Indlæg

’True Blood’ bliver mere og mere kulørt

/i /af

Jeg har netop set fjerde sæson af True Blood og jeg skal love for, at det er en serie, der bliver mere og mere kulørt. Det er ikke hele vejen til dens fordel, men det er bestemt stadig underholdende at være på besøg i Bon Temps, hvor Sookie fortsat slås med kærligheden til to vampyrer, mens diverse skabninger lurer i mørket. Denne gang har en grum heks indfundet sig i byen med en plan om at udslette alle vampyrer.

I en tid hvor vampyren blev kastreret af ’Twilight’-serien, var det rart, at HBO med True Blood skød en tiltrængt dosis sex, død og perversitet ind i vampyr-myten. For ja, her slår vampyrer ihjel, de suger blod og kan ikke tåle sollys. Ingredienserne er fortsat de samme i fjerde sæson, hvor der dog skrues en tand op for både saftighederne og ikke mindst de overnaturlige væsners eskapader.

Nye skabninger kommer til, mens Sookie, den evigt søde Anna Paquin og hendes umage slæng må stå ansigt til ansigt med en ny ondskab. Men der byttes om på rollerne i denne omgang, hvor bl.a. den ellers så kolde vampyr Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård tæmmes af mystiske kræfter, mens den godmodige vampyr Bill Compton smides for døren af en ellers håbløst forelsket Sookie.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Eksorcismegys er en ret grum hjemmevideo

/i /af

Der bliver slået to fluer med et smæk, når den håndholdte skrækfilm The Devil Inside ruller sig ud. For her er tale om et det altid populære besættelsesgys kombineret med dokumentargenrens form. Filmen giver sig nemlig ud for at være rigtige optagelser. Vi er altså i samme ’found footage’-boldgade som bl.a. The Blair Witch Project, Paranormal Activity og [REC].

Løjerne tager udgangspunkt i en grufuld hændelse tilbage i 1989, hvor Maria Rossi dræbte en præst og to nonner, der forsøgte at udførte en eksorcisme på hende. Hendes datter Isabella forsøger nu 20 år efter at finde frem til, hvad der egentlig skete med hendes mor, der nu befinder sig på den lukkede i Rom. Her hvirvles Isabella snart ind i et par eksorcisters uofficielle arbejde, mens ondskaben rykker tættere på.

Vi skal selvfølgelig både ned i klamme kældre og op på mørke loftsrum, mens lyset naturligvis også går på de mest ubelejlige tidspunkter. Gisp. Ja, The Devil Inside er ganske vist en klichéfyldt og vakkelvorn sag, men også relativt underholdende og med et par oprigtigt uhyggelige scener imellem – samt de obligatoriske billige jump scares, der skal sætte blodomløbet i gang hos de mindste.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kulørt rumeventyr er en bumlet fornøjelse

/i /af

Ja, historien er unødvendigt rodet fortalt og tempoet en smule ujævnt, men rumeventyret John Carter er altså også herlig bombastisk og kulørt science fiction-underholdning. Jeg havde i hvert fald svært ved at modstå de grønne marsmænd med fire arme, den kluntede monsterhund og de episke scenerier på planten Basoom.

Det er en noget anden verden, der møder John Carter, da han på mystisk vis bliver transporteret til Mars, eller Basoom som den kaldes af indbyggerne. For der er liv på planeten, hvor en voldsom strid truer med at udslette befolkningen. John Carter – der nu pludselig kan hoppe umenneskeligt højt (!) – slår derfor pjalterne sammen med den hårdtslående prinsesse Dejah Toris for at redde planten. Kort fortalt.

Jep, et uforpligtende eventyr i spektakulære science fiction-klæder, hvor både sære væsner, imponerende rumkampe og mystiske gadgets pirrer ens indre eventyrer. For man bliver nærmest som John Carter selv transporet til denne fantastiske fremmede verden. Desværre vakles der rundt i en del plotmæssigt kludder, mens et hav af karakterer popper op, hvilket spænder en smule ben for den visuelt indtagende tur.

For ja, det er visuelt, at John Carter er stærkest. Persongalleriet er ikke videre interessant og specielt fremstår Taylor Kitsch noget stiv i rollen som John Carter, mens Lynn Collins er en smule mere indtagende som Dejah Toris. Det er dog den seksbenede monsterhund Woola, der er min favorit – et skønt og uimodståeligt sidekick.

Det er Andrew Stanton, som bl.a. har de fantastiske WALL·E og Find Nemo på CV’et, der debuterer som instruktør med ”rigtige skuespillere” – og visuelt har han bestemt bragt forfatteren bag Tarzan, Edgar Rice Burroughs 100 år gamle bogserie flot til live. For selvom filmen til tider er noget rod og der smides alt for mange karakterer og plottråde i den computergenerede eventyrgryde, så er universet bestemt indtagende.

Bl.a. giver de store rumslag og John Carters kamp med to kæmpemonstre en lyst til selv at søge mod stjernerne. Desværre floppede filmen økonomisk, så selvom den var tænkt som første del i en trilogi, bliver det det nok – ind til videre – ved denne ene film. Jeg var ellers gerne taget endnu en tur til Barsoom.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray, hvor de mange episke scenerier og storslåede action-scener kommer til deres ret. Detaljegraden og farvegengivelsen er indtagende og velbalanceret. Lydsporet spiller liges problemfrit og medrivende hele vejen. Sådan. (Filmen er også udkommet i 3D). Desuden medfølger en fin stak ekstramateriale.

Man får en feature, der ser nærmere på Burroughs liv og karriere (11 min.) samt en making of, hvor man bl.a. kommer med på settet og ser nærmere på de mange funktioner på produktionen (35 min.). Endvidere er der 10 slettede scener med introduktion og valgfrit kommentarspor med Stanton, der giver fine indsigter i tankerne bag scenerne. Slutterligt er der lidt spas fra settet (2 min.) og ikke mindst et engagerende kommentarspor med Stanton og to af filmens producere, som fans af filmen bør gå i kødet på. Alt i alt et udmærket og ofte oplysende ekstramateriale.

Originaltitel: John Carter, USA, 2012
Instruktion: Andrew Stanton
Medvirkende: Taylor Kitsch, Willem Dafoe, Lynn Collins, Mark Strong m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Udgiver: Disney Home Entertainment

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

/i /af

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Forførende spionfilm er en kompleks fornøjelse

/i /af

Paranoiaen sitrer i hvert et billede, mens den forførende koldkrigsfilm Dame, Konge, Es, Spion folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo og med en knugende intensitet drages man ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagordener. En ganske enkelt fremragende og smukt orkestreret spionfilm.

Året er 1973 og den kolde krig raser. Gary Oldman spiller den intelligente agent George Smiley, der får til opgave at afsløre en dobbeltagent i den britiske efterretningstjeneste. Et minutiøst arbejde med at kortlægge de mistænktes færden er sat i gang – og selvfølgelig dukker der flere fordækte overraskelser op, mens den grundige Smiley optrævler det livsfarlige spil af mistro og løgne.

Det er uden de store armbevægelser, at filmen arbejder sig ind i sin historie, mens de stemningsfyldte billeder hele vejen er med til at suge en ind i det nervepirrende univers. Og selvom her er mange plottråde i spil, så fremstår det mangefacetterede maskespil sømløst. Lavmælt og nærmest hypnotisk forløses de mange plotelementer, alt imens følelserne banker intenst lige bag de ellers så stive jakkesæt.

Filmens cast er desuden blændende. Gary Oldman leder an som den utrættelige Smiley – et indadvendt og enigmatisk portræt af en mand, man ikke kan tage øjnene fra. Han flankeres af ligeledes fremragende Colin Firth, Toby Jones og danske David Dencik, der alle er under mistanke som dobbeltagenter. Endvidere er bl.a. også Tom Hardy, John Hurt og Benedict Cumberbatch en fornøjelse at være i selskab med.

Det er svenske Tomas Alfredson, der med sikker hånd og omhyggelig sans for detaljen og billedkompositioner har forløst John Le Carrés kringlede spionroman. Alfredson stod også bag den fremragende vampyrfilm Lad den rette komme ind og med den fascinerende Dame, Konge, Es, Spion kan jeg ikke andet end med spænding se frem til hans kommende film.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står skarpt, veldefineret og med indtagende detaljer i de mange smukke billeder. Lydsporet spiller ligeledes uden problemer og skaber solid atmosfære med fine panoreringer og klare niveauer.

Ekstramaterialet består af et udmærket kommentarspor med Oldman og Alfredson. De er roligt selskab og taler bl.a. om filmen kontra romanen af Le Carré samt produktionen generelt. Herudover er der korte, men fine interviews med Oldman, Firth, Hardy samt Alfredson og den ene manusforfatter Peter Straughan (i alt 25 min.). Ikke det mest omfattende supplement, men fans vil fint kunne nyde det.

Originaltitel: Tinker Tailor Soldier Spy, Frankrig, England, Tyskland, 2011
Instruktion: Tomas Alfredson
Medvirkende: Gary Oldman, Colin Firth, Tom Hardy, John Hurt, Benedict Cumberbatch, Mark Strong, Toby Jones, David Dencik, Ciarán Hinds m.fl.
Spilletid: 127 min.
Udgiver: SF Film

Okkulte konspirationer og onde tal

/i /af

Jeg har en svaghed for okkulte skrækfilm – men hvem har ikke det? Så jeg skulle selvfølgelig også se den overnaturlige gyser med den kryptiske titel 11-11-11. En omgang okkult konspirations-rod, der ganske vist er mere end ujævn, men dog redder sig et par plusser i min bog med sin bastante finale og ækle gummi-maske-monstre.

Forfatteren Joseph Crone er i dyb sorg efter at have mistet sin kone og barn. Han hjemsøges af grusomme mareridt og begynder også at se underlige syner samt ikke mindst tallet 11, der dukker op over alt. Men hvad betyder tallet og hvorfor forfølges han af disse dæmoniske syner…?

Et klassisk setup for lidt midnatsgru, men desværre er 11-11-11 en kluntet sag, der uden egentlig sans for genren og sine virkemidler, tumler sig gennem alle klichéerne. Her er flad suspense, mens de billige chok-effekter smides mere eller mindre tilfældigt ind i møllen. Momentant dirrer der dog lidt ægte paranoide i de gotiske omgivelser, men aldrig nok til at sætte angstens sved i gang.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sherlock Holmes i fortumlet opklarings-action

/i /af

Jeg har ikke noget egentligt forhold til mesterdetektiven Sherlock Holmes, så at den action-glade instruktør Guy Ritchie med Sherlock Holmes 2: Skyggespillet igen kaster sig over karakteren er helt cool med mig. Den første var ujævn, men ganske underholdende – ikke mindst takket være Robert Downey Jr. i titelrollen. Nu er han samt Jude Law som det faste sidekick, Dr. Watson tilbage på nye eventyr.

Her er ikke meget nyt under solen. Det er stadig mere bulder og brag, end et velfortalt mysterie og sirligt forløst opklaringsarbejde, der styrer de to herrer gennem de tempofyldte løjer. Dog er forholdet mellem Holmes og Watson her forsøgt sat mere i spil, mens jagten på skurken fører parret gennem Europa – og så server Ritchie også sine obligatoriske slåskampe og heftig kugleregn i super-slow-motion.

Watson skal giftes, hvilket Holmes ikke er specielt begejstret for. Det betyder nemlig, at han nok vil miste sin faste partner og ven til det rolige familieliv – men også fordi, at Holmes herved indser sin egen ensomhed. Men selvfølgelig forenes de to igen – til et sidste eventyr. Holmes kaster sig nemlig udi at fælde den über intelligente Professor Moriarty, hvis skumle planer synes at true nærmest alt og alle.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske

/i /af

Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood, men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som den ivrige knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.

Filmen vil fortælle meget om Hoover. Rigtig meget – desværre gabes der over for mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.

Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Onde opkald fra fortiden slår grumme knuder

/i /af

Den overnaturlige telefon-thriller The Caller har bestemt sin del af vrøvlerier, men pyt nu med det. For her er også tale om et ofte ganske fængende psykologisk gys, der med sin mareridtslignende stemning hensatte mig i en herlig usikkerhed. Ikke mindst  om hvor plotkrøllerne ville sno den bizarre præmis hen. Tja, måske bed jeg på, fordi jeg selv har været udsat for olme opkald af gamle damer fra fortiden.

Den søde Mary flytter ind i en ny lejlighed for at slippe væk fra sin eks-mand, der fortsat opsøger hende. Han bliver dog den mindste af hendes bekymringer, for da lejlighedens gamle drejeskivetelefon begynder at kime med opkald fra en ældre dame, indledes Marys egentlig mareridt. Mystikken og gruen tager kun til, for damen er skingerende skør og påstår oveni købet at ringe fra fortiden…!

The Caller ligner umiddelbart endnu en generisk rodebutik af gyser-vrøvl, men faktisk bankes der et ganske solidt nonsens-mysterie på benene. Logikken skal man dog ikke hænge sig for meget i – for ja, der er mange plothuller. Hvorfor smider Mary fx ikke bare telefonen ud? Men gyset lever lige så meget i kraft af den paranoiafyldte atmosfære og Marys fald ned i vanviddets mørke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

/i /af

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere