Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

/i /af

Tim Burton slår igen sine folder i vante græsgange med Dark Shadows. Johnny Depp har en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro også plads til sin søde kone Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ham ikke fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende Burton-underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par veltimede og komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace giver den som modvillig teenagetøs og Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær. Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater og Bella Heathcote dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser ikke for alvor som småskør og hævngerrig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne og Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri. Der kommer for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn størrelse med for mange uforløste plotelementer – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Tja, gode takter eller ej, så er her kort sagt tale om et nogenlunde underholdende, men også unødvendig rodet og tandløst bekendtskab. Genkendelsens glæde er heller ikke nok til at redde filmen fra at miste pusten – og det kan selv den gamle ’shock rocker’ Alice Cooper i fuld krigsmaling desværre heller ikke.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Premiere: 10.05.2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film

Nicolas Cage giver den som Nicolas Cage

/i , /af

Okay, det her supercut er godt nok et par uger gammelt, men fik det ikke postet, mens der var filmfestival – og fordi jeg er en sucker for Nicolas Cage, så slipper I altså ikke. Det er sgu et ret underligt supercut, der blot består af klip med Cage, der giver den som Cage. Så at sige. Ordløs og klassisk Cage-mimik.

Man finder klip fra bl.a. Leaving Las Vegas, Orkidé-tyven og Wild at Heart samt en mildest talt overspillende Cage i remaket The Wicker Man. Altså både gode og mindre heldige præstationer. Men uanset om det er gode eller dårlige film, så elsker jeg sgu Cage og hans vanvid. Find hele listen med anvendte film HER.

Se og læs om andre Cage-lækkerier:
– De 100 bedste Nicolas Cage-citater
 – Samplet Nic Cage sætter ild til dansegulvet
– Drive Angry: Cage som skydegal badass på fire hjul
– Seeking Justive: Stakåndet Cage snubler rundt i plothuller

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

/i /af

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Stakåndet Nicolas Cage snubler rundt i plothuller

/i /af

Faste læsere vil vide, at jeg har et blødt punkt for Nicolas Cage – hvilket bestemt er en fordel for rækken af de mere eller mindre tvivlsomme produktioner, han har været involveret i de seneste mange år. Selvtægts-thrilleren Seeking Justice er så endnu en ujævn og plothulsfyldt sag med en stakåndet Cage i centrum. Ja, det er noget værre vrøvl, men hvor kan jeg dog godt lide at være i selskab med den kære Cage.

Cage er lærer, spiller skak og er lykkelig gift med sin smukke kone – en sød January Jones. Jep, en helt almindelig og sympatisk gut. Men hans liv vendes på hovedet, da hans kone udsættes for et brutalt overfald. For samme dag kommer Cage i kontakt med en hemmelig selvtægtsgruppe, der tilbyder at tage sig af gerningsmanden. Til gengæld skal Cage så bare gøre dem en mindre tjeneste en anden gang.

Hjælpeløs og fyldt med vrede takker Cage ja til det lyssky tilbud – men selvfølgelig er aftalen ikke problemfri. For det viser sig snart, at gruppen har dystre hemmeligheder. Cage er nu fanget i et udspekuleret net og ender selv i politiets søgelys. Således er der lagt op til en plotvridende thriller med spørgsmålet om retfærdig, hævn og forløsning på menuen – men der så sandelig også er blevet plads til plothuller, mange.

Første scene er et meget god eksempel på filmens manglende evne til at fortælle historien troværdigt og uden at man i tide og utide undrer sig over de medvirkendes handlinger. Her presses en mand ud over en afsats i sin bil, og selvom der er tid nok til i det mindste at forsøge at forlade i førersædet, bliver han troligt siddende og venter blot på at styrte mod den sikre død. Jep, skuddet skal jo kassen…

En ting er dog mere eller mindre troværdige enkeltscener, noget andet er filmens overordnede historie, hvor Cages kamp mod selvtægtsgruppen kringler sig mere og mere usandsynligt afsted. Men i stedet for at de mange plottwists er med til at drive historien engagerende videre, nuancere selvtægtsgruppens metoder og sætte Cages moralske dilemmaer i spil, så skaber de blot mere undren end spænding.

Men på trods af filmens høje nonsens-niveau, så mønstres der en smule intens paranoia samt en cool flugtscene på tværs af en motorvej. Jeg blev dog aldrig for alvor grebet af Cages krumspring, men han er altså godt selvskab – med galskab i øjnene og sin følsomhed intakt. Man finder desuden en laber Guy Pearce i rollen som selvtægtsgruppens kølige leder. Desværre er han – præcis som filmen – forglemmelig.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig godt på Blu-ray. Den matte billedside står veldefineret, skarpt og med en flot farvepalet. Lydsiden fungerer ligeledes overbevisende med god bund og velafstemte niveauer.

Originaltitel: Seeking Justice, USA, 2011
Instruktion: Roger Donaldson
Medvirkende: Nicolas Cage, January Jones, Guy Pearce, Harold Perrineau, Jennifer Carpenter, Xander Berkeley m.fl.
Spilletid: 1 time 45 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment

‘Monsters, Inc.’ rocker i atmosfærisk remix

/i , , /af

Så har Pogos seneste film-remix ramt nettet. Denne gang har han samplet sig frem til et ivrigt og drilsk remix af Pixars fremragende Monsters, Inc. Her bliver der bl.a. leget med lydbidder og klip af det lille enøjede monster Mike Wazowski og den store bløde Sulley samt selvfølgelig den lille nuttede pige Boo.

Pogo aka Nick Bertke har efterhånden lavet en pæn portion af disse filmiske remixes. Blandt hans vidoer finder man bl.a. også remixes af The Lord of the Rings, Harry Potter, UP og Toy Story. Min favorit er dog stadig hans remix af Terminator 2 – det hænger nok også samme med filmen. Men tjek hele Pogos YouTube-kanal ud for alle hans videoer HER.

Se flere film-samplede-lækkerier:
– Blib blob… et herligt robot-mashup
– Farvestrålende Schwarzenegger-trilogi
– ’Terminator 2’ som farverig stop motion
– Schwarzenegger synger Predator i gulvet
– Konfrontationer, øretæver og eksplosioner

Menneskeskæbner på ensom kollisionskurs

/i /af

Michael Haneke er en af mine favorit-instruktører – og han burde også være en af dine. For han laver fantastiske film, der både udfordrer sit publikum og drilsk leger med mediet. Forførende og fascinerende film, der ofte også er foruroligende bekendtskaber. Jeg har lige genset hans kradse multiplot-film Kode ukendt fra 2000, der netop er udkommet på det danske marked. Herligt.

Her følger vi en række menneskers liv i Paris, hvor filmen primært udspiller sig – dog med afstikkere til bl.a. et fattigt Østeuropa og en gård langt fra byen. Der er en smuk skuespillerinde, en mut landmand og hans søn, en illegal indvandrerkvinde, en ung, sort franskmand og en dedikeret krigsfotograf. Det er umiddelbart vidt forskellige liv, vi her får et indblik i – men måske de slet ikke er så forskellige endda.

Michael Haneke kan ikke siges at lefle for sit publikum – og Kode ukendt er ingen undtagelse. Her gives ingen lette løsninger, fine spændingskurver eller entydige svar. Filmen undsiger sig på det nærmeste også et egentligt dramaturgisk forløb, men er snarere umiddelbart tilfældige kig ind i disse menneskers liv, hvor filmens scener ikke har en klar tilknytning til et overordnet forløb.

Det kan måske lyde ekskluderende – det er ikke tilfældet. For bl.a. fordi de medvirkende puster både nærvær og troværdighed ind i deres respektive roller, gribes man af hver af deres historie. Bl.a. indvandrerkvinden, der i Luminita Gheorghius undskyldende skikkelse giver et nuanceret billede af tiggeren på gaden, mens Thierry Neuvic som charmerende fotograf slår skår i et umiddelbart eventyrligt liv.

Så selvom Haneke kan siges at behandle sine karakterer nærmest som forsøgsdyr i en undersøgelse af mennesket, fremstår de alle som rigtige personer af kød og blod. Det hænger bl.a. også sammen med at Haneke via lange uafbrudte skud, skaber en insisteren på tilstedeværelse i scenerne. Her klippes der ofte også ind og ud midt i sætninger – som snapshots af virkeligheden og med et til tider dokumentarisk feel.

Filmen giver ofte også en nærmest voyeuristisk fornemmelse, bl.a. i scenen hvor Juliette Binoche som den følelsesforvirrede skuespillerinde står mutters alene i sin lejlighed og stryger tøj til lyden af tv’et og nabobarnets skrigeri. Omgivet af liv og alligevel alene og passiv. Netop denne scene er en af flere, der er med til at pege på hvad disse mennesker har tilfælles – og hvad vi måske alle har tilfælles.

For er vi i sidste ende ikke alle alene – fremmedgjorte fra verden og os selv? Dette noget dystre portræt af mennesket er dog blot ét blandt flere tematikker. Bl.a. har Haneke også spørgsmålet om identitet og virkelighed i spil, hvilket han bl.a. gennem en leg med mediet driller frem. Man ryger fx ind i en intens scene med skuespillerinden, der mod ens forventninger viser sig at være en scene fra en af hendes film.

Her bliver virkelighed og identitet vendt på hovedet og man må bl.a. spørge sig selv, hvor grænsen mellem ens egen identitet og en påtaget rolle går, oprigtige og påtagede følelser. Nå, men inden jeg får vendt mere lommeuld, stopper jeg. Men mine rablerier vidner blot om Hanekes elegante evne til at sætte sit publikums tanker i gang.

Og ja, selvom Kode ukendt en multiplotfilm, skal man ikke forvente sig en film som – de i øvrigt fremragende – Magnolia og Short Cuts, eller for den sags skyld den bastante Babel eller de forfærdelige Crash og Hævnen, men derimod et eget enigmatisk og selvstændigt værk med mange ukendte koder at løse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er meget sparsomt og består kun af filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen. Både billede og lyd fungerer fint og velafstemt på denne dvd-udgivelse, dog uden at være prangende – og så er filmen altså ikke 130 minutter som angivet på coveret, men derimod 112 minutter, anyways.

Jeg vil lige nævne, at også Hanekes isnende og foruroligende mesterværk Pianisten netop er udkommet her i landet. Den kan absolut også anbefales og er måske et bedre sted at starte, hvis man er ny med Haneke. Well, ellers kan man også nuppe den fascinerende og ubehagelige Funny Games. Og få fat i originalen, selvom det kun er hans eget remake, der er udkommet her i landet – det er dog heller ikke helt ueffent.

Originaltitel: Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages, Frankrig/Tyskland/Rumænien, 2000
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Juliette Binoche, Thierry Neuvic, Josef Bierbichler m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Skydegale kristne serverer voldsomt filmsus

/i , /af

Det er nærmest en instruktørs genfødsel, man er vidne til med den uregerlige og voldsomme action-thriller Red State. For Kevin Smith, der er kendt for sine dialogfyldte og ikke videre ’visuelt filmiske’ komedier, bl.a. debut-succesen Clerks og den religions-drillende Dogma har med denne sprængfarlige bastard bevæget sig ind på nyt område – og resultatet er et sprælsk og medrivende filmsus. Sådan!

Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden. Præcis hvor langt de vil gå for at håndhæve Guds ord, finder et par knægte ud af, da de ender i fedtefadet hos den ekstremistiske kirke – og så er der ellers sat fut under kedlen.

Og gryden holdes lystigt i kog med et herligt uimponeret miks af både gys, action, komedie og thriller – men hele vejen med en intensitet og urovækkende klangbund intakt. For man når ikke at få sat sig for godt til rette, førend filmen tager endnu en ny dramatisk drejning, ublut smider en ny karakterer i ilden – eller afliver en. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigeligt.

Men selvom filmen stritter i flere retninger og tager sig nogle gevaldige sving undervejs, så lykkedes det Kevin Smith at holde de mange bolde i luften. Det kan man bl.a. også takke det solide cast for, hvor Michael Parks som kirkens karismatiske leder er et helt igennem forrygende og uhyggeligt bekendtskab. Men også i filmens mindre roller finder man spændende eller blot bizarre karakterer.

Bl.a. er Stephen Root herligt selvudslettende som byens Sheriff, mens John Goodman får pirret sin egen moralske overbevisning som den forpustede agent Keenan. Parks bakkes desuden fornemt op af sin fanatiske menighed, hvor Melissa Leo som lederens datter er skræmmende rationel i sine koldblodige handlinger, mens Kerry Bishé nuancerer de vanvittige kristne som den søde, men hjernevaskede Cheyenne.

Selvom Kevin Smith er en personlig favorit, lovpriser jeg ikke alt, hvad han laver – hans seneste par film har fx ikke just været oppe at ringe. Men med denne både satiriske, sorthumoristiske og foruroligende kæberasler til religiøs fundamentalisme og menneskekold politik har han formået at give sig selv et genoplivende spark bagi. Det var sgu også på tide, Kevin…!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fornemt både heftig action og grynet sydstatsstemning i veldefinerede og detaljerige billeder, mens også lydsporet svinger sig voldsomt og medrivende afsted, lige fra de heftige skududvekslinger til Michaels Parks’ fanatiske prædiken. Fornemt. Man finder desuden en enkelt feature, der går bag om filmen.

Det er de gængse interviews med cast og crew, hvor der selvfølgelig bliver plads til rygklapperi. Heldigvis får man også mere interessante tanker fra Kevins Smiths side, bl.a. om den nye retning, han er gået med filmen og hans inspiration til og behandling af de sprængfarlige emner (43 min.). Bestemt et kig værd. Det kunne dog have været cool, hvis der også var fulgt et kommentarspor med.

Originaltitel: Red State, USA, 2011
Instruktion: Kevin Smith
Medvirkende: Michael Parks, Melissa Leo, John Goodman, Michael Angarano, Kerry Bishé, Nicholas Braun, Kyle Gallner, Stephen Root m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Hæsblæsende fremtidsaction med motorcykelflugt

/i /af

Speederen bliver holdt i bund i denne hæsblæsende og computeranimerede kortfilm af Wes Ball. Her følger man i en postapokalyptisk fremtid en navnløs person, der må tage benene på nakken, da flyvende robotter vil ham til livs. Her er ikke så meget historie at komme efter, men det gør nu heller ikke så meget, for Ruin er 8 minutters både flot og adrenalinpumpende flugtfilm.

Kortfilm har nogle gange været med til at bane vejen for større produktioner for instruktører, bl.a. blev Neill Blomkamp opdaget af Peter Jackson og fik omsat sin flotte kortfilm Alive in Joburg til den fremragende District 9, mens Fede Alvarez, der står bag den robotfyldte Panic Attack! er i gang med et remake af The Evil Dead. Tja, så må vi se, om der venter Wes Ball en spillefilm i fremtiden.

Se en række andre spændende kortfilm:
– Heftig flugt fra kontor med ’sci-fi-surprise’
– Sød og grum Halloween-opvarmning
– Science fiction for håbløse romantikere
– Seje, russiske Transformers amok
– Hæsblæsende menneskejagt
– Kæmpekrabberne angriber
– Dyster TMNT fanfilm

Fredagssjov med bizar Adrien Brody

/i /af

Det er fredag, så her er lige en dansende Adrien Brody til at sparke weekenden i gang. Måske den bedste sang om en filmstjerne – nogensinde! Og bare vent til Brody lirer sin guitarsolo af, ren magi. Man bliver sgu i så godt humør – jep, jeg hører den mindst én gang om dagen og du burde gøre det samme.

Okay okay, der er også andre herligt bizarre og underholdende sange om filmstjerner, bl.a. den samplede Nicolas Cage-sang – bestemt også en favorit og det samme er den kølige sang om Bruce Willis. Så hermed et par film-relaterede musikvideoer at starte fredagen på… enjoy.

Hør og dans med til andre film-sange:
– Schwarzenegger bryder igen ud i sang
– Star Wars i charmerende stop motion
– H to the A to the L, HAL 9000!

Læs også et par anmeldelser af film med Adrien Brody:
– ‘Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader’: Giallo
– ‘Genmanipuleret monster-underholdning’: Splice

De 50 bedste film-freakouts, sort of…

/i /af

Det er skønt at se folk flippe ud på film – enten på grund af urimeligheder eller blot fordi de er sindssyge. En gut har nu lavet et supercut med hvad han har kaldt The 50 Greatest Movie Freakouts Of All Time. Det kan bestemt diskuteres, men ikke desto mindre er der mange mindeværdige ’freakouts’ imellem. Well, man kunne jo lave sådan et supercut udelukkende med Nicolas Cage…

Ham finder man da også et par gange samt bl.a. også Tom Cruise, Leonardo DiCaprio, Mel Gibson, Christian Bale og Arnold Schwarzenegger.Det er dog virkelig irriterende, at man har smækket det enerverende Elvis-remix A Little Less Conversation henover. Jeg elsker Elvis, men sgu da ikke dette remix. God dammit, cock and balls… nå, men enjoy the rage…

– Se også: De 100 bedste ’shut ups’ på film