Biografanmeldelse: Tiden slår krøller og identiteter knuder i Edgar Wrights tidslegende tur frem og tilbage mellem Londons svingende 60’ere og nutiden. 60’er-nostalgien får således frit løb, når man her følger Eloise, der flytter til Storbritanniens hovedstad for at studere mode. Med sig har hun dog en fortid, der kommer til at spille hende et psykologisk puds.

På mystisk vis får Eloise nemlig via drømmesyner adgang tilbage i tiden, hvor hun forføres af Sandie, en sangerinde in spe på de røgfyldte natklubber i byen. Eloise er allerede fascineret af 60’ernes mode, musik og miljø, hvorfor det ikke er underligt, at hun drages af den tidsperiode. Men som synerne udvikler sig, begynder Eloises psyke også at påvirkes i en mere farlig retning.

Spørgsmålet om, hvordan denne tidsknude hænger sammen med nutiden, påvirker kun mere og mere den unge studerende. I spændingsfeltet mellem nostalgi og dens skyggeside samt et coming of age-drama, sniger også det psykologiske gys sig ind. Jeg blev – som Eloise – forført af det tidshoppende mysterie, 60’erne og Sandie, mens det forrygende soundtrack komplimenterer filmen på svingende vis.

Jeg kunne undervejs ikke helt lure i hvilken retning fortællingen skulle tage mig, hvilket var en herlig leg med mine forventninger, hvor netop den overraskende rejse fik fat i mig fra start til slut. Fra de veliscenesatte musikscener, til den ganske urovækkende tidsrejse og portrættet af den plagede Eloise, der spilles med både fin naivitet og passioneret styrke af Thomasin McKenzie.

60’ernes Sandie portrætteres af den storøjede Anya Taylor-Joy, der bringer vaskeægte stjernemagi til bordet. Jeg forstår, hvorfor Eloise forføres af hende. Matt Smith spiller manageren Jack på både charmerende og farlig vis, mens biroller fint bringes i spil med Eloise, der kæmper med sig selv og tidsmysteriet, som jeg gribes af sammen med den unge tøjdesigner.

’Last Night in Soho’ er den mindst Edgar Wright-ske film. Han er bl.a. kendt for sine hurtige klip og detaljeskud i fuld fart i film som zombie-komedien ’Shaun of the Dead’ og heist-filmen ’Baby Driver’. Dog er hans sans for bl.a. musikalsk timing, opfindsomt kameraarbejde og en medrivende udfoldet historie intakt. Kort fortalt er her tale om en nostalgiforrygende og filmmagisk tidsknude af mystik. Stærkt!

’Last Night in Soho’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Last Night in Soho’ har biografpremiere den 25. november.

Biografanmeldelse: Vi ved alle, at livet ender med døden. Ja, vi skal alle dø. Spørgsmålet er derfor nok nærmere hvornår, hvor og hvordan? Det er vi noget mindre herre over. Eller er vi? I François Ozons både triste, gribende og opløftende franske drama ’Alt gik godt’ vil den 85-årige André Bernheim nemlig tage sit eget liv efter et slagtilfælde har efterladt ham syg, svag og delvist paralyseret.

Det er i første omgang den ene af hans to døtre, forfatteren Emmanuèle, som den engang livfulde André beder om hjælp til at indfri sit dødsønske. Men hvordan reagerer man som barn på et sådant ønske? Virkeligheden banker i hvert fald som et susende tog hårdt ind i Emmanuèle, hvor hun og søsteren Pascale nu står med faderens ønske som en lænke om benet, de ikke kan undslippe.

Således bliver man taget med gennem den dilemmatunge og følelsesladede rejse det er at skulle forholde sig til et sådant ønske. Det at skulle forholde sig til døden. Sin allernærmestes død. Ens egen forælder. Det er med sart sans for det tragiske i situationen, der her tages følsomt og aldrig dømmende livtag med. Problematikken og de mange følelser, der følger med bringes desuden engagerende til live af castet.

Her finder man en helt og aldeles gribende André Dussollier som faderen. Han veksler troværdigt og legende let mellem både det stærke og svage. Mellem det stålsatte og det grædefærdige. Jeg kan ikke tage blikket fra ham, selvom det nærmest kun er i hans ansigt og stemme, han portrætterer André som et helt menneske af kød og blod med et sprudlende levet liv bag sig.

Han bakkes fornemt op af Sophie Marceau som den følelsesmæssigt pressede Emmanuèle, mens Géraldine Pailhas er Pascale med lige dele pragmatisk og følelsesgribende stillingtagen til sin fars situation. Der er nuanceret dynamik mellem de to søstre, mens der endvidere skabes et indtagende og kærligt bånd med deres far, hvor der bl.a. også gøres plads til de knapt så idylliske minder.

Man ser i en mindre rolle en altid seværdig Charlotte Rampling som den depressive hustru Claude de Soria. Hun er med øvrige biroller bl.a. med til at skabe et fuldt liv omkring André og døtrene. Jeg rammes af både livets skønhed samt min egen og mine kæres dødelighed undervejs. ’Alt gik godt’ rammer kort fortalt hårdt i både hoved og hjertekule hos mig.

’Alt gik godt’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Alt gik godt’ har biografpremiere den 25. november.

Biografanmeldelse: Der diskes op med et eventyrligt animeret univers, når den nyeste animationsfilm fra Disney både danser og synger sig igennem sin magiske fortælling om bl.a. familie, venskab og sammenhold. Desværre foldes filmens opbyggelige og universelle pointer ret så ufarligt ud, mens tematikkerne bankes fast med syvtommer søm. Det ser dog bestemt flot ud.

Man følger i de eventyrlige og farverige eskapader den ekstraordinære familien Madrigal i de colombianske bjerge og den smukke natur. Den store familie bor her i et magisk hus med sit eget liv, hvor de forskellige familiemedlemmer alle besidder en unik evne. Fra superstyrke og superhørelse til healende madlavning. De er alle som helt unge nemlig blevet tildelt hver af deres særlige evner ved en fortryllet ceremoni.

Sådan en ceremoni har pigen Mirabel også været centrum for, dog med det skuffende udfald, at hun ikke via sin magiske dør blev tildelt en evne. Hun er på sin vis det sorte får i familien, hvor hun da også føler sig en smule udenfor. Da Mirabel imidlertid på forunderlig vis opdager, at den magi, der er familiens styrke, er ved at forsvinde, må hun på en rejse for at finde ud af hvorfor.

En både indre og ydre rejse for Mirabel, hvor hun altså må forsøge at redde familiens magi, der hjælper hele byen. En i udgangspunktet sympatisk underdog-fortælling om at finde sig selv og sin plads i verden. At finde ens egen unikke stemme og særlige talent. Desværre leveres historien noget glat. Jeg savner flere plotmæssige modhager, inden det hele kan ende lykkeligt.

Dem er det desværre småt med, hvorfor rejsen mod den store finale forbliver noget fersk, ufarlig og småkedelig. Ja, filmen er lidt som en omgang candyfloss: Forførende farverig, men også hurtigt glemt. ’Encanto’ er nemlig flot at se på. Her er liv i hvert et billede, hvor detaljerigdommen imponerer og rækken af karakterer i baggrunden alle har et fint og morsomt liv.

Bl.a. er det levende familiehus – der kommunikerer med klappende vinduer og vippende teglsten – et sjovt bekendtskab. Her er altså meget at se på og lade sig underholde af, mens også rækken af musikalske indslag er veloplagt bragt til live med dynamik og animeret schwung for fuld skrue. Det er bare ikke nok at se flot ud og have en charmerende Mirabel i front, når spændingskurven aldrig rigtig bliver spændt.

’Encanto’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Encanto’ har biografpremiere den 25. november.