Top 10 – Filmskribenten

Indlæg

De 10 bedste film fra 2018

25. december 2018/i Artikel, Top liste, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2018: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Det har blandt andet været et godt år for horrorfilm – hvilket min top 10 over årets bedste film også afspejler.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2018, hvor hverken re-premierer tæller med eller festivalfilm fra blandt andet CPH PIX og Blodig Weekend.

10) Halloween
Den ikoniske morder Michael Myers vendte tilbage, mens også Jamie Lee Curtis gentog sin rolle som den jagtede Laurie Strode – nu 59 år gammel, men absolut med slag i. Måske ikke en perfekt film, men en af årets for mig absolut mest underholdende oplevelser og bestemt en værdig tilføjelse til ‘Halloween’-franchisen.

9) ‘Creed II’
Sylvester Stallone var tilbage i sin legendariske rolle som bokseren Rocky Balboa – denne gang for sidste gang. Det er bestemt et værdigt farvel til den hjertelige og eftertænksomme nu eks-bokser. En både rørende og medrivende film, hvor Michael B. Jordan træder til som det hårdtslående nye bokse-talent.

8) ‘Call Me By Your Name’
Luca Guadagnino har med ‘Call Me by Your Name’ skabt et både smukt, dragende og gribende kærlighedsdrama, hvor Armie Hammer og Timothée Chalamet indtager rollerne som det forelskede par i det landlige italien, hvor den gode mad og lækre vin nydes, mens der diskuteres både litteratur, kunst og filosofi.

7) ‘The Shape of Water’
Guillermo del Toros Oscar-vinder – blandt andet for bedste film – er en sælsom, dragende og rørende fortælling om den umage romance mellem en sky fiskemand og en drømmende kvinde. En film, der greb mig med et fascinerende univers, men altså bestemt også netop fortællingen om det umage kærlighedsforhold.

6) ‘The House That Jack Built’
Lars von Trier har været på banen med en både eftertænksom, brutal og dejlig sorthumoristisk seriemorderfilm, hvor en stærk Matt Dillon indtager hovedrollen som seriemorderen Jack. Med en række nedslags i Jacks liv gennem 12 år fortælles hans historie og evige jagt på at skabe sit ultimative kunstværk via mord.

5) ‘Suspiria’
Italienske Darios Argentos farvemættede, blodige og smukke ‘Suspiria’ fra 1977 er en af mine absolutte favoritter, så at Luca Guadagnino tog livtag med den var ret så spændende. Heldigvis er der kommet en film ud af det som bestemt er i sin egen ret. Både smuk, fascinerende og dragende filmoplevelse.

4) ‘First Man’
Jeg har været en fascinerende tur på månen anno 1969 med Damien Chazelles ‘First Man’. Her indtager Ryan Gosling rollen som en mut Neil Armstrong, der sætter den første legendariske fod på månens overflade. En film, der på en gang et gribende drama, men altså bestemt også en imponerende film rent teknisk.

3) ‘Mission: Impossible – Fallout’
Det var også året, hvor min favorit Tom Cruise vendte tilbage i rollen som Ethan Hunt med film nummer seks i Mission: Impossible-franchisen – og hvilken tilbagekomst. Ikke kun en af årets bedste actionfilm, men også noget af vildeste og mest medrivende action jeg har set i flere år.

2) ’Hereditary’
Det er en imponerende debut som Ari Aster her har leveret som spillefilmsinstruktør. Jeg skræmmes ikke let, men det lykkedes altså med denne horrorfilm, der ganske enkelt også er et gribende drama, der kredser om sorg og traumer med blandt andet en vild Toni Collette som moder i en dysfunktionel familie.

1) ‘Phantom Thread’
En altid seværdig Daniel Day-Lewis spiller kjoledesigneren Reynolds, mens Vicky Krieps i en både sart og stærk rolle som Alma udgør parret med et ret så intenst og turbulent forhold. Paul Thomas Anderson instruerer med øje for detaljen og smukke billeder på stribe, mens Jonny Greenwood leverer det dragende score.

De 10 bedste film fra 2017

24. december 2017/i Artikel, Top liste, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2017: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Faktisk så mange, at jeg havde svært ved at begrænse mig til blot en top 10. Herligt, men også udfordrende så at skulle sammensætte listen.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2017.

1) GET OUT (instruktør: Jordan Peele)
De fleste kender vel til det der med at skulle møde svigerforældrene for første gang. Det kan være en nervepirrende oplevelse. Det bliver det i hvert fald for Chris i denne forrygende intense, genrevridende og potent underspillede horror-mystery-thriller.

2) BABY DRIVER (instruktør: Edgar Wright)
Undskyld på forhånd mit sprog, men for satan og helvede, hvor er ‘Baby Driver’ dog en formidabel filmoplevelse. Musikalsk medrivende, overlegent klippet og dynamisk filmet. Hele vejen. Ja, spænd sikkerhedsselen og hop ombord i denne fremragende bilfræser af en film.

3) THE KILLING OF A SACRED DEER (instruktør: Yorgos Lanthimos)
En film, der unikt balancerer det både absurde, sorte, knugende, uhyggelige og morsomme på engagerende vis. En lille familie sættes her på prøve, mens opløsningen konstant lurer om hjørnet. Ganske enkelt mesterligt skruet sammen.

4) THE HANDMAIDEN (instruktør: Chan-wook Park)
Et pirrende, sensuelt og delikat trekantsdrama fra Chan-wook Park. En forførende film, der leverer en spændstig historie, der pirrende leger med publikums forventninger i et spindelvæv af liderlighed, lyster, intriger og rænkespil.

5) BLADE RUNNER 2049 (instruktør: Denis Villeneuve)
Det er ikke alene en vildt imponerende visuel side, der her forløses medrivende og drømmende flot, men også en spændende og hvirvlende historie om blandt andet det at være menneske. En værdig opfølger til Ridley Scotts ‘Blade Runner’ fra 1982.

6) STAR WARS: THE LAST JEDI (instruktør: Rian Johnson)
Stjernekrigen fortsætter for fuld drøn, hvor den overordnede spændingskurve kun spændes mere og mere filmen igennem. Et overrumplende, actionfyldt og medrivende rumeventyr, der lader mig sulten tilbage efter mere. Sådan.

7) DUNKIRK (instruktør: Christopher Nolan)
Jeg efterlades ikke med meget andet at klynge mig til end situationernes håbløshed og krigens kaos, når Christopher Nolan folder sin klaustrofobiske krigsfilm ‘Dunkirk’ ud til lands, til vands og i luften. Gribende, udfordrende og intens.

