‘No Time To Die’ er i sidste ende et fint punktum for Craigs Bond-æra

Biografanmeldelse: Endelig! Efter udskydelse på udskydelse grundet Corona, kan vi nu opleve ’No Time To Die’ i biografen. Den 25. James Bond-film og den sidste med Daniel Craig som den legendariske agent 007. Det er en film, der lykkedes med flere ting, men som desværre også halter på andre områder. Her er action, der pulserer veloplagt, men bl.a. også en spilletid, som er for lang for filmens eget bedste.

Bond har trukket sig tilbage som agent og nyder nu livet fri for onde skurke og skarpe skuddueller. Freden varer dog ikke ved. Snart hvirvles han nemlig ind i et plot med massevis af farlige håndlangere og naturligvis en hovedskurk, der trækker diabolsk i trådene, mens der trues med dødbringende våbenteknologi. Mere vil jeg ikke gå ind i plottet, da man selv skal have mulighed for at opleve overraskelserne.

For ’No Time To Die’ har sin del af overraskelser og fint udfordrende valg i fortællingen, der er med til at ruske op i agent-universet, der dog samtidig også spiller på franchisens klassiske dyder. Her er således både fin karakterudvikling og fornyelse, mens instruktør og medforfatter Cary Joji Fukunaga også er hjemme i klassiske elementer som den stilfulde bil, den legendariske Martini og de smukke kvinder.

’No Time To Die’ leverer en virkelig veloplagt action-scene i starten, der både satte adrenalinen i gang og udfordrede mit rationale i, hvad der egentligt kan lade sig gøre med biler og motorcykler samt Bonds krumspring. For selvom det er et ret så råt og virkelighedsbundet univers, er det også Bonds univers, hvor der er plads til store armbevægelser og sin del af action-kameler, der skal sluges.

Jeg sluger da også gerne et par kameler, når nu universet forløses med storladent schwung, der udmønter sig i bl.a. intense action-scener, hvor der bruges flittigt med automatvåben. Desværre bliver filmens spilletid på to timer og 43 minutter for meget til, at fortællingen kan bære det. Filmen ramler ganske enkelt ind i noget alvorlig dødvande undervejs. Heldigvis får løjerne revanche i filmens sidste potente del.

Daniel Craig er desuden en fornøjelse som James Bond. Han er både barsk og rå, men også følsom og følelsesladet. Det i en film, der i ganske stor stil også forsøger at leve af sit menneskelige drama og sine karakterers portrætteringer, uden dog helt at lykkedes med det. Men bl.a. gør også Rami Malek isnende og urovækkende figur som den megalomanske skurk Lyutsifer Safin. Bestemt en Bond-film værdig.

’No Time To Die’ får 4 ud af 6 stjerner:

’No Time To Die’ har biografpremiere den 1. oktober.

Animationsfilmen ‘Injustice’ byder på massevis af superhelte-action

Superhelte-animation på Blu-ray: Bered dig på nogle af DC Comics’ absolut mest ikoniske superhelte og ikke mindst superskurke, når animationsfilmen ‘Injustice’ fra 2021 folder sig voldsomt ud. Ja, her finder man altså blandt andet Nattens Ridder Batman og Manden af stål Superman, videre til både Nightwing, Green Arrow og Wonder Woman samt naturligvis den storgrinende superskurk Jokers og Harley Quinn, Catwoman samt Ra’s al Ghul med flere.

Det er med andre ord et i den grad vild og vildt sejt hold af helte og skurke, man her møder i fuld action-vigør, når historien om det gode mod det onde ruller sig energisk ud. Her møder vi nemlig en Superman, hvis verden splrintres grundet tragiske hændelser, der styres af netop den bestialske Joker.

Nu bliver Superman således som besat af tanken om at sikre fred – og det for enhver brutal pris. Dette afføder, at den ellers så godmodige superhelt med den røde kappe sætter en tyrannisk dagsorden. Ind på banen træder nu flagermusemanden Batman for at sætte en stopper for dette magtfuldkomne tyranni.

Holdet af superhelte i sammenslutningen Justice League bliver endda nu splittet, da de to ellers allierede helte står overfor et dødeligt opgør om frihed på Jorden, som Superman altså forsøger at holde på sin magtfulde side. Ja, det er altså de helt store følelser og ikke mindst superheltekrafter, der her må stå sin voldsomme prøve.

Med andre ord, hvis man har bare den mindste interesse i animationsfilm med DC Comics’ legendariske helte, så er det bestemt værd at overveje, om ikke denne nye film skal tjekkes ud, når nu den udkommer på Blu-ray. Jeg er i hvert fald i den grad begejstret for ikke mindst Batman. Det har jeg været, så lang tid, jeg kan huske – og så er Jokeren uden tvivl en af mine klare favoritter, hvad superskurke angår.

Blu-ray-udgivelsen med ‘Injustice’ byder udover selve filmen også på en omgang ekstramateriale. Her kan man således dykke ned i featuretten ‘Adventures in Storytelling – Injustice: Crisis and Conflict’, mens der også medfølger godter fra DC Comics’ superhelte-kiste i form af to ekstra tegnefilm.

‘Injustice’ udkommer på dvd og Blu-ray den 26. oktober.

Vild monster-action og intens stilleleg i ‘A Quiet Place 2’

Gys på 4K Ultra HD: Jorden er stadig under belejring af de glubske og yderst lydfølsomme monstre, som vi mødte i den første film fra 2018. Nu er de tilbage i opfølgeren ’A Quiet Place 2’ på 4K Ultra HD. Det samme er Emily Blunt som moren Evelyn, der med sine to teenagebørn og en nyfødt baby fortsat må gøre alt, hvad de kan for ikke at blive slagtet af monstrene, der dukker op ved selv den mindste lyd.

Således leverer instruktør og manuskriptforfatter John Krasinski både medrivende monster-action og intens stilleleg i et univers, hvor den lille familie nu forlader deres – inden bæsternes angreb i ’A Quiet Place’ – ellers rolige landejendom i en søgen efter andre overlevende. Mere vil jeg ikke røbe om plottet, da blandt andet netop familiens neglebidende rejse ud i en øde verden bedst opleves som et blankt lærred.

Det er dog en god idé at have set den første film, da fortællingen udspiller sig i direkte forlængelse af den og med flere referencer til gyset fra 2018. I denne omgang er der imidlertid skruet en del op for det voldsomme monster-rabalder. Heldigvis er det i den grad både medrivende og velinstrueret foldet ud. Man får desuden også for universet sin del af scener, der spiller på lyden og manglen på samme.

Netop legen med lyd er virkelig velbrugt og fungerer blandt andet som fin modvægt til de mere spektakulære og larmende scener, hvor monstrene river mennesker itu. For modsat den første film, der foregik på én location, nemlig familiens gård, bevæger de sig som nævnt nu ud i verden, hvor farerne på ny truer om hvert et hjørne. På den måde er her også en noget anden fortællermæssig struktur.

Den engagerende film deler sig nemlig op i parallelle fortællerspor. Det er både et interessant greb, da der her krydsklippes delvist vellykket mellem sporene. Men det er også et greb, der desværre en smule undervejs punkterer den ellers fint tiltagende intensitet. Det sagt, så tager det dog ikke noget fra de enkeltstående scener, der som nævnt er både medrivende og neglebidende intense.

Hertil kommer en stærk og nærværende præstation af Emily Blunt som moren, der må og vil gøre alt for at beskytte sine børn, der spilles troværdigt af henholdsvis Noah Jupe og Millicent Simmonds, som i særdeleshed brænder engagerende igennem som den døve datter. Man møder denne gang også en anden overlevende i skikkelse af Cillian Murphy, der bidrager fint til fortællingen med ny og dynamisk energi.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen leveres med et skarpt, favemættet og detaljerigt billede, hvor også både stilhed og rabalder er lige i skabet. Filmen følger desuden også med på dvd, mens man videre kan dykke ned en omgang ekstramateriale, der ser nærmere på produktionen med en række featuretter, herunder blandt andet et kig på filmens effekter og arbejdet med filmens lydside med mere.

