Mager lejemordertøs deler flade øretæver ud

/i /af

Nej, selvfølgelig kan man ikke få nok af labre lejemordere, der med elegance og køligt overblik formår at dræbe sine mål på mest udspekulerede vis – og slippe lydløst fra det. I den varmblodede actionkolbøtte Colombiana er det en lidt for mager Zoe Saldana, der dræber løs i et forsøg på at få gjort kål på sit barndomstraume og ro i sin plagede sjæl. Jep, frem med automatriffel og kvælertag.

Som lille pige ser Cataleya sine forældre blive skudt med koldt blod af en ond gangster-boss. Hun undslipper dog og dedikerer nu sit liv til at blive den mest effektive dræber, for herved at kunne opsøge den grumme gangster og hævne sine forældres død. Hendes plan går selvfølgelig ikke som forventet og snart er FBI på sporet af hende – og vupti, jægeren bliver den jagede.

Her er ikke så meget pjat, der skal losses noget action over disken – og til en hvis grad lykkedes det også at få afviklet nogle heftige actionsekvenser, der bl.a. involverer sultne hajer og en gennemtænkt fængselslikvidering. Altsammen med den adrætte Zoe Saldana i front – og hun får i den grad kravlet rundt i ventilationsskakter. Desværre snubler filmen over flere usandsynligheder end actionræset kan bære.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Solid superhelte-action nakker onde nazister

/i /af

Der er i den grad blevet losset superheltefilm over disken de seneste par år. Sidste år kom tiden så til en omgang patriotisme med Captain America: The First Avenger. Det er der kommet en habil omgang action ud af. Her følger man den splejsede Steve Rogers forvandling til den muskuløse helt, der må i kamp for at forpurre überskurken Red Skulls onde planer om at erobre verdensherredømmet.

Året er 1942 og 2. verdenskrig raser. Den spinkle Steve Rogers ønsker brændende at blive optaget i hæren for at kæmpe mod nazisterne og for sit lands frihed. Desværre forgæves. Han har ganske vist et sandt heltehjerte, men ikke kroppen til kamp – indtil den dag, han udpeges til et hemmeligt eksperiment. Her forvandles den klejne soldat nemlig til den svulmende Captain America og ondskaben kan nu få en på frakken.

Der er virkelig mange ting, der fungerer i Captain America og heldigvis nok til at overskygge filmens til tider ujævne flow. Det er bl.a. en fornøjelse, at man har givet så god plads til at fortælle historien om Steve Rogers og hans kamp for at klare den i militæret, inden han pustes op til den ikoniske helt. Han og universet etableres fornemt, så man er godt rustet, når eksplosionerne for alvor tager fat.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske

/i /af

Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood. Men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som ivrig knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.

Der er meget at fortælle om J. Edgar Hoover. Rigtig meget – specielt når man forsøger at gabe over så mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.

Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Stum flugt gennem sneen er en træg traver

/i /af

Der er både en voldsom eksplosion, helikoptere og op til flere våben at finde på det actionfyldte cover til Essential Killing – og så sættes der trumf på ved at kalde flugtfilmen ’et hurtigt actiondrama’. Den kalder jeg sgu lige bullshit på. Det er altså en markedsføring, der ikke stemmer overnes med filmen – ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting, men det er dælme et misvisende cover.

Filmen er snarere et mut og intenst afdæmpet portræt af en krigsfanges flugt gennem et goldt snelandskab. Her ytres stort set ikke et ord og ”det hurtige actiondrama” er til at overse. Her foregår den barske kamp for overlevelse i stilhed, hvilket fornemt understreger følelsen af ensomhed, mens ofte stemningsfulde og mennesketomme naturlandskaber omfavner den hårdtprøvede hovedperson.