8) KONG: SKULL ISLAND (instruktør: Jordan Vogt-Roberts)
Så er der monster movie madness! Kongen er tilbage – som i King Kong er tilbage. Den enorme gorilla, der så let som ingenting kan rive adskillige helikoptere ned fra himlen og uden rysten tage imod skudsalver fra hidsige automatvåben.

9) VINTERBRØDRE (instruktør: Hlynur Palmason)
En fascinerende, fysisk og unik film i både fortællestil og visuelt, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove indtager hovedrollen. Her smelter det lavmælte plot dragende sammen med en både drømmende og jordbunden billedside. Intens, forførende og uforudsigelig.

10) WAR FOR THE PLANET OF THE APES (instruktør: Matt Reeves)
Aberne er tilbage på hesteryg og med automatvåben i hænderne. Denne gang i det – indtil videre – sidste kapitel i den nye abe-saga. Vi er nået til enden og den endelige konfrontation mellem abe og menneske. Stemningsmættet, medrivende og yderst flot.

CPH PIX 2017: Her er 10 film, som du kan se på filmfestivalen

24. september 2017/i CPH PIX 2017 /af Bjarke Friis Kristensen

CPH PIX 2017: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 28. september til og med den 11. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er omkring 200 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside og find dem også på Facebook.

ENDLESS POETRY
(Instr.: Alejandro Jodorowsky | Chile, Frankrig | 2016 | 128 min.)

Hvis du endnu ikke er bekendt med filmskaberen Alejandro Jodorowsky, så skylder du dig selv den tjeneste at blive det. For han laver nogle helt unikke, sprudlende og poetisk fabulerende film. Nu er han klar med en ny film, som jeg ikke vil gå glip af. For ja, hvis Alejandro Jodorowsky er instruktør, behøver jeg ikke at vide mere.

THE KILLING OF A SACRED DEER
 (Instr.: Yorgos Lanthimos | Storbritannien, Irland | 2017 | 119 min.) 

Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har herligt absurde, sorthumoristisk og særegne film på sit CV. Jeg er i hvert fald begejstret for ‘The Lobster’, ‘Dogtooth’, ‘Alps’ og ‘Kinetta’. Derfor kan jeg også kun se frem til hans nye film, der beskrives som et “dæmonisk drama, hvor hverken Hitchcock eller Polanski har levet forgæves”. Colin Farrell og Nicole Kidman ses i hovedrollerne.

A DARK SONG
(Instr.: Liam Gavin | Irland | 2016 | 99 min.)

Jeg er vild med okkulte horrorfilm (naturligvis), så når CPH PIX præsenterer sådan en, er min interesse vakt (naturligvis). Filmen skulle endda ifølge programmet “navigere elegant udenom de værste klicheer”, hvilket jo lyder godt. Det samme gør “gyserkammerspil” samt at filmen “langsomt kryber ind under huden”. Jeg glæder mig.

FULL METAL JACKET
(Instr.: Stanley Kubrick | USA |1987 | 116 min.)

I år kan man også se en række film at mesteren Stanley Kubricks, blandt andet hans mesterlige krigsfilm ‘Full Metal Jacket’, der rammen får disse tillægsord med på vejen af CPH PIX: “hensynsløs, komisk, rædselsvækkende og bevægende”. Men tjek programmet for flere af hans film, du således kan opleve på det store lærred.

A GHOST STORY
(Instr.: David Lowery | USA | 2017 | 87 min.)

Okay, den her lyder altså bare for skør – på den gode måde: “Døden kommer, og for C (Casey Affleck) kommer den pludseligt, da han køres ned udenfor sit og kærestens gamle hus. Hun, M (Rooney Mara) identificerer ham på lighuset og kører hjem, hvorefter C rejser sig som et spøgelse i sit ligklæde og følger efter.” Jeg ser i hvert fald fre til Casey Affleck som spøgelse.

BLADE OF THE IMMORTAL
(Instr.: Takashi Miike | Japan, Storbritannien | 2017 | 140 min.)

Den japanske og yderst produktive Takashi Miike er klar med sin film nummer 100. Det er i sig selv imponerende. At samuraifilmen ifølge jungletrommerne også skulle være en stærk oplevelse med “ekstra meget blod, action, stil, velplaceret galgenhumor og overlegen genre-ekvilibrisme” – samt et højt ‘bodycount’ – gør jo kun, at jeg ikke kan vente med at sætte mig i biografsædet.

KILLING GROUND
(Instr.: Damien Power | Australien | 2016 | 89 min.)

Der venter vanen tro bestemt også sin del af grusom og grum horror på festivalen. Blandt andet denne australske sag, hvor man kommer med et kærestepar på en campingtur i den australske ødemark. En tur, der dog – og naturligvis – snart forvandler sig til en nådesløs overlevelseskamp.

VANDRINGSMANDEN
(Instr.: Andrej Tarkovskij | Rusland | 1979 | 162 min.)

Man kan også opleve ældre film, blandt andet den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs ‘Vandringsmanden’. Den vises i en nyrestaureret version på Imperials store lærred. I programmet beskrives den som “Genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs”. Det er ikke helt ved siden af.

OUTRAGE CODA
(Instr.: Takeshi Kitano | Japan | 2017 | 104 min.)

Japanske Takeshi Kitano er for mig også en tilbagevende favorit, der før har leveret hårde og voldelige gangsterfilm. Nu er han således klar med endnu en i rækken. Denne gang med tredje og sidste del af hans ‘Outrage’-trilogi, der er “en saga om den japanske mafias interne kamp om magten klanerne imellem”. Det kan forhåbentligt kun blive et herligt hårdt bekendtskab.

THE MERMAID
(Instr.: Stephen Chow | Kina | 2016 | 94 min.)

Med film som de både skøre, vanvittige og herligt overgearede ‘Kung Fu Hustle’ og ‘Shaolin Soccer’ på CV’et, kan man fra instruktør Stephen Chows side vel kun forvente sig mere galskab, når han folder sig ud med “en kærlig øko-sci-fi-rom-com-opdatering” af den lille havfrue.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.

De 10 bedste film fra 2016

22. december 2016/i Artikel, Top liste, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2016: Så har endnu et filmår nået sin ende. Ikke just det stærkeste filmår, meeeeen der har trods alt været ok med titler til at besætte min årlige top 10-liste. Sådan nogenlunde. Som altid er der titler, jeg af uransagelige årsager ikke har fået set, eksempelvis The Lobster. Den må jeg nuppe i det nye år.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2016. Derfor er blandt andre den ellers fremragende The Witch ikke med.

