Indlæg

TAKE SHELTER: Nervepirrende dommedagsfilm er uafrystelig

Der findes mange film, der omhandler Jordens undergang. De fleste dommedagsfilm er dog ofte bombastiske action-tonsere med mere fokus på spektakulære effekter end det nære, menneskelige drama. Men den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på både original og fængslende vis. Ja, en af årets absolut største filmoplevelser.

Historien er centreret om familiefaren Curtis, der lever et stille liv i Ohio med sin søde kone og deres lille datter. Men alt ændrer sig, da Curtis begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, hvor et apokalyptisk uvejr truer hans familie og samtidig varsler død og omfattende undergang.

Michael Shannon er helt fænomenal i hovedrollen som en mand, der forsøger at bevare en rationel tilgang til de uhyggelige forudanelser. Men som filmen skrider frem begynder grænsen mellem mareridt og virkelighed at vakle for Curtis – er han ved at miste forstanden eller er undergangen reelt på vej?

Take Shelter er en både gribende og rørende film, hvor Jessica Chastain som hjælpeløs hustru må se til, mens hendes uligevægtige mand bliver mere og mere opslugt af de apokalyptiske visioner. Hun udgør en sart modvægt til den forpinte Curtis og er med til at give det knugende drama et fængslende fundament.

Instruktør og manusforfatter Jeff Nichols bygger historien sikkert op omkring sine karakterer, hvilket bl.a. giver dramaet en fascinerende og insisterende resonans, så man til sidst sidder med en knude i maven. Take Shelter formår med andre ord at forene dommedagsfablen med et medrivende familiedrama og ikke mindst et portræt af en mands slidsomme kamp med indre dæmoner. Fremragende.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Her står filmens flotte billeder og nedtonede farvepalet hele vejen veldefineret med indtagende detaljegrad samt mættede og nuancefulde farver. Lydsporet er ligeledes med til på medrivende vis at indramme skæbnefortællingen.

[tabgroup][tab title=”Take Shelter | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får 5/6:

Originaltitel: Take Shelter, USA, 2011
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Michael Shannon, Jessica Chastain, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Atlantic Film[/tab][/tabgroup]

KILLER JOE: En sydende smeltedigel af manglende moral

Det løber helt af sporet for den forgældede Chris i den underholdende og foruroligende Killer Joe. Han hyrer nemlig den korrupte betjent og deltidslejemorder Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringspengene. Koldt, kynisk og selvfølgelig går det ikke efter planen. Langt fra. Chris har nemlig på ingen måde forudset, hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal.

killerjoe01

Selvom filmens instruktør er den 77-årige William Friedkin, er der intet forældet over Killer Joe. Den er brutal, fandenivoldsk og ikke mindst smurt ind i en omgang kulsort humor. Hertil kommer et veloplagt cast, hvor en fænomenal Matthew McConaughey leder veloplagt an som den iskolde og manipulerende lejemorder. Fantastisk.

Emilie Hirsch er herligt desperat som den hårdtpressede Chris, mens resten af hans bonderøvs-familie også hurtigt vikles uløseligt ind i det spegede mordkomplot. Nej, Killer Joe er ikke typen, man løber om hjørner med. Juno Temple er desuden forførende naiv som Chris’ ublufærdige søster, mens Thomas Haden Church leverer komisk guld som fordrukken og smådum familiefar.

killerjoe02

Et hedt Texas skaber endvidere en perfekt ulmende setting til denne skarpt skrevne sag, der leveres med lige så sikker hånd af William Friedkin og det skæve ensemble. Han formår med andre ord at sætte medrivende fut under denne sydende kedel af manglende moral, iltre temperamenter og tvivlsomme beslutninger.

Ja, et både aparte, cool og overraskende sprælsk comeback for den aldrende instruktør, der nok mest er kendt for skrækfilmsklassikeren Eksorcisten og thrilleren The French Connection. Nu kan Killer Joe – uden sammenligning i øvrigt – passende blive nævnt i samme ombæring fremover. Sådan!

killerjoe03

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld står Blu-ray-udgivelsen virkelig flot. Det beskidte Texas gengives med mættede farve, indtagende nuancer og god detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes godt med både solid bund og klare niveauer. Lækkert.

[tabgroup][tab title=”Killer Joe | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får:
5_6 - stars

killerjoe cover

Originaltitel: Killer Joe, USA, 2011
Instruktion:
William Friedkin
Medvirkende:
Matthew McConaughey, Emile Hirsch, Juno Temple, Thomas Haden Church m.fl.
Spilletid:
102 min.
Udgiver:
Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE MOTH DIARIES: Søde kostskolepiger og mystiske mord

Det dystre teen-gys The Moth Diaries er en fascinerende film, der har spændstige temaer som selvmord, jalousi og seksualitet i spil. Ja, enhver skolepiges kvaler. Desværre indfries det ellers potente potentiale ikke for alvor, men filmens gotiske og overnaturlige univers bevarer sin dragende tone på trods af filmens ujævnheder.

Der lurer konstant et mørke på den gamle kostskole, hvor Rebecca bor med den blonde Lucie. De er bedste veninder – og måske mere end det. Rebeccas følelser for veninden synes i hvert fald mere end blot venskabelige. Det forstærkes kun, da den mystiske Ernessa starter på skolen. Jalousien tager nu fat, for Lucie er pludselig mere interesseret i den nye pige, der desuden gemmer på en grum hemmelighed.

Det ellers liflige ungpigeliv slår derfor snart revner og mørket slipper ind, mens der passende diskuteres gotisk litteratur i undervisningen, hvor Bram Stokers Dracula er på skemaet – og som underviseren slår fast med store bogstaver på tavlen, indeholder enhver god vampyrhistorie sex, blod og død. Ja, så ved man, hvad der er i vente for de 16-årige piger. Sådan cirka. Tag den, slatne Twilight-tøser.

Men selvom The Moth Diaries altså ikke kommer helt vellykket i mål – blandt andet er den forjagede finale frustrerende uforløsende – ja, så tør filmen tage fat i og behandle sine emner med en oprigtig alvor, uden at blive belærende. Der kommer således ublufærdigt både lesbisk kærlighed og menstruationssnak på menuen, mens der ryges pot i smug og døden slynger sig ind på livet af pigerne.

Ikke kun fordi flere på skolen dør under mystiske omstændigheder – ja, Ernessa er nemlig vampyr (måske). Men også fordi Rebecca tumler med tabet af sin far, der har begået selvmord og derfor grubler over, om hun har samme destruktive drift. Hun spilles desuden med fin ømhed af en bly Sarah Bolger, mens Lily Cole med sit lettere bizarre og karismatiske udseende ubesværet indtager rollen som Ernessa.

Jeg har ikke læst Rachel Kleins bog, som filmen er baseret på, men instruktøren Mary Harron, der nok mest er kendt for sin filmatisering af American Psycho, får fint skabt et univers, der balancerer indtagende mellem drøm og virkelighed. Så selvom dramaet og karaktererne er en smule ujævnt leveret og følelserne ikke helt får den nødvendige pondus, så er The Moth Diaries et stemningsfuldt og ofte fascinerende bekendtskab.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens atmosfærefulde billedside gengives flot på Blu-ray, dog uden at imponere. Nuancerne er fine og detaljegraden god, men billedet står ikke lige veldefineret hele vejen – men intet graverende. Lydsiden fungerer ligeledes fint med klar og fyldig volumen. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Originaltitel: The Moth Diaries, Canada/Irland, 2011
Instruktion: Mary Harron
Medvirkende: Sarah Bolger, Sarah Gadon, Lily Cole m.fl.
Spilletid: 1 time 22 min.
Udgiver: Scanbox Vision

LIVID: Grumt gotisk gys er et forførende mareridt

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør det gotiske gys Livid, så venter der flere overraskelser undervejs. Fortællingen får nemlig et eget og uventet liv i det knirkende palæ, hvor den dystre fortælling folder sig dragende ud. Her emmer det af olm haunted house-stemning, mens det smukke og grufulde fængslende forenes.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie nemlig et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i livsløs koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – nærmest som et levende lig. Men da natten falder på, vender Lucie sammen med sin kæreste og en ven nysgerrigt tilbage. De vil finde den skat, som den rige olding efter signede skulle have gemt et sted i de skumle gemakker.

livid01

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru. For godt nok starter filmen som en spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men den ender som et pirrede ondt bæst, hvor det uforklarlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Livid vil og har da også allerede delt publikum på grund af sin mangel på rationel sammenhæng i sin sidste halvdel. Men jeg er vild med den drømmende logik og det overrasende genremiks, der her skaber en helt unik atmosfære. En herlig ambitiøs film, der tør tage chancer og udfordre en ofte stivbenet og konservativ genre.

livid02

Det er de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der står bag. De debuterede i 2007 med Inside, der er en mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm, jeg har set de seneste år. Med Livid er de gået i en ny retning, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at se, hvad de kommer op med i fremtiden. Jeg holder i hvert fald øje med dem – og det bør du også.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens forførende og dunkle scener står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Her kommer både de mange mørke nuancer og det smukke production design til sin ret. Lydsporet gør også sit til at sætte adrenalinen i gang med nervepirrende panoreringer, lyde i skyggerne og velbalancerede niveauer.

Der medfølger desuden et fint interview med de to instruktører, der blev lavet under den københavnske filmfestival Blodig Weekend tidligere i år (22 min.). Her fortæller de bl.a. om, hvordan de startede deres samarbejde, tankerne bag Livid og deres idéer til rebootet af Hellraiser, som de tidligere har været tilknyttet. Herudover får man et slideshow med stills fra filmen (2 min.) samt dens trailer.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Livid | Blu-ray-anemeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars

livid cover
Originaltitel: Livide, Frankrig, 2011
Instruktion: Julien Maury, Alexandre Bustillo
Medvirkende: Chloé Coulloud, Félix Moati, Jérémy Kapone m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE TWILIGHT SAGA: BREAKING DAWN – DEL 2: Den udødelige vampyrkærlighed når sin afslutning

Det melodramatiske trekantsdrama mellem gummivampyren Edward, den stædige Bella og ulvedrengen Jacob når med The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2 sin længe ventede afslutning. Det betyder også et farvel til et populærkulturelt fænomen, der siden 2005 har givet piger hede drømme og en tro på evig kærlighed.

Dette sidste kapitel fortsætter hvor forrige film slap. Her blev Bella og Edward gift – og så gik det ellers hurtigt. Bella blev gravid, men vampyr-babyen forsøgte at gnaske sig vej ud af den afmagrede piges mave. I den dramatiske fødselsfinale blev Bella dog reddet ved at Edward – langt om længe – forvandlede hende til en vampyr. Vupti.

Den bomstærke Bella skal nu lære at forholde sig til sine nye kræfter samt livet som mor. Ja, der er selvfølgelig fortsat gnidninger mellem hende, Jacob og Edward, men det er større problemer, der overskygger dramaet. For de magtfulde Volturi-vampyrer tror nemlig fejlagtigt, at den hurtigt voksende datter er udødelig og derfor udgør et brud på vampyr-lovene. Derfor truer en krig mellem klanerne nu med at bryde ud.

Jeg har ikke læst de populære bøger af Stephenie Meyer, men kan blot konstatere, at filmserien – ikke overraskende – fortsætter i samme rille med sit højtsvungne og frustrerende ufarlige kærlighedsdrama. Jeg mener, her er vitterligt liv og død på spil, mens spændstige tematikker som udødelighed og opofrelse også er på banen.

Men de ellers interessante gråzoner og forbudte følelser får aldrig det bid og nærvær dramaet tørster efter for at blive andet end poleret dagdrømmeri med evig kærlighed, mystik og sløset manuskriptskrivning. Bl.a. kunne den ulykkeligt forelskede Jacob godt være blevet en spændende karakter – fanget af en kærlighed til Bella, der må forblive uforløst. Han spilles desværre bare af den blanke robot Taylor Lautner.

Der er dog momentvis en gnist mellem Kristen Stewart og Robert Pattinson som det forelskede vampyrpar. Sagde jeg vampyr? For der er som bekendt ikke meget vampyr at hente her – i hvert fald ikke af den dagslysforkastende slags. Her bruges vampyr-myten mere som et let krydderi til historien om udødelig kærlighed og forbudte lyster. Fred med det, for sådan er universt skruet sammen – men det er stadigvæk skørt, at blodsugerne glimter som disco-kugler i dagslys og ikke går op i flammer.

Nej, jeg er ikke målgruppen, men det undskylder altså ikke det stive skuespil og den ujævne afvikling af det kønsløse drama. Michael Sheen er dog herlig teatralsk som vampyr – ja, heldigvis er løjerne ikke helt uden et glimt i øjet. Men de højtravende replikker, den klodsede CGI og Bella, der spæner op af en klippevæg fremstår altså en tand fjollet – og hvorfor skal alle ligne nogle fra et dårligt rockband?

Originaltitel: The Twilight Saga: Breaking Dawn – part 2, USA, 2012
Premiere: d. 15. november
Instruktion:
Bill Condon
Medvirkende: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner m.fl.
Spilletid: 1time 55 min.
Distributør: Nordisk Film

At leve med tabet og jage den forløsende hævn

Traumatiske oplevelser i barndommen har affødt adskillelige superhelte – og hvis der også er involveret et par døde forældre, er kimen med sikkerhed lagt til, at det forældreløse barn på et tidspunkt ifører sig en maske for at banke skurke på plads. Den fængslende og mørke Boy Wonder ligger dog på trods af sin titel og helte-tematik langt fra de superheltefilm, der de seneste år har oversvømmet biograferne.

Her pakkes helte-myten nemlig underspillet ind i en rå realisme, der er fri for smarte gadgets og storslået action, mens dramaet også har en psykologisk tyngde, flere af de kulørte superhelte mangler. Men genrens konventioner er i spil hele vejen, men altså på subtil vis. Det er primært det rørende og tragiske portræt af Sean, der udgør filmens kerne, mens spandex og megalomaniske nemesisser forbliver i kulissen.

Sean bor alene med sin far og ligner enhver anden flittig studerende, men den introverte teenager bærer på et tragisk traume. For som lille så han sin mor blive dræbt for øjnene af sig, så i ly af natten og iklædt en sort hættetrøje går han nu i flæsket på kriminelle i sin evige jagt på sin mors drabsmand og den forløsende hævn.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

OPERATION ARGO: Falsk filmhold på redningsmission i Iran

Hvad gør man, hvis man skal redde seks amerikanere ud af Iran, hvor folket i 1979 har væltet den provestlige statsleder og oprettet en islamisk republik? Jo, man sender en mand ind i landet under påskud af, at han skal lave en science fiction-film. På den måde kan amerikanerne forklædt som filmhold nemlig slippe ud af landet – måske. Ja, det lyder skørt, men Operation Argo er utroligt nok baseret på virkelige hændelser.

Ben Affleck har instrueret og spiller selv evakuerings-eksperten Tony Mendez, der får idéen med det falske filmhold og derfor rejser ind i Iran. Her har amerikanere levet i skjul i flere måneder efter, at de flygtede fra den amerikanske ambassade i Teheran, der blev stormet af militante styrker. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før de bliver fundet og sandsynligvis myrdet. Den vovede plan skal derfor snarest føres ud i livet.

Der er en absurd modsætning mellem den kulørte redningsmission og dramaets alvor. Men det på papiret noget uforenelige forhold balanceres det meste af vejen fornemt. Det lykkedes bl.a. fordi Affleck ikke er bange for at bruge det komiske i situationen – og det uden at alvoren undermineres. Det ses fx i en medrivende krydsklipning mellem det farverige Hollywood og det iranske oprørs rå realiteter.

Selvom man ikke for alvor synes at komme ind under huden på de medvirkende, er her dog ikke tale flade karakterer. Men de mange medvirkendes forskellige historier og liv samt filmens ivrige plotafvikling gør desværre, at castet ikke kommer til at bide sig helt så nærværende fast, som man kunne have ønsket sig. Dette forhindrer dog heldigvis ikke filmen i at være spændende thriller-underholdning.

Affleck bærer dog sin 70’er-habit fint og med en følsom eftertænksomhed, men hans kulsejlede forhold til konen og hans søn får ikke helt den følelsesmæssige pondus strygerne ellers sigter efter. John Goodman og Alan Arkin er dog rent guld i hopla som henholdsvis special effects-mand og garvet filmproducer. Ja, det er i sidste ende den mere lette tone i dramaet, der vejer tungest i filmens vægtskål.

Operation Argo er altså på trods af sine ujævnheder både medrivende og veloplagt fortalt. En grundlæggende fascinerende film med et godt øje for detaljen samt 70’er-miljøet. Så pyt med, at bl.a. den ellers nervepirrende finale fremstår noget forceret iscenesat. For spændingen fungerer – også selvom troværdigheden i det risikable filmeventyr ikke altid leveres lige overbevisende.

[tabgroup][tab title=”Operation Argo | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel:
Argo, USA, 2012
Premiere: d. 8. november
Instruktion:
Ben Affleck,
Medvirkende: Ben Affleck, Bryan Cranston, John Goodman, Taylor Schilling, Kyle Chandler, Clea DuVall, Alan Arkin m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

Cool, blodig og dynamisk samurai-action

Hvis du tror, at hæsblæsende actionfilm nødvendigvis skal være sådan noget med hurtige biler, larmende maskinpistoler og eksploderende helikoptere, så tro om igen. For Takashi Miikes helt igennem forrygende remake 13 Assassins leverer i den grad både cool, blodig og åndeløst pulserende action – med samuraier!

Filmen udspiller sig i midten af 1800-tallets Japan, hvor den brutale Lord Naritsugu hærger landet med både mord, tortur og voldtægter. Derfor får samuraien Shimada til opgave at gøre det af med den barbariske tyran og samler 13 samuraier, som han vil føre i kamp mod Naritsugu og hans 200 mand store hær. En på papiret umulig mission, men Shimada har en plan, der måske kan give dem sejren.

Filmens første del fungerer som en yderst indtagende optakt inden det godt en time lange og voldsomme opgør sparkes åndeløst igang. Her foldes det smukke univers flot og stemningsfuldt ud med både dragende æstetik og dramatisk klangbund. Man følger bl.a. hvordan de 13 karismatiske samuraier samles og får samtidig syn for den magtbegærlige Naritsugus diabolske raseren.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Fuldstændig fjollet fængselsaction… på et rumskib

500 voldshungrende fanger og en helvedes masse plothuller vælter rundt i et topsikret fængsel, der befinder sig i kredsløb om Jorden. Jep, Lockout er en omgang fuldstændig fjollet action, hvor en mand, der er lidt for kæk i replikken skal forsøge at redde præsidentens datter ud af klørene på fangerne, der har overtaget styringen.

Guy Pearce indtager rollen som den fandenivoldske og egoistiske antihelt Snow, hvis replikker udelukkende består af fjollede onelines, der leveres mere eller mindre veloplagt. Skulle man imidlertid være i tvivl om, at han ikke giver en fuck for noget, kan man jo bare se på hans T-shirt, der skærer det ud i pap: ”Warning: offensive”. Og sådan er det hele vejen – bøjet i neon, så selv en dum sælunge kan følge med.

Nu giver filmen sig heller ikke ud for at være original eller reflekteret action, men vil intet andet end at underholde. Desuden er ’fuldstændig fjollet action’ heller ikke nødvendigvis noget negativt i min bog, men så skal løjerne altså blandt andet også leveres veloplagt og tempofyldt – hvilket ikke hele vejen er tilfældet med Lockout.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’E.T.’ imponerer på fornem genudgivelse

Steven Spielbergs rørende og rynkede rumvæsen-klassiker E.T. the Extra-Terrestrial fra 1982 er netop landet på Blu-ray, så jeg har lige haft et medrivende gensyn med Elliott og hans intergalaktiske ven. En film, der stadig holder her 30 år efter sin premiere. Filmen har desuden fået flot nyt liv med en nyrestaureret billed- og lydside.

Vi har vel alle drømt om at finde et rumvæsen i baghaven, men hvordan ville man mon reagere, hvis det endelig skete? Det er præcis det, der sker for Elliott, da rumvæsenet E.T. ved et uheld bliver efterladt på Jorden. Elliott, hans storebror Michael og lillesøsteren Gertie forsøger derfor nu at hjælpe den lille rummand hjem igen.

E.T. the Extra-Terrestrial er fængslende filmmagi, der med universelle temaer som ensomhed, venskab og familie leverer sit gribende drama – og det uden at blive skinger eller overfladisk i tonen. Her er tale om et på en gang sentimentalt og oprigtigt bevægende drama, hvor man i E.T. får en uimodståelig karakter, der er lige så ikonisk og genkendelig som John Williams smukke score.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere