Forudsigelig forbytningskomedie er hurtigt glemt

Så har Hollywood sørme banket endnu en letbenet komedie sammen – big surprise. Heldigvis har forudsigeligheden et par trumfkort i ærmet, nemlig den altid charmerende Jason Bateman samt den (åbenbart) evige drengerøv Ryan Reynolds. Men selv et par veloplagte gutter samt forceret kækhed kan ikke redde Hvis jeg var dig fra at være andet end en flad og hurtigt glemt bagatel.

Nå, men filmens præmis er, at de to bedste venner, familiefaren Dave og den ubekymrede charmør Mitch efter en våd tur i byen pisser i et springvand, mens de enstemmigt ønsker sig den andens liv. Næste dag vågner de op og har på magisk vis byttet kroppe og liv – forbytningskomedien er sat på skinner. For hvordan skal det gå, når Mitch skal håndtere familie og arbejde, mens Dave skal, ja… slappe af.

Allerede i filmens første scene bliver der sagt ”fuck” og leveret baby-afførings-humor. Jep, man forsøger at være både fræk og (en smule) grænseoverskidende. Senere bliver der også serveret godt med bare bryster, prut-jokes, en liderlig højgravid samt mandlig kønsbarbering. Men alle disse forsøg på at give en i grunden sød og sentimetal film kant fejler og virker mere påtaget end egentlig sjovt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDSELSEN–> Læs mere

Halvsløve hunde bjæffer uden blodigt bid

Ja, selvfølgelig har alle en morder potent gemt i sig – altså, hvis bare man presses langt nok ud. No biggie, overlevelsesinstinkt og sådan. Men hvad skal der så til for at komme helt derud, hvor en ellers civiliseret pacifist og konfliktsky forfatter som David Sumner griber sømpistolen og uden tøven trykker på aftrækkeren? Det får man svaret på i det vakkelvorne og underligt ufarlige remake Straw Dogs.

Igen vil jeg skåne jer for en klagesang over, at der er blevet spyttet endnu et remake ud af Hollywood. Nogle genindspilninger synes dog mere berettigede end andre, fx hvis de giver et nyt spin på originalen. Det er ikke tilfældet her. Resultatet er blot en mindre potent, langt fra nervepirrende og uforløst kopi-pølse af Sam Peckinpahs fænomenale original fra 1971. Vuf, og så ingen grund til yderlige sammenligninger.

David Sumner og hans søde kone Amy flytter tilbage til hendes hjemby i Mississippi. Her er det er meningen, at han i ro og fred kan få arbejdet, mens de får sat barndomshjemmet i stand. Sådan går det selvfølgelig ikke, for det er ikke sådan for en intellektuel bybo at slå sig ned i en lille sammenbidt flække. Så der opstår snart splid mellem Sumner og de brovtende håndværkerne, der skal renovere huset.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Endnu en omgang blodig kispus med Døden

Med Final Destination 5 kastes man atter ud i blodig kispus med Døden. Det er business as usual. En flok mere eller mindre usympatiske teens må forsøge at snyde Døden, inden de selv ender som underholdende blodsprøjt på skærmen. Nej, det er hverken originalitet i historien eller karaktererne, der skal sikre filmens overlevelse, men opfindsomheden i de groteske drab. Dem er der heldigvis et par stykker af.

Der lægges heftigt fra start med en titelsekvens, hvor flyvende kranier og eksplosioner lover veloplagt død og ødelæggelse. Ja, her er det snarere Døden, man hepper på end de tåbelige medvirkende. Film-franchsiens præmis er da også stadig både fascinerende og herligt bizar, men desværre ikke hele vejen lige medrivende forløst.

Men hey, selvom den sardiske rutsjebanetur ikke just er noget formfuldende splatterorgie, så leveres der nogle yderst bestialske og ikke mindst overraskende drab undervejs. Ja, jeg vred mig både i væmmelse og forbavselse over de halsbrækkende drab. Skønt. Desuden bliver det også til et cool gensyn med en brummende Tony Todd i birollen som den mystiske William Bludworth.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mere dæmonbesat hjemmevideo-uhygge, gisp!

Okay, jeg er en af dem, der blev skræmt godt og grundigt af dæmon-gyset Paranormal Activity – og opfølgeren havde også sin del af koldsved. Så jeg var spændt på om Paranormal Activity 3 kunne levere endnu en omgang neglebidende uhygge og samtidig bygge videre på det håndholdte-hjemmevideo-koncept.

