Biografanmeldelse: Det er med visuel legesyge, musikalsk dynamik og fortællermæssige overraskelser, at Leos Carax’ både åbner sin musical ’Annette’ og fastholder disse fortrin. Jeg hvirvles nemlig her ind i et univers, hvor livet sitrer og musikken spiller, mens der undervejs i den dramatiske fortælling, indlægges sange på opfindsom vis i samspil med billedsiden og scenernes skiften.

Jeg kastes således ind på scenen i stand up-komikeren Henry McHenrys kaotiske liv samt i operasangeren Ann Defrasnoux’ stilfulde verden. De to er måske nok modsætninger: Den ene med sin provokerende humor den anden med sin skønsang på de hæderkronede scener. De er dog begge kunstnere i hver deres ret og finder da også snart sammen til dramatiske toner. Det slår gnister!

’Annette’ er fortællingen om to individer, men i høj grad deres stormombruste forhold sammen. Tag dog ikke fejl. For selvom det på papiret måske kan lyde en kende banalt med endnu en fortælling om, at sød musik opstår, når modsætninger mødes, er det blot et dramatisk afsæt for en film, der leger veloplagt med sin form og musicalens væsen. Overraskelsernes tid er i hvert fald ikke forbi.

Det er altså med at hænge på og holde godt fast i dette musikalske tog, der både buldrer voldsomt gennem landskabet, men også af og til sænker farten, hvor flere nuancer træder frem i både musikken, billederne og hos vores to hovedpersoner. Her finder man en spektakulær Adam Driver som den grænsesøgende Henry, mens Marion Cotillard er dragende som Ann.

De to går engagerende godt i spænd, men fungerer også hver for sig som individer, hvor de begge steder går i medrivende symbiose med sangene og musikken samt filmens dejligt bizarre, skøre og kulørte univers, hvor det meste og mere til synes at kunne ske. I det hele taget er her tale om en virkelig veliscenesat og ikke mindst legende musical, der går sine helt egne interessante veje.

Kort fortalt er ’Annette’ en magisk musical, der måske nok med sin spilletid på to timer og 20 minutter synes at miste lidt af sit ellers engagerende momentum af og til. Men tag ikke fejl, for det er hele turen værd, hvor hver ny scene er værd at vente på, mens musikken af gruppen Sparks hele vejen sparker liv i billederne og de medvirkende på potent, hjertevarm og helt rørende vis. Stærkt.

’Annette’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Annette’ har biografpremiere den 16. december.

Biografanmeldelse: Mesterinstruktøren Steven Spielberg kaster sig veloplagt over musicalgenren med sin nyeste film ’West Side Story’. Ja, her er tale om en ny version af den velkendte Broadway-musical af samme navn fra 1957, der endvidere blev filmatiseret i 1961 til stor Oscar-hæder. Som i den originale musical, gælder det også her forbudt kærlighed og en farlig krig mellem to bander.

Man finder således The Jets og The Sharks i 1950’ernes gader i New York. Begge grupperinger kæmper om deres territorier, mens forskellighederne banderne imellem også er med til at sætte ekstra blus under stridighederne. Hvad værre er, så forelsker Tony fra The Jets sig i Marìa, hvis bror leder an hos The Sharks. Der er nu tændt godt op under den dramatiske musical-gryde.

Med veloplagt dynamik og musikalsk schwung serverer Steven Spielberg med klassisk musicaltæft de velkendte sange, hvor bl.a. dansende grupper af medvirkende bringes energisk og velklippet til live i både billede og lyd. De enkelte musiknumre står altså skarpt og livligt frem som enkeltscener, mens musikken krydres med mellemliggende drama parterne imellem.

Jeg bliver forført af de medrivende forløste sange i dansende symbiose med de medvirkende. Her finder man bl.a. en charmerende Ansel Elgort som Tony, mens Marìa spilles med sødme og styrke af Rachel Zegler. Der er god kemi imellem de to, selvom deres brusende forelskelse ikke får sat sig følelsesmæssigt fast hos mig. For selvom følelserne får fuld pedal, får de desværre ikke sit tag i mig.

Heldigvis har Spielberg sit sikre greb om de mange musiknumre, hvor også hårdtslående slåskampe mellem banderne har pondus. Desværre ender musicalens spilletid på to timer og 36 minutter med at modarbejde musikken og fortællingens dynamiske fremdrift. De ellers medrivende eskapader mister altså noget af den virilitet, der lægges for dagen i filmens første halvdel.

Selvom ’West Side Story’ anno 2021 ramler ind i en smule dødvande undervejs, lever den veloplagt af sine veliscenesatte sange – også selvom jeg altså ikke gribes følelsesmæssigt af kærlighedshistorien. Sagt med andre ord, så beviser Spielberg, at han har engagerende krudt i røven til at levere de musikalske numre, men lidt sværere ved at klippe musicalen medrivende til i klipperummet.

’West Side Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

’West Side Story’ har biografpremiere den 8. december.

Biografanmeldelse: Den står på familieformuer, store følelser, stolte traditioner, jagten på magt, stilfuld mode, berusende kærlighed, kynisk bedrag og nogle af Hollywoods største stjerner, når Ridley Scott folder sit drama elegant ud med ’House of Gucci’. Her er så absolut knald på den filmiske palette, hvor Lady Gaga og Adam Driver leder gribende an i filmen, der er baseret på en sand historie.

De spiller henholdsvis den ambitiøse Patrizia Reggiani og den formuende Maurizio Gucci. Henholdsvis en kvinde i kontrol og en smågenert mand, hvor Amor – på trods af deres forskelligheder – slår ned som et lyn mellem de to, der altså har den brusende kærlighed tilfælles. Men fordi Patrizia kommer fra en noget anden virkelighed og af beskedne kår, ender Maurizios far med at slå hånden af sin søn.

Det er således fra det fælles ståsted som kærligheden udgør for de to, at parrets rejse og vej tilbage mod toppen begynder. Familie, traditioner og ikke mindst blodets bånd betyder nemlig alt for Gucci-familien, hvor Maurizio dog har andre planer end at føre familiens modedynasti ind i fremtiden. Men man bryder ikke så let med en så traditionstung arv som modehuset Gucci har.

Jeg bliver her draget ind i en extravagant, stilfuld og dramatisk potent verden, som jeg blev henført til og forført af. Præcis som det også er tilfældet for Patrizia. Filmens smukke scener er da også dynamisk og elegant udfoldet med et lækkert soundtrack for fuld skrue. Her er schwung på alt fra de store modeshows og spektakulære fester, til når bølgerne går højt og den ene cigaret ryges efter den anden.

Det er dog måske ikke just den strammest fortalte historie, Ridley Scott får leveret på filmens godt 2 timer og 40 minutter. ’House of Gucci’ overlever dog for mig fint sin af og til lidt lange spilletid, da netop den verden, jeg her bliver en del af bider sig godt og gribende fast i mig, hvor ikke mindst også historiens både karismatiske, smukke og excentriske karakterer er herligt selskab.

Udover Lady Gaga, der med intimt nærvær og lyn i øjnene, ikke er til at få øjnene fra samt en charmerende Adam Drivers småkejtede Maurizio, finder man bl.a. også en stoisk Jeremy Irons som den bestemte farmand Gucci, mens en karismatisk Al Pacino er en sand fryd som onkel Aldo Gucci i hopla, og så er Jared Letos excentriske Paolo Gucci et veloplagt bekendtskab som familiens sorte får.

’House of Gucci’ får 5 ud af 6 stjerner:

’House of Gucci’ har biografpremiere den 2. december.

Biografanmeldelse: På mystisk vis begynder flere og flere folk i den udknaldede ’Apples’ at miste hukommelsen. Hvorfor vides ikke. En af dem er den midaldrende Aris. Han vågner således op i en bus uden hverken at vide hvem han er eller hvor han kommer fra. Pist væk er hukommelsen. Han har endda intet ID på sig, hvorfor han end ikke kan identificeres.

Inden han ser sig om, er han en del af et genoptræningsprogram, der skal få ham til at huske igen. Det er dog nemmere sagt end gjort. For gennem en lang række af stadigt mere og mere mystiske øvelser, er det meningen, at han skal huske og samtidig skabe nye minder og finde sig en ny identitet. Det lykkedes bare ikke rigtigt. På sin vej møder han Anna, der er en del af et lignende program.

