Find græskarhovederne frem igen…

Selvom Halloween er overstået for i år, så tøv ikke et sekund med at lange ud efter denne lille lækkerbisken. Trick ’r Treat er nemlig en hyggelig tur ind i en både munter og makaber tradition. En aften hvor alt kan ske og hvor ingen nødvendigvis er hvem eller hvad de giver sig ud for – præcis som tilfældet er med filmens karakterer. Så skal der uhygges…!


Filmen er en såkaldt antologifilm, hvilket vil sige, at der ikke fortælles én, men flere forskellige historier. I dette tilfælde udspiller de sig alle en skæbnesvanger Allehelgens aften i den lille by Warren Valley, USA. Der er den velfriserede rektor, som værner om traditionen på sin egen makabre måde. En flok tøser der dullet op til fest støder ind i en mystisk skikkelse. Den gnavne gamle Kreeg, som får uventet besøg samt en flok udspekulerede børn med en ondsindet plan – og som en rød tråd igennem filmen vandrer den lille gådefulde skikkelse Sam. Et barn iklædt en orange dragt, med en sæk over hovedet og med knapper som øjne. Let the fun begin…


Der er græskarlygter i massevis. Hekse, dæmoner og vampyrer. Varulve, spøgelser og zombier. Massemordere, masker og monstre. Et veliscenesat arsenal af alt hvad der hører sig til en rigtig Halloween-aften. Filmen emmer af en glæde for traditionen, som her serveres med god balancere mellem det uhyggelige og hyggelige, det makabre og det muntre. De forskellige historier er velfortalte og med gode skuespilspræstationer. Bl.a. er Dylan Baker som skummel rektor, Brian Cox som den gnavne Kreeg og Anna Paquin som nervøs forfører med til at føre en medrivende gennem fortællingerne, der på fornem vis fletter sig ind og ud af hinanden.

Trick ’r Treat er en veloplagt film, som gav mig noget af den der good old horror-feeling, bl.a. pga. nogle fænomenale gammeldags special effects, men nok også antologi-formen i sig selv, der gav mindelser om de gode gamle Creepshow-film. Historierne er fine, friske og de forskellige plottvists er sjove og et stykke af vejen også overraskende – sådan da. En herlig film!


Ekstramateriale: Der følger en fin stak ekstramateriale med på udgivelsen. Mest interessant er en animeret kortfilm (4 min.) og featuren, der med udgangspunkt i filmen ser nærmere traditionerne forbundet med Halloween (27 min.). Den animerede kortfilm, Season’s Greetings fra 1996 (4 min.) er lavet af filmens instruktør Michael Dougherty og var spiren til hvad der er blevet Trick ’r Treat. Her skabte Dougherty nemlig Sam, den tilbagevendende karakter i filmen.

Mindre interessant er de ekstra og forlængede scener (17 min.). Heldigvis kommenterer Dougherty, ligesom ved animationsfilmen også her, så der er små sjove iagttagelser at hente. Slutteligt får man en ligegyldig sammenligning af special effects fra en enkelt scene (1 min.). Men trods alt et fint og velfortalt ekstramateriale, som man ikke må snyde sig selv for at se igennem.


Originaltitel: Trick ’r Treat, USA, 2007.

Instruktion: Michael Dougherty.

Medvirkende: Dylan Baker, Rochelle Aytes, Leslie Bibb, Anna Paquin, Brian Cox m.fl.

Spilletid: 78 minutter.

Udgiver: Warner Home Entertainment.