‘Margrethe den første’ falder i et hul af træg politik-snak

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage i tiden med Charlotte Sielings flotte historiske drama ’Margrethe den første’, hvor en dragende Trine Dyrholm med intensitet, nerve og nærvær portrætterer den royale hovedrolle. Året er 1402 og dronning Margrethe har samlet Danmark, Norge og Sverige i en union, hvor freden nu råder. Gennem sin adoptivsøn kong Erik, hersker hun således egenhændigt i Kalmarunionen.

Selvom der måske nok er fred, ulmer stridigheder og magtkampe overalt, mens fjenderne står på spring i de omkringliggende lande. Derfor planlægger Margrethe et ægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse for at skabe en alliance med England, der kun vil styrke unionen og sikre dem yderligere mod angreb udefra. En dag træder en mand dog ind på scenen fra Graudenz og alt ændrer sig.

Manden siger, at han er Margrethes biologiske søn, der dog døde for 15 år siden, men altså nu står klar til at overtage tronen. Dette sender et chok gennem både Margrete og folkene omkring hende samt ikke mindst de øvrige nordiske lande. Men hvem er manden egentlig? Hvad er hans plan? Og hvad vil dette højst uventede besøg få af betydning for det nordiske stor-rige? Alt er nu i spil. Ikke mindst for Margrethe.

Det er et i udgangspunktet spændende nedslag i historien, der bringes filmisk til live. Hårde magtkampe, genopstående sønner og vakkelvorne alliancer. Det hele med Margrethe i midten. Desværre forfalder fortællingen til en lang række scener med politik-snak af den noget træge slags. Filmen mister her bl.a. nerve og fremdrift, hvilket smitter af på karaktererne, som står tilbage lidt som flade skakbrikker.

Der lægges ellers ud med et højdramatisk flashback af gribende realiserede krigsmarker, mens der et par gange i filmen tages visuelt flot tilløb til noget mere interessant end, hvad filmen overvejende er mættet med, nemlig scener med folk, der taler. For selvom universet er flot iscenesat – fra kostumer til de naturvidde scener af slotte og natur – sÃ¥ mÃ¥ dramaet slæbe sig gennem dialogtunge scener undervejs.

Her bliver filmen drænet for det nærvær og den intensitet, der ellers er at finde i bl.a. Trine Dyrholms gribende portræt. Desværre matches hun ikke af Morten Hee Andersen i en noget kedelig skildring af den ellers interessante og underkuede søn Erik. Så er der meget mere engagerende energi i Jakob Oftebros medrivende fremstilling af manden fra Graudenz. Scenerne mellem ham og Dyrholm er filmen værd, selvom ’Margrethe den første’ altså ender som en desværre noget træg, men flot oplevelse

’Margrethe den første’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Margrethe den første’ har biografpremiere den 16. september.