‘A Quiet Place 2’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4k Ultra HD den 12. oktober.

‘Godzilla vs. Kong’ er en fantastisk og bombastisk monsterfest!

Monster-action på 4K Ultra HD: Hold nu helt op, hvor er det helt igennem en storslået fornøjelse at se de to mægtige og ikke mindst yderst legendariske filmmonster gå op imod hinanden i ‘Godzilla vs. Kong’. Det er stor, større og størst! Nu er filmen udkommet på det visuelt overlegne 4K Ultra HD-format, så både enorme brøl, mægtige muskler og ikke mindst bombastisk action i den grad kan få lov til at folde sig virilt ud.

Handlingen siger du? Den skal du ikke hænge dig videre i. Men den er både legesyg og fantasifuld. Du har dog gættet rigtigt, hvis du satser på, at hovedattraktionen er enorme Godzilla og mægtige King Kong samt naturligvis deres episke slåskampe, der er det helt store trækplaster. For det er det. Samtidig så forløses her også et både engagerende og ikke mindst både helt syret og herligt kulørt univers af filmens instruktør Adam Wingard.

Med ‘Godzilla vs. Kong’ må man i den grad sige, at Adam Wingard har taget et skridt op, hvad angår store og buldrende actionproduktioner. Han har nemlig tidligere stået bag noget mindre filmproktioner som bl.a. den vellykkede gyser ‘You’re Next’, den ganske intense ‘The Guest’ og den delvist vellykkede, men om ikke andet opfindsomme ‘Blair Witch’ fra 2016. Min pointe er egentlig blot, at han i den grad tager opgaven veloplagt på sig – og lykkedes med at levere varen!

Der er nemlig en herlig farverig legesyge og fortællemæssig opfindsomhed, der emmer af et barns naive fantasiverden, hvad angår at skabe den ultimative og mest storslåede kamp mellem giganterne. Det ment på den mest positive måde. For ja, selve plotte måske nok ikke er videre vigtigt, så finder man altså her menneskeheden fanget mellem kampen mellem de to monstre. Her er det ikke kun Kong og Godzillas liv, som er på spil.

Det sagt, så er det rækken af kulørte idéer og en medrivende forløst computergenereret action, det var svært for mig ikke at blive revet med af – for det blev jeg helt bestemt. Kort fortalt, så skuffede dette gigantmøde ikke, hvad angår buldrende, adrenalinpumpende og sine steder nærmest psykedelisk action. Ganske enkelt en herlig legeplads fyldt med monstre, store eksplosioner og et univers, der tør at gå sin vilde line helt ud. Jeg elsker det.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Der er vist ingen tvivl om, at hvis man vil have mest muligt ud af filmen på den rent tekniske front, at det så er udgivelsen i det blændende 4K Ultra HD-format, man skal have fat i. Udgivelsen indeholder desuden også filmen på Blu-ray samt et kommentarspor med netop Adam Wingard og ikke mindst mere end en times øvrig ekstramateriale i form af 10 featuretter, hvor man får indblik i bl.a. de to mægtige fænomener Godzilla og King Kong, videre til et kig på konkrete actionscener med mere.

‘Godzilla vs. Kong’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 11. august.

‘Nowhere Special’ er et intimt far-søn-drama af den stille slags

Biografanmeldelse: Det er i roligt tempo, at det fint fortalte drama ’Nowhere Special’ folder sin rørende, gribende og egentlig både triste og håbefulde fortælling om en far og hans 4-årige søn ud. John er nemlig ladt alene tilbage med sin søn Michael, da moren smuttede kort efter fødslen. Tragedien vil imidlertid, at John er dødeligt syg med ikke langt igen, så nu må han træffe et svært valg.

John beslutter sig nemlig for at finde en adoptivfamilie til Michael, hvor han således vil kunne få et trygt hjem og en opvækst fyldt med den kærlighed, han nu ikke selv får mulighed for at give sin dreng. Men hvordan vælger man et nyt hjem for sin søn? Er det overhovedet muligt at vurdere, hvordan plejeforældrene vil være for Michael? Og hvordan forklarer John i grunden sin søn situationen?

Det er bestemt ikke nemt for John. Hvordan kan man i grunden også give sin søn væk, selvom situationen kalder på det? Det er med dette helt umenneskelige valg hængende konstant over hovedet, at John bevæger sig gennem et slidsomt liv som vinduespudser, mens han med nærmest allerede et ben i graven får så meget glæde ud af samværet med sin søn som muligt.

Ganske vist er det svære valg af en ny familie et dramatisk centrum i fortællingen, men filmens egentlige kerne er den ømme relation mellem far og søn. Det er hjerteskærende at se, hvordan John med stor omsorg tager sig af sin knægt, mens han samtidig må forholde sig til sin egen dødelighed og de barske realiteter. Deres forhold er portrætteret med stor indlevelse, hvilket smitter engagerende af på mig.

James Norton spiller med et nænsomt ansigt og menneskelig indsigt den pressede far, mens rollen som sønnen indtages af en troværdig og svært sød Daniel Lamont. Dynamikken og forholdet mellem de to er hele filmen værd. For selv når fortællingen måske nok går lidt i ring og noget dramatisk momentum lader vente på sig, er deres relation og samtaler så fint og vedkommende beskrevet, at jeg forbliver engageret.

’Nowhere Special’ er kort fortalt en fint afdæmpet og underspillet dramatisk fortælling om forholdet mellem en far og hans søn med det afgørende men, at døden presser sig på bag al den ubetingede kærlighed, der er mellem John og Michael. Det giver det stille samt gribende spillede drama en klangbund af tragedie, men filmen er bestemt også fyldt med både håb og glæde.

’Nowhere Special’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Nowhere Special’ har biografpremiere den 23. september.

‘Dune’ er et ærefrygtindgydende science fiction-festmåltid

Biografanmeldelse: Noget af det, der slår mig som det første i filmskaberen Denis Villeneuves science fiction-film ’Dune’ er, hvor helt utroligt engagerende fortællingens storslåede univers foldes ud og ikke mindst bringes visuelt til live. Det er med andre ord en visuel drøm af en filmoplevelse, hvor der både males store ørkenvidder op, mens de helt små detaljer også får facetteret liv filmen igennem. Sublimt!

Heldigvis er her også en historie, der er med til at give den blændende billedside dramatisk og medrivende tyngde. I fortællingens midte møder vi hertugen Leto Atreides, der får forvaltningsretten over intet mindre end ørkenplaneten Arrakis. Leto, hans konkubine Jessica og sønnen Paul begiver sig nu til planeten, men det er ikke en rejse uden farer. Således må Paul snart stå i front for at sikre sin og familiens overlevelse.

Villeneuve er en mand, der på elegant vis formår at fortælle sin historie i billeder. Det er nemlig lykkedes filmens fotograf Greig Fraser og effektholdet at skabe en verden, der på fornem vis bliver en overbevisende og integreret del af fortællingen og de mange karakterer, vi møder.  For her er mange karakterer at holde styr på. Det lykkedes dog overvejende godt at balancere dem alle på kryds og tværs.

Vi får bl.a. en nuanceret Timothée Chalamet som Paul Atreides, hvis portræt fortællingen igennem får flere toner og mere tyngde at spille med, mens Rebecca Ferguson som Jessica er både mystisk og sej. Oscar Isaac har gribende autoritet som Leto Atreides, mens Josh Brolin er intens som krigeren Gurney. Nå ja, ej at forglemme en i den grad herligt ulækker Stellan Skarsgård som forvokset skurk.

Rollelisten er meget længere og fyldt med stjerner, der altså fint får hver deres centrale scene, som er med til at etablere dem i universet og samtidig drive den sine steder lidt forudsigelige fortælling videre. Heldigvis bydes der også på overraskelser i en film, der langt overvejende er en alvorligt fortalt sag med ansigter langt i alvorlige folder. Nærmest kun Jason Momoas rolle bringer noget lethed til karakterholdet.