Egentlig er filmen modig på flere punkter. En ting er den ordløse flugt, en anden er, at hovedpersonen – en intens Vincent Gallo – ikke er den mest sympatiske fyr. Han slår op til flere uskyldige ihjel og det uden at man har fået et indblik i hans baggrund, der kunne give en forståelse for hans adfærd. Der forsøges dog med pastelfarvede flashback til hans fortid, men det lykkedes aldrig at give ham den dybde og dramatiske klangbund, der kunne have gjort ham mere medrivende at følge.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

E.T. på steroider dufter af ægte filmmagi

/i /af

Skal man være en smule kæk, kan man godt kalde ’action-og-rumvæsens-eventyret’ Super 8 for en pumpet og steroidefyldt udgave af Steven Spielbergs 80’er-klassiker E.T. Her er i hvert fald mange ligheder. Man kan også bare kalde det en hyldest. Uanset hvad, så er det et flot og fyrigt eventyr, der på trods af gode takter desværre ikke kommer helt vellykket i mål. Men det dufter bestemt af ægte filmmagi.

En flok unger er i gang med at skyde deres egen film, da de bliver vidner til en yderst spektakulær togulykke. Det viser sig, at der var et mystisk væsen om bord, som nu er på fri fod i den lille by. Børnene vikles snart ind i et vildt eventyr, på jagt efter det glubske rumvæsen og med militæret lige i hæle. Og ja, det er selvfølgelige de filmglade purke, der i sidste ende må klare ærterne og redde byen.

At Super 8 giver mindelser om E.T. og har samme Spielbergske flair for at blande eventyr og virkelighed er næppe tilfældigt. Filmen er nemlig produceret af Spielberg, mens fanboy J.J. Abrams har instrueret og skrevet strabadserne. Desværre løber det ellers stemningsfulde eventyr af sporet i en overgearet og sødmefuld finale, hvor magien erstattes af bulder, brag og computereffekter. Øv.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

På jagt efter sandheden i internettets skygger

/i /af

Det starter egentlig uskyldigt nok. En dag modtager fotografen Yaniv et maleri af et af sine fotografier. Han begynder en korrespondance med pigen Abby, der har malet billedet og bliver snart også virtuelle venner med resten af hendes familie. Men mystikken breder sig, for brikkerne synes ikke helt at passe – og hvor meget kan man egentlig stole på nogen, der sidder trykt bag skærmen?

Forholdet mellem Yaniv og hans nye ’Facebook-familie’ bliver fulgt tæt af hans bror Ariel og vennen Henry, der laver en dokumentarfilm om det usædvanlige, digitale venskab. Med skjult kamera og eventyrlyst beslutter de sig alle for at opsøge familien for at finde frem til sandheden…

Filmen, der har den kryptiske titel Catfish, udspiller sig altså som en dokumentarfilm. Men at man skulle være vidne til en sand historie er siden premieren sat i tvivl – jeg hopper heller ikke på den. Illusionen holdes dog overbevisende ved lige, hvor det nære kameraarbejde bl.a. er med til at skabe en intens usikkerhed, mens turen udvikler sig til en neglebidende thriller. Her fungerer dokumentar-formatet stærkt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Dirch Passer passer ik’ på sig selv

/i /af

Så fik jeg langt om længe set filmen om charmøren og drukmåsen Dirch – eller hele Danmarks folkekære komiker, hvis man skal være lidt mindre kæk. Men for pokker, den kære Dirch kører dælme nogle habile whiskysjusser ned. I Dirch er det da også mandens skyggesider, der er i centrum. Et melankolsk og rørende portræt af en mands kamp med sig selv og ikke mindst forholdet til vennen og kollegaen Kjeld. Skål…!

For selvom der står ’Dirch’ med stort på filmens plakat, er det i høj grad historien om venskabet med Kjeld Petersen, der udgør filmens kerne. Et kompliceret forhold, der i filmen tillægges en altafgørende rolle i Dirchs liv, bl.a. i hans kamp for at træde ud af komikkens skygge for at forsøge sig med alvorlige roller. En film om en søgende mands deroute og ensomhed, men heldigvis også et ofte morsomt drama.

Jeg har ikke som sådan et forhold til Dich Passer og skal ikke gøre mig klog på, hvor tro filmen er mod virkeligheden. Men Dirchs nedtur og kamp med mindreværd spilles med overbevisende sårbarhed og fine nuancer af Nikolaj Lie Kaas. Man må dog ikke glemme Lars Ranthes stærke portræt af Kjeld, der som det evige side-kick til Dirch blusser over af jalousi og sætter elektrisk drama på drengen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

­­Spraglet superhelt med en magisk fingerring

/i /af

­Der er desværre alt, alt for lidt af Peter Sarsgaard som über-ond og storhovedet superskurk i den spraglede superheltefilm Green Lantern. Man finder til gengæld rigeligt af ekstravagant og episk computergenereret action og et mytisk univers, hvor et intergalaktisk korps iført grønne spandex-dragter og lysende fingerringe forsøger at holde alverdens ondskab skakmat.

Seneste rekrut i den fredsbevarende styrke bliver ufrivilligt den letsindige testpilot og charmør Hal Jorden, spillet kækt og muskuløst af Ryan Reynolds. Han får hermed tildelt den magtfulde ring, som følger med jobbet. En ring, der kan skabe alt, hvad han kan forestille sig (ja, alt!) – og han får i den grad brug for sine nyerhvervede kræfter, da den mægtige Parallax truer Jorden  med total destruktion. Intet mindre.

Green Lantern er en oprindelseshistorie og der bruges derfor en del krudt på at etablere universet og de mange karakterer. Desværre er den ellers flotte og farverige indføring i universet ikke hele veje lige medrivende og man kommer heller ikke for alvor ind under huden på Hal og hans barndomstraume – der forsøges ellers med et par kiksede flashbacks til faderen, der døde som følge af en testflyvning.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN-> Læs mere

Endnu en omgang forvrøvlet Transformers-rod

/i /af

Ja, de monstrøse Transformers er både fantastiske at se og høre på. Men helt ærligt, når Michael Bay – nu for tredje gang – serverer stort opsat robot-action uden sans for at fortælle en medrivende historie, eller for den sags skyld formår at klippe alle sine eksplosive scener dynamisk, så bliver det en trættende oplevelse. Men ret skal være ret, Transformers: Dark of the Moon byder på et par imponerende robot-kampe.

Nå ja, filmens handling. Der er de onde Transformers, de såkaldte Decepticons og så er der de gode Autobots. I krydsilden mellem de mægtige maskiner finder man menneskeheden. Endnu engang må den gæve Shia LaBeouf hjælpe til i kampen mod ondskaben, der denne gang truer hele planeten med udslettelse. Ja, HELE PLANETEN, intet mindre – goddammit…!

Det går der så godt 2 timer og 30 minutter med, mens Michael Bay ivrigt hælder på med svimlende action og spruttende robotter. Desværre er han heller ikke bleg for at proppe alverdens karakterer ind i historien og fylde på med diverse handlingsforløb. Men de ambitiøse armbevægelser lander fladt på maven som ligegyldigt fyld og er blot med til at trække fremdriften ud af løjerne. Men nu er begrænsningens kunst ikke just Bays spidskompetence – det er humor så desværre heller ikke, slet ikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Drilsk gadekunstner leger tagfat med sit publikum

/i /af

De fleste kender gadekunstneren Banksy – eller i hvert fald hans værker, der pryder gader og stræder verden over. For selvom han er et både velkendt og populært navn, er hans identitet fortsat et mysterie. Det ændrer kunstnerens drilske dokumentar Exit Through the Gift Shop ikke på, tværtimod.

For egentlig er det slet ikke Banksy, der er i centrum her. Det er derimod den excentriske og energiske franskmand Thierry Guetta. Han har i flere år filmet gadekunstnere verden over, men aldrig mødt den lyssky Banksy. En dag krydses deres veje dog og Thierry bliver nu som en flue på væggen hos den verdenskendte Banksy. Et sandt lykketræf – eller hvad…?

For godt nok ligner og præsenteres Exit Through the Gift Shop som en dokumentar – som sandheden om et tilfældig møde mellem en skør franskmand og Banksy. Men at her langt fra er tale om et entydigt sandhedsdokument er åbenlyst. Det gør dog hverken filmen mindre interessant eller relevant, men bærer en pointe i sig selv. For portrættet af Thierry ender som en både satirisk og morsom kommentar til alt det, der er galt med kunstscenen i dag.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere