Twin Peaks – A Limited Event Series: David Lynch for fuld skrue

Syret serie på Blu-ray: Jeg elsker David Lynch! Ja, udråbstegn. Han har lavet nogle af mine absolutte favoritfilm – jeg kan jo bare lige blandt andet nævne disse tre forrygende titler: ’Blue Velvet’, ‘Lost Highway’ og ‘Vilde hjerter’. Men han er som bekendt også en af hovedkræfterne bag den banebrydende tv-serie ‘Twin Peaks’ sammen med makkeren Mark Frost.

Den oprindelige og to sæsoner lange serie løb fra 1990 til 1991. Men nu her mere en 25 år senere vender vi og altså også David Lynch tilbage til Twin Peaks sælsomme, dragende og skønne univers med den såkaldte ‘Twin Peaks: A Limited Event Series’, der byder på hele 18 helt nye afsnit fordelt på intet mindre end 22 timers David Lynch-underholdning.

Kyle MacLachlan in a still from Twin Peaks. Photo: Suzanne Tenner/SHOWTIME

Den nye serie bygger således videre på den verden og de karakterer, som du allerede troede, at du kendte. De og fortællingen fører dig således her vidt omkring til både forunderlige, uhyggelige og mærkelige steder, hvor du møder både de gamle kendinge fra universet, mens du også får helt nye og bizarre bekendtskaber i en verden af drøm, mareridt og mysterier.

Udgivelsen indeholder desuden et imponerende arsenal af ekstramateriale. Her finder du omkring 8 timers ekstramateriale, der går i dybden med serien på forskellig vis. Ja, hele 8 timer! Primært med en række 30 minutter lange featuretter, der går bag optagelserne og tilblivelsen af serien. Denne Blu-ray-udgivelse er med andre ord et must for fans af David Lynch eller blot Twin Peaks.

– ‘Twin Peaks: A Limited Event Series’ udkommer på dvd og Blu-ray den 12. april.

twin peaks event series blu-ray cover