CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes – bøvs

Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil  jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

carrie 01

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende elenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om forladelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

carrie 02

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl, end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
carrie poster
Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid:  99 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

 

 

CAPTAIN PHILLIPS: Heltemodige Tom Hanks i piraters favntag

Okay, lad mig starte med at skyde sammenligningerne mellem Paul Greengrass’ Captain Phillips og Tobias Lindholms Kapringen ned. Det er ganske enkelt to meget forskellige film, der kun har det tilfælles, at en flok somaliske pirater kaprer et fragtskib. Nu var Kapringen heller ikke det store sus – det er Captain Phillips til gengæld. En intens og nervepirrende filmoplevelse på åbent hav med Tom Hanks i problemer.

Vi er med andre ord langt fra Johnny Depps fjogede pirat, Jack Sparrow, men lukkes her ind i et realistisk drama, der på trods af sine 134 minutter holdt mig i et fast greb. Det er godt nok først i filmens højspændte finale, at der for alvor kom følelsesmæssigt pondus på drengen, men jeg var hele tiden engageret løjerne, der dygtigt tager overraskende og gribende drejninger undervejs.

Captain Phillips 02

Det lykkedes altså Paul Greengrass igen at servere sin efterhånden velkendte dokumentariske action, som han også har leveret i blandt andet sine to Jason Bourne-film, United 93 og Bloody Sunday. Han er simpelthen en mester ud i at mestre intensitet og neglebidende nærvær i sin action. Netop dette er et af Captain Phillips stærkeste kort. Det og Tom Hanks samt debutanten Barkhad Abdi som piraten Muse.

For nuancerne i historien er til at overse. Godt nok er karaktererne, både kaptajn Phillips og de desperate pirater engagerende og delvist nuancerede bekendtskaber. Men de bagvedliggende problemstillinger om blandt andet de somaliske piraternes situation og hvorledes disse fattige fiskere presses af rigere lande, forbliver ukendt farvand. Her er kun én vinder, én klar helt ­– du gættede rigtigt, kaptajn Phillips.

Captain Phillips 01

Men okay, Tom Hanks er sgu også en både cool, sympatisk og heltemodig kaptajn, der gerne ofrer sig selv. Og selvom parterne er tegnet tydeligt op, byder filmen også på nuancer i skurkebilledet, hvor piraterne selvfølgelig er lige så menneskelige som dem, de tager til gidsel. Det er relationer, man har lyst til at se udfoldet og forløst i Paul Greengrass’ sikre hånd om dramaet.

Det er altså en på mange måder vellykket og medrivende film, der er kommet ud af den virkelige historie om en kapring ud for Somalias kyst tilbage i 2009. Desværre maner filmen ikke til megen eftertanke, det behøver en actionfilm som bekendt heller ikke at gøre for at være vellykket underholdning. Og det er netop, hvad Captain Phillips er – vellykket, medrivende og intens actionunderholdning.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

[tabgroup][tab title=”Captain Phillips | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
53449_Capt_Phillips_plakat.indd
Originaltitel: Captain Phillips, USA, 2013
Premiere: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Tom Hanks, Barkhad Abdi m.fl.
Spilletid: 134 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THIS IS THE END: Apokalyptisk komedie er virkelig sjov

Altså, hvis du lige tager et kig på rollelisten til den apokalyptiske komedie This is the End, bør en yderligere anbefaling egentlig ikke være nødvendig – du ved: Seth Rogen, Jay Baruchel, James Franco, Jonah Hill, Danny McBride og Craig Robinson samt et par skønne cameos af blandt andet Michael Cera og Emma Watson. Men lad mig alligevel lige uddybe, hvorfor du skal se filmen – for det skal du.

Alle spiller sig selv – eller rettere parodier på sig selv. Nogle mere underspillede end andre. Men det holder. Blandt andet fordi selvironien fungerer, og så er der bare en god dynamik i det morsomme ensemble. Løjerne tager sin begyndelse med Jay Baruchel, der ankommer til Los Angeles for at catche op med sin ven Seth Rogen. Jay er dog ikke meget for al det der Hollywood-lir, som Seth er blevet en del af.

this is the end 02

Han er derfor heller ikke meget for at blive slæbt med til A-liste house warming hos Franco. Jays bange anelser for festen træder dog hurtigt i baggrunden, da Jordens undergang bryder ud – ja, sådan fra det ene sekund til det andet. Og ja, selvfølgelig er det sjovt at se den ene kendis efter den anden lade livet. Tilbage står Rogen, Baruchel, Franco, Hill, McBride og Robinson, som nu forskanser sig i Francos hjem.

