HAPPY ENDING: Hvad gør man lige, når 49 års ægteskab ryger på røven?

Biografanmeldelse: Hvad stiller man lige op med kærligheden og ikke mindst livet, når et ægteskab bliver til en skilsmisse efter hele 49 år? Det er præcis, hvad det nu forhenværende ægtepar på omkring de 70 år, Helle og Peter, må finde ud af i Hella Joofs komedie-drama ‘Happy Ending’. Nej, det er bestemt ikke nemt, hvorfor der da også deles ud af både tragik og komik.

Birthe Neumann er kvinden, der bliver forladt af sin vin-glade mand i skikkelse af Kurt Ravn i senior-hopla, der ikke længere har fidus til sit ægteskab. Han har andre planer for sit liv som netop udsprunget pensionist. Helle går derimod i spåner, da hun havde set frem til at dele pensionist-livet med sin mand. De må nu begge forsøge at finde sig til rette med deres nye livssituation.

Det er altså nogle af de helt store tematikker, der her smides i komik-møllen, som tager selve livet op til revision i en sen alder. Både kærlighed, familieliv samt naturligvis ægteskab og ikke mindst spørgsmålet om, hvad livet i det hele taget skal bruges på bliver her vendt og drejet på både trist og vittig vis. Desværre bliver filmen bare aldrig for alvor morsom og heller ikke gribende nok.

Her er dog på trods flere vellykkede scener, hvor ikke mindst netop Birthe Neumann og Kurt Ravn er med til at holde filmen ovenvande, når fortællingen mister nærvær og momentum. For jeg mærker blandt andet lige dele sorg og tragikomik, når Neumann gemmer sig grædende i tøjskabet, mens det er akavet morsomt, når Ravn låner svigersønnens tøj og forsøger sig med dating.

Men både filmens momentvis fine scener og ikke mindst hovedrolle-indehavere er desværre ikke nok til, at ‘Happy Endning’ kommer helt vellykket i mål. Hertil går fortællingen blandt andet også lidt for meget i ring, mens den dramatiske slagside bliver en kende luftig. Filmen ender derfor desværre også med at være mere forglemmelig end gribende sine gode takter til trods.

– ‘Happy Ending’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Happy Ending’ får premiere den 25. december.