Biografanmeldelse: Det er i år 20 år siden, at nyklassikeren ’Mean Girls’ havde premiere. High school-filmen, der tryllebandt en generation med alt fra ikoniske outfits til skarpe oneliners og mindeværdige karakterer. Nu kommer en opdateret version af filmen. Denne gang som musical og med nye skuespillere i rollerne som bl.a. outsideren Cady og den iskolde klike The Plastics.

Cady flytter til USA efter en opvækst i Afrika med hjemmeskoling og sin mor. Kontrasten til det nye high school-liv er med andre ord virkelig stor. Jungleloven blandt teenagerne lever dog i bedste velgående. Den stærkeste indtager toppen af hierarkiet. Det er vejen til toppen, som vi følger Cady i, der til en start bliver venner med de ligesindede outsidere Janis og Damian.

Der går dog ikke længe, inden den hierarkisk overlegne klike The Plastics får øje på tilflytteren. Nu starter et i udgangspunktet morsomt dobbeltspil. For fra at blive optaget i kliken, forsøger Cady for sine venner Janis og Damian også at infiltrere The Plastics. Men hvilken side skal Cady vælge? Hvem er hun i grunden? Hvordan passer hun ind? Hvem har hun lyst til at være?

Cady forsøger først at opfylde klikens leder Regina Georges strenge regler. Men Cady er samtidig faldet for Reginas ekskæreste Aaron, hvilket kun komplicerer det hele for alle involverede. Det lyder til at være en veloplagt high school-film med alt, hvad det indebærer af kliker, komik, bevidste klicheer og kærlighedsknuder. Det hele ender desværre bare som en glat forglemmlighed.

Det er som med originalen Tina Fey, der agerer manuskriptforfatter. Men filmen føles på en eller anden måde ikke videre frisk eller troværdigt ung. Filmen emmer mere af at være skrevet af nogle ægte voksne, der forsøger at være cool med de unge. Det lykkedes ikke rigtigt. Selvom her trods alt er et par skarpe replikker indimellem, mens castet gør deres bedste med, hvad de har at arbejde med.

Der er måske nok fut i filmens mange sange, men de sparker den ikke rigtigt i mål, hvor størstedelen lyder til at være blevet rettet til i en glat computer. Avantika er dog komisk god som det blanke The Plastics-medlem Karen, mens Angourie Rice rammer både det nørdede og cool på fin vis som Cady og så er en spydigt god Reneé Rapp kynisk bagtalende som Regina.

Desværre gør det virkeligt vellykkede forlæg fra 2004 ikke nok til at kunne genskabe magien her 20 år senere. Mindre kan også gøre det. Men ’Mean Girls’ anno 2024 mangler charme og troværdig ungdommelighed. Det hele bliver forglemmeligt, lidt for glat og med meta-ironisk afstand til følelserne, der ekkoer originalens ikoniske replikker.

’Mean Girls’ får 2 ud af 6 hjerter:

’Mean Girls’ har biografpremiere den 11. januar.

Biografanmeldelse: Den står på store muskler og store følelser i det tragiske drama ‘The Iron Claw’, der er baseret på en sand historie. Man følger her i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne patriarken Fritz Von Erich, hvis eneste ene i verden synes at være wrestling – og så hans fire sønner. I hvert fald, hvis de også går op i wrestling med hele deres liv og sjæl.

Tre af de fire brødre ender da heller ikke så underligt af den pacende far i ringen. Her ser man en muskuløst forvandlet Zac Efron som storebroren Kevin, der deler sin fars drøm om at nå til tops. Det sammen med brødrene Kerry og David, mens fjerdebroderen Mike ikke just er pumpet eller wrestling-vild. Han er derimod følsom, spinkel og musikalsk. Et engagerende firkløver.

Her gælder dramaet altså Von Erich-familien, der udspiller sig om træner-faderen og hans sønner. Det er både hjerteskærende, stærkt og gribende at følge familien, deres opture og ikke mindst de forhindringer, de møder i livet. Både i og udenfor ringen. For godt nok er det wrestling, der danner rammen om historien, men det er menneskene, som bærer det engagerende drama hele vejen.

Sat i en maskulin verden af sved, blod og ingen tårer, bliver jeg en del af brødreflokken, der emmer af kærlighed til hinanden i den yderst konkurrenceprægede verden af wrestlere. Det synes at gælde liv og død at klare det til toppen. Netop samspillet og herunder forholdet til faderen – der ikke er bleg for at rangere sine sønner efter, hvilken han bedst kan lide – står nuanceret.

Det gælder om at sikre familiens udødelighed, hvor faderen mest af alt synes at leve kynisk gennem sine sønners meritter i ringen. Zac Efron leverer med en underspillet følsomhed og stor styrke portrættet af storebroren med det store hjerte. Hertil kommer den mere udadreagerende Kerry i sitrende skikkelse af Jeremy Allen White, mens Harris Dickinson er veltalende showman som David.

Man må absolut ikke overse en rørende beskrevet Mike, spillet med nerve af Stanley Simons og moderen Doris, der med tilbageholdt sejhed gives liv af Maura Tierney. Holt McCallany binder hårdt og komplekst det hele sammen med faste knuder som faderen Fritz. ’The Iron Claw’ er kort fortalt et medrivende, følsomt og muskuløst fortalt skæbneportræt af en familie med store drømme.

’The Iron Claw’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Iron Claw’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Der er nu intet så skønt som en vellavet romantisk komedie med veloplagt komik og underholdende kærlighedsforviklinger. Med ’Anyone But You’ er det netop, hvad der sigtes efter, når vi møder to unge og smukke mennesker, der går kærlighedsskævt af hinanden i perfekte omgivelser af rigdom, australsk skønhed og menneskeligt overskud.

Inden vi dog ankommer til Australien, har vi mødt Bea, der ved et tilfælde møder Ben i køen på en café. Et morsomt og sødt møde komplet med akavethed og flirtende gnister, der fører til en perfekt date med overnatning og kærlighedskemi. Men deres veje skilles på kikset vis, hvilket afføder misforståelser, hvorfor de to snart bliver ærkefjender.

Skæbnen vil dog, at de to støder på hinanden et halvt år senere, da familie og venner på kryds og tværs fører Bea og Ben til det samme bryllup i Australien. Herfra står den på kærligt rænkespil fra familie og venner samt fra Bea og Ben selv, hvor alle har hver deres agendaer om enten at føre de to sammen eller splitte dem ad. Med andre ord et klassisk setup til en romcom.

Desværre kommer strabadserne bare ikke rigtigt udover rampen eller helt vellykket i mål. Et comic relief i form af en kliché af en australsk surfer dude gør det ikke alene. Der er dog heldigvis ganske god kemi mellem Sydney Sweeney og Glen Powell som Bea og Ben. De har umiddelbart haft det ret så sjovt i rollerne, hvilket smitter fint af på mit humør.

Det er dog svært ikke at blive bare en smule irriteret på de tos egoisme, da de udmærket er klar over, at de er ved at stjæle billedet fra bryllupsparret og herved spolere både festen og den gode stemning. Ja, grow up, får jeg lyst til at sige. Men så igen, kærlighed er en lusket sag. Dog ikke mere lusket end, at jeg allerede fra filmens start kan se, hvor historien går hen.

Fortællingen rammer alle forudsigelige takter undervejs, hvilket suger engagerende overraskelsesmomenter og en uforudsigelighed ud af løjerne. ’Anyone But You’ er kort fortalt en lidt halvbagt affære, der dog reddes ok fint af en komisk veltimet Sydney Sweeney og en tilpas smørret Glen Powell. Desværre ender kærlighedsknuderne som en forglemmelig sag.

’Anyone But You’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Anyone But You’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Det startede i 1994 med den ret så fermt intense ’Nattevagten’. Nu er et par gamle ansigter tilbage, mens nye kommer til i fortsættelsen ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, der ligeledes er instrueret og skrevet af Ole Bornedal. Traumet fra den første films brutale begivenheder hænger tungt over den gamle nattevagt Martin, som siden har fået datteren Emma.

Den medicinstuderende datter vil modsat sin far konfrontere fortidens dæmoner og finde ud af, hvad der i grunden skete for de godt 30 år siden. Hvad det er, der gør, at hendes far ikke er kommet videre siden dengang, hvor han og hendes mor Kalinka næsten blev dræbt af den bestialske seriemorder Wörmer. Emma tager derfor jobbet som nattevagt det samme sted, som hendes far i sin tid arbejdede.

Det bliver starten på et dystert opgør med fortidens mørke og nutidens ar på sjælen. Det bliver også starten på en række nye mord, der minder skræmmende meget om dem, som den nu indespærrede Wörmer i sin tid begik. Men hvem står bag de nye drab? Hvem kan Emma stole på? Hvem bliver det næste offer? Det er i spil i denne ganske underholdende fortsættelse.

Der er godt nok nogle plotmæssige kameler at sluge. Det sagt, så gik jeg på trods med på den morderiske krimileg, der leverer et par fint ækle gyserscener, som bl.a. involverer Ulf Pilgaard som den isolerede Wörmer. Videre til de natlige ture rundt i de dunkle gange blandt lig, mens der også findes plads til fine øjeblikke mellem Martin og Emma.

For selvom filmen ikke helt forløser sig til fulde tilfredsstillende eller formfuldendt, så er det en fint engagerende krimi. Nikolaj Coster-Waldaus Martin er måske ikke videre nuanceret i sit traumefyldte liv, mens nuancerne i karaktergalleriet i det hele taget måske er til at overse. Dermed ikke sagt, at de ikke momentant er til stede eller at skuespillerne ikke gør det godt.

For bl.a. er også Fanny Leander Bornedal god som Emma. Hun har en smittende naturlighed og et engagerende gåpåmod over sig, der virker overbevisende, selv når historien af og til mister sin troværdighed. Kim Bodnia er også tilbage, det i sin drilske rolle fra den første film. Han får sat flere nuancer på sit portræt, end der ellers lige umiddelbart synes at være gjort helt plads til. Stærkt.

’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ har biografpremiere den 14. december.

Biografanmeldelse: Gråt i gråt. Beton på beton. Tungsind på tungsind. Ja, Ulrich Seidls drama ’Sparta’ er en trøstesløs filmoplevelse. Men også en virkelig forrygende filmoplevelse. Den knugende mavepine, som han her bygger minutiøst op, sætter sig i min krop på den helt rigtigt snigende ubehagelige måde. En fortælling om en mands komplekse psyke sat i en verden, hvor døden ånder alt i nakken.

Man følger en undskyldning for sig selv i skikkelse af den fåmælte Ewald. Det går ikke skidegodt for ham. Livet er tungt, gråt og forholdet til kæresten vakler. Da det uundgåelige brud skiller de to ad, tager Ewald nu videre ud i verden på en knudret rejse ind i livet for at finde sig selv og realisere et liv, der synes fortabt. Uden formål og retning.

Men måske han i mødet med en forfalden skole ude på landet finder noget, der kan ligne en mulig lysning. Med skrøbelig sans for at tegne et portræt af en mand i 40’erne, der tumler med sig selv og verdenen omkring sig, lykkedes Ulrich Seidl med sikker og dragende hånd at hive mig ind i Ewalds verden. Det ikke mindst i brillant forening med Georg Friedrichs traurige skildring af Ewald.

’Sparta’ er film nummer to i den østrigske filmskabers dobbeltværk, hvor man med den melankolske og ligeledes triste skæbnefortælling i ’Remini’ fra 2022, nu følger den films hovedkarakter og fallerede sangers bror Ewald, som ligeledes forsøger at genfinde sig selv i det liv, han er blevet givet. Han er en outsider fra starten, hvilket kun trænger sig mere og mere tydeligt på filmen igennem.

’Sparta’ er ikke nogen nem film at opleve. Den kværner underspillet og urovækkende stærkt ind Ewalds hoved og sætter sig med hans fortid, skæbne og personlighed i mit hjerte og krop. Det er stærke sager, hvor lyset ikke slipper meget ind gennem fortællingens bortgemte sprækker i mørket, mens man følger enspænderen i et forfaldent og landligt Rumænien.

Ulrich Seidl griber med andre ord mig insisterende og isnende langsomt, men ubehageligt sikkert om struben og giver ikke slip særligt mange gange i sit skæbneportræt, hvor særligt netop Georg Friedrichs præstation er forknyt dragende og svær at forstå. Hertil kommer en miljøskildring af grå virkelighed, hvor selv en gruppe drenges uskyld trækkes gennem ubehaget og mørket.

’Sparta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sparta’ har biografpremiere den 7. december.