Den græske og sorthumoristiske absurditet ’Apples’ er på sin vis en art reflektion over identitet, menneskelighed og minders betydning for os som mennesker. Det er så absolut en dragende præmis, hvor jeg suges ind i fortællingens syrede univers, hvor Aris er omdrejningspunktet samt ikke mindst rækken af øvelser, som han skal forevige med sit kamera. Dejligt skørt.

Han får bl.a. til opgave at deltage i en udklædningsfest, videre til at cykle samt at køre galt med en bil (?!?). Det hele er med andre ord bizart, grotesk og syret. Herligt! Det er derfor også en skam, at filmen ikke helt formår at opretholde et fremadrykkende flow i sin fortælling, hvor rækken af øvelser undervejs går lidt i tomgang og omkring sig selv.

Selvom denne en smule repetitive fortællestruktur suger lidt af mit engagement ud af de herligt skøre og dejligt underspillede løjer, så lykkedes det instruktør og medforfatter Christos Nikou at opretholde det sælsomme univers filmen igennem. Desuden opstår der et fint og umage forhold mellem Aris og Anna, som det ikke er til at blive helt klog på. De to sammen har en skøn og skør dynamik.

’Apples’ er med andre ord en herligt syret omgang underspillet vanvid, hvor der leges med tematikker som hukommelse, kærlighed, identitet og betydningen af minder. Der skabes her et fint samspil mellem netop tematikkerne og den refleksion de affødte hos mig. En grotesk underholdende absurditet, jeg blev forført af og henført til, det selvom luften sine steder gik lidt af de udknaldede eskapader.

’Apples’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Apples’ har biografpremiere den 2. december.

Biografanmeldelse: Det er ikke en rar rejse, man kommer med på, når turen i ’Pleasure’ går ind i Los Angeles’ pornoindustri med den 19-årige Linnéa som hovedperson. Hun drømmer om at blive den næste store pornostjerne under navnet Bella Cherry. Vejen til toppen er dog hverken guldbelagt eller uden sin del af ubehagelige konsekvenser for den ambitiøse svensker.

Med glimtende pastelfarver og oplyste lokaler foldes den rå fortælling ud, hvor ubehaget hele vejen dirrer i en historie, hvor de mere lette scener altid modsvares af de mange scener, som gav mig knuder i maven. Det er fra beskedne kår i bunden af pornohierarkiet, at Linnéa starter sin tur mod toppen. Men for at nå op blandt stjernerne, skal man være villig til lidt af hvert og ikke mindst mere til.

Her er grænsen mellem pleasure og business for Linnéa gråtonet. En grænse, der må overskrides, hvis drømmen skal indfries. Jeg kommer således med på settet, når pornofilmene optages, hvor mændene står klar med stive pikke til at gøre deres arbejde. Men selvom både instruktører og medspillere siger, at Linnéa altid kan stoppe, hvis hun ikke har lyst mere, er virkeligheden en anden. Yderst ubehagelig.

Sofia Kappel leverer et hudløst ærligt og medrivende nuanceret portræt af den målrettede og stærke, men også naive Linnéa. Jeg tror på hende hele vejen. Fra hendes liv i et beskidt og sørgeligt bofællesskab med andre pornoskuespillere, videre op ad karrierestigen, der består af storstilede pool-fester og dyre palæer, hvor det ikke bliver mindre ubehageligt at bevidne optagelserne. Omgivelserne er blot byttet ud.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Ninja Thyberg har et virkelig stærkt greb om sine virkemidler, det uden at fortællingen vakler og bliver et postuleret syn ind i en kynisk og barsk verden. Jeg bliver måske aldrig for alvor helt klog på motivationen hos Linnéa, men ved ikke at trække en eller anden påklistret bevæggrund ned over hovedet på hende, holdes der et fast greb om filmens gråzoner.

Linnéa siger ganske vist selvsikkert bl.a., at hun gør det fordi, hun er vild med pik og at blive filmet. Det klinger dog hult, når først kameraerne tændes og scenerne kræver både dobbelt-anal-penetration og voldelige scener, hvor voldtægten hele tiden synes at befinde sig i kulissen og i øjnene på Linnéa. ’Pleasure’ er kort fortalt ubehagelig, dragende og tankevækkende. Stærkt!

’Pleasure’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Pleasure’ har biografpremiere den 25. november.