Heldigvis fanger den alvorstunge grundtone mig og matches af den sitrende og farvenedtonede billedside, hvor jeg ikke må glemme, hvorledes lyden på legende vis også er med til at fortælle historien sammen med det trommende og sine steder helt meditative score af mesteren Hans Zimmer. Kort fortalt er ’Dune’ en billedberusende filmoplevelse, der ikke bare skal ses, men opleves på så stort et lærred som muligt. Desuden er filmen første del af, hvad der forhåbentlig bliver til mindst to dele, baseret på Frank Herberts roman fra 1965.

’Dune’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dune’ har biografpremiere den 16. september.

‘Margrethe den første’ falder i et hul af træg politik-snak

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage i tiden med Charlotte Sielings flotte historiske drama ’Margrethe den første’, hvor en dragende Trine Dyrholm med intensitet, nerve og nærvær portrætterer den royale hovedrolle. Året er 1402 og dronning Margrethe har samlet Danmark, Norge og Sverige i en union, hvor freden nu råder. Gennem sin adoptivsøn kong Erik, hersker hun således egenhændigt i Kalmarunionen.

Selvom der måske nok er fred, ulmer stridigheder og magtkampe overalt, mens fjenderne står på spring i de omkringliggende lande. Derfor planlægger Margrethe et ægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse for at skabe en alliance med England, der kun vil styrke unionen og sikre dem yderligere mod angreb udefra. En dag træder en mand dog ind på scenen fra Graudenz og alt ændrer sig.

Manden siger, at han er Margrethes biologiske søn, der dog døde for 15 år siden, men altså nu står klar til at overtage tronen. Dette sender et chok gennem både Margrete og folkene omkring hende samt ikke mindst de øvrige nordiske lande. Men hvem er manden egentlig? Hvad er hans plan? Og hvad vil dette højst uventede besøg få af betydning for det nordiske stor-rige? Alt er nu i spil. Ikke mindst for Margrethe.

Det er et i udgangspunktet spændende nedslag i historien, der bringes filmisk til live. Hårde magtkampe, genopstående sønner og vakkelvorne alliancer. Det hele med Margrethe i midten. Desværre forfalder fortællingen til en lang række scener med politik-snak af den noget træge slags. Filmen mister her bl.a. nerve og fremdrift, hvilket smitter af på karaktererne, som står tilbage lidt som flade skakbrikker.

Der lægges ellers ud med et højdramatisk flashback af gribende realiserede krigsmarker, mens der et par gange i filmen tages visuelt flot tilløb til noget mere interessant end, hvad filmen overvejende er mættet med, nemlig scener med folk, der taler. For selvom universet er flot iscenesat – fra kostumer til de naturvidde scener af slotte og natur – så må dramaet slæbe sig gennem dialogtunge scener undervejs.

Her bliver filmen drænet for det nærvær og den intensitet, der ellers er at finde i bl.a. Trine Dyrholms gribende portræt. Desværre matches hun ikke af Morten Hee Andersen i en noget kedelig skildring af den ellers interessante og underkuede søn Erik. Så er der meget mere engagerende energi i Jakob Oftebros medrivende fremstilling af manden fra Graudenz. Scenerne mellem ham og Dyrholm er filmen værd, selvom ’Margrethe den første’ altså ender som en desværre noget træg, men flot oplevelse

’Margrethe den første’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Margrethe den første’ har biografpremiere den 16. september.

Brutale drab og fuld skrue på dumhed i ‘Spiral: From the Legacy of Saw’

Blodig gru på Blu-ray: Det er svært – ja, vel i grunden umuligt – at holde en god morder nede. Eller en succesfuld filmfranchise for den sags skyld. Begge dele gør sig gældende for ’Spiral: From the Legacy of Saw’, der er det nye og niende kapitel i Saw-serien, som tog sin intense begyndelse i 2004 med den blodige lille knaldperle af samme navn. Nu er de groteske og sadistiske mord tilbage!

For at sige det pænt, så er her absolut ikke tale om en gory skønsang, men snarere et gory trafikuheld af plotmæssige huller og andre umuligheder. Nå ja, og skuespillet? Det er mildt sagt set bedre. Det til trods, så langer instruktør Darren Lynn Bousmann også et par for universet dejligt grumme dødsfælder over disken, der er med til blodigt at holde sammen på løjerne, som ellers er ved at falde fra hinanden undervejs.

Det sker ikke helt. Bl.a. også takket være en spilletid på omkring de halvanden time. For ja, mere kan de brutale eskapader om en sadistiske seriemorder på rov ikke holde til. Darren Lynn Bousmann ved bestemt godt, hvad han laver – selvom han som nævnt ikke just er nogen stor personinstruktør eller for den sags skyld subtil i sin seriemorderfortælling, der har sin del af logiske udfordringer.

En fæl dræber er nemlig på færde i nattens dunkle skygger, hvor vedkommende synes at kopiere det legendariske og afdøde morder-geni John Kramer aka Jigsaw, som man kender fra franchisens øvrige film. Jagten på denne nye bestialske morder, der altid synes at være et skridt foran politiet, får imidlertid den ihærdige og temperamentsfulde kommissær Zeke på nakken.

Det bliver starter på en katten-efter-musen-jagt, hvor den kringlede efterforskning tager Zeke og hans makker med ned i en makaber verden af død og splattede mord. Ja, det er bl.a. de gruopvækkende og opfindsomme dødsfælder, der spiller en afgørende rolle i filmen, men som bekendt også i selve franchisen. Heldigvis iscenesættes her netop et par ganske neglebidende af slagsen.

De blodige træer vokser dog ikke ind i himlen. Bl.a. er Chris Rock langt fra overbevisende som Zeke, der har meget få ansigtsudtryk at gøre godt med. Øvrige medvirkende er sådan set heller ikke videre interessante, hvor man bl.a. finder Samuel L. Jackson i en mindre rolle, hvor han gør, hvad han så ofte gør, nemlig at være Samuel L. Jackson. Men nej, ’Spiral: From the Legacy of Saw’ skal ikke være realistisk og må gerne være dum og plotkrøllet umulig. Det er præcis, hvad tilfældet er – og det er også cirka ok.

’Spiral: From the Legacy of Saw’ udkommer på dvd og Blu-ray den 16. september.

‘Malignant’ rammer ikke tonen med drønskør gyserpræmis

Biografanmeldelse: Morderiske drømmesyn, grumme traumer og blodige mord. Ja, gyserpedalen er trykket godt i bund i James Wans nyeste dyk ned i den urovækkende genre med den kulørte ’Malignant’. Gysertonen rammes desværre bare ikke rent, når de grufulde eskapader folder sig ud fra første energiske scene og videre ind i fortællingen, der snor sig legende omkring et morderisk mysterie.

For hvem er den læderklædte morder, der er på spil i nattens skygger? Hvorfor har Madison drømmesyn af de blodige eskapader? Og hvad gemmer der sig af traumer i fortiden, som blot venter på at komme for dagens lys? Det er nogle af de spørgsmål, James Wan kaster grumt op i luften. Desværre uden at gribe dem alle elegant. Men man kan komme langt med en skrupskør gyseridé. Heldigvis.

Her er nemlig smidt flere skøre gyseridéer i blenderen, der sprutter halvklodset på livet løs, hvor man følger Madison, som efter at have mistet sit barn under tragiske omstændigheder begynder at få syner af splattede mord. Snart er politiet på sagen, mens Madison kun drages mere og mere ind i det blodrøde mysterie, der på klumpedumpe vis optrevles via blandt andet tonstunge replikker skåret ud i pap.

Nu er det heller ikke just realisme, at ’Malignant’ skal eller går efter at leve højt på. James Wan vil derimod underholde i rendyrket gyserland, hvor selv det mest vanvittige synes muligt, mens blodet flyder veloplagt fra smadrede ansigter og åbne kødsår. Her leveres nemlig en række ganske veloplagt iscenesatte mordscener. Det kniber dog noget mere med at stable reel og intens uhygge på benene.

Det er mere gysende bulder og brutalt rabalder end snigende uhygge, selvom James Wan anstrengt prøver at skabe snigende uhygge, hvor skyggerne skulle være urovækkende og stilheden sitre af anspændte nerver. Det lykkedes bare ikke. Blandt andet fordi manuskriptet i næste nu slynger et fladt jump scare af sig eller afbrydes af en malplaceret replik, der langt fra falder naturligt i munden på de medvirkende.

Kort fortalt er ’Malignant’ et gys, der med sine skøre idéer lykkedes ikke at falde helt sammen om sig selv, selvom gumpetunge replikker utroværdigt underminerer karakterernes dramatiske tyngde og den reelle uhygge, der ellers er iboende filmens plot, udebliver. Gyserballaden fungerer ganske enkelt bedst, når den bare slipper bremsen og jorder derudad i splatter-fjol og skøre idéer.

’Malignant’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Malignant’ har biografpremiere den 9. september.

‘Miss Osaka’ er en neonoplyst rejse til drømmenes Japan

Biografanmeldelse: Vi går vel alle rundt med drømme for livet og eksistentielt grundlæggende spørgsmål, som vi søger svarene på. For lever vi nu det liv, vi ønsker at leve? Er vi den, vi ønsker at være? Det er i hvert fald bl.a. disse spørgsmål, Daniel Denciks ’Miss Osaka’ stiller. Vi møder nemlig her den unge Ines, der tager en beslutning, som sender hende på en livsændrende rejse til Japan.

For på en forretningsrejse i Norge med sin mand møder Ines den enigmatiske og japanske Maria. Det bliver starten på et intenst venskab, som imidlertid får fatale konsekvenser. Men det giver også Ines muligheden for nu at træde ud af et liv og forhold, hun er kørt død i. Uden at give omverdenen lyd fra sig, vælger hun nemlig at rejse til Japan, hvor mulighederne synes uendelige for hende i storbyen Osaka.

I den mægtige by træder Ines ikke kun ind i en for hende fremmed og dragende verden, men også en verden, hvor både hun og andre syntes at kunne blive til præcis den, de ønsker at være – eller at være for andre. Således begynder Ines på et nyt liv under et nyt navn. Det med sin fortid gemt helt og aldeles af vejen. Det gælder nu et nyt liv og en ny identitet. Men hvad følger mon med dette nye liv?

I den altdominerende hovedrolle som filmens rodløse Ines, finder man Victoria Carmen Sonne, der med lige dele sødmefuldhed, naivitet og viljestyrke bevæger sig elegant og engagerende over lærredet i en verden, der både synes at kunne indfri drømme, men også knuse dem på et splitsekund. Hun er hele filmen værd, selv når fortællingens dramatiske klangbund vakler en smule undervejs.

For bl.a. efterlades forholdet mellem Ines og Maria en smule uforløst i filmens start, hvilket der heldigvis rettes ganske fint op på senere i fortællingen, hvor vi er med på Ines’ indre og ydre rejse. En rejse, der desuden foldes forførende flot ud i billeder af filmens fotograf Aske Foss, hvor Osakas drømmende nætter synes uendelige i al deres neonoplyste vælde. Det er både smukt og beskidt, men mest af alt dragende.

Daniel Dencik er med andre ord lykkedes visuelt indtagende med at forløse sin fortælling om at gribe drømmen, nuet og selve livet for at forme det præcis på den måde, man ønsker det skal være. Men det er også en film, hvor drømme kan briste og fortiden indhente en. Nagisa Morimoto giver desuden dynamisk og modsætningsfyldt modspil til den usikre Ines i rollen som den gådefulde Maria.

’Miss Osaka’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Miss Osaka’ har biografpremiere den 9. september.