De interne stridigheder tager til – og det er virkelig sjovt at være vidne til, hvordan de tackler både hinanden og apokalypsen. Men selvom det er sjovt, bliver løjerne til tider også en kende episodiske. Det tager en smule af pusten fra filmens flow, hvor en lille opstramning af manuskriptet ikke ville have gjort noget. Men selvom filmen mister lidt tempo, mister den aldrig grebet om grinene.

this is the end 01

Ganske vist er alle jokes ikke lige sjove, men man er hele vejen i godt selskab, hvor det også smitter, at man fornemmer hvor sjovt, det har været at lave filmen. Den ofte improvisatoriske feel giver liv og uforudsigelighed til filmen. Blandt andet er en diskussion om onani mellem Franco og McBride vellykket plat, mens også scenen, hvor gutterne kommer op at toppes om ikke at voldtage Emma Watson fungerer.

Ja, hvis Jordens undergang er lige så sjov som This is the End, må den godt gå under. Nu. Men indtil det sker, kan man jo forberede sig på apokalypsen i selskab med de her gutter. Som sagt: Seth Rogen, Jay Baruchel, James Franco, Jonah Hill, Danny McBride og Craig Robinson. Nej, der er ingen grund til, at jeg spilder mere af din tid med mine ord. Bare se filmen. [tabgroup][tab title=”This is the End | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
this is the end poster
Originaltitel: This is the End, USA, 2013
Premiere: d. 10. oktober 2013
Instruktion: Evan Goldberg, Seth Rogen
Medvirkende: Seth Rogen, Jay Baruchel, James Franco, Jonah Hill, Danny McBride, Craig Robinson, Michael Cera, Emma Watson m.fl.
Spilletid: 106 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KVINDEN I BURET: På stivbenet jagt efter den gode krimi

Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Afdeling Q, den ihærdige kriminalbetjenten Carl Mørck og hans partner Assad – og kommer nok heller ikke til det. Men selvom denne første film i rækken ikke hæver sig over det middelmådige, vil jeg ikke afvise, at jeg sidder klar, når næste film en gang rammer biografen. For selvom Kvinden i buret er ganske solid, er den også underligt ufarlig.

Nikolaj Lie Kaas indtager rollen som den sammenbidte Mørck, der efter en tragisk ulykke på en politisag ender på nervemedicin og dårlig kaffe. Han henvises til at lede den nyoprettede Afdeling Q, der skal tage sig af uopklarede sager. Ikke just en attråværdig tjans. Her teames han op med den optimistiske Assad, en veloplagt Fares Fares. Ja, du gættede rigtigt – de to bider sig snart fast i en uopklaret sag. Fem år tidligere forsvandt den ambitiøse politiker Merete Lynggaard nemlig på mystiske vis.

kvinden i buret 01

Men den umage duo tror selvfølgelig ikke på, at der var tale om selvmord, og snart begynder konturerne på en anden og mere dyster forklaring at tegne sig i sagens ellers sparsomme ledetråde. Så stik imod deres ordrer, sætter de to alt ind på sagen, hvilket leder dem på sporet af gerningsmanden, der holder Lynggaard fanget i et væmmeligt trykluftkammer uden kontakt til omverdenen.

Der er således lagt op til en klassisk kamp imod tiden, hvor genrens klichér holdes i ave. Betjenten med et forlist ægteskab i rygsækken og en tragedie, der har sendt ham ud i mørket (ja, Carl Mørckget it), hvor eneste trøst er flasken i inderlommen og en dedikation til en politisag. Ja, han vil selvfølgelig også helst arbejde alene, men får ufrivilligt en partner på nakken, hvor den obligatoriske forbrødring indfinder sig – og så videre. Ja, klassikere som Seven og Ondskabens øjne spørger også i kulissen.

kvinden i buret 02

Men nu er visse elementer en fast del af genren, desværre føles de i dette tilfældet bare mere slidte end friske. For egentlig udgør Lie Kaas og Fares en god og dynamisk duo, Sonja Richter er nærværende i den forpinte rolle som den både skrøbelige og viljestærke kvinde i buret, mens også Mikkel Boe Følsgaard er troværdig som Meretes hjerneskadede bror. Men afviklingen at plottet føles en smule stift, mens man da også må sluge sin del af plotmæssige kameler.

