Indlæg

Robotsmadder og en svedig Hugh Jackman

/i /af

Det er bestemt flotte robotter, man finder i den sentimentale omgang robotsmadder Real Steel. En børnevenlig film, der slår på tæven og som leverer både action samt klichéer i så rask et tempo, at man næsten ikke opdager, hvor hul filmen egentlig er. Jep, den klassiske historie om den undertippedes kamp for sejr. Fight…!

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor kraftfulde robotter har overtaget bokseringen, mens menneskene styrer dem fra sidelinjen. Hugh Jackman er en uansvarlig og falleret robot-kæmper, hvis liv vendes på hovedet, da hans nu 11-årige søn pludselig dukker op. De to slår nu modvilligt pjalterne sammen i kampen for at nå til tops i bokseringen. Men mon ikke det kulsejlede far-og-søn-forhold får vind i sejlene? Det tror jeg vist nok, *violiner, sæt i gang*.

Jep, Real Steel har bestemt sin del af sødsuppe og det er småt med overraskelserne. Men filmen afvikler uden megen tøven sin tynde historie, hvor der ikke går langt imellem de hidsige slåskampe. Robotterne bliver til skrot, mens de noget overgearede medvirkende skriger hysterisk af maskinerne. Men Hugh Jackman er veloplagt, mens knægten Dakota Goyo bliver en smule for børnestjerne-kæk, oh well.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

/i /af

Tim Burton slår igen sine folder i vante græsgange med Dark Shadows. Johnny Depp har en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro også plads til sin søde kone Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ham ikke fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende Burton-underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par veltimede og komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace giver den som modvillig teenagetøs og Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær. Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater og Bella Heathcote dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser ikke for alvor som småskør og hævngerrig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne og Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri. Der kommer for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn størrelse med for mange uforløste plotelementer – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Tja, gode takter eller ej, så er her kort sagt tale om et nogenlunde underholdende, men også unødvendig rodet og tandløst bekendtskab. Genkendelsens glæde er heller ikke nok til at redde filmen fra at miste pusten – og det kan selv den gamle ’shock rocker’ Alice Cooper i fuld krigsmaling desværre heller ikke.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Premiere: 10.05.2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film

Skydegale kristne serverer voldsomt filmsus

/i , /af

Det er nærmest en instruktørs genfødsel, man er vidne til med den uregerlige og voldsomme action-thriller Red State. For Kevin Smith, der er kendt for sine dialogfyldte og ikke videre ’visuelt filmiske’ komedier, bl.a. debut-succesen Clerks og den religions-drillende Dogma har med denne sprængfarlige bastard bevæget sig ind på nyt område – og resultatet er et sprælsk og medrivende filmsus. Sådan!

Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden. Præcis hvor langt de vil gå for at håndhæve Guds ord, finder et par knægte ud af, da de ender i fedtefadet hos den ekstremistiske kirke – og så er der ellers sat fut under kedlen.

Og gryden holdes lystigt i kog med et herligt uimponeret miks af både gys, action, komedie og thriller – men hele vejen med en intensitet og urovækkende klangbund intakt. For man når ikke at få sat sig for godt til rette, førend filmen tager endnu en ny dramatisk drejning, ublut smider en ny karakterer i ilden – eller afliver en. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigeligt.

Men selvom filmen stritter i flere retninger og tager sig nogle gevaldige sving undervejs, så lykkedes det Kevin Smith at holde de mange bolde i luften. Det kan man bl.a. også takke det solide cast for, hvor Michael Parks som kirkens karismatiske leder er et helt igennem forrygende og uhyggeligt bekendtskab. Men også i filmens mindre roller finder man spændende eller blot bizarre karakterer.

Bl.a. er Stephen Root herligt selvudslettende som byens Sheriff, mens John Goodman får pirret sin egen moralske overbevisning som den forpustede agent Keenan. Parks bakkes desuden fornemt op af sin fanatiske menighed, hvor Melissa Leo som lederens datter er skræmmende rationel i sine koldblodige handlinger, mens Kerry Bishé nuancerer de vanvittige kristne som den søde, men hjernevaskede Cheyenne.