1) ARRIVAL (instruktør: Denis Villeneuve)
Vi har set et utal af eksplosive møder med rumvæsner på film, men med Denis Villeneuves Arrival er der tale om et langt mindre pompøst encounter med en fremmed livsform. Det er en elementært spændende film, der ligeledes sætter både hjernen og følelserne i sving på fin og afbalanceret vis. En filmoplevelse af de store, der kommer til at indgå i rækken over science fiction-klassikere.

2) THE REVENANT (instruktør: Alejandro G. Iñárritu)
Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Han bliver nemlig fatalt såret af en bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han forsøger at overleve i den iskolde natur. Simpelt og elementært spændende, hvor filmen lykkedes med at fremkalde en helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab. Vildt. Min anmeldelse.

3) SON OF SAUL (instruktør: László Nemes)
Ja, der kan laves film om grusomhederne i KZ-lejrene under 2. Verdenskrig. Og ja, de kan bestemt være ligeså relevante i dag som nogensinde. Det beviser László Nemes med sin både rystende og uafrystelige film, der foregår i 1944 i Auschwitz, hvor man fra en fanges point of view følger hans liv i lejren med blandt andet afbrænding af liv og gasning af øvrige fanger.

4) EX MACHINA (instruktør: Alex Garland)
En forrygende og kompakt lille film, der på kompleks, underholdende og intelligent vis får sat emnet kunstig intelligens stævne. Her følger man nemlig en ung programmør, der udvælges til et eksperiment om netop kunstig intelligens hos et charmerende og halvgalt geni langt ude i en skov, hvor grænsen mellem menneske og robot således bliver udvasket.

5) ROGUE ONE: A STAR WARS STORY (instruktør: Gareth Edwards)
En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af Star Wars-universet end hidtil set på film, hvor publikum introduceres for en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. Både de nye ansigter og den mere alvorlige tone fungerer med tung regn og dystre settings. Min anmeldelse.

6) THE HATEFUL EIGHT (instruktør: Quentin Tarantino)
Tarantino tager publikum med ind i en intens trykkoger af en træhytte med otte revolver-røvhuller i sin seneste film. En pokkers medrivende og veldrejet dramatisk film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge, hvor spændingerne bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser. Min anmeldelse.

7) ANOMALISA (instruktør: Duke Johnson, Charlie Kaufman)
Filmskaber og manuskriptforfatter Charlie Kaufman har sammen med Duke Johnson skabt Anomalisa. Et underspillet, rørende og tragisk samt meget menneskeligt drama – men med dukker. Et sirligt stop-motion-univers, der følger den ensomme Michaels tur til en konference, hvor mødet med en kvinde sender ham ud på en indre rejse om at finde kærligheden – ikke mindst til sig selv.

8) 10 CLOVERFIELD LANE (instruktør: Dan Trachtenberg)
Hvad ville du gøre, hvis Jorden blev ramt at et angreb, der betød døden på grund af strålefare, hvis du gik udenfor? Sådan er det i 10 Cloverfield Lane, hvor man følger tre personer, som har forskanset sig i en underjordisk bunker. Her langt under jorden opstår spliden og paranoiaen dog hurtigt i dette intense kammerspil med en tiltagende paranoia. Min anbefaling.

09) MIDNIGHT SPECIAL (instruktør: Jeff Nichols)
Jeff Nichols rev mig omkuld med den apokalyptiske Take Shelter i 2012. Med Midnight Speciel gør han det ikke helt så meget, men bestemt nok til, at denne science fiction- skråstreg underspillede superhelte-film når en niende plads. For en fars flugt med sønnen Alton fra regeringen på grund af drengens utrolige kræfter er både fantasifuld, spændende og tankevækkende, når den er allerbedst.

10) BATMAN V SUPERMAN: DAWN OF JUSTICE (instruktør: Zack Snyder)
2016 blev året, hvor den længe ventede kamp mellem to af superhelteverdenens største ikoner landede. Den er ikke er uden sine blandt andet plotmæssige problemer, men jeg kunne godt lide dens tegneserieæstetik, det bombastiske univers og ikke mindst Ben Afflecks portræt af en brutal mere Batman. Få også lige set Ultimate Edition-udgaven af filmen, der byder på 30 minutter mere spilletid.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014 og 2015.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

CPH PIX 2016: Her er lige 10 film, du skal se på filmfestivalen

26. oktober 2016/i CPH PIX 2016 /af Bjarke Friis Kristensen

CPH PIX 2016: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 27. oktober til den 9. november indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og groteske komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er mere end 200 titler? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover filmvisningerne er der som altid også både koncerter, events med mere at opleve på festivalen. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site og find dem også på Facebook.

BONE TOMAHAWK
(Instr.: S. Craig Zahler | USA 2015 | 133 min.)
Jeg kan lide westerns, jeg kan lide horror og jeg kan lide Kurt Russell. Ja, hvem kan ikke det? Så når alle tre ting forenes som i den allerede skamroste Bone Tomahawk, gør det nødvendigvis også filmen til et must see. Den er i hvert fald på mit program (sammen med resten af titlerne på denne liste).

DAVID LYNCH: THE ART LIFE
(Instr.: Jon Nguyen, Rick Barnes, Olivia Neergaard-Holm | USA, Danmark 2016 | 90 min.)
Det giver sig selv – hvis du er fan af David Lynch, så bør du ikke misse denne portrætfilm, hvor mesteren selv guider publikum gennem sit liv og sin kunst. Lige fra hans barndom, videre til filmene og hans omfattende produktion af billedkunst. Ja, han har sågar selv indtalt filmens voice-over.

HIGH-RISE
(Instr.: Ben Wheatley | Storbritannien 2015 | 119 min.)
Det er ikke hovedrolleindehaveren Tom Hiddleston, men derimod instruktøren Ben Wheatley, der trækker mig ind og ser High-Rise. Han er nemlig manden bag en af mine favoritfilm, den underspillede horrorfilm Kill List. Nu ser High-Rise dog også i sig selv aldeles besnærende ud. Nå ja, og Jeremy Irons er også med.

RAW
(Instr.: Julia Ducournau | Frankrig, Belgien 2016 | 95 min.)
Rygtet er løbet Raw i forkøbet. For folk skulle efter sigende være både besvimet under og forladt visningerne af filmen. Mere skal der ikke til for, at jeg spærrer øjnene op. Det skulle da lige være, at her er tale om en kannibalfilm – en af mine favoritgenrer. Så den må hverken du eller jeg naturligvis gå glip af.

SWISS ARMY MAN
(Instr.: Daniel Scheinert, Daniel Kwan | USA 2015 | 95 min.)
Den her film sælger nærmest sig selv. I hvert fald, hvis jeg lige fortæller, at Daniel Radcliffe spiller et pruttende lig. Ja, hvad sagde jeg: Den sælger sig selv. Nå, men liget skyller op på en øde ø, hvor Paul Dano spiller en stakkels skibbruden, som er ved at gå til af ensomhed. Så Radcliffes lig bliver hurtigt hans bedste ven.

THE 9TH LIFE OF LOUIS DRAX
(Instr.: Alexandre Aja | USA, Storbritannien, Canada 2016 | 108 min.)
Filmens instruktør Alexandre Aja står bag to af mine horror-favoritter: Det blodige mindfuck Haute Tension og det brutale remake The Hills Have Eyes. Jeg er derfor spændt på at se, hvad han kan, når han med en mindre blodig fortælling serverer en historie, der skulle udfordre grænsen mellem fantasi og virkelighed.

THE GIANT
(Instr.: Johannes Nyholm | Sverige, Danmark 2015 | 90 min.)
Det her lyder til at være en af festivalens mere skøre og søde indslag. Man følger den både deforme og autistiske Rikard, der blev skilt fra sin mor som lille og nu tror på at blive genforenet med hende, hvis han vinder et petanquemesterskab. Der er for resten også lige hans ven, en 60 meter høj jætte. Jeg glæder mig.

THE WAILING
(Instr.: Na Hong-jin | Sydkorea, USA 2016 | 156 min.)
Jeg lader undtagelsesvis lige CPH PIX’ omtale tale for sig selv: ”Skræmte livet af folk i Cannes”, mens handlingen ridses således op: ”Handler om et lille samfund, hvor folk pludselig begynder at slå hinanden ihjel, og datteren af en politibetjent synes besat af noget… af Djævlen?”. Jeg er så absolut solgt. Ses vi?

TRAIN TO BUSAN
(Instr.: Yeon Sang-ho | Sydkorea 2016 | 118 min.)
Ja, der er naturligvis også en zombiefilm med på årets festival. Heldigvis. For jeg bliver aldrig træt af gnaskende zombier – og hvis jungletrommerne har buldret rigtigt, så skulle Train to Busan være for vild. For fanget om bord på et tog fyldt med zombier, buldrer filmen sig nemlig afsted. Det lyder herligt klaustrofobisk.

THE GREASY STRANGLER
(Instr.: Jim Hosking | USA 2015 | 93 min.)
Jeg vil sådan set bare lige anbefale dig at se traileren til denne øjensynligt både herligt groteske, absurde og klamme film, da den nok noget bedre end mig sælger, hvad det er for en type film, der venter i mørket. Du finder traileren lige her hos CPH PIX – og så håber jeg ellers, at du får en forrygende festival.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015.

De 10 bedste film fra 2015

17. december 2015/i Artikel, Top liste, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2015: Endnu et år har nået sin ende, hvilket også betyder, at det er blevet tid til min årlige top 10 med de bedste film fra året, der er gået. Den følger herunder. Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2015.

1) MAD MAX: FURY ROAD (instruktør: George Miller)
Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få alle til at installere sikkerhedsseler i deres filmsæder. Wroooom! Min anmeldelse.

2) WHIPLASH (instruktør: Damien Chazelle)
Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden. Men ja, hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende. Min anmeldelse.

3) STAR WARS: THE FORCE AWAKENS (instruktør: J.J. Abrams)
Med Star Wars: The Force Awakens er det gået op for mig, at jeg nok er noget større fan, end jeg lige troede. Det er i hvert fald kommet lidt bag på mig, hvor meget jeg har egentlig så frem til at rejse til a galaxy far, far away. Og bare rolig, for filmen leverer et forrygende genfødt rumeventyr, der får sat franchisen på rette kurs efter de seneste tre film. Min anmeldelse.

4) BIRDMAN (instruktør: Alejandro González Iñárritu)
I Birdman flyver Michael Keaton forrygende godt som tragikomisk ’has been’-superhelt og skuespiller. Ham havde du måske glemt alt om? Det har du ikke, når du har set filmen, hvor han spiller den engang succesfulde superhelt Birdman. Siden er hans karriere gået i stå, så han sætter en forestilling op på Broadway for at genoprette karrieren og få noget skuespiller-respekt. Min anmeldelse.

5) FOXCATCHER (instruktør: Bennett Miller)
Ja tak til en mega alvorlig Steve Carell og en mega alvorlig Channing Tatum. For Foxcatcher leverer nemlig en nådesløs, tragisk og fremragende ond oplevelse. På den bedst mulige måde. Og så ingen dumsmarte bemærkninger om den der store næse, som Steve Carell har fået sat på til rollen som den excentriske og stenrige John du Pont. Min anmeldelse.

6) CREED (instruktør: Ryan Coogler)
Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det. For den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende siden Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”. Min anmeldelse.

7) IT FOLLOWS (instruktør: David Robert Mitchell)
En yderst intens horrorfilm, der med et dundrende synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset, fik frygten malet frem på lærredet, hvor en mystisk og dødelig kraft forfølger vores stakkels hovedpersoner i diverse menneskeskikkelser. En af de bedste og mest dragende skrækfilm, jeg har set i nyere tid.

8) THE MARTIAN (instruktør: Ridley Scott)
Ja, tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars. For Ridley Scott sender ham nemlig langt ud i rummet med The Martian – mere præcist til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. Min anmeldelse.

9) CRIMSON PEAK (instruktør: Guillermo del Toro)
Der er vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde i Crimson Peak. Ja, jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer, da filmen forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder. Min anmeldelse.

10) INHERENT VICE (instruktør: Paul Thomas Anderson)
Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end hans hår i Inherent Vice. Du kan med andre ord ligeså godt berede dig på, at du ikke kommer til at fatte alt i Paul Thomas Andersons kringlede stoner-krimi. Og det er bestemt helt i orden. For det er der vist heller ikke nogen i filmen, som gør. Altså finde vej i det sammenfiltrede plot, der snurrer sig herligt løs af fuld forståelse og ind sine jointindhyllede 1970’er-tåger i Los Angeles. Min anmeldelse.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

De 10 bedste film fra 2014 – og det store filmiske tilbageblik

27. december 2014/i Artikel /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2014 og mit filmiske tilbageblik: Jeg har måske ikke set helt så mange film, som jeg gerne ville i 2014. Sådan er det altid. Men fuck det, for det har overvejende været gode film, året har budt på. Sådan cirka. Derfor er det da også – som det altid er – svært at sammensætte en top 10 med årets bedste film.

Men som altid gør jeg forsøget og peger samtidig på andre nævneværdige film fra 2014. Jeg kommer traditionen tro også omkring højdepunkter fra festivalerne CPH PIX og Blodig Weekend samt langer ud efter en håndfuld filmskuffelser. Og bare lige så vi undgår misforståelser, så er min top 10-liste og øvrige titler baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2014.

1) HER (instr. Spike Jonze)
Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination i Spike Jonzes Her, hvor maskinen møder mennesket og sød musik opstår. En enestående film om forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske – eller styresystem – sit hjerte . Min anmeldelse.

2) GODZILLA (instr. Gareth Ewans)
Massiv og tonstung monsterdestruktion med menneskelig tyngde. Det er dog absolut den ikoniske Godzilla og de andre bæster, der vinder slaget i sidste ende. Herligt befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Brøøøl! Min anmeldelse.

3) NYMPHOMANIAC – DIRECTOR’S CUT (instr. Lars von Trier)
Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest. Ja, Lars’ egen dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade, ucensurerede og 90 minutter længere director’s cut får et stort ja tak her fra til hr. Lars von Trier. Min anmeldelse.

4) BOYHOOD (instr. Richard Linklater)
Ja, du ved jo godt, at det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand. Både livet og døden står lysende klart frem i Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en. Min anmeldelse.

5) INTERSTELLAR (instr. Christopher Nolan)
Interstellar overvinder ujævnhederne i plottet og karaktererne takket være sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. En både storladen og intim rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde. Min anmeldelse.

6) NIGHTCRAWLER (instr. Dan Gilroy)
Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, som trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. Det ved en dæmonisk forrygende Jake Gyllenhaal i rollen som pænt creepy og pænt udmagret reporter, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Min anmeldelse.

7) THE GRAND BUDAPEST HOTEL (instr. Wes Anderson)
Wes Anderson bobler af visuelt overskud og fortælleglæde i sin vildt stjernebesatte The Grand Budapest Hotel. Æstetikken er i højsædet, men overskygger ikke historien og karaktererne, der besidder en varm melankoli og sød sentimentalitet. En fornøjelse fra første til sidste nøje gennemtænkte indstilling. Min anmeldelse.

8) THE WOLF OF WALL STREET (instr. Martin Scorcese)
Det kan godt være, at Scorsese er 71 år, men der er intet forældet over dette medrivende grådigheds-kick. En potent, vanvittig og højtråbende tur ind i fusk og fiduser på finansmarkedet med en ivrig og intens Leonardo DiCaprio i hopla som finansspekulant med kokain i næsen og damer på dilleren. Min anmeldelse.

9) DAWN OF THE PLANET OF THE APES (instr. Matt Reeves)
Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne er en forrygende god kombination i Matt Reeves’ yderst vellykkede opfølger, Dawn of the Planet of the Apes. Dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. Min anmeldelse.

10) EDGE OF TOMORROW (instr. Doug Liman)
Tom Cruise vågner op til den samme dag igen og igen i denne heftige science fiction-tidssløje-basker. En dag, hvor han gang på gang tvinges i krig mod fæle rumvæsner, der dræber ham igen og igen. Ja, Tom Cruise er iført et metalskelet med raketter på ryggen. Og det er helt forrygende. Min anmeldelse.

Andre nævneværdige film fra 2014
Okay, ikke alle af de her titler har måske været tæt på min top 10, men de er alle virkelig gode film. Klik på titlerne for mine anmeldelser. Her we go.

Oscar-slugeren 12 Years a Slave var en intens tur ind i et af den amerikanske histories mest betændte kapitler, Coen-brødrene var musikalske og oplagt melankolske med Inside Llewin Davis, mens Matthew McConaughey var virkelig mager i Dallas Buyers Club. Peter Jackson sendte Bilbo i mål med den krigsliderlige Hobbitten Femhæreslaget og Roman Polanski fandt pisken frem med SM-dramaet Venus i Pels.

Guardians of the Galaxy gav mig lyst til at købe mit eget rumskib, mens dukke-gyset Annabelle gav mig meget lidt lyst til at købe dukker. Anchorman 2 var en virkelig vellykket 2’er, Darren Aronofskys Noa var en guddommelig rodebutik, mens alvoren klædte Captain America – Winter Soldier og så var Lego The Movie var en skøn animationsoverraskelse.

Teenage Mutant Ninja Turtles er langt bedre end sit rygte og Bruce Dern var forrygende i Nebraska. Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini leverede vittigt voksendrama med Enough Said, mens Christian Bale, Casey Affleck, Woody Harrelson var meget alvorlige i Out of the Furnace og dokumentaren Jodorowsky’s Dune om Jodorowskys desværre aldrig fuldbyrde film var fascinerende.

Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2014
Jeg nåede at se 27 beskedne titler ud af det 150 film store program på dette års CPH PIX – og der var langt overvejende tale om gode film. Heldigvis. Herunder er lige nogle af højdepunkterne, mens du finder det hele lige her.

Shion Sono leverede japansk vanvid med sin samurai-og-filmelskende Why Don’t You Play in Hell?, mens en anden af mine favoritjapanere – nemlig Hitoshi Matsumoto – berigede festivalen med sin absurd sjove bondagekomedie R100. Sydkoreanske Kim Ki-duk skruede op for, hvor fucked up en familie kan være med Moebius, mens mesteren Alejandro Jodorowsky efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm gav et forrygende comeback med The Dance of Reality.

Den groteske Wrong Cops var en bizar omgang syre, In Darkness We Fall en omgang no bullshit survival horror og The Station en herligt blodig monsterfilm med cool old school-effekter. The Double gav Kafkask klaustrofobi, Enemy var et fascinerende og urovækkende mindfuck og The Distance var en surrealistisk heist-film med telepatiske dværge. Det også blev det til et gysende gensyn med The Exorcist, hvor William Friedkin selv var tilstede – helt forrygende godt.

Der var to fremragende to’ere på programmet: The Raid 2 var brutal og medrivende, mens alt var større og vildere i Dead Snow: Red vs. Dead. Der var også fine dystopier på festivalen: The Zero Theorem var måske ikke Terry Gilliam i topform, men bestemt en skøn og skør dystopi, mens Snowpiercer måske nok var en lidt overfortalt sci fi-allegori, men også underholdende og flot, og så spruttede The Congress af kulørt og boblende animation.

Skræmmende filmoplevelser Blodig Weekend 2014
For tredje gang kunne man mæske sig i grum horror og andre både bizarre og brutale genrefilm på filmfestivallen Blodig Weekend, der denne gang var fordelt over to weekender, modsat de to første års ene weekend. Der var altså rig mulighed for at mæske sig i klamme indvolde, blodtørstige vampyrer og vamle kannibaler. Så det gjorde jeg. Det kan du læse om i al sin blodige vælde lige her.

