Biografanmeldelse: Man skal passe på med hvem, man bliver venner med på sin ferie. Det er i hvert fald tilfældet i Christian Tafdrups psykologiske gyser ’Speak No Evil’, der med satirisk kant sætter både mande- og kvinderoller samt sociale spilleregler dynamisk i stævne. Man møder nemlig her to familier, som tilbringer en weekend sammen efter, at de har mødt hinanden på en ferie i Italien.

En dansk familie med mor, far og en lille datter inviteres her til Holland hos en anden familie med mor, far og en lille søn. Det hele synes idyllisk og som et spændende eventyr for det danske trekløver sådan at begive sig afsted ud i et afsidesliggende hus midt i skoven for at holde en festlig weekend i nye venners lag. Der er dog noget, som ikke helt er, som det skal være.

Der er noget, som synes forkert ved de ellers gæstfrie hollændere. Der er gjort klar med gæsteværelser, deres dreng Abel har set frem til en legekammerat i datteren Agnes, mens der er god mad, højt til loftet og vin i glassene. På overfladen synes alt fryd og gammen, men stille, roligt og underspillet går det snigende op for Bjørn og Louise, at værtsparret Patrick og Karin nok ikke er helt søde.

Det er afsættet for ’Speak No Evil’, der folder sig engagerende ud, hvor netop måden hvorpå, de mange små hints om, at noget ubehageligt gemmer sig i skyggerne, er veleksekveret. Så selvom fortællingen måske nok går en kende i ring på vejen med den brutale finale, der hele vejen hintes mod, så er turen dertil ganske medrivende. Både ubehagelig og sorthumoristisk.

Selvom historien måske ikke som sådan er videre original eller overraskende, er den virkelig velspillet og sine steder oprigtigt ubehagelig. Det er derfor også en skam, at fortællingen altså ikke helt matcher et ellers replikstærkt og familiedynamisk gyserdrama. Morten Burian og Sidsel Siem Koch er vildt gode som henholdsvis en underkuet mand og hans overkorrekte hustru.

Fedja van Huêt og Karina Smulders spiller ligeledes overbevisende og ikke mindst dynamitgodt op ad det danske par, hvor ikke mindst Huêt formår at gå den fine balancegang mellem venlig og underspillet intimiderende. Liva Forsberg og Marius Damslev indfinder sig fornemt som den dramatiske uskyld i skikkelse af den glade datter og en genert Abel.

Filmens score af Sune Kølster bør også fremhæves for sin grundtone af uhygge, der bl.a. på grum vis foregriber gyset i filmens smukke åbningsbilleder af Italien. Christian Tafdrup er altså lykkedes med at skabe et veloplagt psykologisk gys, hvor ikke mindst det dynamiske samspil mellem de to familier fungerer satirisk og ubehageligt godt, mens finalen er det punktum, jeg sultent ventede på.

’Speak No Evil’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 17. marts.

Biografanmeldelse: Vi befinder os i 1700-tallets Italien, hvor man kommer med indenfor murene på et kloster i byen Pescia. Her møder vi nonnen Benedetta, der blev optaget i de religiøse omgivelser som barn. Hun er nu en voksen kvinde med et liv viet til sin tro. Da hun imidlertid begynder at få religiøse syn med Jesus i centrum, ændrer det også hendes syn på verden og sig selv.

Disse mirakuløse syn bliver ligeledes starten på en rejse ind i kødets forbudte lyster for den ellers fromme nonne. Lysterne bliver kun forstærket, da den unge kvinde Bartolomea en dag ankommer til klostret. De to kvinder udvikler nu et lesbisk forhold, hvor de udforsker hinandens begær og kroppe. Det er en farlig vej, de to er på vej ned ad, da den katolske kirke ikke just ser mildt på den slags.

Det er en hele vejen dragende, nuanceret og intens Virginie Efira, der leder an som Benedetta i det historiske drama, som desuden er inspireret af virkelige begivenheder. Daphne Patakia portrætterer den mere udfordrende og egenrådige Bartolomea. De to har sammen medrivende nonne-kemi for fuldt begær. Der bliver da heller ikke skjult meget i scenerne, hvor de to giver efter for deres lyster.

Mesterinstruktøren Paul Verhoeven har et virkelig stærkt greb om både dramaets religiøse side og fortællingens lidenskabelige lyster, der i dynamisk samspil driver den gribende historie frem, hvor Benedetta i den grad bliver udfordret på sin tro. Og hvad er egentlig op og ned på hendes syner? Er de ægte eller er der noget andet på spil?

Således snor dramaet sig om tematikker som skyld, skam og synd, hvor kroppen er fjenden for nonnerne, der gør alt for at undgå at hengive sig til den forbudte frugt. Det er denne grænse vores to hovedroller i den grad overskrider. Det på medrivende vis, hvor det ligeledes lykkedes at sætte deres fortælling i en større historisk og religiøs kontekst, der åbner filmens verden op på forførende vis.

Den garvede og altid seværdige Charlotte Rampling indtager desuden rollen som kynisk og streg abbedisse. Hun er absolut et stærkt krydderi til vores to hovedrollers sprængfarlige samspil. Den i dag 83-årige Paul Verhoeven her kort fortalt med ’Benedetta’ skabt et dragende drama, der på fascinerende vis sammensmelter sex og begær med religiøsitet og tro. Formidabelt blasfemisk.

’Benedetta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Benedetta’ har biografpremiere den 10. marts.

Biografanmeldelse: Hvorvidt man skal være hardcore fan af Foo Fighters for sådan rigtigt at kunne sætte pris på deres gyser-komedie ’Studio 666’, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg lytter selv med mellemrum til bandet, men nogen hardcore fan er jeg ikke. Til gengæld er jeg hardcore gyserfan, og der er absolut flere ting, der spiller splattet godt i filmen, der desværre bliver for lang for sit eget bedste.

Men hvad handler det overnaturlige gys så om? Foo Fighters – det rigtige band – står overfor at skulle lave deres 10. album. Det skal selvsagt være noget helt specielt. Så med bandets frontmand Dave Grohl som primus motor, flytter de nu ind i en gammel og knirkende villa for at indspille albummet. Villaen huser dog en blodig fortid, der nu sniger sig grumt ind på bandet.

Der lurer nemlig noget dæmonisk i skyggerne, hvilket Grohl hurtigt fornemmer, men slår hen igen. Således kan optagelserne starte, men skriveblokaden sætter ind – og hvad stiller Grohl og co. så op? Herfra er det i et noget tungt tempo, at fortællingen folder sig ud. Der krybes olmt fra den ene til den anden scene, hvor bl.a. rødøjede dæmoner lurer i mørket, mens Grohl bliver mere og mere manisk.

Det er præmissen, hvilket egentlig er cool. For hey, kombinationen af tung rock, bandet og her karismatiske Grohl samt en portion blodig gore på den overvejende gammeldags facon afføder ganske fin gyserunderholdning i den lette ende, mens genren tages under kærlig, kæk og selvbevidst behandling. ’Studio 666’ er uden tvivl lavet med det blodige hjerte på rette sted.

Jeg fornemmer i hvert fald en oprigtighed i projektet og det konstante glimt i øjet, hvor dynamikken i bandet og deres gode energi smitter af på mig. De har uden tvivl haft det sjovt med at lege gyserfilm, så det har jeg også – i hvert fald et stykke af vejen. For desværre trækkes historien i langdrag og bliver noget træg undervejs, hvor scenerne begynder at minde om hinanden.

Det sagt, så diskes der op med flere fint sjaskede drab, et par seje dæmoner og sin del af medrivende musik, hvor det overvejende er Grohl, der bærer læsset, hvilket han sådan cirka slipper afsted med takket være bl.a. også filmens kække tilgang gyset, der emmer af 80’erne, hvor bl.a. skrækmesteren John Carpenter dukker op i en cool cameo og ikke mindst på lydsiden. Sejt!

’Studio 666’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Studio 666’ har biografpremiere den 10. marts.

Biografanmeldelse: Moderskabet står som en spirende piedestal helt centralt i den spanske filmskaber Pedro Almodóvars nyeste og farverige værk ’Parallelle mødre’, mens her også gives dramatisk plads til temaer som fælles traumer og fortidens spøgelser. Vi møder her to gravide singlekvinder, der ender på samme fødestue og med hver deres nyfødte baby i favnen.

Henholdsvis fotografen Janis, der er omkring de 40, mens den noget yngre teenager Ana ikke helt har fundet sin vej i livet endnu. Forskellene stopper dog ikke der. For hvor Janis står stærkt midt i livet og med stor glæde i øjnene over at skulle være mor, er Ana mere usikker og desuden blevet gravid under tragiske omstændigheder. Fælles for dem begge er dog, at graviditeten ikke var planlagt.

Selvom modsætningerne mellem de to kvinder ved første øjekast måske nok står stærkest frem, binder ikke mindst moderskabet de to sammen her på fødegangen, hvilket skal vise sig at blive starten på et uventet venskab, der får stor betydning for dem begge. Det er således kvinder, moderskab og forholdet mellem disse, der agerer dramatisk guide gennem filmen.

Penélope Cruz indtager med nærvær, karisma og dramatisk tyngde rollen som Janis, der forsøger at jonglere sin nye rolle som alenemor og samtidig håndtere fortidens skygger fra borgerkrigen, der trækker tragiske tråde ind i hendes familie. Milena Smit giver som Ana et følsomt og sart portræt af en kvinde, der har svært ved at finde fodfæste i livet og i sig selv. De to sammen er dynamisk godt forløst.

Det er derfor også til at leve med, at fortællingen og beskrivelsen af vores to hovedrolleindehavere undervejs måske nok mister lidt nerve og dramatisk fremdrift. Hertil kommer den forførende palet af stærke farver som dybe grønne, røde og orange, der pirrer mine øjne mellem kulturelt velfunderede bogreoler og kunst på væggene i bl.a. Janis’ hjem. Det er visuelt stimulerende.

Pedro Almodóvar har med ’Parallelle mødre’ skabt en for det meste af vejen ganske dramatisk dragende fortælling om kvinder, moderskab, fælles traumer og personlige tragedier, der som helhed måske nok vakler lidt, men som fortælling alt sammen peger mod lysere tider. Det er bare med at se fortidens spøgelser i øjnene, hvis fortidens mørke skal byttes ud med en lys fremtid.

’Parallelle mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Parallelle mødre’ har premiere den 3. marts.

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at ødelæggelsernes mester Roland Emmerichs nyeste destruktionsfilm ikke just er hverken subtil eller troværdig. Tværtimod. Det er nu heller ikke meningen. Den er nemlig lige præcis det modsatte. Den er storladen og tåbelig i sit langt-ude-plot. Det er dog ikke ensbetydende med, at ’Moonfall’ ikke er underholdende. For det er den.

Ganske vist bliver de bombastiske løjer for lange for deres eget bedste og mister lidt pusten af og til undervejs i sine to timer og 10 minutters bulder og brag. Emmerich ved dog absolut godt, hvad han laver. Han vil underholde. Koste hvad det vil. For nej, ’Moonfall’ skal absolut ikke være hverken realistisk eller troværdig, men derimod forsøge at underholde på et overdrev for fuld skrue.

Her er netop tale om en film på et vildt overdrev, der i al sin vælde hiver mig med ind i sit univers, hvor intet giver mening. Og så alligevel. ’Moonfall’ giver nemlig mening på sin helt egen dejligt dumme måde, hvor Jorden skal reddes fra månen, der under mystiske omstændigheder er røget ud af sine bane og nu er på kollisionskurs med Jorden, hvor den sikre død således venter menneskeheden.

Vi møder her den afdankede og tidligere astronaut Brian Harper, der af skæbnens uransagelige veje fører ham sammen med sin tidligere astronaut-kollega Jocinda Fowler samt ikke mindst også med den småexcentriske konspirationsteoretiker KC. Det umage trekløver må nu under umulige omstændigheder rejse mod månen for at redde Jorden fra den sikre undergang.

Mere behøver man sådan set ikke at vide om dette bombastiske bæst, hvor stor ikke er nok og størst nærmest heller ikke kan gøre det. For når jeg lige tror, at nu kan det ikke blive meget dummere, så kaster handlingen sig ind i den næste plotmæssige umulighed, som dog skal siges at være et ret så underholde ridt ind i Emmerichs verden af tonstunge tåbeligheder af ren destruktion.

’Moonfall’ lever med andre ord ikke af et realistisk favntag med masseødelæggelse, men derimod af, at jo mere bombastisk det hele er, desto bedre. Trekløveret i front er desuden gode, hvor Patrick Wilson, Halle Berry og John Bradley har fin dynamik. Desværre løber løjerne altså lidt for langt for deres eget bedste. Men hey, hvis noget skal smadres for fuld skrue, så lad trygt Emmerich om det.

’Moonfall’ får 3/6 stjerner:

’Moonfall’ har biografpremiere den 17. februar.