‘Sparta’ er et trøstesløst dyk ned i en mands komplekse psyke

Biografanmeldelse: Gråt i gråt. Beton på beton. Tungsind på tungsind. Ja, Ulrich Seidls drama ’Sparta’ er en trøstesløs filmoplevelse. Men også en virkelig forrygende filmoplevelse. Den knugende mavepine, som han her bygger minutiøst op, sætter sig i min krop på den helt rigtigt snigende ubehagelige måde. En fortælling om en mands komplekse psyke sat i en verden, hvor døden ånder alt i nakken.

Man følger en undskyldning for sig selv i skikkelse af den fåmælte Ewald. Det går ikke skidegodt for ham. Livet er tungt, gråt og forholdet til kæresten vakler. Da det uundgåelige brud skiller de to ad, tager Ewald nu videre ud i verden på en knudret rejse ind i livet for at finde sig selv og realisere et liv, der synes fortabt. Uden formål og retning.

Men måske han i mødet med en forfalden skole ude på landet finder noget, der kan ligne en mulig lysning. Med skrøbelig sans for at tegne et portræt af en mand i 40’erne, der tumler med sig selv og verdenen omkring sig, lykkedes Ulrich Seidl med sikker og dragende hånd at hive mig ind i Ewalds verden. Det ikke mindst i brillant forening med Georg Friedrichs traurige skildring af Ewald.

’Sparta’ er film nummer to i den østrigske filmskabers dobbeltværk, hvor man med den melankolske og ligeledes triste skæbnefortælling i ’Remini’ fra 2022, nu følger den films hovedkarakter og fallerede sangers bror Ewald, som ligeledes forsøger at genfinde sig selv i det liv, han er blevet givet. Han er en outsider fra starten, hvilket kun trænger sig mere og mere tydeligt på filmen igennem.

’Sparta’ er ikke nogen nem film at opleve. Den kværner underspillet og urovækkende stærkt ind Ewalds hoved og sætter sig med hans fortid, skæbne og personlighed i mit hjerte og krop. Det er stærke sager, hvor lyset ikke slipper meget ind gennem fortællingens bortgemte sprækker i mørket, mens man følger enspænderen i et forfaldent og landligt Rumænien.

Ulrich Seidl griber med andre ord mig insisterende og isnende langsomt, men ubehageligt sikkert om struben og giver ikke slip særligt mange gange i sit skæbneportræt, hvor særligt netop Georg Friedrichs præstation er forknyt dragende og svær at forstå. Hertil kommer en miljøskildring af grå virkelighed, hvor selv en gruppe drenges uskyld trækkes gennem ubehaget og mørket.

’Sparta’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sparta’ har biografpremiere den 7. december.