Indlæg

SUCCESSION SÆSON 1: Magt, politik og penge i dysfunktionelt familiedrama

HBO-drama på Blu-ray: ‘Succession’ er en amerikansk drama-serie, hvor første sæson nu er udkommet på Blu-ray her i landet. Serien er centreret om familien Roy, der har sine interne problemer og stridigheder. Familien ejer desuden et globalt medieimperium, hvilket afføder sin del af magtkampe – oven i det hele, så er familien patriarks helbred ikke det bedste, hvilket skaber en del usikkerhed i familien – både privat og professionelt.

Kort fortalt så er der magt, politik og penge på spil i serien om det dysfunktionelle dynasti, der mod helbredsmæssige odds altså fortsat er under ledelse af den aldrende og skrantende direktør i skikkelse af en karismatisk Brian Cox. Men han står altså ikke alene, for hans fire voksne børn kæmper for at efterfølge ham.

Udover Brian Cox i den alfaderlige rolle finder man på rollelisten også navne som blandt andet Jeremy Strong, Kieran Culkin, Sarah Snook og Alan Ruck. Og hvis man falder for denne første sæsons 10 episoder er der gode nyheder, da serien er blevet forlænget med en sæson nummer to.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden også lidt ekstramateriale i form af et kig på sæsonens finale med både cast og crew som fortællere. Serien er desuden skabt af HBO, der jo i den grad har et ret så imponerende bagkatalog, der består af alt fra ‘The Sopranos’ til ‘Game of Thrones’. Så måske ‘Succession’ kan blive din nye besættelse?

– ‘Succession’ sæson 1 udkommer på dvd og Blu-ray den 15. november.

STAR TREK: DISCOVERY SÆSON 1: Et farefuld rejse ud blandt stjernerne

Stjernerejse på Blu-ray: Det allerede store, fascinerende og tankevækkende Star Trek-univers udvides yderligere med denne første sæson af serien ‘Star Trek: Discovery’, der nu er udkommet på Blu-ray. Det omfattende science fiction-univers er skabt af Gene Roddenberry og tog sin eventyrlige begyndelse helt tilbage i 1966 med en sidenhen legendarisk tv-serie. Siden da er det blevet til mange flere både serier, film, tegneserier, computerspil og meget mere. 

Denne nye serie leverer en fortælling, der udfolder sig et årti før Star Trek-æraen: Den originale serie. Burnham – et menneske vokset op som Vulcan – har tidligt indset, at “livet kommer af kaos.” Hendes trodsighed overfor en direkte ordre resulterede i total krig mod Klingon-imperiet, og hun er dømt til livstidsfængsel – indtil Kaptajn Gabriel Lorca får hende med om bord i U.S.S. Discovery, hvor en dramatisk rejse forenes med jagten på sejr, overlevelse – og fred i universet.

Så hvis du allerede er blevet forført af det nuancerede, medrivende og spændende Star Trek-univers, så er denne nye tilføjelse til det fortsat voksende Star Trek-træ måske en serie, du bør tjekke. Der er i hvert fald hele 15 afsnit at gå ombord i, mens fans kan se frem til, at serien er blevet fornyet med en anden sæson.

EKSTRAMATERIALE: Blu-ray-udgivelsen byder desuden også på en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke yderligere ned i universet med intet mindre end 10 behind the scenes-featuretter, videre til både slettede og forlængede scener samt promoer. Så på med rumdragten og find eventyrlysten frem og ud i det mægtige himmelrum med dig.

– ‘Star Trek: Discovery’ udkommer på dvd og Blu-ray den 22. november 2018.

Teen Titans Go! To the Movies: Charmerende superhelte i animeret hopla

Superhelte på Blu-ray: Du kender uden tvivl flere af de medvirkende superhelte i ‘Teen Titans Go! To the Movies’, der nu er udkommet på Blu-ray. Her kan jeg blandt andet blot nævne et par af dem som eksempelvis selveste Superman som selveste Nicolas Cage lægger stemme til, mens man på rollelisten blandt andet også finder legendariske helte som Wonder Woman, Batman, Supergirl, Green Lantern, Flash og Aquaman.

Det er dog ikke dem, der her spiller hovedrollerne. Det gør derimod blandt andet Robin, Beast Boy, Cyborg og Raven – i teen-udgaver vel at mærke. De unge helte drømmer om succes i Hollywood med deres helt egen superheltefilm. Men det er naturligvis ikke helt så let at få lavet sådan en – og da slet ikke, når der også er en superskurk på spil.

For ja, alle superhelte synes for tiden at få deres egne film – så det drømmer Teen Titans naturligvis også om at få. Så hvis blot de kunne få Hollywood-instruktøren Jade Wilson til at bemærke dem. Det forsøger de på med blandt andet et par vanvittige idéer og musikalske numre. Men da superskurken Slade blander sig i deres planer, må Teen Titans træde i karakter som superhelte for at redde verden – intet mindre.

EKSTRAMATERIALE: Blu-ray-udgivelsen indeholder en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan gå på opdagelse i en musikvideo med Lil Yachty, videre til tre såkaldte Sing-Alongs Featurettes samt kortfilmen ‘The Late Batsby’ og slettede scener med mere.

– ‘Teen Titans Go! To the Movies’ udkommer på dvd og Blu-ray den 22. november 2018.

GOTHAM SÆSON 4: Kom med til en by fyldt med karismatiske skurke

Superskurke på Blu-ray: Hvis du godt kan lide flagermusemanden Batman og hele rosset fra Gotham City, så bør du altså overveje, om ikke du bør give dig i kast med den amerikanske tv-serie ‘Gotham’. Den tager nemlig publikum med tilbage i tiden, hvor Batman endnu ikke var Batman, og hvor de legendariske skurke havde deres fødsel. Nu er sæson 4 udkommet på Blu-ray.

Serien er således baseret på de sidenhen så legendariske karakterer fra DC Comics-universet – her med blandt andet unge udgaver af James Gordon og Bruce Wayne. Videre finder man også skurke så som Oswald Copplepot aka Pengvinmanden, Edward Nygma aka The Riddler samt den fremtidige Poison Ivy og Jervis Tetch aka Mad Hatter.

Det er altså et interessant kig bagud i tiden, der her giver et indblik i nogle af de mest spændende karakterer i superhelte-universet. Serien har Ben McKenzie i front som en ung James Gordon, mens en ung Bruce Wayne altså også dukker op sammen med flere af Batmans fremtidige skurke som nævn ovenfor samt blandt andet også Catwoman, Fugleskræmslet og Mr. Freeze med flere.

Gotham Citys mest berygtede forbrydere melder sig i denne fjerde sæson, hvilket tvinger kriminalbetjentene Jim Gordon og Harvey Bullock til at bekæmpe en flok moralsk fordærvede og sindsforvirrede superhelte, inklusiv Penguin, Edward Nygma/Riddler, Barbara Kean, Tabitha Galavan og Poison Ivy. Men da byen er på vej ud i kaos, står Dark Knight klar i kulissen.

EKSTRAMATERIALE: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor du kan få et indblik i seriens forskellige aspekter med featuretterne ‘Solomon Grundy: Born On A Monday’, ‘The Sirens Take Gotham’, ‘The Best Of DC Tv’s Comic-Con Panels San Diego 2017’ samt slettede scener.

– ‘Gotham’ sæson 3 udkommer på Blu-ray den 11. januar 2018.

TAG: Så skal der leges tagfat for voksne

Komedie på Blu-ray: Det er sådan set en både smuk og sød tanke, man finder i hjertet af den amerikanske komedie ‘TAG’, der nu udkommer på Blu-ray. For citatet “Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle – vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege” er nemlig det tilbagevende mantra for en gruppe gamle barndomsvenner, som én måned om året leger børnelegen ‘du er den’ eller tagfat.

Det har de gjort siden første klasse og således holdes legen altså i hævd, hvor man her følger de fem nu fuldvoksne mænd i den famøse maj måned, hvor planen er at få den hidtil ubesejrede Jerry ned med nakken. Således samler Hogan vennerne for sammen at gå benhårdt efter endelig at få fældet mesteren, der står over for at skulle giftes og derfor er et lettere mål end tidligere.

Ja, lad legen og jagten begynde i en film, der på trods af en ellers herligt skør præmis ikke er særligt skør – eller endnu mere fatalt: Den er ikke særlig sjov. Den er faktisk ret kedelig, sløv og mangler komisk timing. Det er ellers ikke fordi, at der ikke gøres forsøg på at få mig til at trække på lattermusklerne – ja, både med falden-på-halen-komik, videre til absurde og grove jokes.

Således finder man blandt andet Ed Helms som den energiske Hogan klædt ud som en gammel kone i en scene, hvor han på den måde forsøger at snige sig ind på den evigt vagtsomme Jerry – spillet med overlegen charme og godt hår af Jeremy Renner. Det ender naturligvis med, at Hogan opdages og lander på røven. Tøhø – og nej, det bliver aldrig morsomt, men blot postuleret sjovt.

En ting er naturligvis den oplagte slapstick-komik, når de voksne mænd jagter hinanden fjollet rundt på både golfbaner og i indkøbscentre – noget andet er filmens forsøg på morsomme oneliners og skøre jokes. Desværre kommer komikken også til kort her, hvor blandt andet en ellers veloplagt og grov abortjoke desværre køres helt i sænk ved at tæske komisk langhalm på den.

Ja, filmen føles lidt som om, at der simpelthelt ikke har været gode nok jokes, nok veloplagt bizarre scener eller nok velskrevne morsomme karakterer, hvorfor filmen genbruger af sig selv undervejs. Det er en skam, for der er faktisk sine steder ok med charme i castet, hvor man også finder en stenet Jake Johnson, en selvglad Jon Hamm samt en deadpan-leverende Hannibal Buress.

Det er faktisk netop Hannibal Buress som den underspillede Kevin, der trods alt får leveret et par tørre og ganske veloplagte oneliners. Det redder bare ikke filmen fra overordnet at være et dovent forsøg på at få mig til at grine – mens det går helt skævt for filmen, når den forsøger med en mere dramatisk alvorlig tone. Det bliver aldrig troværdigt, men blot påklistret sentimentalt. Øv.

EKSTRAMATERIALE: Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan møde de rigtige mænd, der er inspiration for filmen, mens man også får både slettede scener samt spas fra produktionen.

– ‘TAG’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. december 2018.

MAMMA MIA! HERE WE GO AGAIN: Så er det frem med ABBA-sangene igen

Abba-musical på Blu-ray: Ja, det er faktisk allerede hele 10 år siden, at den første film med de legendariske ABBA-sange udkom helt tilbage i 2008 med succesen ‘Mamma Mia!’. Nu fortsætter festen med opfølgeren ‘Mamma Mia! Here We Go Again’, der netop er udkommet på Blu-ray her landet.

Du kan med andre rod atter engang komme med til festen, hvor der igen skal synges og danses, men man kommer til at se, hvordan det hele startede. Turen går således tilbage til den græske ø Kalokairi i denne musical-efterfølger, der er baseret på ABBAs klassiske sange.

På rollelisten finder man blandt andet den yndige Amanda Seyfried i rollen som Sophie, der nu gravid – og som sin mor Donna, der spilles af ikoniske Meryl Streep, må sætte alt på spil. Filmen har i øvrigt den oprindelige rollebesætning, men her er dog også blevet plads til sin del af nytilkomne, så som Lily James, Andy Garcia og ikke mindst ikonet Cher.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en ganske omfattende omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i en række slettede og forlængede sange og scener, videre til en lang række forskellige featuretter, der kigger nærmere på flere af filmens mange aspekter – lige fra naturligvis musikken, men også område som kostumer, historien, skuespillerne og dansene med meget mere. Der medfølger endvidere også et kommentarspor.

– ‘Mamma Mia! Here We Go Again’ udkommer på dvd og Blu-ray den 19. november 2018.

HOTEL TRANSYLVANIA 3: Dracula og monstervennerne på ferie

Animation på Blu-ray: Med ‘Hotel Transylvania 3: A Monster Vacation’ er det som titlen indikerer tredje gang, du kan komme i selskab med Drac, Mavis og alle de andre monstervenner i det sprudlende og animerede univers, der denne gang tager flokken med til søs på en krydstogtsferie. Nu er filmen udkommet på Blu-ray her i landet.

Men naturligvis forbliver alt ikke fryd og gammen for den brogede flok af monstre, da det nemlig viser sig, at den monster-hadende Van Helsing-familie også er ombord på skibet. Det skaber selv sagt sin del af problemer, men også morsomme optrin i dette monster-elskende univers. Ja, hvem kan ikke lide en karakter som Dracula? Nej vel.

Dracula – eller bare Drac – er dog som sagt naturligvis ikke alene afsted på ferie. Han har nemlig her følgeskab af sine venner i skikkelse af blandt andet en mumie, videre til selveste Frankenstein og ikke mindst den usynlige dame med flere. Både sjove, farverige og morsomme karakterer, som de fleste har – eller får – et forhold til.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan gå på opdagelse i en hele syv såkaldte ‘Scary-oke Sing-Alongs’, videre til en musikvideo og spas med flere af de medvirkende karakterer med mere. Der medfølger desuden også to animerede kortfilm: ‘Puppy!’ og ‘Goodnight Mr. Foot’.

– ‘Hotel Transylvania 3’ udkommer på dvd og Blu-ray den 19. november 2018.

ARROW SÆSON 6: Bueskytten skyder på ny med skarpt

Skudsikker helt på Blu-ray: Bered dig på mere pletskydende superhelte-action, når intet mindre end sjette sæson af den amerikanske DC Comics-serie ‘Arrow’ flyver over skærmen. Serien er – som du nok har luret – baseret på helten Green Arrow fra det store DC-univers – en kriminalitets-oprydder af heltmodig støbning.

Serien startede tilbage i 2012, og skulle snart vise sig at være populær. For ja, nu er vi jo oppe på hele seks actionfyldte og dramatiske sæsoner med bueskytten Arrow, hvis offentlige navn er Oliver Queen og egentlig er en billionær playboy, der dog har valgt at fange bad guys med sin bue og pil. Han spilles af Stephen Amell.

Oliver Queen står denne gang over for en helt ny udfordring: Han er blevet far. Han er fast besluttet på at påtage sig sin nye rolle, samtidig med at han fortsat tjener og beskytter Star City både som borgmester og Green Arrow. Men fortidens fjender truer ham på alle fronter. Og sammenholdet i Team Green Arrow er alvorligt svækket.

EKSTRAMATERIALE: Der er med andre ord lagt op til en kamp for retfærdighed i denne sjette sæsons om den hårdtslående hævner Green Arrow. Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale. Her finder man fire ‘DC Super Hero Crossover Episodes’ samt fire featuretter: ‘The Split Of A Man: Deathstroke’, ‘Inside The Crossover: Crisis On Earth-X’, ‘The Best Of DC Tv’s Comic-Con Panels San Diego 2017’ og ‘Revenge In Ones And Zeros: The Story Of Cayden James’.

– ‘Arrow’ sæson 6 udkommer på dvd og Blu-ray den 6. december 2018.

‘Mandy’ har en forrygende Nicolas Cage på blodigt hævntogt

Nicolas Cage på Blu-ray: Lad mig bare være helt og aldeles ærlig her fra starten af: Jeg elsker Nicolas Cage. Ja, helt og aldeles uden ironisk distance. Han er en af mine absolutte favoritskuespillere. Han er vild, nærværende og uforudsigelig. Det elsker jeg ham for. Det er han absolut også i den ligeledes forrygende hævnfilm ‘Mandy’, der nu er udkommet på Blu-ray.

Filmskaberen Panos Cosmatos’ både stemningsfulde, bizarre og helt igennem smukke ’Mandy’ byder således på en intens, brutal og karismatisk Nicolas Cage som en mand, der tager på et blodigt hævntogt, da hans elskede Mandy bliver offer for en vanvittig kristen kult. Det er den simple præmis for en hævnfilm, der foldes ud som et ondt og delirisk mareridt. Ganske enkelt forrygende.

Det er altså ikke selve fortællingen, filmen lever af og højt på, men derimod måden den fortælles på – naturligvis også her med Nicolas Cages dragende portræt samt blandt andet også kultlederen i skikkelse af en klam Linus Roache. Hævnen serveres med urovækkende billeder malet op i mørke og mættede farver, hvor virkeligheden skævvrides ind i en art syret parallelunivers.

‘Mandy’ er kort fortalt forførende, enigmatisk og voldsom. Det er blandt andet også den bedste film jeg så på filmfestivalen CPH PIX i år – og uden tvivl en af de vildeste og stærkeste filmoplevelser jeg har haft i 2018. Blu-ray-udgivelsen byder desuden på lidt ekstramateriale i form af slettede scener samt behind the scenes.

– ‘Mandy’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. november 2018.

‘Jurassic World: Fallen Kingdom’ leverer potent dinosaur-action

Dinosauer-action på Blu-ray: Så skal vi tilbage til den dinosaur-fyldte ø med ‘Jurassic World: Fallen Kingdom’, der er udkommet på Blu-ray. Det betyder den ene hæsblæsende og stortopsatte actionscene efter den anden, hvor menneskene i den grad må tage benene på nakken for at overleve de mange glubske bæster. Bryce Dallas Howard og Chris Pratt er tilbage i deres respektive og klar til kamp for dyrene.

For de to skal nemlig i denne omgang forsøge at redde de mange dinosaurer, da øens vulkan er begyndt at røre faretruende på sig. Det betyder flydende lave samt skrig, skrål og dinosaur-brøl. Således er scenen sat for massevis af dinosaurer – gamle kendinge samt naturligvis også helt nye spidstandede monstre. Og ja, det er altså ret så medrivende, når de sultne dyr farer rundt.

Det gør de så også ret så meget i en film, der beror noget mere på sin action end lige sine karakterer – eller måske rettere karakterudvikling. Det er der nemlig ikke så meget af, hvor det mere synes at være dinosaurerne, der spiller den egentlig hovedrolle og ikke menneskene. Det gør dog for mit vedkommende heller ikke det store, da jeg i den grad er en sucker for fortidsdyrene.

Men det til trods, så forhindrer det desværre ikke filmen i at rende en smule ind i dødvande undervejs og gå en lidt i ring om sig selv. Heldigvis står der en dinosaur klar til at brøle om hvert et hjørne, mens vores hovedroller puttes i den ene nervepirrende og farlige situation efter den anden. Her er naturligvis også mere than meets the eye i form af nogle bad guys med skumle planer.

Dem vil jeg dog ikke komme nærmere ind på – andet end, at jeg vil sige, der her kommer de vante Jurassic-tematikker på banen om menneskets hovmod og legen gud med skaberværket samt de heraf moralske og etiske problematikker, der jo som bekendt i franchisen konsekvent fører til død og dinosaur-ødelæggelse. Det er som sagt også tilfældet her – i stor stil. Herligt!

Så på trods af sine karaktermæssige problemer, en lidt halvkedelig historie samt et ujævnt filmisk flow, så ender ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ altså i sidste ende som ret så underholdende og uforpligtende dinosaur-action med tryk på dinosaur-action-delen. Jeg ser så absolut frem til det næste og tredje samt indtil videre sidste kapitel i denne nye Jurassic-trilogi.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke videre ned i filmen og universet med blandt andet et kig på optagelserne, videre til tilblivelsen af de nye glubske dinosaurer samt actionscener i filmen med mere. 

– ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ udkommer på dvd og Blu-ray den 25. oktober 2018.