemt indtagende og karaktererne fængslende, blandt andet rammer Martin Freeman plet som Bilbo Sækker og får fint balanceret sin personlige udvikling filmen igennem. Desværre er det bare ikke nok til at trække denne knap tre timer lange gåtur udelukkende vellykket i hus.

Nej, jeg har hverken læst bogen eller sportet gummisværd og papører. Men det ændrer ikke på den til tider noget repetetive afvikling, hvor man også savner en følelse af reel fare for det lavbenede følge. For lidt på samme måde som Peter Jacksons King Kong-remake, synes rejsen til tider at fortabe sig i sit egent univers og teknologiens muligheder for svimlende billedridt. Og lad mig så lige vende filmens omdiskuterede high frame rate-visning.

For i stedet for som normalt at bruge 24 billeder i sekundet, er her tale om 48. Det giver en uhyre klarhed og detaljerigdom, men det underminerer i flere scener også illusionen. Filmen ligner til tider nemlig en billig tv-produktion med et digitalt, poleret og kønsløst look. Det er heldigvis langt fra tilfældet hele vejen. Fx gør de åndeløse panoramaskud og dunkle grottedyb fint brug af teknologiens styrker – herunder også en flot dybdevirkning i 3D. Filmen kan dog også fanges med 24 billeder i sekundet og i 2D.

Men bag teknologien finder man altså et godt gammeldags eventyr om mod, identitet og sammenhold samt det at overkomme umulige prøvelser, hvor Bilbo står centralt. Det gribende drama får bare ikke helt pondus nok og den tyngde, man kunne ønske sig, men drukner en smule i sultne trolde og brutale orker. Heldigvis er det pokkers flot iscenesat og så har jeg også en svaghed for monstre, hvor det blandt andet bliver til et forrygende gensyn med Andy Serkis i rollen som den skizofrent uforudsigelige Gollum.

Man skal også lige et smut fordi de der fucking elvere med deres stoiske ro og rollespilsenerverende fløjtespil. Sorry elver-fans, det var lige et sidespor. Hobbitten: En uventet rejse får nemlig på trods af sine skavanker kæmpet sig med slid og flittige effektfolk til en arbejdssejr. For selvom denne første del er en smule ujævn, bliver rejsen trods alt sparket overvejende godt igang. Jeg håber bare, at der kommer bedre styr på de der 48 billeder i sekundet i de kommende to film – ja, eller at jeg vender mig til hobbit-huller, der ligner noget fra en billigt produceret DR-serie.
[tabgroup][tab title=”Hobbitten: En uventet rejse | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel: The Hobbit: An Unexpected Journey, USA/ New Zealand, 2012
Premiere: d. 12. december
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE EXPENDABLES 2: Gamle muskelmænd deler blodigt bankekød ud

/i , /af

Så skal der igen sprænges ting i luften, lires bastante oneliners af og blodet sprøjte. Ja, The Expendables 2 blæser på den gode smag og smadrer nostalgisk afsted med eksplosiv action og et stjernecast med både gamle 80’er-ikoner samt nyere bankekød. Sylvester Stallone har atter samlet et hårdtslående slæng til sjov og ballade med automatvåben og knojern.

Handlingen skal man ikke hænge sig så meget i, men den hænger nogenlunde sammen. De våbenglade lejesoldater – igen ledt an af Stallone – kommer under en mission i krydsild med skurken Vilain (ja, så er man ikke i tvivl om hans rolle) – en herlig slesk Jean-Claude Van Damme. Han har slavebundet et samfund til at udvinde fem tons eksplosiv plutonium, så han skal naturligvis stoppes.

Sådan cirka kan løjerne ridses op – selvfølgelig tilsat et personligt hævnmotiv samt en portion plothuller. Det er Stallone og hans yngre makker Jason Statham, der igen er i front med kammeratlige drillerier. En duo, der altid er klar med en tør bemærkning efter at have nedslagtet, hvad der kunne minde om en mindre landsby af bad guys.

