END OF WATCH: På brutal patrulje med to oplagte betjente

Man får både svedige håndflader og en knude i maven på patrulje med Jake Gyllenhaal og Michael Peña i den intense politifilm End of Watch. Duoen er bedste venner og betjente i det bandehærgede South Central i Los Angeles. Deres i forvejen farlige job bliver dog snart endnu farligere, da de mere eller mindre tilfældigt får lagt sig ud med nogle mere end sædvanligt brutale kriminelle.

Men inden lortet for alvor ramler, følger man betjentenes udsatte hverdag. Både miljø og karakterer etableres med et godt øje for dagligdagen samt de mindre rutineprægede begivenheder på jobbet. Her står specielt modsætningen mellem det farlige arbejde og familielivet i stærk kontrast. Det giver god grobund for et engagerende drama, hvor man vitterligt holder med og af betjentene, når kuglerne begynder at flyve.

end of watch 01

Særligt dynamikken mellem Gyllenhaal og Peña fungerer godt. De er vedkommende og underholdende selskab – et af filmens klare trumfkort. Deres veloplagte ping pong rammer i den grad plet og balancerer fint mellem kammeratlige drillerier og mere rørende samtaler om livet, døden og kærligheden. De formår at give tyngde til temaer som loyalitet, broderskab og sammenhold.

Filmen er fortalt i en delvis dokumentarisk stil, da Gyllenhaals karakter er i gang med at lave en noget uofficiel dokumentar om livet som betjent og derfor filmer løs. Den håndholdte dokustil suppleres af et ”almindeligt billedsprog”, når scenerne kræver det – blandt andet under de heftige skyderier. Det er hektisk, men aldrig forvirrende. Dette miks af billedstil giver filmen et nærvær og en medrivende vitalitet.

end of watch 02

Men selvom End of Watch har mange gode ting kørende for sig, så bliver løjerne til tider også en kende ujævne. Historien og de ellers fine hverdagsscener går lidt i tomgang, hvilket actiondelen til dels retter op på. For netop filmens action er noget af det, der fungerer virkelig godt – brutal, insisterende og pulserende. Desværre begrænser skurkene sig til storbandende klichéerne på voldspsykopater.

End of Watch er altså intens, hvor særligt Gyllenhaal og Peña er med til at løfte historien og gøre politiklichéerne troværdige. De giver filmens action et følelsesmæssigt pondus – godt hjulpet af deres bedre halvdele, henholdsvis en sød Anna Kendrick og en rapkæftet Natalie Martinez. Ja, en ujævn film, men også adrenalinpumpende underholdning, der formår at gennemtæske følelsesregistret.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:.
Filmen gør sig godt på Blu-ray, hvor brugen af forskellige kameraer gør, at billedet skifter en smule udseende mellem nogle scener. Det er dog ikke noget, der ødelægger oplevelsen, men er blot med til at understøtte filmens æstetik og autenticitet. Lydsporet spiller medrivende, går klart igennem og skaber god intensitet og nærvær. Der medfølger intet ekstramateriale, men man får også filmen med på dvd.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 0/6 0_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”End of Watch | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

end of watch cover
Originaltitel: End of Watch, USA, 2011
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Michael Peña, Anna Kendrick, Natalie Martinez m.fl.
Udgivelse: d. 2. april 2013.
Spilletid:
109 min.
Udgiver: Nordisk Film [/tab][/tabgroup]

KILLING THEM SOFTLY: Afdæmpet thriller er pokkers intens

Det er med tungen lige i munden og en finger på en konstant pulserende puls, at Andrew Dominiks thriller Killing Them Softly udfolder sin både intense, smukke og brutale krimifortælling. Her går kolde kontanter forud for venner, mens mord gerne kommer på menuen, hvis bare prisen er den rette. Kynisk og kalkuleret kriminalitet.

Men netop det beregnede i de kriminelles gøren og laden er en del af pointen i filmens håndtering af penge, liv og moral. Det er ren forretning – fællesånden i USA findes ikke – vi er alle alene og bare en del af forretningen. Det må filmens karakterer også på skift erfare, efterhånden som de kommer i fedtefadet for deres gerninger.

killing them softly 01

Den kølige lejemorder Jackie Cogan bliver nemlig hyret for at nakke et par kriminelle, der har røvet en spillebule og sat pengestrømmen ud af spil og hermed også sat den kriminelle maskine i stå. Der skal med andre ord ryddes op, så forretningen kan komme på benene igen – men tingene kompliceres og hvem kan man så i grunden stole på?

