Biografanmeldelse: Der er schwung på både den ihærdige klipning og den brutale vold, når den historiske actionfilm ‘Stockholm Bloodbath’ folder sig energisk, men desværre også noget kedeligt ud med sin spilletid på små 2 timer og 30 minutter. Filmen lykkedes simpelthen ikke med at opretholde et engagerende momentum, mens det også forbliver småt med følelsesmæssig pondus.

Historien udspiller sig i 1520, hvor vi kommer med ind i et mørkt kapitel i Danmark og Sveriges fælles historie. Nøgleord: En blodig nedslagtning af godt 100 mennesker i Stockholm. Før vi når så langt, er vi via bombastiske navneskilte, der bankes op på lærredet, blevet bekendt med en række af filmens hovedkarakterer. Herunder den såkaldte ’onde mand’ og ’arrede mand’.

Ja, så er de ligesom sat i bastante kasser. Her er de onde og her er de gode. På de godes side finder man bl.a. de unge kvinder Anne og Freja, der begiver sig på hævntogt over de mænd, som dræbte deres familie. Bl.a. netop ’Den onde mand’. Rejsen er fuld af død og farer, mens den går mod Stockholm, hvor de pludselig må se sig selv som del af et politisk magtspil mellem Danmark og Sverige.

Det er ikke en film, der bestræber sig på historiemæssig akkuratesse, men nærmere en fiktionaliseret og anakronistisk genfortælling af dette nordiske kapitel. Det hele er så banket igennem en kødhakker, der har efterladt nuancer og fortællermæssige finesser bag sig til fordel for bl.a. forcerede split screens og en række karakterer, der tumler en smule ubehjælpsomt rundt i filmens fortælling.

Det er som om, at de ikke alle spiller med i den samme film. Her er alt fra belastende overspil og kikset kåde replikker til de mere troværdigt leverede portrætter, der faktisk har noget af den menneskelige nerve, filmen overordnet mangler. Så selvom filmen har befriende store armbevægelser og et stærkt cast, forløser instruktør Mikael Håfström desværre det hele noget halvbagt.

Filmen virker som et vagt ekko af de tidlige film af Guy Ritchie. Men den engagerende energi mangler og den sorte humor falder ofte til jorden. Filmen er langt fra så cool, som den selv tror. End ikke dygtige navne som Claes Bang, Mikkel Boe Følsgaard, Ulrich Thomsen, Alba August og Jakob Oftebro kan levere den engelske dialog, så der rammes en sammenhængende og veloplagt tone.

‘Stockholm Bloodbath’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Stockholm Bloodbath’ har biografpremiere den 18. januar.

Biografanmeldelse: Med et let lag af melankoli og forliste drømme foldet sammen med ungdommens sorgløshed og tro på fremtiden, fortæller instruktør Alexander Payne sin menneskeligt nuancerede historie, der udspiller sig på en eftertragtet kostskole i julen 1970. Her møder vi den nedtrykte og gnavne underviser Paul Hunham, som eleverne ikke just er glade for. Tværtimod.

Måske det kan ændre sig denne jul. I hvert fald for eleven Angus Tully, hvis verden falder sammen, da hans juleferie aflyses af hans mor. Han bliver derfor nødt til at blive på kostskolen julen over sammen med en lille håndfuld andre familieforladte elever. Det i selskab med netop den intellektuelt snakkende Paul, der heller ikke rigtigt ser frem til at holde jul på sin arbejdsplads.

Det går hverken værre eller bedre end, at de andre elever finder en udvej fra en jul på kostskolen, hvorfor Angus nu efterlades alene med Paul og skolens kok Mary, som er i sorg over sin søns død i Vietnam-krigen. Det kimer altså ikke rigtigt til den gladeste julefest. Men måske trekløveret kan få noget mere og bedre ud af julen på skolen, end de først lige synes at have udsigt til.

’The Holdovers’ er en meget menneskelig fortælling om at møde sine medmennesker i øjenhøjde. At turde tro på det gode i mennesket og sig selv. Selvom livet måske ikke går eller er gået som håbet. Hverken for den midaldrende Paul eller teenageren Angus. Jeg kommer således denne sneklædte vinter på fin vis ind på livet af de to mænd, som også de kommer ind på livet af hinanden.

Det er bl.a. i netop samspillet mellem Paul og Angus, at det menneskelige drama og filmens styrke findes. De bliver fortællingen igennem til hele mennesker med hver af deres fejl, indre dæmoner og drømme. Paul Giamatti er kynisk elegant og leverer med vid og bid det oplagte manuskript af David Hemingson. Det samme gør Dominic Sessa som den skrøbelige og plagede Angus.

’The Holdovers’ fortælles i et roligt tempo, hvor karaktererne får plads og rum til at folde sig ud. Til at blive hele mennesker jeg tror på. Hertil kommer en smukt indrammet billedside med nerve og nærvær af fotografen Eigil Bryld, mens lydsiden bl.a. byder på stærke tidsdefinerende numre. Alexander Payne kommer kort fortalt elegant, vittigt og sikkert i mål med fortællingen om livet selv.

’The Holdovers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Holdovers’ har biografpremiere den 11. januar.

Biografanmeldelse: Relationerne er komplekse og svarene ikke givet i instruktør Todd Haynes’ tankevækkende og nuancerede drama ’May December’. Her møder vi skuespilleren Elizabeth, der skal portrættere Gracie og hendes historie med partneren Joe. Det er en historie, der har været yderst omdiskuteret og udskældt i bl.a. medierne for år tilbage.

