Biografanmeldelse: Det starter med et kærlighedsbrud mellem Undine og hendes nu ekskæreste Johannes, der forlader hende. Der går dog ikke lang tid førend, at kærligheden atter spirer i Undines liv. Hun møder nemlig nærmest i næste nu dykkeren Christoph, der falder pladask for den charmerende og intense historiker. Men med kærligheden snøret på ny om livet er spørgsmålet nu, hvordan det mon vil gå?

Det er således kærlighedens både komplekse, forførende og altopslugende væsen, som her er på trekantsspil og udfoldet i en fortælling, der med drypvise momenter af undervandsmystik og virkelighedsknuder fortælles. Fortællingen vikles nemlig ind i en mere krøllet fortællerstruktur, der er med til at give den ellers noget trivielle parforholdshistorie en smule mere interessant kant.

Det bliver dog aldrig for alvor spændende at følge forholdet mellem Undine og Christoph på deres rejse sammen og hver for sig, hvor kærligheden griber dem om livet på hver deres måde. Det sagt, så er Paula Beer i titelrollen et ofte dragende bekendtskab, hvor hun med nænsomt nærvær portrætterer den kærlighedssøgende Undine. Franz Rogowski giver desuden som Christoph hende dynamisk modspil.

Sammen er de to på trods af deres en kende kedeligt skrevne karakterer det meste af vejen værd at lægge øjne til. Filmen er dog mest interessant, når den slipper sit virkelighedsnære greb om sit noget generiske kærlighedsdrama, men derimod slipper mysteriet og en fortællermæssig fantasi løs. For hvad er egentlig virkelighed og hvad er kærlighedsfantasi – og hvem er Undine egentlig?

Det er derfor også ekstra ærgerligt, at instruktør og manuskriptforfatter Christian Petzold ikke har fået et bedre greb om netop samspillet mellem de logisk udfordrende fortælleelementer med den mere jordbundne slagside, som altså ender med at dominere filmens fortælling på en sine steder træg måde. Men her er bestemt fint eksekverede scener af visuelt legende natur, der er med til at løfte filmen.

Kort fortalt, så lykkedes kærligheden og karaktererne bare ikke følelsesmæssigt at få fat i mine følelser, selvom her altså er sin del at følelser i spil. ’Undine’ er med andre ord et desværre frustrerende bekendtskab, der ikke for alvor får sit greb i mig med sit forholdsdrama, men som altså er bedste, når fortællingen tør at udfordrer mig og filmens dynamik mellem mystik og virkelighed.

’Undine’ får 3 ud af 6 stjerne:

’Undine’ har biografpremiere den 9. september.

Biografanmeldelse: Lad mig bare være ærlig allerede her fra starten. Science fiction-filmen ’Reminiscence’ er en klodset fuser af de helt store. Intet fungerer i Lisa Joys klichétunge fortælling, hvis helt centrale omdrejningspunkt er kærlighed og ikke mindst ens minder. Kort fortalt er her tale om skønne spildte kræfter i bl.a. Hugh Jackman, Rebecca Ferguson og Thandie Newton. Mega øv!

Nå, men hvad handler filmen så om? Jo, Jackman spiller den forknytte og kærlighedssøgende efterforsker Nick Bannister, som ved hjælp af en maskine kan give sine klienter adgang til ønskede minder fra en lykkeligere fortid. Fortællingen udspiller sig nemlig i en dystopisk fremtid, der ikke efterlader meget håb for menneskeheden. Det er fortiden, der her for alvor tæller for Nicks kunder.

Dagenes trummerum ændrer sig dog drastisk, da Nick en dag på sit arbejde får besøg af den mystiske Mae. Det bliver starten på et intenst og romantisk forhold, som dog ud af det blå stopper brat fra den ene dag til den anden, da Mai til Nicks store undren pludselig forsvinder sporløst. Det bliver starten på Nicks jagt på sandheden bag sin elskedes forsvinden. Men hvad mon han finder, når først han selv graver i sine minder?

Det lyder måske som en ganske interessant præmis, men tag ikke fejl. ’Reminiscence’ er en sjældent kluntet og gumpetung omgang kærligheds-science fiction, hvor bl.a. filmens fremtidsverden er forløst utroværdigt, mens også Nicks højteknologiske maskine – der bringer folk tilbage i mindernes favntag – fremstår som en svært distancerende umulighed i filmens allerede klodsede univers af klichéer.

Hugh Jackman brummer bl.a. tematisk gumpetungt med en overforklarende voice-over filmen igennem, hvor det ikke kun er her, at exposition-replikker spiller kikset ind. For også mellem de medvirkendes karakterer bøjes både fortællingen, tematikker og universets præmisser firkantet i neon. Bl.a. det hiver al form for følelsesmæssigt engagement ud af forholdet mellem Nick og Mai.

Jackman, Ferguson og Newton – i rollen som Nicks kollega – kan med andre ord ikke stille meget op med det stive manuskript, hvis replikker ganske enkelt aldrig overbeviser eller kommer til at glide naturligt over de medvirkende læber. ’Reminiscence’ falder på røven allerede inden, den rigtigt kommer i gang, hvor altså hverken universet, karaktererne eller fortællingen på noget tidspunkt overbeviser eller griber mig.

’Reminiscence’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Reminiscence’ har biografpremiere den 2. september.

Biografanmeldelse: Det er en både brutal og ubærlig historie, der udfolder sig i dramaet ’Quo Vadis, Aida?’, som er baseret på virkelige og tragiske begivenheder i Bosnien anno 1995. Her møder vi tolken Aida, der arbejder for FN i byen Srebrenica. Det hele går imidlertid fra slemt til værre, da den serbiske hær overtager byen, hvor netop Aida og hendes familie opholder sig.

Aida, hendes mand og deres to sønner er blot fire ud af de i tusindvis, som søger tilflugt i FN-lejren. I rollen som tolk kommer Aida helt tæt på de både farlige og intense forhandlinger mellem FN og den kyniske hærchef. Hun får således kendskab til helt afgørende informationer fra begge sider, hvilken enten kan betyde redningen eller døden for folkene i og udenfor lejren. Så hvad gør Aida nu?

Kan hun redde sig selv og sin familie – og ikke mindst, hvad med de mange mennesker, der har søgt sikkerhed i FN’s varetægt? Det er dette intenst vibrerende drama, som udspiller sig med en hele vejen nærværende og knugende god Jasna Đuričić i rollen som den pressede Aida. Hun er hele filmen værd, selv når dens fortællemæssige struktur vakler lidt undervejs og en smule mister sit greb i mig.

Her er dog tale om en grundlæggende anspændt og ubærlig historie, som det ofte er svært at være vidne til. Der er nemlig scener, som både er yderst nervepirrende og helt og aldeles ubehagelige. Helt ind under huden kommer flere af de øvrige medvirkende og deres relationer dog ikke. Det er derfor også filmens ubetingede trumfkort at have Jasna Đuričić som det helt centrale omdrejningspunkt.

Bl.a. er hun en engagerende katalysator for de mange frustrerende følelser både hun og de øvrige medvirkende gennemlever i den umulige situation. Det er med andre ord ikke kun en observerende fortælling om de tragiske begivenheder, men så absolut også en film, der på gribende vis viser menneskets forskellige facetter, når man sættes i en situation, det synes umuligt at begribe og gribe om.

Instruktør og manuskriptforfatter Jasmila Žbanić fortæller kort fortalt med ’Quo Vadis, Aida?’ den umenneskelige historie, der udspillede sig i Bosnien i 1995. Det gør hun på yderst menneskelig vis, hvor særligt Jasna Đuričić i hovedrollen som Aida bærer mig gennem de grumme begivenheder med et sjældent stort nærvær, som det er umuligt ikke at blive grebet af. Det blev jeg i hvert fald.

’Quo Vadis, Aida?’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Quo Vadis, Aida?’ har biografpremiere den 2. september.