Killing Them Softly  er ganske enkelt et pokkers elegant fortalt og visuelt indtagende krimiværk, der får skudt ren poesi ind i det ellers grå og regnfulde miljø, som blandt andet da junkien Russell svæver væk i tågerne og lydene bliver uldne. Ja, selv mordene males ofte smukt op, så man bare håber på, at flere skal lade livet.

killing them softly 02

Desuden møder man en række fascinerende og ofte mildt forstyrrede karakterer. Brad Pitt med slikhår og køligt overblik som Jackie Cogan. James Gandolfini som drikfældig og fortabt hitman. En forrygende Ben Mendelsohn som selvsikker junkie. Scoot McNairy som nervøs medskyldig. Ray Liotta som uheldig gangsterboss og en altid seværdig Richard Jenkins som manden med pengene.

Nej, her gælder det ikke store og larmende armbevægelser, men til gengæld en sirligt opbygget fortælling, hvor spændingen bygges omhyggeligt op og samtidig sætter sikre slag ind af brutal og blodig vold. Intenst, fængslende og ganske enkelt bare en filmisk fornøjelse og en mavepuster til den amerikanske drøm.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:.
Filmens fængslende billeder står smukt på Blu-ray-udgivelsen. Her er en indtagende detaljegrad, kontrasten er solid og farvepaletten både nuanceret, veldefineret og mættet. Lydsporet spiller sig også smukt ind under huden med godt rum, fine panoreringer samt et klart og velbalanceret mix. Sådan.

Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et par slettede og ikke videre ophidsende, slettede scener (9 min.) samt en kort making of, der med interview af cast og crew overfladisk kigger på filmen, karaktererne og roser hinanden på skift (5 min.)

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 1/6 1_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Killing Them Softly | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
Image converted using ifftoany
Originaltitel: Killing Them Softly, USA, 2011
Instruktion: Andrew Dominik
Medvirkende: Brad Pitt, James Gandolfini, Ben Mendelsohn, Scoot McNairy, Ray Liotta, Richard Jenkins m.fl.
Udgivelse: d. 9. april 2013.
Spilletid:
97 min.
Udgiver: Midget Entertainment [/tab][/tabgroup]

EXCISION: Forskruet familiedrama er helt forrygende

Det er et mildest talt atypisk familiedrama og teenageoprør, der udspiller sig i Richard Bates Jr.s fremragende Excision. En både krads og smuk film, der desuden er uhyre velskrevet og velspillet. Blandt andet imponerer AnnaLynne McCord i hovedrollen som den forpinte datter Pauline, der psykisk går i opløsning.

For selvom hun tumler med det, der nu hører sig teenagetiden til, så som urimelige forældre, drengeproblemer og en seksualitet i fuldt flor, får problematikkerne her en makaber kant, der skyder dramaet i en bizar og syret retning. Paulines pinsler udmønter sig blandt andet i surrealistiske mareridt, mens ondt familiefordærv om dagen sætter sig i kødet på hende.

excision 01

Og der blev ikke lagt fingre imellem – heller ikke når de eksplicitte mareridt folder sig blodigt og poetisk ud, som når hun eksempelvis møder sit eget blodopkastende jeg i et turkist rum. Absolut en æstetisk nydelse og med til visualisere komplekse følelser, der kan være svære at sætte ord på. Et gribende og tragisk portræt, der også udspilles med en sympati for Paulines pinsler. For selvom der smøres på med sort humor, så rummer dramaet også en alvor bag perversiteterne.

Her finder man blandt andet også en kontrollerende mor, der forsøger at gøre sit bedste, men i stedet ender med at gøre alt det forkerte – hun spilles desuden fremragende og ironisk nok af den forhenværende pornostjerne Traci Lords. Ja, det er ikke kun som teenager, det kan være svært at håndtere livet – rollen som mor har bestemt også sine udfordringer.

excision 02

Det er desuden blot plusser, at blandt andet John Waters og Malcolm McDowell dukker op i mindre roller, mens der også gives forskruet kant til religiøse størrelser som synd, skyld og forladelse. Man får endvidere en herligt ond finale, der på ubehagelig vis afslutter det både frastødende og fascinerende drama. Fornemt.

