‘The Lost Daughter’ tager livtag med det svære moderskab

Biografanmeldelse: Moderskab, tabuer og fortidens spøgelser foldes gribende ud i det afdæmpede og subtilt fortalte drama ’The Lost Daughter’. Her leder Olivia Colman engagerende an som den nogle og 40-årige Leda, der er taget på en soloferie til Grækenland. Dagene går bl.a. her med solen højt på himlen og i en liggestol på stranden, hvor alt tilsyneladende ånder fred og idyl.

Strandferien forbliver dog ikke den rolige afslapning, som Leda nok havde ønsket sig. For i mødet med andre strandgæster, får hun nu rippet op i egne skeletter i skabene fra fortiden og sin egen rolle som mor til to voksne døtre. Således får Ledas fortælling og fortid liv gennem bl.a. fine krydsklip til hendes tid som ung mor og nutiden på ferie.

Det er bl.a. med dette enkle fortællegreb, at den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Maggie Gyllenhaal fastholder og holder et stærkt greb om både sin tankevækkende, rørende og spændende historie samt de forskellige karakterer, vi her kommer til at kende. Det hele med Olivia Colmans nuancerede portræt som anker og centrum for dramaet.

’The Lost Daughter’ er desuden besat af naturligt spillende skuespillere, der fornemt supplerer og motiverer handlingen og Ledas indre rejse til både sin fortid og nutid. Her finder man bl.a. Dakota Johnson som en af de øvrige strandgæster, Ed Harris som altmuligmand, Peter Sarsgaard som akademiker samt ikke mindst Jessie Buckley som den unge Leda, vi møder i filmens flashbacks.

Jo længere man kommer ind i filmen og Ledas karakter, jo flere skyggesider og traumatiske oplevelser dukker der op. Det er gribende udfoldet og velfortalt. Det selvom der undervejs også er et par pointer, som synes genfortalt en tand for meget for sit eget bedste. Langt overvejende er her dog tale om en underspillet, men bestemt også både intens og sine steder helt nervepirrende film.

Maggie Gyllenhaal, som man måske nok først og fremmest vil kende som skuespiller, er med ’The Lost Daughter’ kort fortalt trådt særdeles stærkt ind på scenen som både instruktør og manuskriptforfatter. Olivia Colman ejer alle sine scener i en film, der desuden er rig på dragende feriestemning og svære emner som tab, moderskab, sorg og fortrydelse. Stærkt!

’The Lost Daughter’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Lost Daughter’ har biografpremiere den 10. marts.