Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på de nederdrægtige tilsvininger i Martin Zandvliets både grimme og elegante kammerspil ’Toves værelse’. Her får de spydige ord af manuskriptforfatter Jakob Weis – der også har skrevet teaterstykket af samme navn, som filmen er baseret på – intenst liv af bl.a. Paprika Steen som digteren og forfatteren Tove Ditlevsen, mens Lars Brygmann er hendes ordsadistiske mand Victor Andreasen.

Der er fra første færd fart på ægteparrets eksplosive forhold i deres klaustrofobiske herskabslejlighed i København. Da den unge forfatter Klaus Rifbjerg kommer til frokost, synes den syge dynamik mellem Ditlevsen og Andreasen, der er chefredaktør på Ekstra Bladet, at nå nye giftige højder, hvor ikke mindst også Rifbjerg må lægge øre, øjne og person til sin del af fornedrende optrin og spydige gloser.

Filmens fint afstemte og korte spilletid på 75 minutter gør god brug af sine minutter, hvor de ekvilibristiske ordudvekslinger står spiddende frem. Om end de momentant går lidt i ring. Her optegnes imidlertid på fin vis parrets komplekse forhold, hvor de medvirkende i den grad får lov til at folde sig ud. Særligt er Brygmanns magtdemonstrerende overfusninger ækle i skildringen af Andreasen.

Steen spiller ligeledes med sine replikleverende muskler, der byder på styrke og skrøbelighed, mens hun både er med til at bryde sig selv ned og lade sig blive nedbrudt af sin ægtefælle. Det er en gribende kamp på ord og personligheder, jeg er vidne til. Ej at forglemme rolige Rifbjerg, der bliver fanget i krydsilden. Han spilles fornemt og underspillet fint af Joachim Fjelstrup.

Til at afslutte den skuespillermæssige firkant, finder man den fåmælte husholderske fru Andersen, der med nedslået blik må lægge ryg til ikke så lidt af hvert fra sine arbejdsgivere. Her finder man en dejligt museforsigtig Sonja Oppenhagen. Det er dog førstnævnte trekløver, der udgør den dramatiske orkan, hvor der provokeres, snakkes litteratur og tales grimt, så det driver ned fra væggene.

Filmen igennem bliver det således iltert udrullet, hvad det i grunden måske er, der binder det spydige par sammen. Kærlighed og had i uskøn forening, hvor affærer er hverdagskost fra begge parter. Et par bestående af passion, aggression og på sin egen sygelige måde en form for åndsbalance. Et par, der hver især er afhængige af hinanden og jager anerkendelsen og forståelsen. Eksplosivt!

’Toves værelse’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Toves værelse’ har biografpremiere den 22. juni.

Biografanmeldelse: Det er med vanlig Wes Andersonsk schwung, at filmskaberen folder sin nyeste film ’Asteroid City’ veloplagt ud. Ganske vist overtager den detaljerige og imponerende visuelle side filmens fokus, hvor rækken af karakterer og historien generelt ikke får samme nerve og engagerende tyngde. Det er dog til at leve med, når Wes Anderson her leger billedopfindsomt med mig.

’Asteroid City’ udspiller sig i en fiktiv by af samme navn, der ligger søvnigt hen i en amerikansk ørken i 1950’erne, det med et fortællermæssigt metalag i form af opførslen af et teaterstykke, hvilket spiller legende godt sammen med filmens kulisseagtige udseende. Man møder i den farvemættede ørken bl.a. en række vidunderbørn og deres forældre, som her deltager i videnskabelige konkurrencer.

I karaktermæssigt centrum finder man en far og hans fire børn. Moderen er for nylig død, hvilket sorgbetynget hænger tungt over enkemanden, hvilket børnene på hver deres måde også forsøger at bearbejde. Her er dog ikke tale om et tungt sorgdrama. Det er nemlig med vanligt vid og bid, at Wes Anderson ruller sig ud med tungen lige i munden og et kækt glimt i øjet.

Hvad der venter filmens virvar af karakterer, er ikke sådan lige for dem til at forudse. Deres liv og verdenssyn bliver nemlig udfordret på herligt skæv vis. Netop de mange karakterer spilles for Wes Anderson af sædvanligvis et sandt opbud af stjerner. Både gengangere og nytilkomne ansigter i auteurens minutiøse univers, som her stjæler mine øjne med mættede og klare farver i hver en indstilling.

Således finder man bl.a. Jason Schwartzman som den mutte enkemand, mens Scarlett Johansson er en mystisk kvinde. Tom Hanks er kontant svigerfar, mens bl.a. også navne som Liev Schreiber, Tilda Swinton, Bryan Cranston, Edward Norton, Steve Carell og Jeffrey Wright dukker op i skæve, elskelige og charmerende roller, der med sikker hånd manøvreres rundt med af Wes Anderson.

Selvom Wes Anderson ikke synes at have så meget at fortælle, så er ’Asteroid City’ en fin tempofyldt og ikke mindst visuel lækkerbisken, der billedligt ikke skuffede denne Wes Anderson-fan. Så hvad filmen savner i karakter- og følelsesmæssig tyngde, opvejes der for i visuel påhitsomhed samt veloplagt humor og en lang række af imponerende iscenesatte scenerier.

’Asteroid City’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Asteroid City’ har biografpremiere den 15. juni.

Biografanmeldelse: Den første Transformers-film kom i 2007 med Michael Bay ved roret og store eksplosioner til følge. Nu 16 år senere lander den syvende film i franchisen, hvis man tæller den ganske fine spin-off ’Bumbee’ fra 2018 med. Michael Bay har overladt instruktørstolen til Steven Caple Jr., hvilket må være medvirkende til, at franchisen nu kan være på rette vej.

For fra Michael Bays seneste film i serien med den fesne ‘Transformers: The Last Knight’ fra 2017, kunne noget tyde på, at det netop er nyt blod, der skal til. Således bringer ’Transformers: Rise of the Beasts’ veloplagt hjerte, ganske medrivende action og en herlig børnelogik til universet, der fungerer som letbenet tegneserie-underholdning i kulørt filmisk form.

‘Transformers: Rise of the Beasts’ har nemlig flere fine ting kørende for sig. Ganske vist er historien generisk, men bl.a. fungerer flere af filmens actionscener på dynamisk vis, mens de mange robotter er både seje og sjovt selskab. Hertil kommer et ok velafstemt karaktergalleri, der på god vis cirka formår at holde fokus på en lille og overskuelig række karakterer.

Vi møder den unge Noah, der har svært ved at finde økonomisk fodfæste, bl.a. så han kan betale regningerne for behandlingen af sin syge lillebror. Men da det ikke lykkedes ham at få et lovligt job, går han med til at stjæle en dyr Porsche. Jep, bilen viser sig at være en transformer, hvilket leder til, at Noah kastes ind i en vild kamp mellem de gode og onde robotter.

Porschen er den rappe autobot Mirage, hvilket åbenbares i en medrivende biljagt gennem byen, mens det går op for Noah, at autobotters onde modstykke, de såkaldte terrorcons, vil tilintetgøre Jorden. En mystisk nøgle er omdrejningspunktet for robotkrigen. Den urgamle nøglegenstand hiver i næste nu arkæologen Elena ind i krigen, hvor hun og Noah nu bistår autobotterne i kampen.

Det hele ender på energisk vis i Sydamerikas jungle, hvor man udover bl.a. de gode Optimus Prime, Mirage og Bumblebee også møder de dyrelignende maximal-robotter som Optimus Primal og Cheetor. Kort fortalt viser ’Transformers: Rise of the Beasts’ med veloplagt action og en ok fokuseret historie – der desværre roder en smule rundt i en lidt for lang spilletid – at franchisen godt kan have en lys fremtid for sig.

’Transformers: Rise of the Beasts’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Transformers: Rise of the Beasts’ har biografpremiere den 8. juni.

Biografanmeldelse: Der bliver gået til stålet med intense kårde-kampe, mens der smedes rænker og magten forsøges kapret. Her er sådan set ganske godt med politiske intriger, farligt forræderi og action-scener. ’De tre musketerer: D’Artagnan’ hænger dog desværre på trods af det noget tungt bremsen, når forlægget af Alexandre Dumas atter engang ligger til grund for en filmatisering.

Her træder man ind i et farvenedtonet og beskidt univers, hvor regnen siler ned og dunkle scener udfolder sig i bl.a. de højere magtlag i Frankrig, hvor intet mindre end landets fremtid er på spil. Vi møder her den unge og ambitiøse D’Artagnan, der – efter at have overlevet en nådesløs kamp i forsøget på at redde en kvinde – drager til Paris for at blive en del af musketererne.

Den heltemodige D’Artagnan slår sig nu sammen med de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis, der tjener Frankrigs konge. Magten på tronen er dog udfordret af dystre planer fra mørke kroge. Der spædes endvidere til med passioneret kærlighed i mødet mellem D’Artagnan og dronningens fortrolige Constance Bonacieux, hvilket også afstedkommer sin del af farer.

Historien om heltemod, venskab, passion, ære og magt er egentlig på plads, men den løfter sig aldrig rigtigt og bliver ej heller videre engagerende. Hertil går der af og til for trægt skrevne replikker i den. Til gengæld er filmen et ganske flot udstyrsstykke hensat i det mørke univers af grandiose slotte og mudrede slåskampe, hvor kameraet af og til leverer dynamisk kårdekamp.

Desværre er det veliscenesatte univers af kostumer og flotte franske landskaber ikke nok til at holde momentum gribende i gang. Karaktererne får ikke rigtigt fat om det menneskelige drama. Ganske vist har François Civil en umiddelbar charme som D’Artagnan, men han får ikke indfriet karakterens potentiale, hvor bl.a. romancen heller aldrig for alvor får livtag med følelserne.

En altid seværdig Vincent Cassel spæder dog til med karisma som Athos, mens Romain Duris og Pio Marmaï som Aramis og Porthos hurtigt glemmes, som desværre også Eva Greens skurkerolle. End ikke altid gode Vicky Krieps får meget at gøre med. Men et flot univers og nogle intense kampe er bl.a. med til at holde dampen ok oppe på filmen, der får en fortsættelse efter sin åbne slutning.

’De tre musketerer: D’Artagnan’ får 3 ud af 6 stjerner:

’De tre musketerer: D’Artagnan’ har biografpremiere den 8. juni.

Biografanmeldelse: Den romantiske fortælling om havfruen Ariel, der fascineres af menneskenes verden og ikke mindst den gode prins Erik, får nyt liv i en live action-version baseret på Disneys egen tegnefilm fra 1989 efter H.C. Andersens eventyr. Den er tæt på at blive for åleglat til at få følelsesmæssigt og medrivende fat. Men bl.a. en velcastet rollebesætning holder skuden ok i vandet.

Den eventyrlystne Ariel får muligheden for at gå på landjorden vha. en pagt med den uærlige havheks Ursula, der i bytte tager hendes stemme. Denne farlige aftale bringer både Ariel og hendes far kong Tritons regeringstid i fare. Ursula er nemlig kun interesseret i at overtage magten i havet, hvilket vil ske, hvis ikke et ægte forelsket kys mellem Ariel og Erik bryder forbandelsen i tide.

Historien er ganske velfortalt i et miks af ørehængende sange, en fin rollebesætning og havbrusende special effects, der bl.a. får livet under havoverfladen til at fortrylle og se fortryllende ud. Desværre føles det hele for ofte lidt som en sukkerappetitlig candyfloss, der et kort øjeblik bestemt ser flot ud, men som snart falder klistret sammen, når første bid er taget.

Det sagt, så er bl.a. sangene ret så medrivende sat i scene af instruktør Rob Marshall og effektholdet bag, der giver søheste og havblomster tindrende liv. Desværre strækkes historien for sit eget engagerende bedste over for lange 2 timer og 15 minutter. Det af og til ellers ganske fint iscenesatte momentum mistes, hvor der tilbage altså heldigvis indfinder sig flere fint castede skuespillere.

Her er ikke mindst Halle Bailey som Ariel sød og dragende energisk. Hun besidder havfruemagi, hvilket desværre ikke indfries af filmen som helhed. Ligesom heller ikke dilemmaet om at være fanget mellem to verdener – menneskenes og havfolkets – får videre dramatisk tyngde. Men bl.a. er også Javier Bardem god som karismatisk og autoritær kong Triton.

Melissa McCarthy ligner måske nok med sine tentakler en rigtig havheks, men hun bliver ikke rigtigt intimiderende, hvorfor bl.a. spillet mellem hende og Ariel mangler drama. Hertil kommer Jonah Hauer-King som den gode Erik, der ikke helt får fodfæste i dramaet, mens de komiske sidekicks ikke altid rammer charmerende sjovt plet i skikkelse af krabben Sebastian, havmågen Skralde og fisken Tumle.

’Den lille havfrue’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den lille havfrue’ har biografpremiere den 25. maj.