Selvom Kevin Smith er en personlig favorit, lovpriser jeg ikke alt, hvad han laver – hans seneste par film har fx ikke just været oppe at ringe. Men med denne både satiriske, sorthumoristiske og foruroligende kæberasler til religiøs fundamentalisme og menneskekold politik har han formået at give sig selv et genoplivende spark bagi. Det var sgu også på tide, Kevin…!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fornemt både heftig action og grynet sydstatsstemning i veldefinerede og detaljerige billeder, mens også lydsporet svinger sig voldsomt og medrivende afsted, lige fra de heftige skududvekslinger til Michaels Parks’ fanatiske prædiken. Fornemt. Man finder desuden en enkelt feature, der går bag om filmen.

Det er de gængse interviews med cast og crew, hvor der selvfølgelig bliver plads til rygklapperi. Heldigvis får man også mere interessante tanker fra Kevins Smiths side, bl.a. om den nye retning, han er gået med filmen og hans inspiration til og behandling af de sprængfarlige emner (43 min.). Bestemt et kig værd. Det kunne dog have været cool, hvis der også var fulgt et kommentarspor med.

Originaltitel: Red State, USA, 2011
Instruktion: Kevin Smith
Medvirkende: Michael Parks, Melissa Leo, John Goodman, Michael Angarano, Kerry Bishé, Nicholas Braun, Kyle Gallner, Stephen Root m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Endnu en omgang blodig kispus med Døden

/i /af

Med Final Destination 5 kastes man atter ud i blodig kispus med Døden. Det er business as usual. En flok mere eller mindre usympatiske teens må forsøge at snyde Døden, inden de selv ender som underholdende blodsprøjt på skærmen. Nej, det er hverken originalitet i historien eller karaktererne, der skal sikre filmens overlevelse, men opfindsomheden i de groteske drab. Dem er der heldigvis et par stykker af.

Der lægges heftigt fra start med en titelsekvens, hvor flyvende kranier og eksplosioner lover veloplagt død og ødelæggelse. Ja, her er det snarere Døden, man hepper på end de tåbelige medvirkende. Film-franchsiens præmis er da også stadig både fascinerende og herligt bizar, men desværre ikke hele vejen lige medrivende forløst.

Men hey, selvom den sardiske rutsjebanetur ikke just er noget formfuldende splatterorgie, så leveres der nogle yderst bestialske og ikke mindst overraskende drab undervejs. Ja, jeg vred mig både i væmmelse og forbavselse over de halsbrækkende drab. Skønt. Desuden bliver det også til et cool gensyn med en brummende Tony Todd i birollen som den mystiske William Bludworth.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Romantisk nostalgitrip er himmelsk filmmagi

/i /af

Selvfølgelig ville en håbløs romantiker og nostalgitrippende filmbuff som undertegnede falde pladask for neurotikeren Woody Allens sentimentale og yderst charmeredende Midnight in Paris. En hyldest til et romantisk Paris, nostalgien og eventyret, der venter lige for næsen af os. Oh la la, baguette og absint…

Forfatteren Gil får sig noget af en overraskelse på sin ferie til Paris, for her ender han på magisk vis tilbage i 1920’ernes fortryllende Paris. Så alt imens hans forlovede og svigermoren har travlt med at shoppe ligegyldigheder og hans konservative svigerfar håner byen, fester han med datidens store kunstnere, bl.a. forfatterne Hemingway og Fitzgerald samt den surrealistiske maler Dalí.

Woody Allen har begået en både vittig og rørende film, der med et veleksekveret manuskript legende let forener fantasi og virkelig – herligt befriet for en forklaring på hvordan de natlige ture tilbage i tiden kan lade sig føre. Det kan de bare. Det er medrivende parisisk poesi, men også med en bittersød erkendelse af, at lykken ikke nødvendigvis befinder sig i fortidens nostalgiske lys, men lige nu og her.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Colin Farrell luner som lummer vampyr

/i /af

Bare rolig, jeg skal nok spare jer for alt meget tid på at bitche over, at man endnu en gang skal belemres med et remake – og ih og åh, hvor meget bedre originalen er. Jeg vil blot opfordre til, at man tjekker Tom Hollands originale Fright Night fra 1985, bum. Og mæsk jer så ellers i denne ujævne, men ganske underholdende genindspilning, hvor en karismatisk Colin Ferrell viser tænder som forførende vampyr.

Præmissen er ligetil. Charley og hans mor får en vampyr til nabo – entering laber Colin Farrell i wifebeater. Det er selvfølgelig kun Charley og hans nørdede ven Ed, der er klar over naboens skarpe hjørnetænder. Ja, ungerne ved besked, mens de voksne ikke aner uråd – you know the drill. Så nu må Charley gøre hvad han kan for at holde sig selv, sin mor og kæresten i live, inden Farrell sætter tænderne i dem.

Remake eller ej, så er her tale om en munter lille sag. Der bydes ganske vist hverken på videre nuancerede karakterer eller stor følelsesmæssig slagkraft, men blot halvtjept ’vampyr-sjov-og-ballade’ med en kant af uhygge. Det er uden tvivl Farrell, der er det mest forførende bekendtskab, mens bl.a. hverken David Tennant som fjollet showman eller Christopher Mintz-Plasse som nørdet side-kick gør videre indtryk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kæk romantisk komedie er klichéfyldt ævl

/i /af

For helvede da også! Jeg burde have vidst, at Friends with Benefits – på trods af sporadisk positiv omtale – blot var endnu en forglemmelig romantisk komedie tilsat kække forsøg på også at være en smule fræk. Jep, Justins bare balder in ya face. Men hey, jeg har desværre den brist, at jeg håber på at falde over endnu en When Harry Met Sally. Det gjorde jeg så ikke.

Men come on, hvorfor fa’en skal denne tjeppe trivialitet have den stupide danske titel Bollevenner? Jeg mener, der er sgu da ingen grund til at forfladige middelmådigheden yderligere. For godt nok er her ikke tale om nogen romantisk åbenbaring, men helt ineffektiv er løjerne ikke og der mønstres faktisk en smule veloplagt kærligheds-underholdning undervejs.

Både Justin Timberlake og Mila Kunis er her blevet droppet af deres kærester og har af forskellige grunde nu valgt at lægge kærligheden på hylden. Han har ikke tid til den og hun tør ikke tro på den – men de har begge stadig brug for lidt kød. Så da de to støder på hinanden aftaler de kun at have sex – uden noget følelsesmæssigt fnidder til at fucke deres venskab op. Men mon ikke kærligheden alligevel kommer i klemme…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Creepy sindssygeanstalt med labre tøser

/i /af

En af mine store instruktøridoler er John Carpenter. Han står bag mesterlige og genredefinerende skrækfilm som Halloween og The Thing samt underholdende fremtidseskapader med Escape from New York og den oversete They Live. Men man må nok indse, at hans storhedstid er forbi. Han instruerer fortsat, dog i et beskedent omfang. Men når der er nyt, håber jeg på det bedste – gammel kærlighed ruster aldrig.

Det er mere en 10 år siden, han sidst var aktuel med en spillefilm – han har dog i den mellemliggende periode instrueret et par solide i afsnit i tv-serien Masters of Horror. Men desværre er det ikke et overrumplende comeback til spillefilmen han leverer med ’labre-tøser-og-et-grumt-spøgelse-på-en-sindssygeanstalt-gyseren’ The Ward. Her er vi tilbage i 1966, hvor en forvirret Kristen bliver anbragt på en psykiatrisk afdeling efter at have sat ild til en øde landejendom.

Hun kan imidlertid ikke huske hvem hun er eller hvorfor hun satte ild til huset – og noget er da også helt galt på afdelingen, hvor en mystisk skikkelse synes at vandre på gangene. Der er dog ikke meget hjælp at hente hos personalet eller de andre indlagte tøser, så Kristen må selv forsøge at komme til bunds i spøgelses-mysteriet og finde frem til sandheden om sig selv. Et klassisk setup med traumer og gespenster i skyggerne… gisp.

Filmens præmis er ganske vist gammelkendt, hvilket der ikke er noget galt i. Men når manuskriptet er så idéforladt og historien så klodset konstrueret, hjælper det ikke just Carpenters gys på rette vej. Filmens første del spiller imidlertid bedst, hvor regnen siler ned og lyn stemningsfuldt lyser det creepy hospital op. Men så tager vrøvlerierne for alvor til og uhyggen forbliver postuleret. Øv.

Der er dog noget grundlæggende tiltalende ved en flok yndige piger på en anstalt. Desværre er tøserne ikke specielt troværdige som patienter – der forsøges ellers både med ’crazy eyes’ og madning af en tøjkanin. Men bl.a. forbliver Amber Heard anonym som Kristen – måske fordi man ved så lidt om hende  – det er altså desværre også småt med indlevelsen og interessen i historiens afvikling. Så er der mere gods i Jared Harris som den tvetydige Dr. Stringer.

Men uanset de regnfulde anstrengelser og få stemningsfulde skygger samt gnistrende elektrochok, så presses der ikke meget reel uhygge ud af det flade og famlende manuskript. The Ward forbliver en ordinær, træg og meget lidt skræmmende gyserkliché – og jeg vil end ikke komme ind på den pinlige finale. Desværre Carpenter, bedre held næste gang.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på dvd-udgivelsen (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Desværre er billedet heller ikke lige veldefineret hele vejen, men farver og nuancer er dog fint gengivet, om end nogle af de mørke scener står en smule slørede. Lydsiden er solid og skyder det bastante score fint ind under huden.

Originaltitel: The Ward, USA, 2010
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Amber Heard, Mamie Gummer, Danielle Panabaker, Lyndsy Fonseca, Jared Harris m.fl.
Spilletid: 85 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Grufuld rundvisning i et knirkende hus

/i /af

Jeg har i et godt stykke tid villet se ’et-knirkende-hus-på-landet-gyseren’ The Silent House. Bl.a. fordi den skulle være yderst skræmmende, men også fordi den skulle være optaget i ét one-take. Et interessant eksperiment eller blot en ligegyldig gimmick? Så da regnen en dag silede ned og natten var ekstra olm, tog jeg mod til mig og fulgte i hælene på Laura og hendes far ind i det skumle hus…

De har fået til opgave at gøre den ramponerede landejendom i stand. Men inden længe falder mørket på og snart er begges liv i fare, for en morder lurer i husets skygger. Det er velkendte gyser-elementer, der er på spil her – så som underlige lyde på loftet og en ukendt morder i mørket. At filmen så skulle være skudt i ét one-take, tvivler jeg på – men det er i grunden også underordnet, for den klaustrofobiske illusion holdes.

Men uanset hvad, så fik filmen aldrig for alvor skrækskovlen under mig. Det lykkedes dog at stable ret solid atmosfære på benene i husets labyrintiske indre, hvor bl.a. det evigt insisterende kamera er med til at skabe intensitet og nærvær, mens også klaustrofobien momentant fik sit greb i mig. Her er altså gode takter, men desværre bliver Lauras kamp for overlevelse også noget triviel at følge.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mager lejemordertøs deler flade øretæver ud

/i /af

Nej, selvfølgelig kan man ikke få nok af labre lejemordere, der med elegance og køligt overblik formår at dræbe sine mål på mest udspekulerede vis – og slippe lydløst fra det. I den varmblodede actionkolbøtte Colombiana er det en lidt for mager Zoe Saldana, der dræber løs i et forsøg på at få gjort kål på sit barndomstraume og ro i sin plagede sjæl. Jep, frem med automatriffel og kvælertag.

Som lille pige ser Cataleya sine forældre blive skudt med koldt blod af en ond gangster-boss. Hun undslipper dog og dedikerer nu sit liv til at blive den mest effektive dræber, for herved at kunne opsøge den grumme gangster og hævne sine forældres død. Hendes plan går selvfølgelig ikke som forventet og snart er FBI på sporet af hende – og vupti, jægeren bliver den jagede.

Her er ikke så meget pjat, der skal losses noget action over disken – og til en hvis grad lykkedes det også at få afviklet nogle heftige actionsekvenser, der bl.a. involverer sultne hajer og en gennemtænkt fængselslikvidering. Altsammen med den adrætte Zoe Saldana i front – og hun får i den grad kravlet rundt i ventilationsskakter. Desværre snubler filmen over flere usandsynligheder end actionræset kan bære.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere