CPH PIX 2017: De sidste film og tak for endnu en forrygende festival

CPH PIX 2017: Så ramte jeg i onsdags sidstedagen på dette års udgave af filmfestivalen CPH PIX – og det var noget af en blodig samurai-salut, jeg sluttede årets festival af med. Men inden den stod på sværd-action, skulle jeg lige på et kulsort og ganske voldeligt roadtrip med den taiwanesiske GODSPEED, der også lige smed lidt hårdkogt gangsterdrama ind over.

Man følger her den småkriminelle Na Dow, der hyres til at fragte heroin fra den ene ende af Taiwan til den anden. Umiddelbart et nemt job, men så nemt går det naturligvis ikke. For han hopper ombord i en taxa med den aldrende og konstant småsludrende Lao Xu, der ikke just er den bedste chauffør – og grundet en uheldig situation er de to snart jaget vildt på vej gennem landet.

godspeed pix

Filmen lever godt af sin underspillede og kulsorte humor, som eksempelvis en gakket diskussion om hvorfor en sofa stadig er pakket ind i plastic 15 år efter, at den er blevet købt. Men de mange småsludrende scener på kryds og tværs af plottet blev også en kende tunge i røven. Fortællingen fungerede dog fint i sin optrapning af uheldige optrin. Morsom, skæv og blodig.

Festivalens sidste film for mit vedkommende var den produktive japaner Takashi Miikes film nummer 100  – nemlig den energiske samurai-film BLADE OF THE IMMORTAL. Man følger her den udødelige samurai Manji, hvis udødelighed både er en gave og en forbandelse for ham. Men han får nyt liv at leve for, da pigen Rin opsøger ham for at få hævn over dem, der myrdede hendes forældre.

Blade of the Immortal

Således er der lagt op til den helt store hævnfortælling med alverdens våbensvingede skurke og en udødelig kriger i midten for eskapaderne. Veloplagt, blodig og intens i sine actionscener – og bestemt ikke uden grovkornet humor. Rin spilles desuden med forrygende nerve af Hana Sugisaki og Manji leveres af en forpint og cool Takuya Kimura. Et potent punktum for endnu en skøn omgang CPH PIX.

Det er altid en smule sørgmodigt, når endnu en festival er slut. For efter 14 dage i filmens tegn og med ture rundt i Københavns biografer omgivet af andre filmfans, kan jeg ikke andet end at begynde at tælle ned til næste års CPH PIX. Jeg selv nåede at se og skrive om 27 film ud af det omfattende program på godt 200 titler – med alt fra intense dramaer til blodig horror og absurde komedier. Storartet. Vi ses i 2018!

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: En rockmusiker, en kunstner og en hævnfilm

CPH PIX 2017: Så er det sidste udkald for at fange film på CPH PIX, da det i dag onsdag er sidste dag på festivalen. Men bare rolig, for der er stadig film at se, mens der ligeledes er sat ekstravisninger op af en række af festivalens film – dem finder du her.

For mit vedkommende har den siden sidst blandt andet står på en heroinmisbrugende og karismatisk rockmusiker med den halvt vellykkede NICO, 1988. Her spiller Trine Dyrholm sangerinden Nico, der blev kendt fra The Velvet Underground og som en af Andy Warhols muser. I filmen forsøger hun godt 20 år efter at bevare en solokarriere. Afdanket, opgivende og livstræt.

nico 1988 pix

Problemet for mig er blandt andet bare, at Trine Dyrholm ikke kommer over kanten som helt troværdig, når hun optræder. Så er hun mere vellykket uden for scenen som den forpinte og dybttalende kvinde. Dramaet får bare ikke rigtigt fat i mig, der hvor det for alvor gør ondt – hvor der er mere på spil. Noget, der betyder noget. Melankolien og sorgmodigheden rammes dog spot on.

Efterfølgende stod den på endnu en forpint kunstner i en propfyldt sal 1 i Empire med LOVING VINCENT. Her var det dog ikke en musiker, men maleren Vincent Van Gogh, der var i centrum for en animationsfilm, der på vild vis er 100 procent oliemalingsanimeret. Således forsøgte filmen at indfange van Goghs kulørte impressionistiske stil, mens historien om hans liv og ikke mindst hans død var omdrejningspunktet.

