HOBBITTEN: DRAGEN SMAUGS ØDEMARK: Traveturen fortsætter med et forrygende eventyrridt

Blu-ray-anmeldelse: Med anden del i Peter Jacksons Hobbitten-trilogi, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, fortsætter den eventyrlige travetur for hobbitten Bilbo, de tretten dværge og troldmanden Gandalf. Målet er stadig at tilbageerobre det fortabte dværgekongerige fra den frygtindgydende drage Smaug. Ja, ikke så meget pis. Du ved, på med vandrestøvlerne og af sted gennem dunkle skove og over åndeløse bjergrykke med grumme orker i hælene.

Det er på mange måder en mere helstøbt film end den ganske vist underholdende, men også noget ujævne forgænger, Hobbitten: En uventet rejse. Traveturen er mere dynamisk afviklet og bedre grundet i formålet for det umage følges færd – at nå frem til dragen Smaug. Her er ikke scener, der som sådan føles som fyld – nej, ingen dværgesange. Hvert skridt er knyttet naturligt til historiens fremdrift, der desuden holder et godt momentum frem mod den storslåede finale.

hobbitten smaug 01

Den ene heftige scene afløser således den anden. Lige fra mødet med væmmelige kæmpeedderkopper til et besøg hos elverfolket og videre til nærkampe med de brutale orker. En eventyrlig rutsjebanetur, der modsat sin forgænger også har en mørkere klangbund. Det klæder rejsen, som her bliver fortsat mere alvorlig jo tættere på det endelige opgør, man kommer. Et mørke, der også sniger sig ind på Bilbo.

For godt nok er den godmodige hobbit nærmest uskylden selv, men hans renskurede væsen udfordres, da han drages mere og mere af den gådefulde ring, han gemmer i sin lomme. Desuden lægger Bilbo også for alvor passiviteten fra sig og tager således sværdet i egen hånd – bogstavelig talt. Der er altså mere pondus i Bilbo, og det gør ham mere interessant at følge, hvilket også er med til at løfte det effekttunge bæst engagerende fremad.

hobbitten smaug 02

Filmen er dog ikke just rig på komplekse karaktertegninger, men de mange medvirkende udfylder fint deres roller. Fra en altid fremragende Ian McKellen som Gandalf til de kampklare dværge, der ledes an af Richard Armitage som den alvorsfulde Thorin. Desuden er Orlando Bloom tilbage som elveren Legolas, mens Evangeline Lilly ligeledes er en ferm elverkriger. Deres forhold får dog ikke luft under vingerne, hvilket også gælder en romantisk sidehistorie. Jeg håber, der følges op på disse en smule uforløste relationer i tredje film.

Men filmens fodfejl til trods, er det absolut lykkedes Peter Jackson engagerende at udfolde Tolkiens fascinerende univers – i særdeleshed fordi historien indgår som en naturlig del af de mange ationfyldte scener. Filmens mørke tone er desuden med til at give strabadserne et større fareelement, uden der dog gås all in på død og opsprættede monstre. Men der serveres sin del af afhuggede orkhoveder og dødsrallende kryb. Heldigvis. Man går med andre ord ikke uforløst fra filmen, selvom her i grunden er tale om en mellemmad inden tredje og sidste del af trilogien.

– Filmen, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, 5/6:5_6 - stars_LILLE

hobbitten smaug 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det eventyrlige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Både billed- og lydsiden bringer flot strabadserne til live. Billedet står veldefineret med klare farver, god kontrast og indtagende detaljegrad, mens lydsporet spiller forrygende godt med dynamisk brug af sine elementer, hvor alt går klart og medrivende igennem. Udgivelsen byder desuden på en solid omgang ekstramateriale.

Her finder får man et kig New Zealand-locations (7 min.) samt en håndfuld indslag, der er fordelt på to segmenter – en række behind the scnenes-indslag (41 min.) samt en række produktions-videoer (37 min.). Sammen giver de et interessant, sjovt og fascinerende indblik i filmens enorme produktionsapparat, mens man også kommer tæt på skuespillere og Peter Jacksons arbejdsgang på filmen. Guf for fans.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE| Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
hobbitten smaug cover
Originaltitel: The Hobbit: The Desolation of Smaug, USA | New Zealand, 2013
Udgivelse: d. 8. april 2014
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Orlando Bloom, Evangeline Lilly m.fl.
Spilletid: 161 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]