Man savner også mere psykologisk dybde og en knapt så skematisk struktur, mens spændingen forbliver moderat, om end den intense finale har et vist momentum – sin genkendelighed til trods. Men med lige dele flair for genren, et stemningsfuldt univers samt et grumt og kringlet plot røg affæren relativt effektivt ned i svælget på min indre krimihund – men man glemmer hurtigt Mørck og co. i mørket, straks filmen har nået sin forventelige konklusion. [tabgroup][tab title=”Kvinden i buret | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
kvinden i buret poster
Originaltitel: Kvinden i buret, Danmark, 2013
Premiere: d. d. 3. oktober 2013
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Sonja Richter, Mikkel Boe Følsgaardm.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck nu det, for filmen føles frisk, er veloplagt og medrivende sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter, og de to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet. Og som enhver anden superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

antboy01

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den ganske intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

antboy 02

For filmen er skåret ind til benet med sine små 77 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken, hvilket kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, det at finde ud af, hvem man er og hvad, der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken – er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver lige filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, it’s trueall hail Antboy. [tabgroup][tab title=”Antboy | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:
4_6 - stars
antboy poster
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Premiere: d. 3. oktober 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 77 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

RUNNER RUNNER: Batfleck og popdreng på ligegyldigt gamblertrip

Okay, den overskrift er måske ikke helt fair, for jeg kan sgu egentlig godt lide både Ben Affleck og Justin Timberlake. Jeg tillader mig dog alligevel den lidt hovne tone, da deres gambler-pølle Runner Runner ganske enkelt ikke er en god film. Så er lidt kæk mudderkastning vel på din plads. Men okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først – hvad handler filmen om?

Kort fortalt har vi den intelligente universitetsstuderende Richie Furst, en ivrig Justin Timberlake. Han er en haj til poker på nettet, så for at betale sin uddannelse, satser han alt, han ejer. Han taber, men finder beviser for, at han er blevet snydt. Han rejser derfor til Costa Rica for at konfrontere bagmanden bag poker-sitet, Ivan Block – en overskudsagtig Ben Affleck. Han inviterer imidlertid Richie ind i sit foretagende og snart er millionerne, damerne og festerne hans nye livsstil.

runner runner 01

Men det nye liv har selvfølgelig en bagside – og snart får den ellers regelrette Richie svært ved at vikle sig fri af det lyssky foretagende, hvor både bøller, korrupte politikere og FBI snart ånder ham i nakken. Ja, den havde du jo nok luret. Men skulle du have svært ved at følge med i det ellers letforståelige og forudsigelige plot, er de medvirkende hele vejen meget flinke til at fortælle, hvorfor de gør som de gør og hvad de har tænkt sig at gøre.

Man bliver ganske enkelt holdt i hånden hele vejen – og der bliver da også lige for de langsomste i klassen smidt en forklarende voice-over på. Én ting er dog at være klichéfyldt og bøje både karakterer og fortælling i neon. Men når skidtet ikke engang er spændende, er der ikke meget andet tilbage end en film, der er ligeså grådig efter folks penge som en enarmet tyveknægt, der ikke giver noget tilbage af betydning. Ja, tematikker som retfærdighed, moral, kynisme og grådighed forbliver flade.

runner runner 02

Det er også småt med karisma hos Timberlake og Affleck, der mest er et par flotte fyre på automatpilot – og desværre kan en ellers både sød og æggende Gemma Arterton som kvindeligt fodspænd ikke sparke meget liv i lortet, der dog på trods af alt holder en fornuftig spilletid på 91 minutter. Oh what to do, endnu en opslidt luder af en ligegyldig Hollywood-kliché. Du ved, sådan en man ville ønske, man ikke havde set, selvom oplevelsen trods alt ikke gav en lyst til at begå selvmord.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Runner Runner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
runner runner poster
Originaltitel: Runner Runner, USA, 2013
Premiere: d. 26. september 2013
Instruktion: Brad Furman
Medvirkende: Ben Affleck, Justin Timberlake, Gemma Arterton m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: SF Film / Fox Film[/tab][/tabgroup]

NATTENS DÆMONER: Olmt hauted house gys kryber koldt ind under huden

Du kan godt allerede nu begynde at forberede dig på urolige nætter, for hauted house gyset Nattens Dæmoner – eller The Conjuring, der er filmens originaltitel – serverer i den grad olm stemning og isnende uhygge. For da familien Perron flytter ind i et stort og afsidesliggende hus bliver det starten på ét langt mareridt. Huset gemmer nemlig på en dyster fortid, hvilket først går op for familien alt for sent.

Filmen er hensat til 1971 og baseret på de grufulde begivenheder, som udspillede i den periode. Men selvom her uden tvivl er blevet hevet og trukket i virkelighedens dæmonbesatte historie, gør det ikke filmen mindre nervepirrende. Gentagende gange må man nemlig knibe øjnene nervøst sammen og mærke hvorledes håndfladerne bliver fugtige. Instruktør James Wan kan så absolut sit håndværk og sin horror-ABC.

conjuring 02

Filmen lægger sig op af skrækfilm, der fungerer i kraft af alt det, man ikke ser. Fantasien får altså lov til selv at arbejde – og den kommer her på overarbejde. For det er yderst effektivt den måde James Wan med brug af dynamisk kameraarbejde, et stemningsfuldt score og husets skyggefulde setting stabler op til flere intense scener på benene. Som når familiens piger leger gemmeleg i de mørke gange eller når faderen bevæger sig ned i husets dunkle kælder.

Men selvom det er lyde i mørket og skumle skygger, der langt hen af vejen er årsagen til hvide knoer, så serveres der også mere eksplicitte grusomheder. Det gøres dog med måde og så pokkers elegant, at det kun tilføjer ekstra pondus til den uro, der konstant ulmer i filmen. Gyset fungerer altså virkelig godt – det gør dramaet i familien også. Karaktererne er fornemt tegnet op og man engageres i deres kamp for at overvinde ondskaben – derfor bliver gyset også kun det mere medrivende.

conjuring 01

Der er ganske vist et par gentagelser undervejs og der er heller ikke meget nyt under solen. Fortællingen spindes over den velkendte skrækskabelon – optrapning af underlige begivenheder, der snart udvikler sig så voldsomt, at de overnaturlige fænomener ikke kan negligeres og man derfor må tilkalde eksperter i det paranormale. I dette tilfælde er det ægteparret Warren, hvis oplevelser filmen er baseret på.

Warren-parret får man ligeledes et nærværende forhold til, hvilket kun giver dramaet mere tyngde. Men selvom gyset gemmer på et par onde overraskelser, er det altså ikke historiemæssig originalitet, der er filmens styrke. Det er derimod dens evne til at fremkalde oprigtig gru og at familiedramaet fornemt komplimenterer gyset. James Wan, manden bag den effektive Insidious og succesen Saw, har således skabt et både stemningsfuldt, intenst og skræmmende gys, der vil sikre dig urolige nætter.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nattens dæmoner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 5/6:
5_6 - stars
conjuring poster
Originaltitel: The Conjuring, USA, 2013
Premiere: d. 12. september 2013
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Ron Livingston, Lili Taylor m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

PAIN & GAIN: Michael Bay pumper varm luft i pumpede Mark Wahlberg og Dwayne Johnson

Det kan godt være, at jeg ikke er den største Michael Bay-fan, men jeg tager hatten af for mandens konstante jagt på stor, større og størst rabalder med sine voluminøse film – bombastiske effektmonstre, hvor eksplosioner, effekter og babes går forud for den gode historie og interessante karakterer. Det skulle derfor blive spændende at se Pain & Gain, en på papiret langt mindre effektbåret Michael Bay-film.

De ekstravagante effekter er da også lagt på hylden, mens man følger den sande og absurde historie om tre bodybuilders kriminelle jagt på den amerikanske drøm. Men selvom historien er mere centreret om karaktererne end spektaklet, ender løjerne alligevel som en omgang ujævn og langtrukken varm luft. Det starter ellers lovende med en energisk Mark Wahlberg i centrum som en mand med en plan.

pain & gain 02

Han spiller den kropsbesatte Daniel Lugo, der drømmer om penge og et bedre liv, end det han har i sigte som fitnessinstruktør. Han kommer derfor på en plan, der skal blive hans vej til drømmen. Han teamer op med sine bodybuilder-kollegaer, den en smule tvivlende Adrian Doorbal (Anthony Mackie) samt den forhenværende straffefange Paul Doyle – en Dwayne ’The Rock’ Johnson, der er mere pumpet end sædvandligt.

Desværre er der mere muskelkraft end hjerne i trekløveret, så selvfølgelig går deres naive plan om at kidnappe og afpresse rigmanden Victor Kershaw (Tony Shalhoub) galt. Snart løber planen af sporet, hvor den ene dumme beslutning efter den anden sender det steroidefyldte team på kollisionskurs. Det er dog ikke kun de tres plan, der løber ud i sandet, det gør filmen også. Den er alt for lang for sit eget bedste og formår ikke at holde dampen oppe, men går derimod i tomgang halvvejs inde.

pain & gain 01

Men ja, det da er ok sjovt blandt andet at se en manisk Dwayne Johnson tage snitter og prædike om Jesus, mens Mark Wahlberg forsøger at holde hovedet koldt i den ene kattepine efter den anden. Men selvom her forsøges med sort humor og et fokus på karaktererne, ender filmen uforløst. Flade karaktertegninger og en historie, der alligevel ikke rigtigt formår fænge eller at gøre os klogere på de medvirkende.

Hvor tæt på sandheden filmen er, ved jeg ikke, men at de tre bodybuildere egentlig er kyniske mordere og her portrætteres som både naive og til dels sympatiske tumper, der bare er uheldige, er måske ikke så heldigt. Men den moralsk tvivlsomme balancegang til side, så fungerer filmen ganske enkelt ikke. Den ender på trods af en veloplagt første del som et kedeligt og langtrukkent bekendtskab uden tyngde. [tabgroup][tab title=”Pain & Gain | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:
2_6 - stars
pain & gain poster
Originaltitel: Pain & Gain, USA, 2013
Premiere: d. 5. september 2013
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende: Mark Wahlberg, Dwayne Johnson, Anthony Mackie, Tony Shalhoub, Ed Harris m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SPIES & GLISTRUP: Excentrisk duo i middelmådigt parløb

Så er der serveret sikker dansk filmsucces – skulle man tro. For med to af Danmarks mest farverige personligheder i parløb burde sæderne i de danske biografer jo fylde sig selv op. Det er da også muligt, at det bliver tilfældet, men desværre lader filmen en del tilbage at ønske. Spies & Glistrup er nemlig en både ujævn og middelmådig film, der dog har veloplagte Pilou Asbæk og Nicolas Bro i titelrollerne.

Som du nok har luret, handler filmen om det umage venskab mellem rejsekongen Simon Spies og skatteeksperten Mogens Glistrup. Filmen tager sin begyndelse i 1965, hvor Glistrup bliver Spies’ advokat. Sammen giver de Spies Rejser luft under vingerne og baghjul til middelmådigheden. Med store visioner og provokationer følger man således de tos vej frem i verden, mens venskabet begynder at knage.

spies & glistrup 02

Sådan lidt firkantet er her tale om tre historier. Den om Spies, den om Glistrup og så den om deres venskab. Desværre balanceres denne potente, trebenede taburat ikke helt vellykket, men bliver en kende episodisk i sin afvikling, hvor manuskript-strukturen til tider også titter lidt for åbenlyst frem. Blandt andet i skildringen af, hvordan de to herrer på det nærmeste bytter roller halvvejs – Spies bliver indadvendt, mens Glistrup overtager avisernes forsider som forkæmper for nul procent i skat.

Og selvom filmen føles for lang, kommer man ikke for alvor ind på livet af de to excentrikere og deres venskab. Man sidder i sidste ende altså tilbage med en lidt overfladisk fornemmelse i maven. Der diskes dog bestemt op med farverige scener, hvor Spies leder an med morgenbolledamer, stoffer og stiv pik (ja, on screen rejsning op til flere gange). Men desværre flagrer filmen lidt i flere retninger og finder ikke den gyldne balancegang i historien og skildringen af venskabet.

spies & glistrup 01

Det er ellers interessant, at Christoffer Boe har instrueret og været medforfatter, da han er manden bag eksperimenterende og langt mindre folkelige titler som Alting bliver godt igen, Beast og Allegro. Men springet ind i familien Danmarks stuer er ikke helt vellykket. Men både Pilou Asbæk og Nicolas Bro gør god figur og serverer flere dynamiske scener i veloplagt ping pong – også selvom de til tider er lige på vippen til at blive karikaturer.

Man underholdes altså mere overfladisk af deres eskapader, end man gribes følelsesmæssigt af deres historie, kampe og indre dæmoner. Ja, det er altså lidt ironisk, at en film om disse to larger than life-personligheder er endt som en middelmådighed – hvilket jo er netop det, Spies og Glistrup kæmpede imod. Nu kan det ikke vare længe, før vi før filmen Ålen & Trier, if you know what I mean.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Spies & Glistrup | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
spies & glistrup poster
Originaltitel: Spies & Glistrup, Danmark, 2013
Premiere: d. 29. august 2013
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Pilou Asbæk, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE HEAT: Bullock og McCarthy snubler ivrigt over hinanden i kedelig buddy-cop-komedie

Det er sådan set ikke fordi, at Sandra Bullock og Melissa McCarthy ikke forsøger. Ja, de nærmest snubler ivrigt over hinanden med evindelige fuck-fraser og fald-på-halen-komik hele vejen igennem den alt for lange, alt for kedelige og for lidt sjove buddy-cop-komedie The Heat. Ja, et umage par, der sammen skal fælde en fæl narkobaron.

Bullock er den dygtige, regelrette, flittige og bedrevidende FBI-agent Sarah Ashburn (utroligt nok laver de ikke en ellers oplagt ’ass’-burn-joke – oh well), mens McCarthy er den brovnte, ligefremme og storbandende gadebetjent. Ja, diametrale modsætninger, der skal forsøge at arbejde sammen, da Ashburn sendes fra New York til Boston på en opgave, der kan give hende en forfremmelse.

the heat 02

Opskriften med et umage par på jagt efter bad guys fejler for så vidt ikke noget – tænk bare på blandt andet Leathal Weapon-filmene eller den nyere The Other Guys. Den ellers flyvefærdige opskrift stivner desværre bare her i kedsommelig tomgang. Her får man de samme jokes i forskellige og uinspirerede varianter filmen igennem – hvor det stærkeste kort synes at være ”fuck”, eller at duoen falder på røven.

McCarthy er desværre bare mere belastende end morsom som den konstant storskrydende betjent, der trækker sin pistol eller slår på tæven for et godt ord. Hun mangler bare charmen og fremstår mest af alt som en utålelig partner, man egentlig bare håber på ville holde sin kæft. Bullock er mere menneskelig og indgyder på trods af sin frigide person mere sympati – og ja, hun er faktisk også sjov af og til.

the heat 01

Filmen er ellers instrueret af Paul Feig, manden bag den fremragende Bridesmaids, der også havde McCarthy på rollelisten. Den havde så blandt andet også den altid vidunderlige Kristen Wiig både foran kameraet og som medforfatter. Men The Heat overrasker aldrig og jokesne kan ses på lang afstand, mens det krimiplot komedien forsøges hængt op på er både tyndt og uinteressant.

Ja, en klassisk buddy-cop-komedie med kvindeligt fortegn, hvor den obligatoriske forbrødring finder sted undervejs – bare uden at være tilnærmelsesvis så sjov som de medvirkende synes. Og forsøget på at tilføje lidt oprigtigt drama klinger blot hult. Ikke engang en karismatisk skurk bliver det til, men altså blot to lange timer med en storsvovlende McCarthy og en velklædt Bullock i umage parløb og i tomgang. Øv.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Heat | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
the heat poster
Originaltitel: The Heat, USA, 2013
Premiere: d. 22. august 2013
Instruktion: Paul Feig
Medvirkende: Sandra Bullock, Melissa McCarthy m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]