Loving Vincent pix

Således en farverig og flot hyldest tilsat et mordmysterie – for var det nu også selvmord, der gjorde det af med kunstneren og i så fald hvorfor? Den viltre impressionistiske stil, hvor penselsstrøgene hele tiden var i bevægelse blev dog for mig en kende hårdt at se på. Men bestemt imponerende som håndværk og kunstgreb – hvilket jeg godt kunne værdsatte – i en fin og spændende fortælling om passion, skabertrang og melankoli.

Dagen efter – på festivalens andensidste dag tirsdag – havde jeg kun en enkelt film på programmet. Til gengæld var det den hævnfyldte og hæsblæsende sydkoreanske THE VILLAINESS. Her følger man den dødsensfarlige farlige Sook-hee, der fanges og rekrutteres som dræbende agent i en mystisk organisation, der gemmer på hemmeligheder.

The Villainess pix

Filmen levede mere af sine virile actionscener end af sit kringlede plot. Heldigvis blev der også leveret op til flere vellykkede og potente turboscener. Blandt andet et vildt ridt på motorcykler tilsat samuraisværd og en intens finale udenpå og indeni en klaustrofobisk bus i fart. Hvis så bare historien havde været med medrivende. Men mindre kunne nu også gøre det for mig denne aften.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Fra spøgelser over kalkbrud til heksegyser

CPH PIX 2017: Det var en regnvåd lørdag aften, der ventede CPH PIX-publikummet, som heldigvis havde trodset vejret i stor stil for at nå frem til biografens mørke i Empire på Nørrebro, hvor mine to visninger for dagen foldede sig ud. Først med det – i mangel af bedre ord – socialrealistiske drama SOLLERS POINT, der tog mig med til et varmt Baltimore.

Her følger man den kriminelle småpusher Keith, der efter et års tid med fodlænke gør sit for at få rettet op på sit kuldsejlede liv. Det er dog nemmere sagt end gjort, da både fortidens spøgelser hænger ved, mens der bestemt heller ikke bliver givet ved dørene i de rå forstæder.

Men selvom McCaul Lombardi er nærværende og med dragende samt indestængt energi er god som Keith, rykker filmen sig aldrig rigtigt ud af stedet, men danser om sig selv. Lidt ligesom Keith også gør det. Måske netop en pointe, men som film blev det for mig noget tungt at følge Keiths driven rundt i forstæderne for at vende tilbage til et ordentlig liv. Den efterfølgende Q&A med instruktør og manuskriptforfatter Matthew Porterfield var dog ret interessant.

Sollers Point PIX

Aftenens anden film var den dejligt bizarre spøgelsesfilm med den rammende titel A GHOST STORY. Fortalt i lange, dvælende indstillinger og med roligt snigende kamerabevægelser følger man et par, hvor manden dør i en tragisk ulykke. Men nej, historien ender naturligvis ikke her. For han rejser sig fra dødslejet som et spøgelse – komplet med et hvidt lagen og to sorte øjne.

Nej, en film, der bestemt ikke var uden tør og underdrejet humor, men som også bliver en smule offer for sit eget dvælende tempo. Men kærlighed, sorg og afsavn bliver dog på original vis sat stævne, mens filmen svæver ind i sit forundelige og helt rørende tredje akt. Nå ja, det er Casey Affleck, der giver den som spøgelse, mens Rooney Mara er kæresten.

A Ghost Story

Dagen efter startede i en propfyldt sal i Empire, hvor vinderen af CPH PIXs hovedpris, VINTERBRØDRE, rullede sig fascinerende over lærredet. For denne danske spillefilmsdebut af islandske Hlynur Pálmason er noget ganske unikt – i både fortællestil og visuelt, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove indtager hovedrollen som Emil, der arbejder og lever sit liv i et kalkværk.

Det lyder måske ikke ophidsende, men det var det. Her smelter det lavmælte plot af en hverdag i det utæmmeligt støvede miljø dragende sammen med en både drømmende og jordbunden billedside, der løftede mig ind i en fremmed verden af mænd, der slider uden at komme nogen steder. Dramaet ligger og ulmer konstant under overfladen. Intens, forførende og uforudsigelig.

Let the Corpses Tan pix

Senere på aftenen ventede der et glohedt kup i en delirisk ørken med den franske og stilistisk distinkte LET THE CORPSES TAN. Her løber et kup af en pengetransport af sporet for en hårdkogt bande, der intet problem har med at skyde betjente. De søger tilflugt hos en forfatter og hans kone i labyrintiske ruiner midt ude i ingenting. Det bliver starten på det helt store shoot-out.

Hvad der på papiret måske lyder ligetil er noget helt andet i hænderne på parret Hélène Cattet og Bruno Forzani, der står bag. For med deres visuelle blanding af western og giallo med ultra close-up, fast zooms og en ikke-lineær fortælleform samt skiftende synsvinkler opstår der her noget ganske unik, hvor der bydes på knitrende læder-fetish, dryppende sved og fugtige læber.

Hagazussa pix

Herefter blev der sadlet om med den lavmælte og langsomt dvælende heksefortælling HAGAZUSSA, der også var min sidste film denne søndag. Her foldede den ordknappe og isnende fortælling sig ud et de østrigske alper i et ubarmhjertigt 1500-tal. En kvinde udstødes af samfundet for at være en heks. Isoleret fra andre mennsker og kun med sin baby lever hun et minimalistisk liv, der snart forvandler sig til paranoia og syner – men er det nu også det?

For det er som om, der lurer noget farligere på hende fra de mørke skove – noget okkult, der indebærer maddiker og kranier. Desværre blev jeg aldrig for alvor forført af den stilfærdige fortælling. Dertil blev de mystiske scener for uforløste, miljøbeskrivelsen for vag og kvindens indre liv for fladt. Filmen var dog ikke uden sine stemningsonde scener, men der var blot for få af dem.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Råt moderskab, krybende okkultisme, kulsort komedie og et dansk drama

CPH PIX 2017: Nu bevæger vi os ind i slutspurten på CPH PIX, der for mig indtil videre har stået på alt fra grumt gys til hårdtogte gangstere og absurd komedie. Men selvom vi rammer den sidste håndfuld dage, inden det hele slutter på onsdag, venter der stadig mange film på festivalen. Så få nu tjekket op på programmet og kom i biografen. Det er i hvert fald præcis, hvad jeg gør.

Siden sidst har den stået på det nærværende og intense drama MOBILE HOMES om en mor og hendes søn, der er helt på røven i livet. Uden tag over hovedet lever de på andres nåde, løber fra regningen og tager én hård dag af gangen. De sælger blandt andet haner til hanekampe og småpusher narko. Det er både ubærligt og gribende at følge deres ubarmhjertige tilværelse.

mobile homes

Imogen Poots er stærk og nuanceret som den rådvilde mor, Frank Oulton er naturlig og dejligt naiv, som det barn han nu engang er i en rå verden, han slet ikke hører til i, mens Callum Turner er ret så utiltalende som den ansvarsløse kæreste. En velfortalt og elementært engagerende fortælling med stærke præstationer gør MOBILE HOMES til det indtagende drama, det er.

Herefter blev dramaet skiftet ud med det okkulte gys A DARK SONG. En snigende ond creeper, der måske nok var lidt sej om at få lagt sit grundlag ud for den uhygge, der senere sparkede ind i velafstemte doser af isnende scener. Her var det – overvejende – less is more, da blandt andet noget så banalt som en cigaretglød i mørket blev forvandlet til en myrekrybende uhyggelig scene.

A Dark Song

Man følger i filmen en kvinde tynget af sorg, der må gennemgå et langt og krævende ritual i forsøget på at få kontakt til sin afdøde søn. Isoleret i et øde hus med en okkulte guide påbegyndes ritualet. Efterfølgende var der en Q&A med filmens instruktør Liam Gavin, der blandt andet fortalte om det at skyde filmen på blot 20 dage. Atter engang lækkert med besøg på festivalen.

Efter at have overlevet det okkulte ritual gik turen atter mod biografen Empire på Nørrebro dagen efter. Her ventede der kulsort humor med den absurde og underspillede morsomme komedie QUALITY TIME. Man følger her i fem distinkt fortalte og visuelt forskellige kapitler mænd i deres 30’ere. Mænd, der ikke helt har fundet ud af det der med livet…

Quality Time pix

Det lyder måske en smule lige til, det var det absolut ikke. For udover de meget forskellige kapitler, blev der også leget med filmformatet ved blandt andet i en fortælling at lade dialogen blive fortalt gennem grafisk brug af tekst på billedsiden, mens den blandt andet også stod på tidsrejser, børnetraumer, rumvæsener og et akavet svigerfamiliebesøg. Original, bizar og morsom.

Herefter blev absurd komik skiftet ud med socialrealistisk drama med MENS VI LEVER. Den løftede sig dog (groft sagt) ikke nævneværdigt over gab-stadiet. En film om sorg, afsavn og det at høre til i livet. Selvom det er kraftfulde og universelle temaer forblev løjerne noget tungt fortalt i en film, der var visuelt uinteressant, men til gengæld vild med droneskud af det danske landskab.

mens vi lever pix

Den stod mest på skuespillere, der spillede skuespil – dog med en (måske to) vellykket stærke scener. Det var dog ikke nok til at redde filmen fra det trivielle – selvom her var en interessant fortællestruktur, der legede med fortid og nutid. Efterfølgende var der en veloplagt Q&A med de sympatiske Avaz-brødre, der har henholdsvis skrevet og instrueret debutspillefilmen.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Gakkede havfruer og en absurd mandsling

CPH PIX 2017: Så er vi lidt over halvvejs igennem de sprudlende filmeskapader på dette års udgave af CPH PIX – og der er stadig fuld fart på filmene i Københavns biografer. Ja, bare rolig, for du kan nemt nå at fange festivalens film i mørket – faktisk helt frem til og med på onsdag den 11. oktober. Det vil jeg da kun anbefale, at du gør.

Jeg ser i hvert fald frem til en god stak film, inden det hele slutter for i år. Men inden da, vil jeg lige omkring, hvad mine dage har stået på siden sidst – nemlig (blot) to film fordelt på sjette- og syvende-dagen. Først et gakket havfrueeventyr fra Kina med den kulørte THE MERMAID. Den var desværre ikke nær så sjov, som den var fjollet.

The Mermaid (3D)

Der var dog en del andre i salen, der morede sig mere over blandt andet slapstick-humoren end undertegnede. Men det var ikke fordi, at havfrue-og-tobenet-mand-falder-for-hinaden-komedien ikke havde sine morsomme og dejligt tossede øjeblikke. Blandt andet en blækspruttemand, der er så uheldig at få tilberedt sine tentakler i levende live. Av.

Jeg grinte aldrig rigtigt, men smilte trods alt en smule indvendigt undervejs, men aldrig nok til, at oplevelsen for alvor løftede sig – heller ikke selvom den sine øjeblikke var helt rørende. Dagen efter ventede der endnu en komedie med LEMON – dog af den langt mere underspillede og tørre slags. Her følger man en ikke videre sympatisk mand omkring de 40, der går rundt i sin egen lille neurotiske verden, hvor han ikke rigtigt kan rumme andre end sig selv.

Lemon

Det leder ham kun på en eksistentiel deroute, hvor kæresten skrider og intet rigtigt vil lykkedes for den halvynkelige og uduelige teaterinstruktør. Således spiller Brett Gelman sig fint, ok følsomt og med deadpan-humor hele vejen igennem de sorthumoristiske løjer, mens man finder Michael Cera i en herligt selvoptaget birolle som vordende skuespiller.

En stilsikker film med sine velkomponerede indstillinger og velovervejede kameraføringer. Men selvom filmen var forførende at se på, og der var tilløb til medrivende morsomheder – blandt andet en dysfunktionel familiesammenkomst – så blev jeg aldrig rigtigt ramt af den både bizarre og sørgmodige film om en mand, der er faret vild i livet.

LEMON blev desuden introduceret af Brett Gelman selv, mens der efterfølgende var en kort Q&A med en både velovervejet, sjov og veltalende hovedrolleindehaver. Det er skønt, når festivalen byder på gæster.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Poetisk syre, varulve-gys og et fransk røveri


CPH PIX 2017: Så er det ved at være nu, du får tjekket dette års program for CPH PIX, hvis du endnu ikke har gjort det. Og endnu vigtigere, at du kommer afsted og i biografen. For inden du ser dig om, er du gået glip af alverdens forrygende film fra hele verden.

Som eksempelvis chilenske Alejandro Jodorowskys seneste og syrede ENDLESS POETRY. En af de film, jeg har set mest frem til i år – og ja, den leverede varen. For min fjerdedag startede med denne film i en godt fyldt sal i Cinemateket, hvor der ventede publikum en både smuk, udknaldet, farverig, surrealistisk, rørende, poetisk, idérig og sprælsk film fra den nu 88 år gamle filmskaber.

Filmen, der er selvbiografisk ligger fornemt i forlængelse af hans forrige film, den ligeledes herligt surreelle ’The Dance of Reality’. I denne omgang følger man videre Alejandro Judorowsky i hans opvækst og liv, hvor han nu træder ind i de voksnes rækker.

Endless poetry

Vi kommer således tilbage til hjembyen Tocopilla på den chilenske kyst, hvor den unge Alejandro slås med en uforstående far, der ikke har meget til overs for den poesi og kunst, sønnen sætter så højt. Judorowski jagten frigørelsen – her tilsat et ulmende faderopgør som ‘side dish’. Han optages således i et kunstnerkollektiv og møder både kærlighed, kunstnere og seksualitet.

Fun fact: Alejandro spilles af instruktørens yngste søn, mens faderen spilles af hans ældste søn. Flippet. Alejandro Jodorowsky dukker desuden også selv op flere gange undervejs med vise ord til både sig selv som ung og til publikum.

good manners

Herefter var det op på cyklen og mod Nørrebros biograf Empire, hvor dagens anden – og for mit vedkommende sidste film – skulle indtages. GOOD MANNERS var dog ikke sådan at få styr på – på den gode måde, vel at mærke. Fortællingen bugtede sig nemlig veloplagt fra graviditets-gys over kvinde-på-kvinde-action og mor/søn-drama til varulvefilm med sangindslag. Herligt.

Udgangspunktet for de veldrejede strabadser er måske ikke videre original, da man her følger en gravid kvinde, der ansætter en hushjælp. Men, men, men – intet er som, det ser ud. For snart snor og drejer fortællingen sig i uventede retninger – og støder ind i ovenstående beskrivelse. Eneste anke er egentlig, at filmen med sine 135 minutter bliver for lang for sit eget bedste.

moneys money

Efter en veloverstået fjerdedag, ventede der mig kun en enkelt titel på femtedagen, nemlig den franske thriller MONEY’S MONEY, der rullede halvklodset over lærredet i Empire. For selvom denne omgang røveri-strabadser gone wrong har gode takter, så afmonteres spændingen undervejs blandt andet med for mange utroværdige twists and turns og et vagt persongalleri.

For da tre venner beslutter sig for at bryde ind hos en mand med en stor kuffert fyldt med penge, går det nemlig hurtigt fra galt til værre og værst. Men selvom der var en god sorthumoristisk kant i de eskalerede løjer, så er karaktererne desværre for uinteressante til for alvor at engagere mig i den – trods alt – dejligt absurde situation, de får forvildet sig ud i.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Russisk science fiction, rå gangstervold og viril undercover-action

CPH PIX 2017: Min tredje dag på filmfestivalen startede klokken 12:00 i Imperial, der huser et dejligt stor lærred. Det kom bestemt til sin ret, da CPH PIX her præsenterede russiske Andrej Tarkovskijs STALKER aka VANDRINGSMANDEN fra 1979 i en virkelig flot og nyrestaureret 2K-udgave. Det var den eneste gang, at filmen blev vist på festivalen – og hvor er det dog lækkert, at CPH PIX også huser denne slags visninger af gamle klassikere.

Som filmen rammende beskrives i programmet, er der her tale om “genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs” – blandt andre vores egen søde Lars von Trier.

Vandringsmanden

Filmen følger manden Stalker i en regnvåd og beskidt verden af forfald. Han guider mennesker ind i den såkaldte Zonen – et forbudt, men attråværdigt sted, da man her kan få sine dybeste ønsker opfyldt. Således bevæger Stalker og to andre mænd sig ind i den mystiske Zonen, mens blandt andet selve meningen med livet diskuteres med smukke og lange indstillinger i en indsmigrende verden af tritesse, tåge og vand.

Senere på aftenen ventede der japansk gangstervold med Takeshi Kitanos OUTRAGE CODA og undercover-action med EXTRAORDINARY MISSION i Empire på Nørrebro – min yndlingsbiograf i byen. Kitano lagde ud med sig selv i hovedrollen som den mutte hitman Otomo, der forsøger at begå sig – og ikke mindst at overleve – i den japanske mafias kamp om magten.

Outrage Coda

Kitano – der også har instrueret, skrevet og klippet filmen – fylder her herlig sort humor på de grove og samtaletunge gangster-løjer, der dog bryder ud i herlig brutal vold mellem klanernes skumle samtaler og rænkespil. En film, der for mit vedkommende var lidt svær at få hold på, da her er mange karakterer i spil. Men som løjerne skred frem blev jeg mere og mere indhyllet i foretagendet, der ikke helt løftede sig for mig, men nok til, at jeg ofte sad på stikker i voldens tegn.

Min sidste film på tredjedagen blev skudt hæsblæsende godt i gang med en vild og potent biljagt i den kinesiske EXTRAORDINARY MISSION. Her følger man undercover-betjenten Lin Kai, der er dybt indhyllet i et narkokartels indre med den mission at få foretagendet til at styrte i grus. Det er Alan Mak, der har instrueret – manden bag de fremragende thrillere ‘Infernal Affairs 1 og 2’.

Extraordinary Mission

Her leverer han i den grad action-varen med både voldsomme skuddueller, biljagter og motorcykelridt på hustage, hvor der forude ventede en højoktan og godt 30 minutter lang actionsekvens. Den skød afsted i højeste gear og holdt imponerende nok dampen oppe hele vejen til målstregen. Sådan! I den grad en yderst underholdende undercover-eskapader.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Så er filmfestivalen skudt godt i gang – kom afsted

CPH PIX 2017: Så er dette års festival skudt godt i gang. Og ja, det er skønt at være tilbage i biografens mørke under CPH PIX. Det betyder ikke alene nogle af de bedste film fra hele verden på det store lærred, men også mødet med andre filmfans.

Min første dag bød på det sorthumoristiske spændingsdrama THE KILLING OF A SACRED DEER, mens der samme dag ventede australsk outback-horror med KILLING GROUND. På dag nummer to stod den på tre film – den hip hop-sprælske PATTI CAKE$, Todd Haynes’ drama WONDERSTRUCK og slutteligt en voldelig thrillerkomedie med 68 KILL.

For mit vedkommende var det en forrygende start på festivalen med Yorgos Lanthimos THE KILLING OF A SACRED DEER. En film, der unikt balancerer det både absurde, sorte, knugende, uhyggelige og morsomme på engagerende vis. En balancegang man også kender fra hans tidligere film som ‘The Lobster’ og ‘Dogtooth’, der da også lige får min anbefaling.

The Killing of a Sacred Deer

I nærværende film får en familie en uvillig ven i en ung dreng, der har en uvis relation til faderen – en kirurg spillet med fuldskæg og sikker hånd af Colin Farell, mens hans hustru er en kølig Nicole Kidman. Som fortællingen foldes ud, dukker der hemmeligheder op, og familien sættes på prøve, mens opløsningen konstant lurer om hjørnet. Ganske enkelt mesterligt skruet sammen.

Herefter ventede den australske outback-gyser KILLING GROUND, der desværre var mere metervare end mesterlig. Her huserer et par voldelige bonderøve med geværer og dårlige manerer. Nej, ikke just er de hyggeligste mennesker, man kan støde på i ødemarken. Det gør et kærestepar dog – og så er fanden løs.

Killing Ground

Desværre bliver de grumme løjer aldrig videre engagerende, hertil er blandt andet karaktererne for ligegyldige. Både kæresteparret og de dræbende knoldesparkere. Der er dog en interessant fortælleform, der ruller historien ud i to tidsspor – med kæresteparret i nutiden samt en stakkels familie, der løb ind i morderne før parret. Det er dog ikke nok til at løfte filmen over middelmådig.

Så blev min dag nummer to sparket noget mere veloplagt i gang med PATTI CAKE$, der også er navnet på filmens rappende hovedperson. En rapper ind spe, der drømmer stor og spytter rim både hurtigt, elegant og medrivende. En mildest talt talentfuld kvinde med et morsom sidekick samt en mut producer. Et umage trekløver, der også lige har Pattis mormor på slæb.

Patti-Cakes 01

Det er den klassiske underdog-histore, der dog her leveres virilt og yderst musikalsk. For de mage rappende scener er både veloplagte og særdeles dynamiske. Så selvom filmen er lidt for lang for sit eget bedste, så var det en både sjov, ganske forrygende og helt rørende oplevelse. Yo! Efterfølgende stod den på en omgang live-rap fra en håndfuld håbefulde rappere. Ikke alle kunne løfte den, desværre – men en god idé at udvide en biografoplevelse på den måde.

Herefter stod den på Todd Haynes’ drama WONDERSTRUCK, der desværre overvejdende skuffede med en lidt sløvt fortalt historie, der desværre ikke løftes af den noget uopfindsomme visuelle side. Dog reddes filmen på målstregen af noget mere opfindsom karakter, hvor der også endeligt kommer flere følelser i spil.

Filmen udspiller sig i to tidslige spor – et i S/H anno 1927 og i et farverigt 1977. Her følger man henholdsvis en døv pige og en døv drenge, der begge kæmper med at finde ud af, hvor og hvordan de hører til i verden. Således krydsklippes der mellem de to karakterer. Men helt vellykket bliver dette fortællemæssige greb ikke – særligt fordi 1920’erne ikke rigtigt overbeviser.

Wonderstruck

Der er dog fine præstationer fra de to børn og ikke mindst Julianne Moore, der kommer ind fra højre som et veloplagt skud af følelser. Der er dog også fine scener undervejs, inden man altså rammer det mere vellykkede tredje akt. Blandt andet på Det Naturhistoriske Museum, hvor kommer magi i spil set fra børnenes drømmende synspunkt.

Dagen sluttede for mit vedkommen med et noget mere voldeligt bekendtskab med thrillerkomedien 68 KILL, der bød på vanvittige kvinder med hang til mord og vold – og et styk underkuet tøffelhelt, der konstant sættes på plads af sin rablende skøre kæreste Liza.

68-kill

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at hun Liza bestemmer sig for at røve 68.00 dollars hos sin sugar daddy. Men naturligvis går røveriet ikke helt uden blod og død – og herfra eskalerer de sorthumoristiske og voldelige løjer. Desværre løfter filmen sig aldrig rigtigt, men kører lidt i samme halvflade spor af en one-note spillende Liza. Alt i alt en skuffende om gang filmvold.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Her er 10 film, som du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2017: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 28. september til og med den 11. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er omkring 200 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside og find dem også på Facebook.

ENDLESS POETRY
(Instr.: Alejandro Jodorowsky | Chile, Frankrig | 2016 | 128 min.)

Hvis du endnu ikke er bekendt med filmskaberen Alejandro Jodorowsky, så skylder du dig selv den tjeneste at blive det. For han laver nogle helt unikke, sprudlende og poetisk fabulerende film. Nu er han klar med en ny film, som jeg ikke vil gå glip af. For ja, hvis Alejandro Jodorowsky er instruktør, behøver jeg ikke at vide mere.

Endless poetry

THE KILLING OF A SACRED DEER

(Instr.: Yorgos Lanthimos | Storbritannien, Irland | 2017 | 119 min.)


Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har herligt absurde, sorthumoristisk og særegne film på sit CV. Jeg er i hvert fald begejstret for ‘The Lobster’, ‘Dogtooth’, ‘Alps’ og  ‘Kinetta’. Derfor kan jeg også kun se frem til hans nye film, der beskrives som et “dæmonisk drama, hvor hverken Hitchcock eller Polanski har levet forgæves”. Colin Farrell og Nicole Kidman ses i hovedrollerne.

The Killing of a Sacred Deer

A DARK SONG
(Instr.: Liam Gavin | Irland | 2016 | 99 min.)

Jeg er vild med okkulte horrorfilm (naturligvis), så når CPH PIX præsenterer sådan en, er min interesse vakt (naturligvis). Filmen skulle endda ifølge programmet “navigere elegant udenom de værste klicheer”, hvilket jo lyder godt. Det samme gør “gyserkammerspil” samt at filmen “langsomt kryber ind under huden”. Jeg glæder mig.

A Dark Song

FULL METAL JACKET
(Instr.: Stanley Kubrick | USA |1987 | 116 min.)

I år kan man også se en række film at mesteren Stanley Kubricks, blandt andet hans mesterlige krigsfilm ‘Full Metal Jacket’, der rammen får disse tillægsord med på vejen af CPH PIX: “hensynsløs, komisk, rædselsvækkende og bevægende”. Men tjek programmet for flere af hans film, du således kan opleve på det store lærred.

Full Metal Jacket

A GHOST STORY
(Instr.: David Lowery | USA | 2017 | 87 min.)

Okay, den her lyder altså bare for skør – på den gode måde: “Døden kommer, og for C (Casey Affleck) kommer den pludseligt, da han køres ned udenfor sit og kærestens gamle hus. Hun, M (Rooney Mara) identificerer ham på lighuset og kører hjem, hvorefter C rejser sig som et spøgelse i sit ligklæde og følger efter.” Jeg ser i hvert fald fre til Casey Affleck som spøgelse.

A Ghost Story

BLADE OF THE IMMORTAL
(Instr.: Takashi Miike | Japan, Storbritannien | 2017 | 140 min.)

Den japanske og yderst produktive Takashi Miike er klar med sin film nummer 100. Det er i sig selv imponerende. At samuraifilmen ifølge jungletrommerne også skulle være en stærk oplevelse med “ekstra meget blod, action, stil, velplaceret galgenhumor og overlegen genre-ekvilibrisme” – samt et højt ‘bodycount’ – gør jo kun, at jeg ikke kan vente med at sætte mig i biografsædet.

Blade of the Immortal

KILLING GROUND
(Instr.: Damien Power | Australien | 2016 | 89 min.)

Der venter vanen tro bestemt også sin del af grusom og grum horror på festivalen. Blandt andet denne australske sag, hvor man kommer med et kærestepar på en campingtur i den australske ødemark. En tur, der dog – og naturligvis – snart forvandler sig til en nådesløs overlevelseskamp.

Killing Ground

VANDRINGSMANDEN
(Instr.: Andrej Tarkovskij | Rusland | 1979 | 162 min.)

Man kan også opleve ældre film, blandt andet den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs ‘Vandringsmanden’. Den vises i en nyrestaureret version på Imperials store lærred. I programmet beskrives den som “Genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs”. Det er ikke helt ved siden af.

Vandringsmanden

OUTRAGE CODA
(Instr.: Takeshi Kitano | Japan | 2017 | 104 min.)

Japanske Takeshi Kitano er for mig også en tilbagevende favorit, der før har leveret hårde og voldelige gangsterfilm. Nu er han således klar med endnu en i rækken. Denne gang med tredje og sidste del af hans ‘Outrage’-trilogi, der er “en saga om den japanske mafias interne kamp om magten klanerne imellem”. Det kan forhåbentligt kun blive et herligt hårdt bekendtskab.

Outrage Coda

THE MERMAID
(Instr.: Stephen Chow | Kina | 2016 | 94 min.)

Med film som de både skøre, vanvittige og herligt overgearede ‘Kung Fu Hustle’ og ‘Shaolin Soccer’ på CV’et, kan man fra instruktør Stephen Chows side vel kun forvente sig mere galskab, når han folder sig ud med “en kærlig øko-sci-fi-rom-com-opdatering” af den lille havfrue.

The Mermaid (3D)

– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.