Jennifer Aniston jagtes af ækel dværgtrold

Jeg har lige genset den kuriøse gyser Dværgtroldens hævn fra 1993. Her render en ung Jennifer Aniston rundt med en shotgun i favnen, mens hun forsøger at få gjort kål på en ækel lille trold, der er på jagt efter sit guld. Det hele starter selvfølgelig en nat med lyn og torden, mens dramatiske strygere spiller om kap med regnens trommen.

O’Grady tror nemlig, at han har skudt papegøjen, da han har fået fingre i en krukke med guld efter at have fanget sig en irsk dværgtrold – eller en Leprechaun (det er også filmens originaltitel). Men da J.D. og hans datter – jep, Aniston i hvide sneaks og med pink sokker – 10 år senere flytter ind i O’Gradys gamle hus, slipper den fæle trold fri. Den er vred og hærger nu hævngerrigt løs i sin jagt på at få sit guld tilbage.

Det kan godt være, at Dværgtroldens hævn ikke er specielt uhyggelig, men det er til gengæld herligt aparte og sprælsk horror-underholdning, hvor trumfkortet er den ondskabsfulde trold. Han overspilles veloplagt af dværgen Warwick Davis, der iført grønstribede knæstrømer og væmmelig monster-makeup både fjoller barnligt rundt på rulleskøjter og bider ansigtet af uskyldige ofre. En skøn skurk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Yderst indtagende James Bond- opvarmning

Den nye James Bond-film Skyfall rammer de danske biografer lige om lidt, nemlig d. 26. oktober. Den står derfor snart igen på hurtige biler, hurtige damer og hurtigt alt muligt andet. Så hvis du skal nå at varme ordentligt op og altså gense de forrige 22 Bond-film, skal du til at i gang. Well, du kan også nøjes med nedestående Bond-montage – det er i hvert nok opvarmning for mig.

Her får man nemlig på fem minutter en hurtig og lækker opsummering af den populære agents liv i filmens verden. Fra den første film Dr. No fra 1962 og frem til den seneste Quantum of Solace fra 2008, mens man kommer omkring både de forskellige Bond-sange, Bond-babes, Bond-skurke og Bonds, James Bonds – lige fra Sean Connery videre til Roger Moore, Pierce Brosnan og Daniel Craig.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=i6xaUkZYU_8[/youtube]

– Se også: 22 ’James Bond’-introer på én gang.

Superhelte-hjemmevideo overrasker positivt

Der bliver slået to fluer med et smæk, når Chronicle flyver afsted. Den kombinerer nemlig ’found footage’-stilen (som bl.a. Cloverfield og Paranormal Activity-filmene) med superheltefilmen. Altså to af de mest populære tendenser i filmens verden de seneste par år. Men selvom det måske kan lyde kalkuleret, så er her faktisk tale om et interessant og medrivende tag på en superhelte-oprindelseshistorie.

Den indadvendte teenager Andrew (Dane DeHaan) tumler med en voldelig far og en dødssyg mor derhjemme, mens livet i high school heller ikke er en succes. Men en aften, hvor han mod sin vilje hives med til en fest, ændres alt for ham og hans to venner – fætteren Matt (Alex Russell) og den kække Steve (Michael B. Jordan). De falder nemlig over et stort hul i jorden, som de nysgerrigt kravler ned i.

Nede i mørket støder de på et underligt objekt, der på mystisk vis giver de tre drenge overnaturlige evner og de kan nu bl.a. både flyve og flytte ting med tankes kraft. Men i takt med, at de bliver bedre til at kontrollere og forstå deres nye evner, jo mere påvirker det også deres personligheder. Der opstår splid i trekløveret og i opfattelsen af, hvordan de tre superhelte in spe skal håndtere deres utrolige evner.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Boardwalk Empire’ er fortsat forrygende gangsterdrama

Jeg har igen været en tur tilbage i 1920’ernes spiritusbandlyste Atlantic City med gangsterserien Boardwalk Empire. I denne fremragende 2. sæson forsøger den korrupte Nucky Thompson fortsat at bevare sin magtfulde position ved at trække i de rigtige tråde. Men der opstår nye alliancer og magtbalancen rykker sig for Nucky, der i denne sæson er mere presset end nogensinde før.

Ud over at være en forførende flot serie, der fornemt folder sit fascinerende miljø ud, er her også tale om yderst velskrevet drama. Serien formår nemlig hele vejen at sætte sine karakterer på prøve, presse dem samt ikke mindst at lade deres valg og fravalg overraske. For selvom det fortsat er en forrygende Steve Buscemi som den charmerende knudemand Nucky, der er omdrejningspunktet, har det øvrige cast også hver deres historie og afgørende rolle i serien.

Netop det både alsidige og karakterstærke cast er fortsat en af seriens store styrker. Det samme er måden hvorpå de forskellige liv og handlinger påvirker hinanden. For selvom her er tale om et stort persongalleri, er de forskellige relationer og stridigheder fornemt balanceret samt medrivende forløst drama, hvor der desuden tilføjes nye og spændende personer til det farlige spil på liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Jonah Hill som kokain-købende babysitter

”Ok folkens, nu skal vi lige lave en lidt edgy komedie med ham der den sjove Jonah Hill. Ville det ikke være cool at få ham til at passe nogle møgunger og så ellers smide kokain, druk og bandeord ind i løjerne?”. Cirka sådan kunne brainstormen bag The Sitter have lydt. Ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt for en løssluppen komedie, men desværre er resultatet mere kedeligt end morsomt.

Jonah Hill spiller den upædagogiske babysitter Noah, der mod sin vilje ender med at skulle passe tre unger – den konstant nervøse Slater, hans oversminkede og øretæveindbydende lillesøster Blithe samt adoptivknægten Rodrigo, der er vild med at springe ting i luften. Det kan jo kun gå galt – og det gør også. For aftenen udvikler sig til en jagt igennem byen med børnene på slæb og narkokriminelle i hælene…

Jeg er vild med Jonah Hill, som da også er filmens største trækplaster. Han har en fantastisk komisk timing, tør humor samt en herlig underspillet mimik. Se bare film som den komiske nyklassiker Superbad, den desværre noget oversete Cyrus og den i mine øjne undervurderede Funny People. Desværre kan Jonah Hills charme og ofte veloplagte improvisationer ikke redde filmen fra at gå død undervejs.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Uadskillelige brødre i brutal og beskidt gangsterfilm

Det er en rå, beskidt og brutal skildring af livet som gangster, man får serveret i John Hillcoats stemningstunge Lawless. Filmen er baseret på den sande historie om Bondurant-brødrene og deres ulovlige foretagende som hjemmebrændere i forbudstidens USA. Et spiritusforbud stopper dog ikke de tre brødre, men da den ihærdige specialagent Rakes gør sin ankomst, intensiveres jagten på trekløveret.

Forrest, Howard og Jack Bondurant vil dog ikke lade sig kue og fortsætter ufortrødent deres hjemmebrænderi. Et dramatisk setup, der måske ikke byder på de helt store overraskelser i historien, men som fortælles med fine og indtagende nuancer i både karaktertegningerne og miljøskildringen. Endvidere udfoldes Lawless ofte i et herligt dvælende tempo, der lader det naturskønne Franklin County i Virginia komme til sin ret og samtidig giver plads til, at historien kan slå medrivende rod.

For en ting er kampen mellem de to parter, en anden er den fængslende fornemmelse for personerne samt ikke mindst den verden og det liv, de lever. Her kan John Hillcoat virkelig noget. For selvom filmen måske er en smule ujævnt struktureret, så bliver den også blot bedre og bedre, jo længere man drages ind i brødrenes hårde liv. Ja, her er op til flere både intense og blodige, men bestemt også rørende øjeblikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

SNOW WHITE AND THE HUNTSMAN: Snehvide slår på tæven i dystert eventyr

Ja, den kære Kristen Stewart kan andet end at forelske sig i glimtende gummi-vampyrer og varulve-drenge. For i den flotte og actionfyldte Snow White and the Huntsman spiller hun den smukke Snehvide. Det er dog den skønne Charlize Theron, der stjæler billedet som den herligt selvoptagede og onde dronning Ravenna i denne genfortolkning af brødrene Grimms klassiske eventyr.

Ravenna vil gøre alt for at forblive den smukkeste, men Snehvide vokser som bekendt op og kommer til at overgå dronningen. Derfor sender den magtbegærlige Ravenna en jæger ud for at dræbe den unge skønhed. Jægeren, der her ses i skikkelse af en drikfældig Chris Hemsworth forbarmer sig dog over Snehvide. Sammen flygter de fra dronningens grumme hær og støder bl.a. også ind i flokken af dværge.

Det velkendte eventyr og de karismatiske karakterer fortolkes frit, hvilket der er kommet en både heftig, dyster og visuelt fantasifuld film ud af. For her fremtrylles et yderst indtagende og mørkt univers fyldt med mystiske væsner, episke scenerier og storslåede slag. En muddertung og beskidt middelalder tilsat magisk trolddom.

Kristen Stewart er desværre noget anonym som en ellers heroisk Snehvide – det samme er den tamme romance mellem hende og knøsen William, en glat Sam Claflin. Chris Hemsworth gør en bedre figur som jægeren, der tumler med sorgen over sin afdøde kone. Det er dog Charlize Therons, der tager stikket hjem med sit vibrerende portræt af den vanvittige og skønhedshungrende dronning.

Man må dog endelig ikke glemme Sam Spruell som dronningens nederdrægtige bror – en herlig slesk karakter, der løfter alle scenerne, han er med i. Slænget af dværge er endvidere et af eventyrets frydefulde trumfkort. De giver løjerne et humoristisk spark bagi – uden at blive Disney-fjollet. For her er tale om en bidskt flok af øksesvingende krigere, der består af en imponerende flok skuespillere, bl.a. Bob Hoskins, Ray Winstone og Ian McShane. Sådan!

Det bliver svært for Peter Jackson at toppe den samling af dværge med sin kommende Hobbitten: En uventet rejse, der som bekendt også byder på et slæng af dværge. Well, Snow White and the Huntsman er med andre ord et visuelt opfindsomt og smukt eventyr, der fortæller det klassiske eventyr med et fint tempo, beskidt action og ikke mindst fantasifulde og indtagende scenerier.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Univers er farvemættet gengivet og har både en fornemt detaljegrad samt veldefinerede nuancer og solide kontraster. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og spiller medrivende op mod billedsiden med velbalancerede niveauer og fine panoreringer. Der medfølger også en smule luftigt ekstramateriale.

Man får en overfladisk ’making of’, der hæmmes af rygklapperi (21 min.), korte features, der ser på Snehvide, Ravenna, jægeren og dværgene (i alt 24 min.), en fin feature om filmens special effects, bl.a. det magiske spejl og hæren (13 min.) samt en feature om fortolkningen af eventyret, hvor det er ret interessant at se klip fra en ”promo”, der blev lavet for at sælge filmen til selskabet (6 min.).

Endvidere kan man gå på opdagelse i fem af filmens settings i 360-graders panoramaskud – alle med introduktion af instruktør Rupert Sanders og diverse korte indslag om hver setting. Man kan også se filmen i to versioner, biografversionen samt en 4 minutter længere udgave, som jeg så – men hvad forskellen består i, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hungrende fans kan slutteligt kaste sig over et informativt og ganske underholdende kommentarspor med instruktøren, visual effects supervisor Cedric Nicolas-Troyan og klipper Neil Smith.

Billede: 5/6  | Lyd: 6/6  | Ekstramateriale: 4/6

[tabgroup][tab title=”Snow White and the Huntsman | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel:
Snow White and the Huntsman, USA, 2012.
Instruktion: Rupert Sanders
Medvirkende: Charlize Theron, Kristen Stewart, Chris Hemsworth m.fl.
Spilletid: 127 min. (biograf-version), og 131 min. (forlænget version)
Distributør: Universal Pictures[/tab][/tabgroup]

PROMETHEUS: Et flot og svulstigt rumeventyr

En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

For ja, vi skal atter ud i det uendelige verdensrum, hvor en jagt efter svar på menneskets oprindelse er sat ind, intet mindre! Ombord på rumskibet Prometheus har et hold forskere med eventyrlyst og overmod således sat kurs mod en fjern planet, der muligvis rummer svarene. Ekspeditionens sikkerhed bliver dog snart sat over styr, for selvfølgelig gemmer planeten på ubehagelige overraskelser…

Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indkapsles eventyret i forførende smukke og fængslende flotte billeder. Her kan den gamle Ridley Scott absolut sit kram. Desværre er historien ikke nær så sikkert leveret. De flotte løjer mister en smule fokus og historien ender med en del uforløste elementer i spil. Her forsøges ganske enkelt fortalt for meget på for kort tid.

Hvis bare filmen havde været længere, så kunne historien og ikke mindst de medvirkende muligvis have fået mere tilfredsstillende spillerum. Mest interessant er Michael Fassbender som den gådefulde androide David, der tumbler med eksistentielle problemer. Men også både Noomi Rapace og Charlize Theron gør god figur som henholdsvis cool heltinde og snerpet leder med hemmeligheder.

Men desværre er der for mange i castet, der aldrig får ordentligt fodfæste og derfor ender som halvt forløste karakterer. Jeg ville fx gerne have set mere til Idris Elba i rollen som cigarrygende rumkaptajn – og hvorfor pokker har man ikke bare castet en gammel mand i rollen som oldingen Peter Weyland, i stedet for Guy Pearce iført gammelmands-makeup.

Prometheus er dog bestemt en både spektakulær og herligt ambitiøs film, der har nok pondus til at overvinde sine ujævnheder. Et forførende univers, der også sætter lidt lommefilosofisk sving i temaer som religion kontra videnskab og som heldigvis heller ikke er bleg for at servere klam og overgearet B-films-snask. Skønt! Så pokker i at finalen forjages en smule og logikken ikke hele vejen synes at have førsteprioritet.

Så selvom Prometheus ikke et nyt rummesterværk, er det både tempofyldt og fejende flot science fiction, der sender fine hilsner til filmen fra 1979 og H.R. Gigers originale monster-design. En actionfyldt og smukt buldrende drømmemaskine, jeg med sikkerhed vil vende tilbage til flere gange.

– Læs også min anmeldelse af ‘Alien-Anthology’ på Blu-ray.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Billedet er skarpt, farvemættet og veldefineret med både fine nuancer og solide kontraster. Lydsporet er ligeledes medrivende og spiller med velafstemte niveauer. En fornøjelse. Der medfølger desuden en ok omgang ekstramateriale. Man får to kommentarspor, et med Ridley Scott og et med manusforfatterne Damon Lindelof og Jon Spaihts. De er begge  informative og giver et fint indblik i idéerne bag filmen samt det endelige resultatet.

Herudover får man en række slettede og forlængede scener med valgfrit kommentarspor af filmens klipper og visual effect supervisor, bl.a. en lettere alternativ åbningsscene – men desværre ikke de mest interessante scener (37 min.). Endvidere medfølger de fine, korte film, der blev brugt til filmens opfindsomme markedsføring. Men desværre er her altså ikke tale om den dybdegående omgang ekstramateriale, man kunne have håbet på.

Originaltitel: Prometheus, USA, 2012 Premiere: 31.05.2012
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Fassbender, Charlize Theron, Idris Elba, Guy Pearce, Logan Marshall-Green, Rafe Spall m.fl.
Spilletid: 123 min.
Udgiver: SF Film

Indiana Jones’ eventyr imponerer på Blu-ray

En af de største filmhelte nogensinde er Indiana Jones. Med sin ikoniske hat og John Williams’ medrivende score i ryggen er han om nogen synonym med rendyrket eventyr. Nu kan man opleve ham svinge pisken og sætte nazister på plads med en ny og yderst lækker Blu-ray-udgivelse. Her er de fire film samlet for første gang og det med nyrestaureret billede og lyd samt timevis af interessant ekstramateriale.

Harrison Ford indtog første gang rollen som den eventyrlystne arkæolog i 1981 med den forrygende Jagten på den forsvundne skat. Den er som de tre fortsættelser instrueret af Steven Spielberg og med George Lucas som enten manusforfatter eller producer. Det er en pokkers underholdende film, der selv efter 30 år er et både dynamisk og medrivende eventyr. Nå ja, og så har den en af filmhistoriens mest uforglemmelige åbningsscener – ja, den hvor Indy flygter fra en trillende kampesten.

Harrison Ford er karismatisk og herlig sarkastisk i titelrollen, mens han gives godt modspil af Karen Allen som den egenrådige Marion Ravenwood – og så er John Rhys-Davies altså fantastisk som Indys betroede ven Sallah. Tempoet er højt og humoren veltimet, uden at karaktererne eller historien af den grund mister pondus i jagten på den sagnomspundne Pagtens Ark og kampen mod de onde nazister. Et udødeligt og på alle måder appetitligt eventyr.

Tre år senere kom den uundgåelige fortsættelse, Indiana Jones og templets forbandelse. En fængslende og langt mere dyster film. Selvom den ikke er lige så stærk som forgængeren, byder den dog på flere mindeværdige scener. Bl.a. den hæsblæsende jagt i minerne samt menneskeofringer med Amrish Puri som herlig diabolsk kultleder. Willie Scott er dog ikke nær så interessant et kvindeligt sidekick som Marion, mens knægten Short Round er irriterende kæk. Men jeg kan godt lide den mere mørke tone og de for franchisen karakteristiske eksotiske locations.

Den mere lette tone vender i 1989 tilbage med Indiana Jones og det sidste korstog – det samme gør de grumme nazister, mens jagten her sættes ind efter den hellige gral. Sean Connery slår sig til castet som Indiana Jones’ far og dynamikken mellem de to er en af filmens helt store styrker. Her er indtagende lune og en følelsesmæssig slagkraft, der fint spiller op mod de spektakulære action-scener. Yderst fornøjeligt.

I 2008 vendte Indy så tilbage i den udskældte Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Ja, noget af magien er væk, men her bydes altså også på et ekstravagant eventyr og så kan man heldigvis ikke tage charmen fra Harrison Ford. Året er 1957 og skurkene nu russiske kommunister, ledt an af Cate Blanchett som kold agent. Indy og co. boltrer sig her vanen tro gennem jungler og krypter, mens vittige replikker fyger gennem luften – men de der CGI-aber kunne jeg godt have undværet.

For ja, desværre kammer løjerne til tider over i kikset computergenereret action. og det dræner eventyret for noget af sin charme, mens effektjageriet også af og til overskygger historien og castet. Indys gamle flamme Marion vender desuden tilbage, mens Shia LaBeouf er den energiske Mutt – en mulig arvtager til Ford. En tempofyldt sag, der dog ikke lever op til de gamle film og Indy-magien opnås kun momentant.