Her er det med andre ord den brølende action og det karismatiske cast, der skal holde bøffen oven vande – hvilket også lykkedes det mest af vejen. For en af filmens styrker er, at det er action af den gamle skole. Plottet er simpelt og hopper således ganske effektivt fra rabalder til rabalder, mens man heller ikke er bleg for at lade blodet sprøjte fra afskårne lemmer og afskudte hoveder. Sådan!

Hitparaden af bankekød trækker også sin del af læsset – selvom flere af muskelmændene må sige at have ramt pensionsalderen for at dele øretæver ud. Blandt de mest prominente navne finder man foruden Stallone og Van Damme også Arnold Schwarzenegger, Chuck Norris, Bruce Willis og Dolph Lundgren, hvoraf de tre førstes tilstedeværelse dog begrænser sig til underholdende biroller.

Men hey, det er altså fornøjeligt at se Arnie med en kæmpe gun og Norris ubesværet meje skurke ned med maskinpistoler. Der går dog lidt for meget nostalgi i skidtet med mere eller mindre vellykkede referencer til fordoms storhedstid. Arnie er hårdest ramt med flere klodsede henvisninger til sin rolle som The Terminator (av), mens også Lundgren fumler med sin rolle som comic relief.

Heldigvis leveres referencer og jokes med en befriende selvironi, der ikke er bange for at prikke til de ældre herrers skavanker. Så selvom et par af de gamle rotter nærmest bliver parodier på sig selv, kommer man ikke uden om, at The Expendables 2 er en ganske solid actionbøf, der både byder på blod, humor og veloplagte gensyn med nogle af klassens gamle drenge. BOOM…!

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen står flot på Blu-ray. Både eksplosioner og de fugede ansigter gengives overbevisende. Der er solid kontrast, indtagende detaljegrad og farvepaletten er mættet og veldefineret. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med klar dialog, hæsblæsende panoreringer og medrivende bund. Lækkert. Desuden medfølger en fin omgang ekstramateriale.

Man får et informativt og relativt underholdende kommentarspor med instruktør Simon West, der har mange interessante detaljer om produktionen og det store cast. Herudover er der en god feature om 1980’ernes actionfilm og de ikoniske stjerner, hvor bl.a. politiske og samfundsmæssige forhold bringes ind i diskussionen, mens filmens cast og andre filmfolk diskuterer emnet (24:58 min.)

Videre er der en feature om filmens tilblivelse og ikonerne, hvor bl.a. en ærlig Stallone fortæller arbejdet på de to film samt deres styrker og svagheder (21:18 min.). Slutteligt en feature om virkelighedens expendables, der ikke er specielt interessant (24:18) samt et par lette slettede scener (4:39 min) og en ikke videre morsom gag reel (5:09 min). Men alt i alt et fint supplement, der dog aldrig for alvor bliver dybdegående, men som fans uden tvivl vil hygge sig med det (inklusiv undertegnede).

Billede: 5/6  | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”The Expendables 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: The Expendables 2, USA, 2012
Instruktion: Simon West
Medvirkende: Sylvester Stallone, Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Chuck Norris, Terry Crews, Randy Couture, Liam Hemsworth, Jean-Claude Van Damme, Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger m.fl.
Spilletid: 103 min.
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

A DANGEROUS METHOD: Psykoanalytisk drama og smæk i den bare

/i , /af

Den står på psykoanalyse, undertrykte lyster og smæk i den bare til Keira Knightley, når David Cronenberg lægger publikum på briksen i A Dangerous Method – et trekantsdrama mellem psykiaterne Sigmund Freud, Carl Jung og den yndige patient Sabina Spielrein. Michael Fassbender og Viggo Mortensen spiller de to læger i den potente historie, som oven i købet er baseret på virkelige begivenheder.

Historien udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Freud udvikler psykoanalysen, som viderearbejdes af den yngre Jung. Så da den sindslidende Sabina indlægges, får Jung mulighed for at afprøve og udvikle analysen. Deres forhold udvikler sig imidlertid heftigt og bliver hurtigt mere end professionelt, mens også stridighederne mellem den ihærdige Jung og hans mentor Freud tager til.