Excision er ganske enkelt en forrygende og original filmoplevelse, der medrivende og overraskende balancerer tunge temaer som psykisk sygdom, religion, familie og sex. Det hele iklædt begsort humor, der dog ikke underminerer ubehaget og den alvor, der ligger som en ond understrøm hele vejen. Ja, dette er et must see.

Filmen: 5/6: 5_6 - stars_LILLE

excision 03

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens mange dragende billeder gør sig godt på Blu-ray. Her er fint afstemte farve, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Lydsporet spillers også uden problemer og går både klart og veldefineret igennem. Herudover er der en smule ekstramateriale.

Man får et kort og ikke specielt interessant interview med John Waters (4 min.), så er der mere gud at komme efter i det engagerende kommentarspor med Richard Bates Jr. og AnnaLynne McCord, der har mange fine historier fra produktionen. Herudover medfølger filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen (1 min.).

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 3/63_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Excision | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 5/6

5_6 - stars

excision cover

Originaltitel: Excision, USA, 2012
Udgivelse: d. 16. april
Instruktion:
Richard Bates Jr.
Medvirkende: AnnaLynne McCord, Traci Lords, Ariel Winter m.fl.
Spilletid: 81 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

UNIVERSAL SOLDIER: DAY OF RECKONING: Brutal hævn og supersoldater

På samme måde som filmens hovedperson, bliver man her holdt hen i uvished om, hvad der egentlig foregår og hvordan det brutale plot hænger sammen – alt imens præsenteres man for supersoldater, automatvåben og øksekampe. Ja, Universal Soldier: Day of Reckoning er i grunden en ret mærkværdig film – hvilket er et plus.

Der gøres nemlig noget nyt med dette fjerde indspark i franchisen, der tog sin begyndelse i 1992 og kom bragende godt på benene igen i 2009 med den medrivende og højeksplosive Universal Soldier: Regeneration. Der er i denne ombæring ikke tale om samme omgang af ufortrøden actionbulder, men en mere afdæmpet sag.

universal 01

Det taler til dels til filmens fordel, men det adstadige tempo og hemmelighedsfulde plot hiver også noget momentum ud af løjerne. John vågner fra sin koma efter at have set sin familie brutalt myrdet af Luc Deveraux – en ond og skaldet Jean-Claude Van Damme. Men hvorfor dræbte han familien og hvordan passer John ind i det noir-lignende puslespil af identitetsproblemer og hævnmotiver?

Vi følger således i hælene på en fortumlet John, der forsøger at hitte redde i det lyssky plot, mens nedslag af hårde nævekampe, herligt blodskvulpende headshots og skyderier kiler sig ind i den krøllede fortælling. Ja, Dolph Lundgren dukker selvfølgelig også op – afbleget og stor som en okse. Herligt.

universal 02

Både han og Van Dammes tilstedeværelse forbliver dog ved et par halvstore cameos, men så absolut et par medrivende af slagsen. Men det er Scott Atkins, der står i centrum. Desværre er han bare ikke et videre interessant bekendtskab, selvom han forsøger sig som slagfærdig og traumatiseret antihelt. Han forbliver desværre kedelig.

Universal Soldier: Day of Reckoning er med andre ord lidt en blandet pose bolsjer. Den prøver noget forfriskende nyt med serien med et mere afdæmpet og udfordrende plot. Man får dog også sin del af pulserende action, men i sidste ende er afviklingen for ujævn til at filmen kommer helt vellykket i mål.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Hvor filmen har sine skavanker, så spiller billede og lyd på Blu-ray-udgivelsen yderst overbevisende. Her er indtagende detaljegrad, flot farvegengivelse og i det hele taget et veldefineret billede. Lydsporet spiller ligeledes lækkert og giver både plads til stilhed og brølende action. Desværre medfølger der intet ekstramateriale.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 0/6 0_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Universal Soldier: Day of Reckoning | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
universal soldier cover
Originaltitel: Universal Soldier: Day of Reckoning, USA, 2012
Udgivelse: d. 26. marts
Instruktion:
John Hyams
Medvirkende: Scott Adkins, Dolph Lundgren, Jean-Claude Van Damme, Andrei Arlovski m.fl.
Spilletid: 114 min.
Distributør: Midget Entertainment [/tab][/tabgroup]

LIFE OF PI: Eventyrligt skibbrud og en CGI-tiger

Nej, jeg har ikke læst Yann Martels populære bog, der danner forlægget for Ang Lees Life of Pi – men at noget må være gået tabt i oversættelsen til film, håber jeg er tilfældet. For selvom man præsenteres for billedskønne scener, så bliver historien om den skibbrudne dreng og tigeren Richard Parker aldrig for alvor gribende eller dyb nok i sin afvikling af de lommefilosofiske tanker til at komme tilfredsstillende i mål.

Filmen tager udgangspunkt i Pi, der som voksen fortæller den utrolige historie om, hvordan han i et tragisk skibsforlis mistede sin familie og endte i en båd med en tiger på det åbne hav. Man følger således primært hvordan Pi udvikler et forhold til tigeren, mens der grubles over livet, døden og ikke mindst gud – eller rettere guderne. For Pi stifter som ung knægt bekendtskab med diverse trosretninger.

life of pi 01

Ja, her er i udgangspunktet tale om en fascinerende historie med interessante og evigtgyldige tematikker som det dyriske kontra det menneskelige, det spirituelle og guddommelige. Men desværre føles filmen det meste af vejen som eksistentialistisk damebladslir pakket ind i computergenereret billedmagi, hvor både smukke solnedgange, flyvefisk og CGI-tigeren forsøger at holde liv i Pis beretning.

Filmen er dog langt mere vellykket visuelt end i sin afvikling af historien, der til tider fremstår kedelig og mere banal, end hensigten synes at være. Jeg fik heller ikke et tilpas intimt forhold til Pi, hvilket ikke just er befordrende for engagementet i filmen. Men debutanten Suraj Sharma, der portrætterer den unge udgave af Pi mangler nerve, mere spændvidde og nuancer i sit spil.

life of pi 03

Groft sagt, så forblev det ved en samling computerskabte skønmalerier, der som historie aldrig for alvor fik pondus – hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt. Temaer som kærligheden, mennesket, naturen, religion og det at tro på noget, der er større end en selv fiser desværre en smule unuanceret ud i bølgen blå. Der trækkes dog bestemt point hjem visuelt, hvilket afhjælper filmen fra at kæntre undervejs.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens smukke billeder kommer virkelig til deres ret på Blu-ray. Her står billedet veldefineret, med indtagende farvegengivelse og imponerende detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes yderst godt og går upåklageligt igennem med sine velbalancerede og klare niveauer – sådan. Man får desuden en solid omgang ekstramateriale.

life of pi 02

Man får en spændende making of, der tilfredsstillende kommer omkring de mange aspekter af den omfattende produktion – blandt andet audition og effekter til historien og brugen af 3D (i alt 63 min.). Der er også en feature, der ser på arbejdet med de imponerende effekter – fra de vilde dyr til det brusende skibbrud (20 min.), og videre en feature om, hvordan man bragte tigeren til live med brug af både computer og en rigtig tiger (9 min.). Slutteligt finder man et omfattende galleri med diverse billeder og skitser fra produktionen samt en række storyboards. Interessant og informativt.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 4/6 4_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Life of Pi | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

life of pi cover
Originaltitel: Life of Pi, USA | Taiwan, 2012
Udgivelse: d. 30. april
Instruktion:
Ang Lee
Medvirkende: Irrfan Khan, Gérard Depardieu, Suraj Sharma, Rafe Spall, Tabu og Adil Hussain m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: SF Film [/tab][/tabgroup]

JACK REACHER: En film om hvor cool Tom Cruise er

Tom Cruise løber hurtigt. Tom Cruise skyder med skarpt. Tom Cruise kører stærkt. Tom Cruise slås med de bare næver. Tom Cruise opklarer sager. Tom Cruise charmerer damerne. Tom Cruise er bare hele vejen rundt en cool gut i den ferme action-thriller Jack Reacher. En film om hvor cool Tom Cruise er. Men ja, Tom Cruise er cool – og det er cool at se Tom Cruise være cool. Bum.

Tom Cruise er Jack Reacher – en mand med egne regler og en mand, der altid har tid til at lire en lille moralsk opsang af om frihed og retfærdighed. En mand, der ser detaljer og sammenhænge ingen andre får øje på. Netop dét talent får han brug for, da hives ind i opklaringen af mordene på fem tilfældige mennesker, der er blevet skudt af en træfsikker snigskytte. Eller rettere, tilsyneladende tilfældige mennesker.

jack reacher bd 05

For der er noget suspekt ved drabene og Jack Reacher begynder da også snart at ane konturerne i et større komplet. Inden jeg dog kommer længere med anmeldelsen og de dovne alligevel stopper med at læse for at scrolle ned til stjernerne (fire styk, by the way), vil jeg straks smide stående klapsalver afsted til Werner Herzog, der spiller filmens karismatiske skurk. Jep, Javier Bardem – watch and learn.

Herzog er mest kendt som instruktør – i øvrigt en af mine favoritter. Men det er virkelig godt set at caste ham som den olme bagmand. Og nej, det er ikke en spoiler, der er værd at advare om. Min pointe er blot, at Cruise ganske vist bærer titelrollen, men at det er Herzog, jeg husker – ok, Herzog og Cruises halvgamle mandebryster.

jack reacher bd 01

Apropos gammel, så sparker en skøn Robert Duvall gedigen gammelmands-charme ind i det medrivende puslespilsplot, der i øvrigt udspiller sig med masser af humor. Nogle gange bliver løjerne ganske vist en smule for kække – som eksempelvis da et par tumpede Gøg og Gokke-skurke forsøger at overmande Cruise. Det meste af vejen går humoren dog med underspillet kant fint i spænd med universet.

Man slipper desuden også for en påklistret romance, næsten. For der er selvfølgelig et kvindeligt modstykke på banen, nemlig Rosamund Pike. Amorinerne holdes dog i bukserne. Heldigvis. Hun er med som målrettet advokat og ankeret, der skal forsøge at holde styr på Reacher og opklaringsarbejdet. Hun forbliver dog noget anonym, men pyt med det, når nu de gamle mænd så fornemt stjæler showet.

jack reacher bd 03

Der er forresten endnu en gammel mand på banen, nemlig Richard Jenkins – og så stopper jeg også med de gamle mænd. Men han pynter altså på enhver rolleliste og det uanset hvor tør en rolle, han spiller. Jeg vil også lige nævne, at jeg ikke læst en eneste af Lee Childs romaner om Reacher, så jeg holder mig fra sammenligninger. Desuden bør en film kunne stå alene – og det kan Jack Reacher.

For selvom der går lidt tomgang i et par af filmens scener, er plottet så tilpas elegant skruet sammen og udfoldet af filmens instruktør og manusforfatter Christopher McQuarrie, at det holder filmens fremdrift i fornemt hævd. Selvfølgelig bakket godt op af de gamle mænd, veldoseret action og en i øvrigt fængslende billedside. Nå, men Tom Cruise banker på døren, så jeg smutter…

Filmen: 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens gør sig virkelig godt på Blu-ray. Farverne er veldefinerede, detaljegraden indtagende og kontrasten solid – bedre bliver det ikke. Lydsporet spiller ligeledes medrivende og går igennem med klare og velafstemte niveauer, der giver plads til både drønende action og de mere lavmælte passager. Sådan. Der medfølger desuden en omgang solidt ekstramateriale.

jack reacher bd 04

Her får man hele to kommentarspor – et både informativt og engagerende spor med Tom Cruise og instruktør Christopher McQuarrie. To garvede herrer, der ved hvad de laver og det skinner igennem her. Det andet er med filmens komponist Joe Kraemer, der popper op sporadisk filmen igennem for at kommentere primært på scoret – nok mest for hardcore fans af filmen, jeg skøjtede i hvert fald lidt igennem det.

Herudover får man et par fine features. Først en ret spændende making of, der giver indblik i filmens tilblivelse fra manuskript til det store lærred – og krydret med fine interviews med cast og crew (27 min.). Herudover får man en feature, der ser på hvordan filmens har håndteret action-delen (10 min.) og slutteligt en feature, hvor forfatteren Lee Child fortæller om sin Reacher-bogserie (11 min.). Alt i alt fine og interessante indblik i filmen og bestemt værd at bruge tid på.

Billede: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 4/6 4_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Jack Reacher | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
Jack Reacher cover
Originaltitel: Jack Reacher, USA, 2012
Udgivelse: d. 25. april
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rosamund Pike, Robert Duvall, Richard Jenkins, Werner Herzog m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Paramount Home Entertainmet [/tab][/tabgroup]

THE POSSESSION: Effektjaget eksorcisme og skilsmissedrama

Så skal vi til det igen – en omgang eksorcismegru, der egentlig viser gode takter, men som desværre fortaber sig i vrøvlerier og ligegyldigt effektjageri. Øv – og dobbelt-øv, da det er danske Ole Bornedal, der er taget til USA for at udføre den delvist underholdende omgang bestillingsarbejde med gyseren The Possession.

Det dæmonbesatte gys folder sit drama ud på en bund af skilsmisse i forstandens grå tristesse. Vejret er køligt og den lille familie splittet i to, nu hvor mor og far ikke kunne enes om lørdagskyllingen længere. Deres to døtre håndterer situation så godt som muligt, men noget ondt er under opsejling, da den yngste datter, Em, finder en mystisk boks på et loppemarked.

possession 02

Forældrene tror, at hendes humørsvingninger og underlige adfærd hænger sammen med deres skilsmisse, men selvfølgelig er det trækassen, der spiller datteren et dæmonbesat puds. Vi bliver således slæbt igennem mørklagte scener, hvor Em på skift er en creepy pige med rander under øjnene og forskræmt datter.

Desværre undermineres flere ellers potentielt ganske stemningsfulde scener af både ineffektive fake scares samt mere larmende, end egentlig uhyggelige optrin. For godt nok har skilsmissedramaet en smule reel tyngde, men gyset forbliver kun noget postuleret, mens vinden suser febrilsk og scoret insisterer på, at nu er det uhyggeligt.

possession 01

Faste læsere her på sitet vil vide, at jeg har et forskræmt forhold til kombinationen af børn og dæmonbesættelse – desværre kommer der bare ikke mange adrenalinforstyrrende sekunder ud af Bornedals anstrengelser. Desværre. Natasha Calis bærer ellers ret fint uhyggen igennem med sin besatte dobbeltrolle.

Men et par gode øjeblikke, både hvad angår gyset og familiedramaet, sikrer desværre ikke The Possession andet end en plads i rækken af forglemmelige, men ok tempofyldte gys. Det ændrer en ellers troværdig Jeffrey Dean Morgan heller ikke på i rollen som den hjælpeløse far, der her må slås med både dæmoner, teenage døtre og eks-koner – gisp.

Filmen: 3/6 3_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Der medfølger intet ekstramateriale, selvom Ole Bornedal faktisk har indtalt et lydspor. Øv. Til gengæld gør filmen sig virkelig flot på Blu-ray. Billedets nedtonede farveskala står veldefineret, detaljerigt og med god kontrast. Lydsporet leverer ligeledes overbevisende gruen med fine niveauer og godt rum. Skønt.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 0/60_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”The Possession | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

possession cover
Originaltitel: The Possession, USA | Canada, 2012
Udgivelse: d. 26. marts 2013
Instruktion:
Ole Bornedal
Medvirkende: m.fl.
Spilletid: 92 min.
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

 

 

HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE: Barfodet hobbit-eventyr med gangbesvær

Den står på barfodet hobbit-eventyr, når Peter Jackson igen slår sine folder i J.R.R. Tolkiens univers med Hobbitten: En uventet rejse – den første af tre film og en art prequel til ’Ringenes Herre’-trilogien. Her gør den magelige hobbit Bilbo Sækker sit bedste for at følge med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. Flokken drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde hen.

Inden den farefulde færd dog tager fat, skal man først igennem et lige lovligt langt forspil i hobbitternes fredelige hjemstavn. Men så går det også over stok og sten – næsten. For selvom New Zealands smukke vidder dragende lægger ryg til både computerskabte strabadser, overrumplende scenerier og masser af knoldende bæster, så går eventyret også en smule i tomgang undervejs.

hobbitten03

Historien mangler grundlæggende mere fremdrift til at holde momentum på den noget forudsigelige gåtur. Universet er dog bestemt indtagende og karaktererne fængslende, blandt andet rammer Martin Freeman plet som Bilbo Sækker, der fint får balanceret en personlig udvikling filmen igennem. Desværre er det bare ikke nok til at trække denne knap tre timer lange vandretur udelukkende vellykket i hus.

Nej, jeg har hverken læst bogen eller sportet gummisværd og papører. Det ændrer dog ikke på den til tider noget repetetive afvikling, hvor man også savner en følelse af reel fare for det lavbenede følge. For lidt på samme måde som Peter Jacksons King Kong-remake, synes rejsen til tider at fortabe sig i sit egent univers og teknologiens muligheder for svimlende billedridt.

hobbitten01

Men bag den teknologiske magi finder man altså et godt gammeldags eventyr om mod, identitet og sammenhold samt det at overkomme umulige prøvelser. Dette gribende drama får bare ikke helt pondus nok og den tyngde, man kunne ønske sig, men drukner en smule i sultne trolde og brutale orker. Heldigvis har jeg en svaghed for monstre, hvor det blandt andet også bliver til et forrygende gensyn med Andy Serkis i rollen som den skizofrent uforudsigelige Gollum.

Man skal også lige et smut fordi de der fucking elvere med deres stoiske ro og rollespilsenerverende fløjtespil. Sorry elver-fans, det var lige et sidespor. Men Hobbitten: En uventet rejse får på trods af sine skavanker kæmpet sig med slid og flittige effektfolk til en solid arbejdssejr. For selvom denne første del er en smule ujævn, bliver rejsen trods alt sparket overvejende godt igang.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

hobbitten11

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig fejlfrit og særdeles flot på Blu-ray. Det smukke univers forløses således knivskarpt, med indtagende detaljegrad og veldefinerede farver. Lydsporet spiller ligeledes problemfrit med klare niveauer, der giver plads til både Howard Shores forførende score og buldrende action. En udsøgt fornøjelse.

Ekstramaterialet er at finde på en disc for sig. Her får man en kort feature, der ser lidt på filmens locations i New Zealand (7 min.) samt diverse trailers for både filmen og spillene baseret på filmen. Hovedattraktionen er dog de 10 både informative, hyggelige og interessante videoblogs, hvor Peter Jackson samt cast og crew guider publikum gennem den omfattende produktion, hvor alt fra kostumer, set design, historien og 3D berøres (i alt 2 timer 7 min.).

Billede: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 4/6 4_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Hobbitten: En uventet rejse | Biograf-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6

4_6 - stars

hobbitten cover
Originaltitel:
The Hobbit: An Unexpected Journey, USA/ New Zealand, 2012
Premiere: d. 12. december
Instruktion:
Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

DE URØRLIGE: så er der fransk feel good for fuld skrue

Philippe er efter en ulykke blevet lam fra halsen og ned. Bum. På plussiden er han mangemillionær og har råd til at føre et liv, der ellers ville være umuligt. Men dagene forekommer på trods af de mange kultiverede ærinder med kunst og musik alligevel noget livløse. Det ændrer sig dog, da Phillippe ansætter den ligefremme Driss.

Ja, her er tale om et møde mellem to vidt forskellige verdener – den højtuddannede og finkulturelle elite mod Driss, der kun kender Mozart som musik fra reklamerne og egentlig bare vil have sin bistand. Der opstår dog på trods af deres forskelligheder et stærkt venskab mellem de to. Netop dette møde er filmens medrivende kerne.

de urørlige 01

Her pirkes dog kun overfladisk til problematikker, der ellers ligger lige for. Eksempelvis det uskønne i at måtte leve et liv som lam og de afsavn, det medfører. På samme måde forbliver Driss’ familiære, sociale og økonomiske problemer perifere. Her er med andre ord tale om fransk feel good for fuld skrue.

Det er der bestemt heller ikke noget i vejen med, men alligevel synes dramaet en smule uforløst, hvad angår de bagsider, der hænger sammen med de liv som Phillippe og Driss har. Men det er bestemt opløftende at være i selvskab med det umage par – selvom Driss til tider bliver en kende for kæk til min smag. Lidt for glad i låget.

de urørlige 02

Han spilles med evig entusiasme af Omar Sy, der frisk i tonen og uden medlidenhed håndterer den lamme Phillippe. Han er i øjenhøjde med sine medmennesker, men er også en smule ubehøvlet, når de eksempelvis skal i operaen – hvilket dog også har sin befriende charme. François Cluzet giver med få, men velvalgte virkemidler fine nuancer og en nødvendig kompleksitet til rollen som Phillippe. Fornemt.

De urørlige er ganske enkelt fin og følsom feel good, der omgås smerten en smule flygtigt, men til gengæld klarer sig igennem prøvelserne på charme samt et veloplagt samspil mellem François Cluzet og Omar Sy. At filmen så oven i købet er baseret på en virkelig historie, gør kun fortællingen det mere magisk.

Filmen: 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens gør sig godt på Blu-ray og fremstår med et klart og veldefineret billede, hvor både nuancer og detaljer fint kommer til deres ret. Lydsporet spiller ligeledes godt og går klart igennem med velafstemte niveauer og god balance. Der medfølger desuden en ok making of-feature (30 min.), hvor filmens tilblivelse fint bliver berørt.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 2/62_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”De urørlige | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

de urørlige cover
Originaltitel: Intouchables, Frankrig, 2011
Udgivelse: d. 19. marts
Instruktion:
Olivier Nakache, Eric Toledano
Medvirkende: François Cluzet, Omar Sy, Anne Le Ny m.fl.
Spilletid: 1 time 52 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

 

ARGO: falsk filmhold på redningsmission i Iran

Hvad gør man, hvis man skal redde seks amerikanere ud af Iran, hvor folket i 1979 har væltet den provestlige statsleder og oprettet en islamisk republik? Jo, man sender en mand ind i landet under påskud af, at han skal lave en science fiction-film. På den måde kan amerikanerne forklædt som filmhold nemlig slippe ud af landet – måske. Ja, det lyder skørt, men Argo er utroligt nok baseret på virkelige hændelser.

Ben Affleck har instrueret og spiller selv evakuerings-eksperten Tony Mendez, der får idéen med det falske filmhold og rejser ind i Iran. Her har amerikanere levet i skjul i flere måneder efter, at de flygtede fra den amerikanske ambassade i Teheran, der blev stormet af militante styrker. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før de bliver fundet og sandsynligvis myrdet. Den vovede plan skal derfor snarest føres ud i livet.

argo 03

Der er en absurd modsætning mellem den kulørte redningsmission og dramaets alvor. Men det på papiret noget uforenelige forhold balanceres det meste af vejen fornemt. Det lykkedes blandt andet fordi Affleck ikke er bange for at bruge det komiske i situationen – og det uden at alvoren undermineres. Det ses fx i en medrivende krydsklipning mellem det farverige Hollywood og det iranske oprørs rå realiteter.

Selvom man dog ikke for alvor kommer ind under huden på de medvirkende, er her ikke tale flade karakterer. Men de mange medvirkendes forskellige historier samt filmens ivrige plotafvikling gør desværre også, at castet ikke kommer til at bide sig helt så nærværende fast. Dette forhindrer heldigvis ikke filmen i at være spændende thriller-underholdning.

argo 01

Affleck bærer dog sin 70’er-habit fint og med en følsom eftertænksomhed, men hans kulsejlede forhold til konen får ikke helt den følelsesmæssige pondus strygerne ellers sigter efter. John Goodman og Alan Arkin er dog rent guld i hopla som henholdsvis special effects-mand og garvet filmproducer. Ja, det er i sidste ende den mere lette tone i dramaet, der vejer tungest i vægtskålen.

Argo er altså på trods af sine ujævnheder både medrivende og veloplagt fortalt. En grundlæggende fascinerende film med et godt øje for 70’er-miljøet. Så pyt med, at blandt andet den ellers nervepirrende finale fremstår noget forceret iscenesat. For spændingen fungerer – også selvom troværdigheden i det risikable filmeventyr ikke altid leveres lige overbevisende.

Filmen: 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmen gør sig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret og med god farvegengivelse, mens også detaljegraden og kontrasterne spiller problemfrit. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer og klare replikleveringer. Desuden medfølger en håndfuld ok ekstramateriale.

Her får man et fint Picture in Picture-spor, hvor folk, der var involveret i krisen fortæller om deres oplevelser. Videre er der et informativt og engagerende kommentarspor med Ben Affleck og manusforfatter Chris Terrio. Herudover får man features med øjenvidneberetninger (17 min.), en behind the scenes om blandt andet filmens autencitet (11 min.), et for kort kig på planen samt en mere eller mindre grundig dokumentar fra 2005 om begivenheder (47 min.).

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 4/64_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Argo | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

argo cover
Originaltitel: Argo, USA, 2012
Udgivelse: d. 26. marts
Instruktion:
Ben Affleck,
Medvirkende: Ben Affleck, Bryan Cranston, John Goodman, Taylor Schilling, Kyle Chandler, Clea DuVall, Alan Arkin m.fl.
Spilletid: 120 min. (biograf-version) 129 min. (forlænget version)
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]