‘Monster’ leverer livet nuanceret, gribende og dybfølt

Biografanmeldelse: Fortalt i flere forskellige narrative spor, tager den japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda fat på barndommens uskyld, venskaber og problematikker, mens de voksnes verden også indfinder sig i form af bl.a. en bekymret alenemor og en skolelærer i uføre. Men hvor skal sandheden i de forskelligt fortalte spor findes? Det er en del af den fint fortalte leg i ’Monster’.

Vi møder her Saori, der er alene med sin søn Minato, der går i 5. klasse. Drengen har en livlig fantasi og begynder at opføre sig en kende aparte. Men hvad dækker hans ændrede opførsel mon over? Samtidig møder vi også skolelæreren hr. Hori, der beskyldes for at have overfaldet en elev både verbalt og fysisk. Men kan det nu også passe?

Der er altså flere forskellige sandheder i spil, når dramaet folder sig ud med engagerende sans for menneskelige detaljer og skæbneportrætternes nuancer. Overfor Minato finder man den lidt mindre dreng Yori. Han er udsat for mobning i klassen, hvor jungleloven gælder og hierarkiet er tydeligt. Men hvad er egentlig relationen mellem Minato og Yori? Venner eller fjender?

Konflikterne står i kø i dette fint afstemte og ikke mindst tankevækkende og interessant fortalte drama, hvor de involverede parters udsyn udfordrer mig alt efter øjnene, der ser. Men udover det spændende formmæssige greb, lykkedes det gennem disse skiftende narrativer at puste både nuancer og gråzoner ind i karaktererne og det levede liv, som her foldes elegant ud.

Desuden leveres der gribende portrætter, hvor bl.a. Soya Kurokawa og Hinata Hiiragi som henholdsvis Minato og Yori er et yderst overbevisende bekendtskab med både indlevelse og nærvær. Der er også gråzoner at finde i både Eita Nagayamas portræt af hr. Hori og alenemoren Saori, der spilles med en engagerende troværdighed af Sakura Ando.

Kore-eda Hirokazu er i høj grad lykkedes elegant og engagerende med at forløse det narrativt interessante og menneskeligt gribende manuskript af Yûji Sakamoto. ’Monster’ er kort fortalt et dybfølt drama, der skildrer både sine karakterer og sit miljø med stor overbevisning, hvor både barndommen og voksenlivet gøres levende og relaterbart.

’Monster’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Monster’ har biografpremiere den 14. december.