I denne ombæring tages vi via gamle videooptagelser tilbage til 1988, hvor de to søstre, Katie og Kristi, første gang støder på den paranormale ondskab. Kristi har en usynlig ven, der dog snart viser sig at være knap så venlig – go figure, the demon is loose. Jep, præmissen er den samme – ting bevæger sig og døre smækker uden grund, så pigernes papfar sætter kameraer op for at indfange de mystiske hændelser…

Konceptet og opbygningen ligner altså de første film, men illusionen med at komme ind på livet af en families møde med det overnaturlige er fint fortalt. De medvirkende er naturlige og man holder hurtigt af både den charmerende papfar Daniel og den mere skeptiske mor Julie, mens de to piger er både søde og skræmmende. Nej, jeg har det sgu ikke godt med dæmon-besatte børn, hvilket taler til filmens fordel.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Flad krimi-bøvs er en ujævn ligegyldighed

Hva’ fa’en laver alle de fine stjerner på coveret til krimi-krumspringet Headhunterne? Jeg mener, der må være et eller andet, der er gået henover hovedet på de gavmilde anmeldere. For der er for mig at se ikke det store at komme efter i denne uengagerende thriller-fortælling. Karaktererne er intetsigende, historien skåret ud i pap og den slappe spændingskurve er flad. Bøvs.

For slet ikke at tale om det uelegante miks af alvor og humor – mere forfejlet end vellykket. ”Ja, vi dypper sgu da lige vores hovedperson i lort, det giver sådan lidt en absurd kant, skide sjovt!” – næppe, og lad mig end ikke komme ind på det generiske score. Her breder jazzet-fjolle-muzak sig stinkende ud over en ellers flot og stilsikker billedside. Nå, nedslagtning nok – for hvad handler filmen egentlig om?

Roger Brown arbejder som headhunter, men skovler også en pæn sjat penge ind som kunsttyv. Han har en dyr livsstil og en forvent kæreste, der skal vedligeholdes. Men selvfølgelig ender den blonde tyv i fedtefadet, da et ellers ultimativt tyveri giver bagslag – og snart er Roger den jagede. For en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau kommer ind fra højre med en egen agenda og fingeren på aftrækkeren. Tjubang.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kærlighed og hævn i brutal karambolage

Man siger, at hævnen er sød – i den brutale Revenge: A Love Story er den også både smuk, smertelig og malet op i medrivende billeder med matte farver og dragende kompositioner. En fremragende hævn-thriller, hvor kærlighedens altopslugende kraft støder sammen med et hævntogt uden nåde. Ganske vist blodig, men uden at miste sin menneskelige nerve eller grebet om kærlighedens ulykkelige skæbner.

Hong Kong er udsat for en række bestialske mord på gravide kvinder og en intens jagt på morderen er sat ind. Menneskejagten bringer den unge Kit i politiets varetægt og der indledes et særdeles hårdhændet forhør. Herfra bringer filmen os i flashbacks tilbage til den fatale begivenhed, der ledte Kit til de blodige gerninger. Mere skal ikke afsløres her – så undlad også lige at læse bagsideteksten på filmens cover.

For måden hvorpå plottet og Kits motiv foldes ud er både elegant, overraskende og hele tiden med til at holde et sikkert greb i publikum. Her leges der pirrende med publikums empati – eller mangel på samme. Det er dog sikkert, at det er kærligheden mellem Kit og den søde Wing, der besegler det intense og poetiske mordtogt, hvor hævn, forløsning og tilgivelse dirrer i den tørre luft.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Hostel’-filmene er underholdende død og tortur

Der er landet en tredje film i den blodigt underholdende ’Hostel’-serie, så jeg har lige haft de tre film igennem afspilleren. Jeg er ret begejstret for Eli Roths to første kapitler, så jeg var spændt på, hvor en ny film ville bringe franchisen hen, bl.a. fordi det ikke længere er Roth, der instruerer – ja, han har slet ikke været involveret i produktionen. Men inden vi når til Hostel: Part III, runder vi lige de to første film.

Roth debuterede med den herlige epidemi-gyser Cabin Fever i 2002, men slog for alvor igennem med Hostel tre år senere. En grum og blodig lille sag, hvor man følger en flok unge knøse på interrail i Europa. De er på jagt efter fest, druk og damer, så da de bliver lokket til Slovakiet med lovning om labre tøser, slår de til. Det skulle de aldrig have gjort. Tortur og organiseret død følger – og vi følger gladeligt med.

Hostel er en ond, underholdende og herlig sorthumoristisk ’teens-get-killed-in-the-most-gruesome-way-flick’, der på trods plothuller og et til tider bastant manuskript serverer en yderst fornøjelig omgang sadistisk splat. Desuden bringes tunge temaer som menneskets ondskab, hævn og forløsning farverigt i spil – heldigvis er de grove løjer leveret med et glimt i øjet og godt greb om genren.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN Læs mere

Romantisk nostalgitrip er himmelsk filmmagi

Selvfølgelig ville en håbløs romantiker og nostalgitrippende filmbuff som undertegnede falde pladask for neurotikeren Woody Allens sentimentale og yderst charmeredende Midnight in Paris. En hyldest til et romantisk Paris, nostalgien og eventyret, der venter lige for næsen af os. Oh la la, baguette og absint…

Forfatteren Gil får sig noget af en overraskelse på sin ferie til Paris, for her ender han på magisk vis tilbage i 1920’ernes fortryllende Paris. Så alt imens hans forlovede og svigermoren har travlt med at shoppe ligegyldigheder og hans konservative svigerfar håner byen, fester han med datidens store kunstnere, bl.a. forfatterne Hemingway og Fitzgerald samt den surrealistiske maler Dalí.

Woody Allen har begået en både vittig og rørende film, der med et veleksekveret manuskript legende let forener fantasi og virkelig – herligt befriet for en forklaring på hvordan de natlige ture tilbage i tiden kan lade sig føre. Det kan de bare. Det er medrivende parisisk poesi, men også med en bittersød erkendelse af, at lykken ikke nødvendigvis befinder sig i fortidens nostalgiske lys, men lige nu og her.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Colin Farrell luner som lummer vampyr

Bare rolig, jeg skal nok spare jer for alt meget tid på at bitche over, at man endnu en gang skal belemres med et remake – og ih og åh, hvor meget bedre originalen er. Jeg vil blot opfordre til, at man tjekker Tom Hollands originale Fright Night fra 1985, bum. Og mæsk jer så ellers i denne ujævne, men ganske underholdende genindspilning, hvor en karismatisk Colin Ferrell viser tænder som forførende vampyr.

Præmissen er ligetil. Charley og hans mor får en vampyr til nabo – entering laber Colin Farrell i wifebeater. Det er selvfølgelig kun Charley og hans nørdede ven Ed, der er klar over naboens skarpe hjørnetænder. Ja, ungerne ved besked, mens de voksne ikke aner uråd – you know the drill. Så nu må Charley gøre hvad han kan for at holde sig selv, sin mor og kæresten i live, inden Farrell sætter tænderne i dem.

Remake eller ej, så er her tale om en munter lille sag. Der bydes ganske vist hverken på videre nuancerede karakterer eller stor følelsesmæssig slagkraft, men blot halvtjept ’vampyr-sjov-og-ballade’ med en kant af uhygge. Det er uden tvivl Farrell, der er det mest forførende bekendtskab, mens bl.a. hverken David Tennant som fjollet showman eller Christopher Mintz-Plasse som nørdet side-kick gør videre indtryk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kæk romantisk komedie er klichéfyldt ævl

For helvede da også! Jeg burde have vidst, at Friends with Benefits – på trods af sporadisk positiv omtale – blot var endnu en forglemmelig romantisk komedie tilsat kække forsøg på også at være en smule fræk. Jep, Justins bare balder in ya face. Men hey, jeg har desværre den brist, at jeg håber på at falde over endnu en When Harry Met Sally. Det gjorde jeg så ikke.

Men come on, hvorfor fa’en skal denne tjeppe trivialitet have den stupide danske titel Bollevenner? Jeg mener, der er sgu da ingen grund til at forfladige middelmådigheden yderligere. For godt nok er her ikke tale om nogen romantisk åbenbaring, men helt ineffektiv er løjerne ikke og der mønstres faktisk en smule veloplagt kærligheds-underholdning undervejs.

Både Justin Timberlake og Mila Kunis er her blevet droppet af deres kærester og har af forskellige grunde nu valgt at lægge kærligheden på hylden. Han har ikke tid til den og hun tør ikke tro på den – men de har begge stadig brug for lidt kød. Så da de to støder på hinanden aftaler de kun at have sex – uden noget følelsesmæssigt fnidder til at fucke deres venskab op. Men mon ikke kærligheden alligevel kommer i klemme…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere