Indlæg

Top 10 – de bedste film fra 2011

/i , , /af

Så blev det tid til årets top 10 over de bedste film fra 2011. Listen er baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2011 – selvom flere af titlerne egentlig er fra i 2010. Men uden videre introduktion, her er de 10 bedste film fra året, der er gået.

1. Drive (Instr. Nicolas Winding Refn)
En udsøgt filmisk fornøjelse fra start til slut. Refn får her balanceret sine komponenter med en legende lethed, så både billede og lyd sitrer af energi og filmisk kærlighed. Desuden er Ryan Gosling übercool og volden smuk. Refn har bestemt rykket sig siden sin rolle som monstret Glubsk – se ham iført monster-dragten HER.

2. Cold Fish (Instr. Sion Sono)
Vanvittig og vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer. Ubehagelig, charmerende og suveræn.

3. Black Swan (Instr. Darren Aronofsky)
Jeg kender flere, der fandt Aronofkys psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan for karikeret og overfortalt, men jeg var vild med den bastante fortælling og symbolik. Det fungerede for mig og matchede medrivende både den smukke musik og ballet. Så absolut filmisk fryd og rå power i billede og lyd. Skønt.

4. Melancholia (Instr. Lars von Trier)
“En smuk film om Jordens undergang” var hvad Trier i sin tid lovede og det er godt ramt. Skræmmende smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde). Heldigvis er dette en undergang, man modsat filmens medvirkende kan opleve igen.

5. The Tree of Life (Instr. Terrence Malick)
Et abstrakt, ekspressionistisk og mystisk billedværk, men også nærværende og med kærligheden som fakkelbærer gennem mørket. Men al analytisk sniksnak og ordgøgl til side, så blev jeg ganske enkelt bare revet med af den både smertelige og smukke historie – lige fra de enorme himmelhvælvingers gåder til det nære drama.

6. Rango (Instr. Gore Verbinski)
Sprudlende animationsfilm ledt an af Johnny Depp som kæk kamæleon. En film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer. En herlig genre-bastard og ikke mindst uhyggeligt smukt animeret. Lige fra surreelle drømmesyner og vidtstrakte ørkenlandskaber. Et vildt visuelt western-ridt.

7. Kongens store tale (Instr. Tom Hooper)
En ganske enkelt velfortalt og gribende historie om et stærkt venskab og om at overvinde egne svagheder og finde en styrke, man ikke troede mulig at grave frem. Colin Firth og Geoffrey Rush er her den sprængfarlige duo, der giver liv til de vittige og veldrejede dialoger. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. Forrygende.

8. Hanna (Instr. Joe Wright)
Stilbevidst og hjertebankende smuk actionfilm, hvor man forføres af både et sneklædt Finland og videre til Berlins pulserende liv. Det heftige soundtrack leveres af The Chemical Brothers, mens Saoirse Ronan er både sart og sejlivet som en tøs på flugt fra Cate Blanchett som stram CIA agent. En af årets overraskelser.

9. True Grit (Instr. Ethan Coen og Joel Coen)
Coen-brødrene leverer med deres westen en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en gribende historie og spændstig dialog samt bjergtagende billeder. Jeff Bridges er svært charmerende som den snøvlende Cogburn, mens Hailee Steinfeld næsten stjæler billedet som den rappe tøs Mattie.

10. 127 Hours (Instr. Danny Boyle)
Selvom filmen stort set kun udspiller sig med James Franco klemt fast imellem to klippevægge, så holder Boyle medrivende liv i dramaet. Her er følelser som ensomhed, egoisme og afsavn hele vejen relaterbare, ikke mindst takket være en fremragende Franco. En både opløftende og visuelt forførende film.

Det er svært at udpege blot 10 film, ikke mindst når det kommer til at sortere i titlerne på listens sidste plader. Anyways, jeg tillader mig lige at fremhæve andre solide filmoplevelser fra 2011.

Året bød bl.a. også på time-bender-sci fi med Source Code, en flot afslutning på sagaen med Harry Potter og Dødsregalierne del 2, håndholdt alien-film i jungledybet med Monsters, candyfloss-overkill med Sucker Punch, den intense Winter’s Bone, Christian Bale i junkie-hopla med The Fighter, Mads Brüggers vanvidstur til Afrika i Ambassadøren, græsk bizarro med Dogtooth, hjerteskærende kærlighedsknuder med Blue Valentine, abeskøn action med Abernes Planet: Oprindelsen, den vildt sjove Bridesmaids, neonoplyst syretrip med Enter the Void, gangsterdramaet Animal Kingdom, uhygge med Insidious og det gribende vampyr-remake Let Me In.

Igen i år fik jeg mange af årets bedste filmoplevelser på den københavnske filmfestival CPH PIX. Jeg har dog valgt kun at inkludere én enkelt på min top 10 (Cold Fish), da her jo ikke er tale om en egentlig dansk biograf-distribution, men mere en eksklusiv visning. Men der er flere, der er værd at nævne.

Bl.a. det spruttende menneskemonster Tetsuo: The Bullet Man, den vanvittige og morsomme Big Man Japan, skamløs underholdning med Super, samurai-action med 13 Assassins, opfindsomt blodige mord med Dream Home, pulserende politi-thriller med Fire of Conscience, den isnende The Housemaid, lavmælt kannibalisme med We Are What We Are og exploitation med Hobo with a Shotgun.

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se, men som jeg vil nuppe i 2012, bl.a. In Time, X-Men: First Class, Moneyball, Kill List, Midnight in Paris, Huden jeg bor i, Submarine, Contagion, Beast, 50/50 og The Girl with the Dragon Tattoo.

– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2011 HER.
– Læs også mine top 10-lister for bedste film for 2009 og 2010.

Endnu en flot filmmontage for 2011

/i , /af

Okay, okay – det er så også den sidste filmmontage for 2011, jeg poster (måske). Men jeg bliver nødt til også lige at dele den her med jer. Den er lavet af Matt Shapiro, som har lavet sit såkaldte ’Cinescape’ siden 2006. Igen i år har han klippet en virkelig flot montage for filmåret 2011. Måske den flotteste. Her er smukke og veltimede krydsklip, hvor billede og lyd bruges opfindsomt og skaber et medrivende flow imellem de i alt 254 brugte film.

Det er elegant, hvordan han har sammenflettet kamerature og replikker og herved skabt overraskende og nye sammenhænge, bl.a. mellem Matt Damon i We Bought a Zoo og Nicolas Cage i Drive Angry. Der er specielt godt tryk på i montagens sidste del, hvor Deadmau5 rocker lydsiden. Så brug lige et par minutter på dette heftige tilbageblik.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=-mEfsU0EPSQ[/youtube]

– Se den alfabetiske liste over de anvendte film HER.
Se også:
 – Frapperende filmmontage for 2011
– Filmåret 2011 på bare 8 minutter

Frapperende filmmontage for 2011

/i /af

Jeg postede for en uges tid siden en montage med film fra 2011. Nu er endnu en filmmontage landet og denne gang er det YouTube-brugeren genrocks, der er på banen med sin årlige retrospektive montage for filmåret 2011. Jeg er vild med disse årlige tilbageblik og dette er ingen undtagelse. Her er der puttet godt i gryden med imponerende 230 titler kogt ned til små 6 minutters film-fryd.

Der er en god dynamik mellem de mange og ofte vidt forskellige filmklip og så udgør musikken en ret elegant modspiller til billedstormen, bl.a. er de franske elektro-trolde fra Justice på spil og så får Radiohead også lov til at sætte stemningen med deres smukke track Lucky. Ikke hele montagen er lige skarpt skåret, men uanset hvad, er det absolut en medrivende udpluk af årets filmudbud.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=QgTsQW9tyHg[/youtube]

– se listen med alle anvendte film HER
– Filmåret 2011 på bare 8 minutter
– Se også min top 10 for 2009 og 2010

Filmåret 2011 på bare 8 minutter

/i /af

Nu begynder årslisterne snart at dukke op – min egen top 10 for 2011 er på vej. Mod årets afslutning finder man ligeledes montager med årets film. Den første, jeg er faldet over i år er lavet af YouTube-brugeren hatinhand.  Her er hele 166 film klippet ned til små 8-minutter og tilsat musik af bl.a. Yeah Yeah Yeahs og Oasis. Her bliver man mindet om, at der har været flere gode film i år, men også hvor mange, der endnu ikke er kommet til Danmark og måske aldrig rammer biograferne her i landet.

Selv ser jeg bl.a. frem til Take Shelter, Tinker Tailor Soldier Spy, The Girl With the Dragon Tattoo, Attack the Block, Carnage og The Rum Diary. Men et par af årets favoritter, der har været forbi Danmark er bl.a. Drive, Hobo With a Shotgun, Insidious, Rise of the Planet of the Apes, Melancholia, The Tree of Life og Hanna.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=g_p3qroDp-M&feature=player_embedded[/youtube]

– Du finder listen med alle anvendte film HER.
– Se også min top 10 for 2009 og 2010.

Guldpalmen gik til Malicks kosmiske kolbøtte

/i /af

Guldpalmen for bedste film gik på dette års filmfestival i Cannes ikke overraskende til en af storfavoritterne til prisen, nemlig Terrence Malicks episke The Tree of Life. Et monumentalt og visionært værk, der tager os med til før tidernes morgen og frem til nutiden og undervejs tumler med småtterier som meningen med livet. Brad Pitt spiller her en streng far i 1950’ernes USA, der forsøger at opdrage sine tre knægte, hvoraf den ene vokser op og bliver til Sean Penn. Læs min anmeldelse af filmen HER.

Det blev altså ikke drillepinden Lars von Triers fremragende dommedagsbrag Melancholia, der løb med hovedprisen. Til gengæld fik Kirsten Dunst, der spiller den ene af filmens to søstre prisen for bedste kvindelige hovedrolle. En pris Charlotte Gainsbourg som bekendt modtog for sin rolle i Triers Antichrist. Melancholia har dansk premiere på torsdag og min anmeldelse kommer online i løbet ugen.

Der var som bekendt også en anden dansk instruktør i feltet til Guldpalmen, nemlig min personlige favorit Nicolas Winding Refn og hans action-fræser Drive, der har Ryan Gosling i hovedrollen som ‘getaway-driver’ – og Refn løb sgu med prisen for bedste instruktør, super cool og stort tillykke. Jeg kan slet ikke vente til filmen får dansk premiere d. 22. september.

– Læs om resten af vinderne på Cannes’ site HER.

CPH PIX: Bredtfavnende filmfestival veloverstået

/i /af

I søndags sluttede CPH PIX efter hele 18 dages filmfestival i København. Igen i år har det været en fornøjelse at gå på opdagelse i det omfattende programs godt 180 titler samt filmrelaterede events og fester. Jeg slog mig hovedsageligt på filmene og har uden tvivl fået nogle af dette års absolut bedste filmoplevelser på festivalen.

Muligheden for at se film, man ellers aldrig ville have hørt om eller for den sags skyld opleve på det store lærred, er det, der primært taler til mig – ligesom det også er cool, når instruktøren er til stede til Q&A. Ligeledes er programmets nationale og genremæssige spændvidde igen i år det, der lokker mig ind i mørket.

Den har således bl.a. stået på hæsblæsende action, grufulde skrækfilm og poetiske filmvandringer fra bl.a. Japan, Frankrig, Serbien, England, Rumænien, Kina, Sydkorea, Canada, Mexico, Spanien, Australien, Thailand, Polen og USA.

– Jeg nåede at se og skrive om følgende 35 film:
The Day of Ants in the Sky, Black Bread, Diabel, My God, My God, Why Hast Thou Forsaken Me, Karate-Robo Zaborgar, The Housemaid, The Whisperer in Darkness, Confessions, On The Silver Globe, Reign of Assassins, Tetsuo: The Bullet Man, Secuestrados, Kaboom, We Are What We Are, The Man From Nowhere, Cold Fish, No Doubt, Blame, 13 Assassins, True Nature, Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv, Burke and Hare, Stool Pigeon, Super, Tucker & Dale vs. Evil, Fire of Conscience, Dream Home, Hobo with a Shotgun, Vores tid kommer, Big Man Japan, End of Animal, Aurora, Flowers of Evil, Never Let Me Go, The Life and Death of a Porno Gang.

– Læs alle mine skriverier fra CPH PIX 2011 HER og 2010 HER.

CPH PIX: Bittersød romantik og serbisk frustration

/i /af

Jeg nuppede tre visninger på filmfestivalen CPH PIX’ sidste dag i går. Først kærlighedshistorien mellem en fransk dreng og en iransk pige. Deres intense møde i et smukt Paris var dog ikke kun en sød romance. I Flowers of Evil blev blide kys nemlig fornemt blandet med politiske uroligheder i Iran, hvor brugen af de sociale medier smeltede elegant sammen med filmens æstetik og historie.

Forskellene mellem den frie fransk knøs og den iranske piges urolige virkelighed i Iran blev til tider en kende bastant, men det sort/hvide skel blødtes heldigvis fint op med gråtoner. Fordomme blev manet i jorden og livets kompleksitet kom i spil på et mere generelt plan gennem de to unges tanker om identitet, fremtiden og kærligheden.

Der var mere bittersød romantik at hente i Never Let Me Go – uden sammenligning i øvrigt. Her følger man trekløveret Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley, der vokser op på en ikke helt almindelig kostskole. For godt nok er tonen realistisk i dette smertelige drama, men filmens præmis dystopisk science fiction. De opfostres nemlig med det formål at skulle bortdonere deres organer, hvilket vil ende med døden i en ung alder.

Her var altså tunge etiske og moralske temaer i spil, mens trekantsdramaet boblede med uforløst kærlighed. Komplekst og indtagende i sit udgangspunkt. Desværre knapt så vellykket forløst. Man kom aldrig rigtigt ind på livet af de tre og deres historie, som bl.a. skulle sige noget om livets forgængelighed. Det hjalp heller ikke, at en voice-over lige ville sikre, at budskabet fes ind, mens flashbacks og strygere forsøgte at hjælpe tårerne det sidste stykke.

Søndagens og for mit vedkommende festivalens sidste film var den groteske, serbiske The Life and Death of a Porno Gang. Her ender en filminstruktørs mislykkede karriere med, at han tyer til porno – det er der trods alt er penge i. Men film er ikke nok og en tørst efter det ekstreme sender ham og en broget trup på tour med et bizart sex-show, der snart udvikler sig fatalt med både snuff og politiet i hælene.

Det var en brutal sag, vild og anarkistisk, men også med kulsort humor og en befriende rå ærlighed. Det blev aldrig ren farce eller blot beregnende exploitation. En alvor og vrede gennemsyrede dette vrangbillede af et land traumatiseret af krig. Frustration og fortabelse i filmisk form. Forførende og frastødende. Til tider grænsende til det prætentiøse, men bestemt et skønt filmisk slag i mellemgulvet.

– Læs mere om Flowers of Evil, Never Let Me Go og The Life and Death…

CPH PIX: Hemmelighedsfuld film og afslutningsfest

/i /af

Jeg fangede en enkelt film inden PIX holdt afslutningsfest og prisuddeling i går. Det var den tre timer lange Aurora, der nøgternt følger den fraskilte familiefar Viorel, der med et ukendt formål, men tydeligt tynget af problemer kører rundt i et gråt bylandskab. Ligesom filmen holder også Viorel kortene tæt ind til kroppen. For præcis hvad hans dystre plan er, foldes først sent ud i forløbet.

Selvom man filmen igennem holdes hen i uvished, så blev jeg ret grebet af atmosfæren og fortællingen, hvor man bliver som en flue på væggen til det triste forløb, der leder op til Viorels brutale forbrydelse. Filmen blev dog til tider en kende lang i spyttet, men det var nødvendigt, bl.a. for at filmen kunne opnå den følelse af håbløshed, der også synes at gennemsyre den depressive hovedrolle.

Filmen var dog ikke uden kulsort humor, som bl.a. da Viorel vil hente sin datter i skolen og lærerinden lige får et par spydigt underspillede kommentarer med på vejen. Det underminerede aldrig det fortættede drama, men gav filmen en absurd kant, der klædte den i grunden meget sørgelige film om en menneskeskæbne på vej mod afgrunden. Så var humøret bestemt højere til prisuddelingen.

Det blev Alistair Banks Griffin der ud af et felt på 10 nominerede modtog New Talent Grand Pix for sin film Two Gates of Sleep – og det var en tydeligvis stolt instruktør, der tog imod prisen. Blandt de nominerede har jeg kun set Vores tid kommer og End of Animal, men skal i dag se Flowers of Evil.

Efter prisuddelingen stod den så på sjov og ballade, hvor folk i nystrøgne jakkesæt holdt på formerne og dansegulvet så småt blev befolket. Men inden PIX helt siger tak for i år, er der film både i dag samt ekstravisninger et par dage ind i næste uge.

– Læs mere på PIX om Aurora og Two Gates of Sleep.

CPH PIX: En gravid kvindes taxatur går i tomgang

/i /af

Filmfestivalen CPH PIX i København lakker mod enden, jeg har dog heldigvis stadig et par film på programmet, både i dag og på festivalens sidste dag i morgen. I går blev det til en enkelt visning. Desværre var det ikke det store sus, der ventede mig sidst på eftermiddagen i Dagmar Biografen ved Rådhuspladsen.

Inde i mørket var det en omgang postapokalyptisk tomgang, der foldede sig ud i End of Animal. Her udvikler en gravid kvindes taxatur sig fatalt, da en mystisk fremmed gør hende selskab. Han har nemlig underligt nok kendskab til bl.a. chaufførens mest private affærer og forudser på mystisk vis også et lysglimt, der i næste nu sætter bilen og resten af verden i stå. En kamp for overlevelse venter nu i det golde landskab.

Desværre blev jeg aldrig for alvor grebet af filmens dystre low-budget-æstetik, krøllede fortælling og trøstesløse atmosfære – og så er der ikke så meget mere tilbage at komme efter. Jeg kunne såmænd godt leve med filmens træge tempo, men når karaktererne heller ikke formår at bibringe historien med bare en smule mere dybtfølt pondus og energi, så bliver det i sidste ende en sej kamp for filmens overlevelse.

Men bl.a. et skummelt hundedyr, der til tider dukkede knurrende op i kulissen og et grumt besøg hos en ensom mand tilførte trods alt lidt af den mystik og indtagende tristesse, der skulle have hevet denne filmoplevelse ud af sit dødvande.

– Læs mere på PIX om End of Animal.

CPH PIX: Rødhåret road movie og store monstre

/i /af

Jeg havde glædet mig ret meget til Romain Gavres spillefilmsdebut, både pga. hans intense musikvideo til M.I.A.’s Born Free og ikke mindst fordi Vincent Cassel var på rollelisten. Desværre var filmens ellers fængende æstetisk, groteske historie og en indtagende Cassel, som manipulerende og humørsvingende psykolog ikke nok til at gøre Vores tid kommer til et specielt medrivende bekendtskab.

Den kuede teenager Remy kæmper både med mobbere i skolen og skænderier derhjemme. Men hans verden ændres, da han møder den ligeledes rødhårede Patrick, en psykolog der konfronterer alt og alle. Sammen tager de på et bizart roadtrip i en rød Porsche og med en armbrøst som beskyttelse. Den forsagte Remy lærer nu at slå fra sig i deres fælles kamp for at opnå den respekt, som de mener, rødhårede mangler.

Det er nemt at skyde en musikvideo-instruktør i skoene, at hans film er mere stil end indhold. Det synes dog at være tilfældet her. Ikke at det nødvendigvis er et problem, men i så fald skal man rives med visuelt og af en umiddelbar glæde ved mediets evne til at forføre med lyd og billede. Det lykkedes ikke hele vejen. Men takket være Cassel, sort humor og bizarre optrin ender filmen dog som en lille kuriøs road movie.

Senere på aftenen ventede en japansk overraskelse af dimensioner med den vanvittige og vittige Big Man Japan. Her følger et dokumentarhold den forsagte Sato, der har et ret usædvanligt job. Han forvandles nemlig til en gigantisk sumobryder for at bekæmpe fæle kæmpe-monstre, der i tide og utide indtager Japans storbyer.

Det lyder måske fjollet, hvilket det bestemt også er, men samtidig bibringer Hitoshi Matsumoto den absurde historie en troværdighed med sit både skrøbelige og sympatiske portræt af Sato. Han har med sin deadpan-tilstedeværelse en helt utrolig timing og flair for underspillet komik. En sær karakter, der selv når han blot spiser nudelsuppe er interessant og sjov at følge.

En af de absolut bedste og bestemt sjoveste filmoplevelser på PIX, hvor ikke mindst filmens uforudsigelige finale slog benene helt væk under mig. Noget af det morsomste jeg længe har set. Fuldstændig forrygende iscenesat vanvid.

Herefter gik turen til Vesterbro til et af de PIX-arrangementer, der ikke foregår i en biograf, nemlig ‘Movie Moves Mash-Up’-fest i Råhuset. Her blev flotte film-relaterede visuels projekteret op på væggene, mens DJ’s satte gang i dansegulvet både i stuen og på 1. salen. PIX kan bestemt også holde fest.

– Læs mere på PIX om Vores tid kommer og Big Man Japan.