Det var et klart højdepunkt at gense den forrygende 80’er-snasker The Toxic Avenger, hvor legenden Lloyld Kaudman selv var tilstede. Det var han hele første weekend og konstant veloplagt. Skønt. Det var også en fornøjelse at gense min favorit Kannibalmassakren aka Cannibal Holocaust, hvor instruktør Ruggero Deodato var mødt op for at tale om sin grumme klassiker. Den er selv mere end 30 år efter sin premiere fortsat er en trøstesløs omgang med dyredrab, voldtægter og generel blodig omgang med menneskekroppen. Skønt.

Der blev leveret en forrygende omgang slasher-gru med franske Alexandre Bustillo og Julien Maurys Aux yeux des vivants aka Among the Living, som jeg havde fornøjelsen af at introducere. What We Do in the Shadows var en vellykket horror- mocumentary-komedie om tre umage vampyrer, mens der var vildt meget død i ABCs of Death 2 og en elskelig, men ikke helt vellykket varulv i Wolf Cop.

Film, der skuffede i 2014
Intet filmår uden skuffelser. Altså ikke nødvendigvis bare lortefilm – for dem er der nok af – men altså film, jeg havde glædet mig til og som så viste sig at være lortefilm – eller i hvert fald middelmådigheder og ligegyldigheder.

Lad mig starte med Ridley Scotts bibelske fuser Exodus: Gods and Kings og i samme åndedrag også lange en lussing af sted til David Finchers fesne Gone Girl. Den ellers velcastede American Hustle var en ligegyldighed og så havde Miller og Rodriguez ikke behøvet at lave opfølgeren Sin City: A Dame to Kill For – jeg havde også fint været foruden remaket af RoboCop.

X-Men: Days of Future Past var et kulørt rod, mens George Clooneys stjernebesatte Monumenternes Mænd var en flad og forglemmelig skattejagt i nazi-land, mens Brad Pitts tropper i Fury heller ikke rigtigt kom op at ringe. Mads Mikkelsen red forudsigeligt rundt i den klichétunge western The Salvation – og nej, desværre hjalp hverken dino-robotter eller et nyt cast Michael Bays Transformers: Age of Extinction.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

Top 10 – de bedste film fra 2013

27. december 2013/i Artikel, Top liste, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

De 10 bedste film fra 2013 samt det store filmiske tilbageblik: 2013 har været et virkelig godt filmår med mange fremragende filmoplevelser. Fra buldrende blockbusters til intense dramaer og originale komedier samt skræmmende gys og monstrøs science fiction. Det har derfor i udpræget grad været svært at sammensætte dette års top 10 med de bedste film fra 2013.

Jeg kigger derfor også tilbage på året mere generelt og peger på en række film, der har været med til at tegne filmåret, der er gået. Jeg fremhæver selvfølgelig også højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen og de øvrigt omtalte film inkluderer kun titler, der har haft dansk biografpremiere i 2013.

1) THE WORLD’S END (instr. Edgar Wright)
Edgar Wrights sidste del i Three Flavours Cornetto-trilogien sprutter af energi og overskud. Simon Pegg og Nick Frost leder veloplagt an i science fiction-komedien, der forener pub crawl og Jordens undergang. Det er vittigt, velskrevet og ikke mindst helt forrygende morsomt. Min anmeldelse.

2) GRAVITY (instr. Alfonso Cuarón)
Vægtløs og med bankende hjerte sendes man ud i verdensrummet med George Clooney og Sandra Bullock, hvor en rutinemæssig mission ender katastrofalt. En pokkers intens film, der med et fast greb om dramaet udfolder sin medrivende og åndeløst smukke historie. Min anmeldelse.

3) PIETA (instr. Kim Ki-duk)
Sydkoreanske Kim Ki-duks smertelige og smukke Pieta er en voldsom oplevelse om et komplekst forhold mellem den kyniske Gang-do og en kvinde, der påstår at være hans mor. Tematikker som hævn, forladelse, synd, vold, afsavn og kærlighed væves elegant sammen i det intense drama.

4) THE MASTER (instr. Paul Thomas Anderson)
I årene efter 2. Verdenskrig følger man forholdet mellem en megalomanisk kultleder og hans fordrukne protegé – Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix i pragtpræstationer. En film, der bugter sig gennem sin fascinerende historie om kærlighed, ensomhed og religion. Min anmeldelse.

5) NYMPHOMANIAC (instr. Lars von Trier)
Lars von Trier er en drillesyg mand, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med hans seksuelle dobbeltdækker Nymphomaniac. En fire timer lang rejse gennem en kvindes seksuelle eskapader. Et fascinerende bæst af en film om ensomhed og afhængighed. Min anmeldelse.

6) PACIFIC RIM (instr. Guillermo del Toro)
Medrivende, kulørt og spektakulær underholdning med gigantiske monstre i kamp med enorme menneskestyrede robotter. Et buldrende og berusende science fiction-kick, der slipper fantasien løs og strækker tyngdeloven til sit yderste. Min anmeldelse.

7) MUD (instr. Jeff Nichols)
I dette Mississippi-beskidte coming of age-drama støder to 14-årige knægte på den mystiske Mud, spillet med liv og død af Matthew McConaughey. Trekløverets umage venskab afføder et både rørende, ærligt og nærværende drama om barndom, kærlighed og venskab. Min anmeldelse.

8) THE CONJURING (instr. James Wan)
Et særdeles olmt hauted house-gys om en familie, der flytter ind i et afsidesliggende hus, som gemmer på en dyster fortid. Det går dog alt for sent op for familien, og så står den ellers på den ene skræmmende scene efter den anden med lyde i mørket og eksplicit gru. Min anmeldelse.

9) DJANGO UNCHAINED (instr. Quentin Tarantino)
Seksløbere, cowboyhatte og fjogede Ku Klux Klan-medlemmer anno 1858. Tarantino går all in på westerngenren med et voldeligt og vittigt ridt ud over prærien med dusørjægerne Jamie Foxx og Christoph Waltz, mens Leonardo DiCaprio støder til som slesk satan. Min anmeldelse.

10) ELYSIUM (instr. Neill Blomkamp)
Der lukkes op for godteposen af flot fremtidslir og heftig action i denne dystopiske sci fi-basker. Her tegnes skellet mellem rig og fattig skarpt op, mens en desperat Matt Damon iført kropsforstærkende skelet forsøger at klare ærterne med rumpistoler og de bare næver. Min anmeldelse.