Det er alene i kraft af de to prominente herrer og deres idéer om det menneskelige sind en fascinerende film. Der dykkes således veloplagt ned i den komplekse psyke, hvor bortgemte følelser og seksuelle drifter sprutter løs. Det er dog i lige så høj grad den fængslende historie om ambitioner og store egoer samt kærlighed og sjælefred, der binder dramaet om de tre skæbner nærværende sammen.

Michael Fassbender forløser med fornem diktion rollen som den ambitiøse Jung, hvis selvkontrol kommer på hård prøve i mødet med den smukke Sabina. En mand splittet mellem familielivet, sin karriere og de brusende instinkter, der sættes i sving af Keira Knightley. Hun portrætterer med spjæt og æggende attitude en kvinde fanget i følelsernes vold og som samtidig selv målrettet jagter at blive psykiater.

Det er dog Viggo Mortensen, der for mit vedkommende stjæler showet. Med konstant pulserende cigarføring og underspillet humør fører han sig så herligt selvsikkert frem, at der ikke efterlades tvivl om, at han – selvfølgelig – altid har ret. Det afføder bl.a. en stimulerende dynamik i de ophedende og intellektuelt funderede diskussioner med Jung. En uimodståelig og påståelig personlighed.

David Cronenberg er en af mine favoritinstruktører – også selvom han med sine seneste film som A History of Violence og Eastern Promises har rykket sig længere og længere væk fra den eksplicitte body horror, man kender fra tankevækkende og brutale værker som Videodrome og Fluen. For hans film er bestemt stadig interessante bekendtskaber. Ja, dyk straks ned i det snørklede sind med A Dangerous Method.

Filmen: 4/6

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke billeder står klart og veldefineret med flot detaljegrad og solid kontrast på Blu-ray-udgivelsen. Lydsporet lader ligeledes de fængslende replikker få fornemt og velafstemt liv – det side om side med Howord Shores fine og dramatisk underspillede score. Der medfølger desuden en lille omgang ekstramateriale.

Her finder man en kort promo-agtig ’making of’, hvor det primært er Cronenberg, hovedrolleindehaverne og Howard Shore, der kommer til orde med tanker omkring roller, historie og arbejdet på filmen. Fint, men også noget overfladisk, så er der mere gods i det informative kommentarspor med Cronenberg. Han fortæller roligt og velresearchet om filmens tilblivelse, skuespillerne og de virkelige begivenheder bag.

Billede: 5/6 | Lyd: 4/6  | Ekstramateriale: 3/6

[tabgroup][tab title=”A Dangerous Method | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: A Dangerous Method, England/Tyskland/Canada/Schweitz, 2011
Instruktion: David Cronenberg
Medvirkende: Michael Fassbender, Keira Knightley, Viggo Mortensen, Vincent Cassel m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

TAKE SHELTER: Nervepirrende dommedagsfilm er uafrystelig

/i , /af

Der findes mange film, der omhandler Jordens undergang. De fleste dommedagsfilm er dog ofte bombastiske action-tonsere med mere fokus på spektakulære effekter end det nære, menneskelige drama. Men den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på både original og fængslende vis. Ja, en af årets absolut største filmoplevelser.

Historien er centreret om familiefaren Curtis, der lever et stille liv i Ohio med sin søde kone og deres lille datter. Men alt ændrer sig, da Curtis begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, hvor et apokalyptisk uvejr truer hans familie og samtidig varsler død og omfattende undergang.

Michael Shannon er helt fænomenal i hovedrollen som en mand, der forsøger at bevare en rationel tilgang til de uhyggelige forudanelser. Men som filmen skrider frem begynder grænsen mellem mareridt og virkelighed at vakle for Curtis – er han ved at miste forstanden eller er undergangen reelt på vej?

Take Shelter er en både gribende og rørende film, hvor Jessica Chastain som hjælpeløs hustru må se til, mens hendes uligevægtige mand bliver mere og mere opslugt af de apokalyptiske visioner. Hun udgør en sart modvægt til den forpinte Curtis og er med til at give det knugende drama et fængslende fundament.

Instruktør og manusforfatter Jeff Nichols bygger historien sikkert op omkring sine karakterer, hvilket bl.a. giver dramaet en fascinerende og insisterende resonans, så man til sidst sidder med en knude i maven. Take Shelter formår med andre ord at forene dommedagsfablen med et medrivende familiedrama og ikke mindst et portræt af en mands slidsomme kamp med indre dæmoner. Fremragende.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Her står filmens flotte billeder og nedtonede farvepalet hele vejen veldefineret med indtagende detaljegrad samt mættede og nuancefulde farver. Lydsporet er ligeledes med til på medrivende vis at indramme skæbnefortællingen.

[tabgroup][tab title=”Take Shelter | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får 5/6:

Originaltitel: Take Shelter, USA, 2011
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Michael Shannon, Jessica Chastain, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Atlantic Film[/tab][/tabgroup]

KILLER JOE: En sydende smeltedigel af manglende moral

/i , /af

Det løber helt af sporet for den forgældede Chris i den underholdende og foruroligende Killer Joe. Han hyrer nemlig den korrupte betjent og deltidslejemorder Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringspengene. Koldt, kynisk og selvfølgelig går det ikke efter planen. Langt fra. Chris har nemlig på ingen måde forudset, hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal.

killerjoe01

Selvom filmens instruktør er den 77-årige William Friedkin, er der intet forældet over Killer Joe. Den er brutal, fandenivoldsk og ikke mindst smurt ind i en omgang kulsort humor. Hertil kommer et veloplagt cast, hvor en fænomenal Matthew McConaughey leder veloplagt an som den iskolde og manipulerende lejemorder. Fantastisk.

Emilie Hirsch er herligt desperat som den hårdtpressede Chris, mens resten af hans bonderøvs-familie også hurtigt vikles uløseligt ind i det spegede mordkomplot. Nej, Killer Joe er ikke typen, man løber om hjørner med. Juno Temple er desuden forførende naiv som Chris’ ublufærdige søster, mens Thomas Haden Church leverer komisk guld som fordrukken og smådum familiefar.

killerjoe02

Et hedt Texas skaber endvidere en perfekt ulmende setting til denne skarpt skrevne sag, der leveres med lige så sikker hånd af William Friedkin og det skæve ensemble. Han formår med andre ord at sætte medrivende fut under denne sydende kedel af manglende moral, iltre temperamenter og tvivlsomme beslutninger.

Ja, et både aparte, cool og overraskende sprælsk comeback for den aldrende instruktør, der nok mest er kendt for skrækfilmsklassikeren Eksorcisten og thrilleren The French Connection. Nu kan Killer Joe – uden sammenligning i øvrigt – passende blive nævnt i samme ombæring fremover. Sådan!

killerjoe03

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld står Blu-ray-udgivelsen virkelig flot. Det beskidte Texas gengives med mættede farve, indtagende nuancer og god detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes godt med både solid bund og klare niveauer. Lækkert.

[tabgroup][tab title=”Killer Joe | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får:
5_6 - stars

killerjoe cover

Originaltitel: Killer Joe, USA, 2011
Instruktion: William Friedkin
Medvirkende: Matthew McConaughey, Emile Hirsch, Juno Temple, Thomas Haden Church m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE MOTH DIARIES: Søde kostskolepiger og mystiske mord

/i , /af

Det dystre teen-gys The Moth Diaries er en fascinerende film, der har spændstige temaer som selvmord, jalousi og seksualitet i spil. Ja, enhver skolepiges kvaler. Desværre indfries det ellers potente potentiale ikke for alvor, men filmens gotiske og overnaturlige univers bevarer sin dragende tone på trods af filmens ujævnheder.

Der lurer konstant et mørke på den gamle kostskole, hvor Rebecca bor med den blonde Lucie. De er bedste veninder – og måske mere end det. Rebeccas følelser for veninden synes i hvert fald mere end blot venskabelige. Det forstærkes kun, da den mystiske Ernessa starter på skolen. Jalousien tager nu fat, for Lucie er pludselig mere interesseret i den nye pige, der desuden gemmer på en grum hemmelighed.

Det ellers liflige ungpigeliv slår derfor snart revner og mørket slipper ind, mens der passende diskuteres gotisk litteratur i undervisningen, hvor Bram Stokers Dracula er på skemaet – og som underviseren slår fast med store bogstaver på tavlen, indeholder enhver god vampyrhistorie sex, blod og død. Ja, så ved man, hvad der er i vente for de 16-årige piger. Sådan cirka. Tag den, slatne Twilight-tøser.

Men selvom The Moth Diaries altså ikke kommer helt vellykket i mål – blandt andet er den forjagede finale frustrerende uforløsende – ja, så tør filmen tage fat i og behandle sine emner med en oprigtig alvor, uden at blive belærende. Der kommer således ublufærdigt både lesbisk kærlighed og menstruationssnak på menuen, mens der ryges pot i smug og døden slynger sig ind på livet af pigerne.

Ikke kun fordi flere på skolen dør under mystiske omstændigheder – ja, Ernessa er nemlig vampyr (måske). Men også fordi Rebecca tumler med tabet af sin far, der har begået selvmord og derfor grubler over, om hun har samme destruktive drift. Hun spilles desuden med fin ømhed af en bly Sarah Bolger, mens Lily Cole med sit lettere bizarre og karismatiske udseende ubesværet indtager rollen som Ernessa.

Jeg har ikke læst Rachel Kleins bog, som filmen er baseret på, men instruktøren Mary Harron, der nok mest er kendt for sin filmatisering af American Psycho, får fint skabt et univers, der balancerer indtagende mellem drøm og virkelighed. Så selvom dramaet og karaktererne er en smule ujævnt leveret og følelserne ikke helt får den nødvendige pondus, så er The Moth Diaries et stemningsfuldt og ofte fascinerende bekendtskab.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens atmosfærefulde billedside gengives flot på Blu-ray, dog uden at imponere. Nuancerne er fine og detaljegraden god, men billedet står ikke lige veldefineret hele vejen – men intet graverende. Lydsiden fungerer ligeledes fint med klar og fyldig volumen. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Originaltitel: The Moth Diaries, Canada/Irland, 2011
Instruktion: Mary Harron
Medvirkende: Sarah Bolger, Sarah Gadon, Lily Cole m.fl.
Spilletid: 1 time 22 min.
Udgiver: Scanbox Vision

LIVID: Grumt gotisk gys er et forførende mareridt

/i , /af

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør det gotiske gys Livid, så venter der flere overraskelser undervejs. Fortællingen får nemlig et eget og uventet liv i det knirkende palæ, hvor den dystre fortælling folder sig dragende ud. Her emmer det af olm haunted house-stemning, mens det smukke og grufulde fængslende forenes.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie nemlig et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i livsløs koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – nærmest som et levende lig. Men da natten falder på, vender Lucie sammen med sin kæreste og en ven nysgerrigt tilbage. De vil finde den skat, som den rige olding efter signede skulle have gemt et sted i de skumle gemakker.

livid01

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru. For godt nok starter filmen som en spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men den ender som et pirrede ondt bæst, hvor det uforklarlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Livid vil og har da også allerede delt publikum på grund af sin mangel på rationel sammenhæng i sin sidste halvdel. Men jeg er vild med den drømmende logik og det overrasende genremiks, der her skaber en helt unik atmosfære. En herlig ambitiøs film, der tør tage chancer og udfordre en ofte stivbenet og konservativ genre.

livid02

Det er de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der står bag. De debuterede i 2007 med Inside, der er en mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm, jeg har set de seneste år. Med Livid er de gået i en ny retning, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at se, hvad de kommer op med i fremtiden. Jeg holder i hvert fald øje med dem – og det bør du også.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens forførende og dunkle scener står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Her kommer både de mange mørke nuancer og det smukke production design til sin ret. Lydsporet gør også sit til at sætte adrenalinen i gang med nervepirrende panoreringer, lyde i skyggerne og velbalancerede niveauer.

Der medfølger desuden et fint interview med de to instruktører, der blev lavet under den københavnske filmfestival Blodig Weekend tidligere i år (22 min.). Her fortæller de bl.a. om, hvordan de startede deres samarbejde, tankerne bag Livid og deres idéer til rebootet af Hellraiser, som de tidligere har været tilknyttet. Herudover får man et slideshow med stills fra filmen (2 min.) samt dens trailer.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Livid | Blu-ray-anemeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars

livid cover
Originaltitel: Livide, Frankrig, 2011
Instruktion: Julien Maury, Alexandre Bustillo
Medvirkende: Chloé Coulloud, Félix Moati, Jérémy Kapone m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE TWILIGHT SAGA: BREAKING DAWN – DEL 2: Den udødelige vampyrkærlighed når sin afslutning

/i , /af

Det melodramatiske trekantsdrama mellem gummivampyren Edward, den stædige Bella og ulvedrengen Jacob når med The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2 sin længe ventede afslutning. Det betyder også et farvel til et populærkulturelt fænomen, der siden 2005 har givet piger hede drømme og en tro på evig kærlighed.

Dette sidste kapitel fortsætter hvor forrige film slap. Her blev Bella og Edward gift – og så gik det ellers hurtigt. Bella blev gravid, men vampyr-babyen forsøgte at gnaske sig vej ud af den afmagrede piges mave. I den dramatiske fødselsfinale blev Bella dog reddet ved at Edward – langt om længe – forvandlede hende til en vampyr. Vupti.

Den bomstærke Bella skal nu lære at forholde sig til sine nye kræfter samt livet som mor. Ja, der er selvfølgelig fortsat gnidninger mellem hende, Jacob og Edward, men det er større problemer, der overskygger dramaet. For de magtfulde Volturi-vampyrer tror nemlig fejlagtigt, at den hurtigt voksende datter er udødelig og derfor udgør et brud på vampyr-lovene. Derfor truer en krig mellem klanerne nu med at bryde ud.

Jeg har ikke læst de populære bøger af Stephenie Meyer, men kan blot konstatere, at filmserien – ikke overraskende – fortsætter i samme rille med sit højtsvungne og frustrerende ufarlige kærlighedsdrama. Jeg mener, her er vitterligt liv og død på spil, mens spændstige tematikker som udødelighed og opofrelse også er på banen.

Men de ellers interessante gråzoner og forbudte følelser får aldrig det bid og nærvær dramaet tørster efter for at blive andet end poleret dagdrømmeri med evig kærlighed, mystik og sløset manuskriptskrivning. Bl.a. kunne den ulykkeligt forelskede Jacob godt være blevet en spændende karakter – fanget af en kærlighed til Bella, der må forblive uforløst. Han spilles desværre bare af den blanke robot Taylor Lautner.

Der er dog momentvis en gnist mellem Kristen Stewart og Robert Pattinson som det forelskede vampyrpar. Sagde jeg vampyr? For der er som bekendt ikke meget vampyr at hente her – i hvert fald ikke af den dagslysforkastende slags. Her bruges vampyr-myten mere som et let krydderi til historien om udødelig kærlighed og forbudte lyster. Fred med det, for sådan er universt skruet sammen – men det er stadigvæk skørt, at blodsugerne glimter som disco-kugler i dagslys og ikke går op i flammer.

Nej, jeg er ikke målgruppen, men det undskylder altså ikke det stive skuespil og den ujævne afvikling af det kønsløse drama. Michael Sheen er dog herlig teatralsk som vampyr – ja, heldigvis er løjerne ikke helt uden et glimt i øjet. Men de højtravende replikker, den klodsede CGI og Bella, der spæner op af en klippevæg fremstår altså en tand fjollet – og hvorfor skal alle ligne nogle fra et dårligt rockband?

Originaltitel: The Twilight Saga: Breaking Dawn – part 2, USA, 2012
Premiere: d. 15. november
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner m.fl.
Spilletid: 1time 55 min.
Distributør: Nordisk Film