Men selvom alle nok havde været bedst tjent med, at serien var forblevet en trilogi, så er filmene samlet set en sand fornøjelse at se og gense. En franchise, der er blevet en stor del af den populærkulturelle bevidsthed – og med god grund. For med sine uforglemmelige karakterer, eksotiske locations og dynamiske manuskripter leverer Indiana Jones eventyr, der kan ses igen og igen.

Billede og lyd:
Filmene har i den grad fået en flot restaurering. Farverne er mættede og gengives både troværdigt og overbevisende uden at miste sin filmiske kvalitet. Billedet har desuden solide kontraster, er imponerende detaljerigt og står skarpt, dog med en smule blødhed hist og her på de gamle film, men bestemt intet graverende. En fornøjelse.

Lydsiden er en endnu bedre. Her er imponerende godt smæk på både bulder og brag samt ikke mindst John Williams’ skønne score. Replikkerne går også klart igennem i et miks, der fornemt og medrivende balancerer sine elementer med både gode panoreringer samt fine detaljer og nuancer i lydlandskabet. Bedre bliver det ikke.

Ekstramateriale:
Der medfølger en femte disc, hvor man primært finder det mere end 7 timer lange sortiment af ekstramateriale. Her er både nyt og gammel materiale, desværre mangler der en smule fra dvd-udgivelserne, men det er til at leve med, med mindre man altså er ekstraordinær Indy-freak. For udgivelsen byder på massevis af dybdegående materiale om de fire film, deres tilblivelse og betydning for filmhistorien.

Man finder en ’making of’ for hver film (i alt ca. 156 min.) samt 12 kortere features, der ser på alt fra musikken til effekter og production design samt castet og locations (i alt ca. 145 timer). Endvidere er der to dokumentarer – en fra 1981, der bl.a. byder på spændende gamle klip og interviews (58 min.) samt en ny dokumenter, der bl.a. indeholder sjældne slettede scener og fraklip (58 min.). Alt i alt er her altså tale om et yderst fyldestgørende og interessant supplement til nogle fantastiske film. Sådan!

Læs om andre filmserier:
Alien Anthology
Mission: Impossible 1-4
Ringenes Herre-trilogien
Star Wars: The Complete Saga
Harry Potter – den komplette saga

Originaltitel: Indiana Jones – The Complete Adventures, 2012. Indeholder: Raiders of the Lost Ark (1981), Indiana Jones and the Temple of Doom (1984), Indiana Jones and the Last Crusade (1989), Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008).
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Harrison Ford, Karen Allen, John Rhys-Davies, Kate Capshaw, Amrish Puri, Sean Connery, Shia LaBeouf, Cate Blanchett, Ray Winstone m.fl.
Spilletid: 115 min., 118 min., 127 min. og 123 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment

En ærlig trailer for ’Prometheus’

Så er der en ny og sjov ærlig trailer klar. Denne gang bliver der lavet sjov med Ridley Scotts science fiction-basker Prometheus. Den er da også blevet noget blandet modtaget og ikke mindst kritiseret for sine plothuller og mangel på logik. Well, jeg kunne godt lide filmen – men denne ærlige trailer rammer nu alligevel ret fint et par af filmens ømme punkter.

Bl.a. laves der sjov med, at holdets geolog farer vild, selvom han er forsynet med de mest højteknologiske kort og udstyr, ligesom det bl.a. også påpeges, at besætningen slet ikke er bange, når de støder på underlige, nye livsformer. Se den herunder, men den indeholder mange spoilers – så er du advaret.

Se flere ærlige trailers:
En ærlig trailer for ’Avatar’
En ærlig trailer for ’Prometheus’
En ærlig trailer for ’Transformers’
En ærlig trailer for ’The Avengers’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight’
En ærlig trailer for ’The Hunger Games’
En ærlig trailer for ’Paranormal Activity’
En ærlig trailer for ’Twilight: New Moon’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight Rises’
En ærlig trailer for ’Ringenes Herre’-trilogien
En ærlig trailer for ’The Amazing Spider-Man’