Disse film skulle du også have set i 2013
Jeg lister i år også en række andre film, ganske enkelt fordi, at 2013 bød på så mange gode filmoplevelser. Langt fra alle titler var dog tæt på at nå min top 10, men det er alle film, der har været med til at gøre 2013 til et skønt filmår. Så skulle du have misset nogle titler, kan du fint bruge denne gennemgang som en tjekliste. Klik på titlerne for mine anmeldelser.

Andre nævneværdige film fra 2013 – del 1
Nicolas Winding Refns helt meditative Only God Forgives var tæt på at nå min top 10 og Silver Linings Playbook var et morsomt og rørende drama om kærligheden og at turde give slip på fortiden. The Place Beyond the Pines tog sin fortælling ad uventede veje, mens man blev i godt humør af Frances Ha, og så sitrede kærligheden i Blue is the Warmest Color. Woody Allen serverede en depressiv Cate Blanchett i Blue Jasmine og Steven Spielberg tog tålmodig hånd om Lincoln i Lincoln.

Osama bin Laden blev jagtet i Zero Dark Thirty og livet spændte ben for Marion Cotillard i Smagen af rust og ben, mens mænd og kvinder blev sat drilsk i scene i Don Jon. Thrilleren Prisoners satte hævntørsten i gang, mens der blev slået hekse ihjel i Witch Hunters og This is the End gjorde Jordens undergang sjov. Ridley Scott var ond med The Counselor og Ben Stiller veloplagt i The Secret Life of Walter Mitty, mens der var smæk på eventyret i The Hobbit: The Desolation of Smaug.

Andre nævneværdige film fra 2013 – del 2
2013 bøde også på flere store blockbusters, hvor blandt andet Tom Cruise fløj rundt i fremtiden i den smukke Oblivion, mens der var rumræs i Star Trek – Into Darkness og Superman gik til stålet i Man of Steel. Tom Hanks var på pirat-røven med Captain Phillips og så var der lykkepiller på spil i Side Effects, mens Danmark fik sin egen superhelt med Antboy. Pixar leverede den forrygende prequel Monsters University og James Wan gøs med Insidious 2, mens Denzel Washington drak flyversjusser i Flight.

Hushpuppy var barnlig virkelighedsflugt og Ghibli-studiet leverede sød animation med Oppe på valmuebakken, mens der også var sød animation i Vilde Rolf. Anthony Hopkins gav liv til mesterinstruktøren Hitchcok i Hitchcock og eventyret fik vind i sejlene med Kon-Tiki. Tim Burton leverede veloplagt stop-motion med Frankenweenie og Ender’s Game sendte publikum medrivende ud i verdensrummet.

Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2013
Jeg nåede små 29 titler på dette års CPH PIX, der igen i år var en både bredtfavnende og spændende festival at gå i kødet på. Det bevidner nedenstående gennemgang af nogle af festivalens bedste filmoplevelser også om.

David Cronenbergs søn, Brandon Cronenberg, stod for den kropsmuterende Antiviral, mens der var forstadsgys med Citadel og indisk vanvid med Miss Lovely. Min personlige favorit, japanske Sion Sono, leverede rørende atomkatastrofe med The Land of Hope, Takeshi Kitano stod for det cool gangsterdrama Outrage Beyond og mesteren Terrence Malick var tilbage med den smukke To the Wonder.

Don Coscarelli syrede ud med John Dies at the End, mens den poetisk fabulerende Post Tenebras Lux fascinerede og Harmony Korine leverede bikinier og pistoler med Spring Breakers. Wrong var herligt absurd og Chan-wook Park imponerede med sin kølige Hollywood-debut, thrilleren Stoker, mens kazhakstanske Harmony Lessons forløste et brutalt drama.

Filippinske Brillante Mendoza har lavet fremragende brutale film, men Thy Womb var et afdæmpet og vedkommende drama, mens der var spansk melankoli og fortidsgys med Painless. Den både rørende og morsomme, filippinske Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay fortalte historien om den ældre skuespillerinde Cuntapays stjernedrømme, og så var der kræs for både lydfans og fans af 70’er-horror med den stemningsfulde Berberian Sound Studio.

Skræmmende gode filmoplevelser Blodig Weekend 2013
For andet år i træk blev der åbnet op for grusomhederne med den københavnske genrefilmsfestival Blodig Weekend, der løb fire dage med visninger primært i Cinemateket i Filmhuset, mens der i år også var en håndfuld visninger i CinemaxX.

Blandt de bedste oplevelser var det blodspruttende og veloplagte remake Evil Dead, et gensyn med min personlige favorit, italienske Dario Argentos fremragende thriller Cat O’ Nine Tails fra 1971, mens antologigyset V/H/S 2 gav los med gys og splat. Børn gik i krig i I Declare War, mens The Battery stod for en stemningsfuld zombieapokalypse og den italienske thriller Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion fra 1970 udfordrede underbevidstheden og virkeligheden.

Det amerikanske remake We Are What We Are leverede dystre familiehemmeligheder i en vellykket genfortolkning af den mexicanske original og den fjollede Sharknado var herligt dum og forglemmelig underholdning, mens der var VHS-nostalgi med dokumentaren Adjust Your Tracking samt medrivende action med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower.

En række film, der skuffede i 2013
På samme måde som man kan blive positivt overrasket over en film, på samme måde skuffes man også gang på gang af film, der ikke indfrier forventningerne. Dem var der desværre også flere af i 2013. Gangster Squad så med sit forrygende cast ud til at være en sikker vinder, men viste sig at være en flad stiløvelse og så skuffede Juan Antonio Bayona med katastrofefuseren The Impossible, mens zombieromancen Warm Bodies forblev uinteressant.

Sam Raimi for vild med den kulørte Oz the Great and the Powerful, mens The Matrix-søskendeparret rodede rundt med Cloud Atlas og Tom Hooper efterlod mig følelseskold med Les Misérables. Michael Noer nåede aldrig vellykket i mål med Nordvest, mens Iron Man 3 blot larmede og The Great Gatsby forblev overflade. Jeg forsøger at opretholde troen på M. Night Shyamalan, men hans pinligt ringe After Earth skød atter håbet i sænk.

Gore Verbinski og Johnny Depp famlede rundt med The Lone Ranger og Sofia Coppola forløste ikke rigtigt potentialet i The Bling Ring. Brad Pitts zombiebasker World War Z var en tam affære, mens Spies & Glistrup var en fesen fest, komedien The Heat var komisk træthed i tomgang og desværre gik det ikke Michael Bay særligt godt med den pumpede Pain & Gain.

De forsømte film fra 2013
Selvom jeg gerne ville nå det hele, er der igen i år titler, jeg ikke har fået set. Det råder jeg bod på i 2014. Blandt titlerne, jeg ser frem til at få indhentet er The Sessions, The Way Way Back, Den store skønhed, Before Midnight, The Grandmaster, Rush, Riddick, Pitch Perfect, The Broken Circle Breakdown, Escape Plan, Mit Liv med Liberace og Prince Avalanche.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011 og 2012.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2013 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3 og DAG 4.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

Top 10 – de bedste film fra 2011

30. december 2011/i Artikel, Nyheder, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

Så blev det tid til årets top 10 over de bedste film fra 2011. Listen er baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2011 – selvom flere af titlerne egentlig er fra i 2010. Men uden videre introduktion, her er de 10 bedste film fra året, der er gået.

1. Drive (Instr. Nicolas Winding Refn)
En udsøgt filmisk fornøjelse fra start til slut. Refn får her balanceret sine komponenter med en legende lethed, så både billede og lyd sitrer af energi og filmisk kærlighed. Desuden er Ryan Gosling übercool og volden smuk. Refn har bestemt rykket sig siden sin rolle som monstret Glubsk – se ham iført monster-dragten HER.

2. Cold Fish (Instr. Sion Sono)
Vanvittig og vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer. Ubehagelig, charmerende og suveræn.

3. Black Swan (Instr. Darren Aronofsky)
Jeg kender flere, der fandt Aronofkys psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan for karikeret og overfortalt, men jeg var vild med den bastante fortælling og symbolik. Det fungerede for mig og matchede medrivende både den smukke musik og ballet. Så absolut filmisk fryd og rå power i billede og lyd. Skønt.

4. Melancholia (Instr. Lars von Trier)
“En smuk film om Jordens undergang” var hvad Trier i sin tid lovede og det er godt ramt. Skræmmende smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde). Heldigvis er dette en undergang, man modsat filmens medvirkende kan opleve igen.

5. The Tree of Life (Instr. Terrence Malick)
Et abstrakt, ekspressionistisk og mystisk billedværk, men også nærværende og med kærligheden som fakkelbærer gennem mørket. Men al analytisk sniksnak og ordgøgl til side, så blev jeg ganske enkelt bare revet med af den både smertelige og smukke historie – lige fra de enorme himmelhvælvingers gåder til det nære drama.

6. Rango (Instr. Gore Verbinski)
Sprudlende animationsfilm ledt an af Johnny Depp som kæk kamæleon. En film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer. En herlig genre-bastard og ikke mindst uhyggeligt smukt animeret. Lige fra surreelle drømmesyner og vidtstrakte ørkenlandskaber. Et vildt visuelt western-ridt.

7. Kongens store tale (Instr. Tom Hooper)
En ganske enkelt velfortalt og gribende historie om et stærkt venskab og om at overvinde egne svagheder og finde en styrke, man ikke troede mulig at grave frem. Colin Firth og Geoffrey Rush er her den sprængfarlige duo, der giver liv til de vittige og veldrejede dialoger. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. Forrygende.

8. Hanna (Instr. Joe Wright)
Stilbevidst og hjertebankende smuk actionfilm, hvor man forføres af både et sneklædt Finland og videre til Berlins pulserende liv. Det heftige soundtrack leveres af The Chemical Brothers, mens Saoirse Ronan er både sart og sejlivet som en tøs på flugt fra Cate Blanchett som stram CIA agent. En af årets overraskelser.

9. True Grit (Instr. Ethan Coen og Joel Coen)
Coen-brødrene leverer med deres westen en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en gribende historie og spændstig dialog samt bjergtagende billeder. Jeff Bridges er svært charmerende som den snøvlende Cogburn, mens Hailee Steinfeld næsten stjæler billedet som den rappe tøs Mattie.

10. 127 Hours (Instr. Danny Boyle)
Selvom filmen stort set kun udspiller sig med James Franco klemt fast imellem to klippevægge, så holder Boyle medrivende liv i dramaet. Her er følelser som ensomhed, egoisme og afsavn hele vejen relaterbare, ikke mindst takket være en fremragende Franco. En både opløftende og visuelt forførende film.

Det er svært at udpege blot 10 film, ikke mindst når det kommer til at sortere i titlerne på listens sidste plader. Anyways, jeg tillader mig lige at fremhæve andre solide filmoplevelser fra 2011.

Året bød bl.a. også på time-bender-sci fi med Source Code, en flot afslutning på sagaen med Harry Potter og Dødsregalierne del 2, håndholdt alien-film i jungledybet med Monsters, candyfloss-overkill med Sucker Punch, den intense Winter’s Bone, Christian Bale i junkie-hopla med The Fighter, Mads Brüggers vanvidstur til Afrika i Ambassadøren, græsk bizarro med Dogtooth, hjerteskærende kærlighedsknuder med Blue Valentine, abeskøn action med Abernes Planet: Oprindelsen, den vildt sjove Bridesmaids, neonoplyst syretrip med Enter the Void, gangsterdramaet Animal Kingdom, uhygge med Insidious og det gribende vampyr-remake Let Me In.

Igen i år fik jeg mange af årets bedste filmoplevelser på den københavnske filmfestival CPH PIX. Jeg har dog valgt kun at inkludere én enkelt på min top 10 (Cold Fish), da her jo ikke er tale om en egentlig dansk biograf-distribution, men mere en eksklusiv visning. Men der er flere, der er værd at nævne.

Bl.a. det spruttende menneskemonster Tetsuo: The Bullet Man, den vanvittige og morsomme Big Man Japan, skamløs underholdning med Super, samurai-action med 13 Assassins, opfindsomt blodige mord med Dream Home, pulserende politi-thriller med Fire of Conscience, den isnende The Housemaid, lavmælt kannibalisme med We Are What We Are og exploitation med Hobo with a Shotgun.

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se, men som jeg vil nuppe i 2012, bl.a. In Time, X-Men: First Class, Moneyball, Kill List, Midnight in Paris, Huden jeg bor i, Submarine, Contagion, Beast, 50/50 og The Girl with the Dragon Tattoo.

– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2011 HER.
– Læs også mine top 10-lister for bedste film for 2009 og 2010.

Top 10 – de bedste film fra 2010

29. december 2010/i Anmeldelser, Artikel, Top ti liste /af Bjarke Friis Kristensen

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

Indlæg

De 10 bedste film fra 2018

De 10 bedste film fra 2017

CPH PIX 2017: Her er 10 film, som du kan se på filmfestivalen

De 10 bedste film fra 2016

CPH PIX 2016: Her er lige 10 film, du skal se på filmfestivalen

De 10 bedste film fra 2015

De 10 bedste film fra 2014 – og det store filmiske tilbageblik

Top 10 – de bedste film fra 2013

Top 10 – de bedste film fra 2011

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV