‘Malignant’ er drønskør, blodig og vild gyserunderholdning

Gys på Blu-ray: Morderiske drømmesyn, grumme traumer og blodige mord. Ja, gyserpedalen er trykket godt i bund i James Wans nyeste dyk ned i den urovækkende genre med den kulørte ’Malignant’. Gysertonen rammes desværre bare ikke rent, når de grufulde eskapader folder sig ud fra første energiske scene og videre ind i fortællingen, der snor sig legende omkring et morderisk mysterie.

For hvem er den læderklædte morder, der er på spil i nattens skygger? Hvorfor har Madison drømmesyn af de blodige eskapader? Og hvad gemmer der sig af traumer i fortiden, som blot venter på at komme for dagens lys? Det er nogle af de spørgsmål, James Wan kaster grumt op i luften. Desværre uden at gribe dem alle elegant. Men man kan komme langt med en skrupskør gyseridé. Heldigvis.

Her er nemlig smidt flere skøre gyseridéer i blenderen, der sprutter halvklodset på livet løs, hvor man følger Madison, som efter at have mistet sit barn under tragiske omstændigheder begynder at få syner af splattede mord. Snart er politiet på sagen, mens Madison kun drages mere og mere ind i det blodrøde mysterie, der på klumpedumpe vis optrevles via blandt andet tonstunge replikker skåret ud i pap.

Nu er det heller ikke just realisme, at ’Malignant’ skal eller går efter at leve højt på. James Wan vil derimod underholde i rendyrket gyserland, hvor selv det mest vanvittige synes muligt, mens blodet flyder veloplagt fra smadrede ansigter og åbne kødsår. Her leveres nemlig en række ganske veloplagt iscenesatte mordscener. Det kniber dog noget mere med at stable reel og intens uhygge på benene.

Det er mere gysende bulder og brutalt rabalder end snigende uhygge, selvom James Wan anstrengt prøver at skabe snigende uhygge, hvor skyggerne skulle være urovækkende og stilheden sitre af anspændte nerver. Det lykkedes bare ikke. Blandt andet fordi manuskriptet i næste nu slynger et fladt jump scare af sig eller afbrydes af en malplaceret replik, der langt fra falder naturligt i munden på de medvirkende.

Kort fortalt er ’Malignant’ et gys, der med sine skøre idéer lykkedes ikke at falde helt sammen om sig selv, selvom gumpetunge replikker utroværdigt underminerer karakterernes dramatiske tyngde og den reelle uhygge, der ellers er iboende filmens plot, udebliver. Gyserballaden fungerer ganske enkelt bedst, når den bare slipper bremsen og jorder derudad i splatter-fjol og skøre idéer.

Ekstramateriale: Der medfølger til Blu-ray-udgivelsen desuden en mindre omgang ekstramateriale. Her kan man bl.a. dykke ned i instruktøren James Wans visioner for filmen videre til et kig bag scenerne.

’Malignant’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. december.

Det ulmer med urovækkende intensitet i ‘De uskyldige’

Biografanmeldelse: De fleste af os kan vel godt huske det at være barn. Det at lege med vennerne under opsyn af forældre, men også uden de voksnes vagtsomme blikke. I Eskil Vogts dirrende grumme ’De uskyldige’ er det netop en gruppe børns leg væk fra forældrenes tilsyn, som er det plotmæssige udgangspunkt for en overnaturlig fortælling, der forener en grå virkelighed med det magisk urovækkende.

Ida, hendes mor, far og svært autistiske søster Anna flytter en sommer ind i deres nye hjem i et stort ejendomskompleks omgivet af grønne skove. På sin vej blandt boligområdets andre børn, møder hun drengen Ben. De to bliver snart venner, mens også pigen Aisha får en plads i trekløveret. Anna indlemmes, som filmen skrider frem, også i gruppen. Det til trods for, at Ida har et svært forhold til hende.

Noget mystisk begynder dog på sitrende vis at binde de fire børn sammen. Gådefulde kræfter slippes nemlig løs blandt vennerne, hvor de overraskende evner bl.a. kan sende sten på flyvende kurs. Snart udvikler legen sig dog i faretruende retning. Man følger således, hvordan de fire børn mødes udenfor de voksnes nysgerrige blikke, hvor de nu udforsker disse nye og underlige egenskaber.

Jeg vil ikke afsløre mere, men kan kun sige, at ’De uskyldige’ bevæger sig i et gribende roligt tempo, hvor intensiteten får lov til at dirre mere og mere foruroligende. For selvom filmens fortælling måske nok mister en smule fremdrift undervejs, hvor også scener synes at gentage visse pointer en smule, så er det bestemt en dragende fortælling, der vinder over disse skønhedspletter.

Instruktør og manuskriptforfatter Eskil Vogt har ganske enkelt et sikkert greb om sin fortælling og ikke mindst det at opbygge stemning og uhygge, som sitrer lige under virkelighedens kedelige overflade. Hertil kommer børnene, som på gribende vis spilles med troværdighed og engagerende intern dynamik. Fra de ubehagelige scener til de barnagtigt nysgerrige, det med en gysende dramatisk tvetydighed.

Rakel Lenora Fløttum forløser nuanceret sit portræt af den komplicerede Ida, mens Anna spilles af Alva Brynsmo Ramstad, der kryber helt rørende ind under huden på mig. Sam Ashraf bærer som Ben både et drenget nærvær og en mystisk tiltrækningskraft, mens Aisha på fin vis komplementerer vennegruppen. ’De uskyldige’ er kort fortalt et dirrende intenst portræt af magiske evner, ondskab og farlig barneleg.

’De uskyldige’ får 5 ud af 6 stjerner:

’De uskyldige’ har biografpremiere den 18. november.

Ring roligt til spøgelsesjægerne i ‘Ghostbusters: Afterlife’

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker de to originale Ghostbusters-film. Nå ja, samt naturligvis både legetøjet, tegnefilmene og tegneserierne, der følger med. Lad det derfor også være sagt med det samme: Denne fortsættelse til de originale film – eller reboot, om man vil – er en glædelig, sjov og underholdende tilføjelse til det hjemsøgte univers.

’Ghostbusters: Afterlife’ bringer således nyt og frisk blod til franchisen – hvor vi fik den første og anden film i henholdsvis 1984 og 1989 – og altså nu spiller videre på den oprindelige historie om de fire umage spøgelsesjægere, der her spøger i kulissen, mest dog Egon Spengler. Det viser sig nemlig, at han siden begivenhederne i 80’erne har trukket sig tilbage til et faldefærdigt landsked langt ude på landet.

Men da han dør, bringer det hans datter Callie og hendes to børn – teenageren Trevor og den fysiknørdede Phoebe – derud for at indkassere, hvad der måtte være af arv. Dette bliver starten for de to børns opdagelse af deres bedstefars fortid som vaskeægte spøgelsesjæger. Snart er der ingen vej tilbage, da en mystisk ondskab truer den lille by og måske meget mere end det.

Ganske vist er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig på referencer til 80’er-filmene, mens den også rammer tonen fra originalerne ganske godt, men på sin egen måde, da det her er børn, som er i front og altså ikke voksne mænd. Her er virkelig en veloplagt og dynamisk pingpong, hvor ikke mindst Mckenna Grace som Phoebe er et stærkt kort. Hun er både dejlig nørdet, charmerende og med rammende komisk timing.

Finn Wolfhard er tilpas kejtet som Trever uden at blive en teenager-karikatur. I gruppen finder man bl.a. også Logan Kim, der er et mindre scoop som podcasteren Podcast, der fint komplimenterer filmen med humor og velplacerede kække replikker. De to fremtrædende voksne er en altid charmerende Paul Rudd som læreren Grooberson, mens en uvidende mor spilles sødt og omsorgsfuldt af Carrie Coon.

Her er med andre ord både hjerte og humor i spil takket være en gruppe engagerende karakterer, hvilket lægger det medrivende underlag for den omgang bulder og spøgelsesbrag, der også diskes op med. Det selvom fortællingen måske nok sine steder bliver lige træg nok for sit eget bedste. På trods af det, er filmens stemning vellykket hele vejen, hvor jeg dog savner en måske nok mere original finale.

Det sagt er ’Ghostbusters: Afterlife’ rig nok på rap humor, velportrætterede karakterer og med velbalanceret humoristiske kant, hvor der også bliver plads til enkelte yderst rørende scener, uden det bliver påklistret kvalmt. Jeg kan derfor også kun håbe på, at der venter flere eventyr med de nye spøgelsesjægere, hvor der således vil kunne blive plads til for alvor at blive sin helt egen nye start.

’Ghostbusters: Afterlife’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Afterlife’ har biografpremiere den 18. november.

‘The Power of the Dog’ er en knugende god western

Biografanmeldelse: Glem alt om bragende seksløbere og diligence-ræs, når Jane Campions underspillede western ’The Power of the Dog’ foldes knugende lavmælt ud. Det er nemlig ikke med store armbevægelser, at dramaet får luft under vingerne. Det sker derimod i detaljen. I alt det usagte. Her med en forknyt Benedict Cumberbatch i rollen som ranchejeren Phil Burbank i Montana anno 1925.

Han er en mand og cowboy af den gamle skole, hvor mænd er beskidte, kan kastrere tyre og har brede skuldre. Phil har derfor også ekstra svært ved at acceptere og administrere sin bror Georges nye hustru Rose og ikke mindst hendes klejne søn Peter. Det er her, dramaet snart får sit engagerende greb i mig med følelserne sitrende latent lige under overfladen. Som en trykkoger, inden den eksploderer.

Følelser er nemlig ikke noget Phil på nogen måde snakker om eller beskæftiger sig med. De er gemt langt væk og ned i dybet af hans plagede sjæl. Men Phils øjne og korte bemærkninger løfter sløret for en fortid, der hjemsøger ham. En tid, han længes efter. Men i stedet for at tage livtag med egne martrede minder, kører han et psykologisk manipulerende spil med dem omkring sig, særligt Rose og Peter.

Selvom Phil ganske vist umiddelbart fremstår som en led, kynisk og kold satan, gemmer den ordknappe cowboy altså på mere bag al den hårde hud. Det er bl.a. og netop Cumberbatchs knudemandsportræt, som drager mig filmen igennem, hvor netop hans manipulerende væsen er et spændende og nuanceret bekendtskab. For hvornår ryger trykkogeren i luften?

Desuden er samspillet med en rolig Jesse Plemons som broderen George, Kirsten Dunst som den skrøbelige Rose og en splejset Kodi Smit-McPhee som Peter nærværende sat i scene. Hertil kommer, at Jane Campions manuskript – baseret på en bog af Thomas Savage fra 1967 – tør tage sig god tid til sin historie, og ikke mindst lykkedes med dette uden, at dramaet falder slapt til jorden.

Naturens barske væsen og de smukke vidder af storslået skønhed bruges endvidere med sans for at udvide dramaet med en ligeledes gribende billedside, der emmer af både spirende liv og stilstand. ’The Power of the Dog’ er med andre ord et velfortalt og underspillet intenst drama om bortgemte følelser og fortidens spøgelser, hvor også et portræt af maskulinitet fint får et sitrende følelsesliv lige der bag de barske øjne.

’The Power of the Dog’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Power of the Dog’ har premiere i et begrænset antal biografer den 18. november.

Will Smith er en ukuelig tennistræner i den glatte ‘King Richard’

Biografanmeldelse: Det er sådan set ikke fordi, at fortællingen om de to nu legendariske tennisikoner Venus og Serena Williams ikke er interessant. Jeg mener, her er bl.a. både familiedrama, søskende-misundelse, vedholdende passion og et farforhold i centrum i skikkelse af den visionære og ukuelige Richard Williams med en komplet plan for sine to døtres vej til stjernestatus på tennisbanen.

’King Richard’ er med andre ord et klassisk underdog-drama i feelgood-kategorien. Det er der bestemt intet galt med. Men i dette tilfælde, forbliver dramaet åleglat, Hollywood-pænt og ufarligt. Her er ikke egentlige modhager i hverken dramaet, fortællingen eller relationerne, som man her lærer at kende. Lige fra Venus, Serena og farmand Richard, til deres mor og øvrige søskende.

Jo vist, Richard får et par på hovedet af nogle uromagere på gaden i Compton, hvor familien bor. Et sted, som både Richard og hans hustru Oracene drømmer om at flytte væk fra, mens de ligeledes gør alt, hvad de kan for at beskytte deres døtre og holde dem væk fra gaden. Men selvom Richard altså møder lidt modstand i et par punks, så er modstanden som beskrevet i filmen ret så minimal.

Her glider også de to søstre legende let igennem spillet og dramaet, hvor bl.a. deres interne relation aldrig udfordres, mens forholdet til den hårde, men også godhjertede træner Richard forbliver uden problemer af nævneværdig karakter. Så selvom bl.a. Will Smith er god som Richard, falder hans præstation noget fladt på maven i et drama, der ligeledes forbliver fladt og med en desuden generisk spændingskurve.

Ethvert tilløb til blot en smule mere engagerende og farligt drama manes konstant i jorden. Det hele forbliver holdt på den glatte overflade, selvom der da bl.a. er et skænderi eller to mellem Richard og Oracene, som desuden spilles med tæft og nærvær af Aunjanue Ellis. Ægteskabsskærmydslerne overvindes dog lige så nemt som øvrige tilløb til lidt modhager i dramaet, bl.a. også pigernes forhold til Richard.

For godt nok kan man tale om, at Venus og Serena paces, men der stilles aldrig for alvor spørgsmål ved farmand Richards metoder og hans plan med døtrene fra allerede inden de kom til verden. Dog er også Saniyya Sidney og Demi Singleton både charmerende og stærke som Venus og Serena. Det er derfor også ekstra frustrerende og ærgerligt, at ’King Richard’ er en så tandløs, som tilfældet er.

’King Richard’ får 2 ud af 6 stjerner:

’King Richard’ har biografpremiere den 18. november.

Den romantiske ‘Venuseffekten’ er sødmefyldt kærlighedsknas

Biografanmeldelse: Der er følelser, kærlighed, familie og vigtige relationer på spil i den sødmefulde ’Venuseffekten’, hvor romantiske forviklinger og usikkerheder slår både knuder og gnister mellem Liv og Andrea. Liv arbejder på sine forældres gartnergård ude på landet. Hendes liv og hverdag ændrer sig dog pludselig, da Andrea iført fisse-kostume og lyserødt hår nærmest dumper ned fra himlen.

Andrea kommer nemlig brasende ind på gården en dag. Hendes bil er gået i stykker og i stå, så nu må Liv hjælpe den noget febrilske og småforvirrede Andrea, der er på vej til polterabend. Deres korte møde bliver dog den spirende start på noget andet og mere end blot et venskabeligt rendezvous. Der er bare lige det ved det, at Liv allerede har en kæreste. Han hedder Sebastian.

’Venuseffekten’ er således også fortællingen om både en spirende forelskelse og vækkelsen af en seksualitet. På samme måde, som også planterne på gården spirer, slår rødder og får liv. Desværre bliver dramaet og kærlighedskomplikationerne noget generisk forløst i en fortælling, der også synes at mangle nogle mellemregninger for at få forholdets udvikling til at gå helt op og mig ombord.

Det forekommer af og til, at der er en scene eller to for lidt til, at jeg sådan rigtigt får lov til at komme derind, hvor det både gør godt og ondt, når følelserne får frit løb. Hertil kommer, at det romantiske parløb også forsøges flettet sammen med Livs familieforhold, ikke mindst til sin mor, hvor der endvidere også er knas i familiebaglandet. Det lykkedes delvist at få forløst denne side af fortællingen.

Det er dog Liv og Andrea, som er det klare dramatiske omdrejningspunkt, hvor der bl.a. spilles på deres tydelige forskelligheder. Desværre så meget, at det sine steder tenderer karikaturen mellem de spraglede københavnere og de jordnære provinsboere. Filmens skavanker til trods, er bl.a. Johanne Milland og Josephine Park som det nyudklækkede par med til at redde filmen nogenlunde engagerende i land.

Her står Millands fint nuancerede portræt af den søgende Liv både sart, drømmende og stærkt frem, mens Park er sprudlende, kaotisk og charmerende, men desværre også skrevet en kende for karikeret. Ikke desto mindre er de to gode både på egen hånd, men bestemt også sammen. Kort fortalt er ’Venuseffekten’ fint spillet, men desværre også lidt for forudsigelig i sin udfoldelse af følelseslivets op- og nedture.

’Venuseffekten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Venuseffekten’ har biografpremiere den 18. november.

‘The Suicide Squad’ er en antihelte-sprælsk omgang WTF!

Anti-helte i 4K Ultra HD: KAPOW! Ja, der er virkelig smæk på de vilde action-optrin, kulørte WTF-øjeblikke og blodigt splattede drab i ’The Suicide Squad’. Det er en sand fornøjelse! Man følger nemlig her et hold af antihelte med hver deres unikke egenskab – den ene mere gakket end den anden. Alt fra polkaprikket nedskydning og rottefænger-evner til en talende haj på to ben. Skønt, skørt og charmerende.

Historien er måske ikke just det helt store trækplaster. Men filmens i udgangspunktet ret simple præmis fortælles ganske enkelt bare pokkers veloplagt med nok at medrivende scener og overraskende overraskelser undervejs til, at jeg slugte hele det kaotiske bæst af en farveladefilm råt. Nå, men det var den der præmis. Holdet af antihelte – eller faktisk skurke, om man vil – sendes ud på en farlig mission.

Det er dog mod deres vilje, at de skal sætte livet på spil. Men de gør det fordi, de ellers fængslede skurke, kan få nedsat deres straf. Således takker gruppen ja til at begive sig mod den fjendtlige ø Corto Maltese, hvor de møder et væld af skydegale modstandere på deres mission for at destruere en lyssky facilitet, der huser måske selveste Jordens undergang.

Det er bl.a. i rækken af vilde karakterer, at ’The Suicide Squad’ river mig med. Her møder man eksempelvis to ekspertskytter, den seje Bloodsport og den godhjertede Peacemaker. Holdet består endvidere af den evigt soveglade Ratcatcher 2 samt den der talende haj og ikke mindst Harley Quinn. En yderst umage gruppe, hvis indbyrdes forhold og stridigheder er replik-fornøjeligt forløst.

Idris Elba er med forknyt mine den rå leder Bloodsport, mens John Cena er underspillet sjov som hans skudsikre modstykke Peacemaker. Margot Robbie er atter en fornøjelse som den vanvittige Quinn og så er selveste Sylvester Stallone stemmen bag den muskuløse haj. Sammen udgør de et svært uimodståeligt hold af antihelte, jeg ikke kunne andet end at heppe på hele vejen.

Desværre er Quinn noget amputeret i fortællingen et stykke af vejen, hvor den øvrige gruppe er mere vellykket sammentømret. Hertil kommer, at hovedskurkene ikke er nær så karismatiske som vores helte, hvilket af og til udgør en lidt halvflad modpart. Det sagt, så er der absolut nok af medrivende schwung på holdet, selvom spilletiden også er lige en kende for lang for filmens eget bedste. Men ja, et klart KAPOW!

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmens udgivelse på 4K Ultra HD, der også indeholder den på Blu-ray, gør både billede og lyd retfærdighed. Farverne er nuancerede og dybe, mens lydsiden følger trop med veldefineret rabalder. Herudover finder man en fyldig omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. finder spas fra settet, slettede scener og tilblivelsen af fire forskellige scener. Endvidere er der et kommentar spor med James Gunn, en række featuretter, hvor man bl.a. får indblik i tegneserieforlægget, King Sharks tilblivelse med mere.

’The Suicide Squad’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 7. december.

Fuld fart på den logikbenægtende action i ’Fast & Furious 9’

Action på 4K Ultra HD: Der er i den grad drøn på, når det seneste kapitel i den oktanpumpende action-franchise ruller derudaf med ’Fast & Furious 9’. Ja, det er så absolut action-underholdende i alt sit pulserende og eksplosive overdrev. De engagerende karakterbeskrivelser i det store persongalleri kan dog diskuteres. Det sagt, så er den egentlige hovedperson her de tyngdekraftbenægtende actionscener.

I denne omgang har Dom Toretto og Letty Ortiz trukket sig tilbage fra det fræsende liv i overhalingsbanen for at hellige sig roen, freden og sønnens opvækst. Naturligvis kan det ikke fortsætte på den måde. Fortiden indhenter nemlig snart de to, da et par af deres venner tropper op på deres ellers så fredelige landejendom. Kort fortalt skal dagen og vejen nu reddes igen.

Mere af plottet skal ikke afsløres her, bl.a. fordi fortællingen byder på overraskelser undervejs – men også fordi, at det egentlig ikke er selve plottet, som er den drivende kraft i denne muskuløse omgang action-smadder. Det handler om stor, større og størst action. Det handler om familie. Og så handler det om at se Dom & co. folde sig cool ud, mens de mange karakterer desuden ping ponger på kryds og tværs.

’Fast & Furious 9’ skal dog ikke tages alt for seriøst – selvom her ganske vist er meget på spil. Det er ufortyndet action-eskapisme, der kun skruer op for vildskaben filmen igennem, som flere gange overrumpler med action-opfindsomhed og sin del af yderst urealistiske sekvenser, hvor tyngdekraften og logikken som nævnt sættes ud af spil til fordel for pumpende adrenalin. Det er sgu fedt!

Heldigvis er filmen også selv meget bevidst om sit overdrev, hvilket der med et glimt i øjet flere gange undervejs kommenteres vittigt på. Ja, det er action-dumt, hvilket i dette tilfælde bestemt er ment som et kompliment. Ganske vist er filmen lige en kende for lang for sit eget bedste med sine omkring 2 timer og 15 minutters effektive spilletid, mens replikudvekslingerne ikke altid helt sidder i skabet.

Bl.a. falder noget af den tilstræbte vittige tone mellem Tyrese Gibsons Roman og Ludacris’ Tej flere gange noget fladt til jorden. Heldigvis samler eskapaderne sig op, når de af og til falder lidt på røven. Kort fortalt er ’Fast & Furious 9’ en veloplagt og lidt for lang, men heldigvis også komisk selvbevidst omgang oktansmadder, der ikke for alvor slipper foden fra speederen, når den først trykkes i bund.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Action-rabalderet kommer i det både billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, hvor både drønende biler således i den grad kan komme til sin ret side om side med en eksplosiv og knivskarp lydeside. Her kommer en omgang ekstramateriale, der bl.a. inkluderer en director’s cut af filmens udover biografversionen. Videre finder man også et kommentarspor med instruktøren Justion Lin samt en omgang featuretter, der bl.a. tager en med på settet, mens der også kigger på en række andre aspekter ved filmen og produktionen

’Fast & Furious 9’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 11. november.

Hell yeah! ‘Titane’ er fucked up snask i billedbrillant indpakning

Biografanmeldelse: Hvad pokker er det lige, der sker her? Altså i den potente genrebastard ’Titane’. For det er med en overraskende vredet fortælling, at instruktør og manuskriptforfatter Julia Ducournaus sexede sjasker bugter sig gennem sine vilde eskapader, der byder på lidt af hvert og mere til. Det er nemlig ikke sådan at forudse, hvor filmen tager en hen, når den sparker speederen ufortrødent i bund.

Her bliver man således vidne til alt fra sensuel bolleomgang med biler til barndomstraumer og en titaniumplade i kraniet på vores hovedperson. Og det er kun filmens spæde start. Man følger danseren Alexia, der med et traume i baghovedet bugter sig i sexet forening med en flammemalet bil foran et sultent publikum. Alexia er dog ikke kun danser og en forpint sjæl, hun er også seriemorder.

For på sin gang gennem natten gør hun som vindens tilfældige susen det af med mænd og kvinder. Brutalt og blodigt. Koldt og kynisk. Grumt og grotesk. Helt på samme måde, som filmen også er det. En medrivende snasket og fucked up bizar rejse ind i en kvindes syge sjæl, der tog mig i uventede retninger med sin originale fortælling, der kanthugger sig gennem sorg, afsavn, sex, familierelationer og traumer.

I front for de virile løjer finder man en hele vejen dragende Agathe Rousselle som Alexia. Hun har ganske enkelt et sådant nærvær og intensitet, at jeg ikke kan andet end at lade hende føre mig gennem alle filmens voldsomme og vilde begivenheder. Det takket være bl.a. også den uforudsigelige historie, der sine steder helt sætter virkeligheden ud af spil og indsætter groteskheden i al sin snaskede vælde.

Jeg bliver nødt til også at nævne Vincent Lindon, der i en betydningsfuld rolle – hvilken vil jeg dog ikke afsløre – er engagerende i al sin maskuline sårbarhed.  ’Titane’ er nemlig mange ting. Det er blodigt gys. Det er traumeramt drama. Det er far-søn-sorg. Det er ildpåsættende galskab. Det er sexondulerende exploitation. Det er kropsklamt snask. Det er fucked up. Det er helt forrygende!

Julia Ducournau har med sin grusomme og billedbrillante ’Titane’ skabt et værk, der tør trampe sig gennem uforudsete sumpområder af råd, ubehag og voldsomme overraskelser. Det er som om, at den franske film er lavet direkte til mig, men samtidig er ’Titane’ også en film alle bør opleve, høre og mærke. Helt ind i kraniet, kroppen og ned i maven. Det er i hvert fald en fucked up oplevelse, man ikke glemmer.

’Titane’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Titane’ har biografpremiere den 11. november.

Fortidens grimme spøgelser er overalt i ‘The Card Counter’

Biografanmeldelse: Fortidens mørke snører sig stramt om livet på den plagede William Tell i ’The Card Counter’. Den hemmelighedsfulde mand lever af at gamble – eller måske rettere af at tælle kort. Han har nemlig lært sig selv den svære disciplin i sine trivielle år i fængsel, hvor han nu ude i friheden bruger tælle-teknikken til at ernære sig ved bl.a. at spille blackjack.

William Tell kan lide sit livs rutinetunge dage med at bevæge sig gennem USA fra kasino til kasino, hvor han i anonymitetens navn ikke går efter at vinde de svimlende summer af dollars, men derimod går efter bare at vinde nok til at leve sit liv i fred – og altså holde sig selv ude af søgelyset for at blive opdaget i at snyde ved at tælle kort. Han er en mand i rutinens magt med en fortid, der plager ham i nutiden.

Den martrede William Tells nutid bliver dog sparket ud af kurs, da den unge Cirk opsøger ham med information, der binder de to mænds liv og fortid sammen i et dystert spindelvæv af bortgemte skeletter. ’The Card Counter’ borer sig således som et grimt spøgelse fra fortiden ind mellem mine ribben, hvorfra det bevæger sig som en knude ned i min mave, mens filmens intensitet blot tager til. Herligt.

Fortællingen om den fortidsplagede William Tell foldes nemlig med sikker hånd ud af instruktør og manuskriptforfatter Paul Schrader, hvor ikke kun selve plottets insisterende og nervepirrende væsen sætter sig i min krop, men også netop karakteren William Tell i skikkelse af en knugende god Oscar Isaac, der bærer mørket i både sit indre og sit ydre. Jeg mærker ham og hans smerte.

Thrilleren hiver mig med andre ord elegant ind i sin verden af vemod og melankoli, hvor bl.a. også filmens musik af Robert Levon Been og Giancarlo Vulcano griber mine øregange og rammer en nerve i mig, der kun forstærker min relation til William Tell og fortællingens dejligt dystre univers af evige nætter på trøstesløse kasinoer og livets rutiner fra det ene kønsløse motel til det næste.

75-årige Paul Schrader – der af mange nok kendes for manuskripterne til Matin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ – leverer med ’The Card Counter’ kort fortalt en fortættet, nervepirrende og karakterbundet fortælling om at leve i skyggen af en dyster fortid. Det er dog også fortællingen om at søge tilgivelse med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt også at tilgive sig selv. Stærkt!

’The Card Counter’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Card Counter’ har biografpremiere den 4. november.