Gracie var nemlig i 30’erne, da hun indledte et forhold med den dengang kun 13-årige Joe. Der er gået omkring 20 år, da Elizabeth rykker ind i parrets liv for at researche og få en forståelse af Gracie, Joe og deres relation, så hun er rustet til at lave filmen og sit portræt af Gracie. Det opsigtsvækkende par står midt i at skulle sende deres børn på college. Der er nok at se til.

Det er altså Hollywood, der har fået øje på den kontroversielle kærlighedsrelation, hvor Elizabeth ikke kun ser til udefra, men også er en aktiv deltager i deres liv, hvor samtaler med Gracie og Joe, udfordrer både skuespilleren, men også parret og deres interne dynamik. En form for skævvredet trekantsdrama, hvor parrets virkelige liv nu også ses som en historie til filmens virkelighed.

Julianne Moore indtager med kompleksitet og et slør af hemmeligheder rollen som Gracie. Hun er svær helt at blive klog på. Ikke kun for mig, men også for Elizabeth. Nej, her bliver svarene og en fasttømret pointe ikke givet. Joe portrætteres med ligeledes gribende nuancer af Charles Melton, som formår at kanalisere et levet liv og usikkerhed videre til mig, så jeg tror på ham.

Ind på scenen træder Natalie Portman som Elizabeth, der nysgerrigt og fordomsfrit møder Gracie, Joe og deres børn. Hun skærer sig engagerende ind der, hvor følelserne banker, spørgsmålene dirrer provokerende og menneskene kommer til live i al deres nuancerede kompleksitet. Et land af gråzoner, der suges ind i dramaet og de medvirkendes dynamikker.

Der er ikke nogen lette svar eller et letfordøjeligt facit i filmen, der er forfattet med sikker og tvetydig pen samt indfanget billedforførende af fotograf Christopher Blauvelt med smuk, klaustrofobisk og nervepirrende musik af Marcelo Zarvos. Todd Haynes forløser det alt sammen i engagerende forening med skuespillerne, så jeg både gribes, udfordres og mærker menneskene. Stærkt.

’May December’ får 5 ud af 6 stjerner:

’May December’ har biografpremiere den 4. januar.

Biografanmeldelse: Med lavmælt tristesse og grå melankoli engagerer finske Aki Kaurismäki mig med sit sortkomiske kærlighedsdrama ’Faldne blade’. Scenen er sat i et trøstesløst og koldt Helsinki. Her møder vi to ensomme sjæle, der mangler et lys i Iivet. Ja, måske det blot er hinanden, som de mangler at finde midt i hver af deres ensomme tilværelser, der er uden egentligt mål og retning.

Holappa er fordrukken og ikke særligt pligtopfyldende på sit arbejde, som han da heller ikke formår at holde på, mens turen dagligt går ned på den lokale fyldt med smøger og shots. Ansa synes heller ikke at have fundet lyset i sit liv. Slet ikke kærligheden, som de dog begge søger på hver deres småakavede måde. De har begge et godt stykke vej ind til følelserne.

Da deres veje mødes på en halvtrist karaokebar, kunne det dog vise sig at være starten på et liv med mere håb og lys i for dem begge. Et liv med kærlighed, lykke og tosomhed. Men misforståelser, uheld og dårlig kommunikation gør det ikke ligefrem nemt for de to skæbner at finde hinanden der, hvor kærligheden slår gnister. Men de prøver i det mindste.

Det er sødt at være vidne til de tos skæve tilnærmelser mod at finde hinanden i en film, hvor alle synes at være ramt af en form for søvndyssende slør, der gør stemmeføringen ensformig og stemningen charmerende stenet. Det er knastør og sortkomisk humor på finsk i en verden befolket af skæve eksistenser, tilbageholdne liv og et melankolsk tungsind.

Alma Pöysti er charmerende trist som den følsomme Ansa, der søger en sjæleven i en tilværelse af monoton hverdagstrummerum. Jussi Vatanen udgør som Holappa et sortsynet skvat, som det dog er svært ikke at holde af og med, på trods af hans dumme beslutninger. Det lykkedes her at skabe en verden af opgivende liv, men også en verden, hvor hjertet banker varmt bag de kolde facader.

Aki Kaurismäkis formår med få og små, men effektive virkemidler at fortælle sin lille, men menneskeligt store kærlighedshistorie, der emmer af kærlig melankoli, gråt tungsind og tør humor, hvor håbet dog får lov til at snige sig ind i både Helsinki og hos vores to hovedpersoner. Det hele indfanget i velkomponerede billeder af et betongråt miljø og menneskeligt nærvær.

’Faldne blade’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Faldne blade’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Fortalt i flere forskellige narrative spor, tager den japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda fat på barndommens uskyld, venskaber og problematikker, mens de voksnes verden også indfinder sig i form af bl.a. en bekymret alenemor og en skolelærer i uføre. Men hvor skal sandheden i de forskelligt fortalte spor findes? Det er en del af den fint fortalte leg i ’Monster’.

Vi møder her Saori, der er alene med sin søn Minato, der går i 5. klasse. Drengen har en livlig fantasi og begynder at opføre sig en kende aparte. Men hvad dækker hans ændrede opførsel mon over? Samtidig møder vi også skolelæreren hr. Hori, der beskyldes for at have overfaldet en elev både verbalt og fysisk. Men kan det nu også passe?

Der er altså flere forskellige sandheder i spil, når dramaet folder sig ud med engagerende sans for menneskelige detaljer og skæbneportrætternes nuancer. Overfor Minato finder man den lidt mindre dreng Yori. Han er udsat for mobning i klassen, hvor jungleloven gælder og hierarkiet er tydeligt. Men hvad er egentlig relationen mellem Minato og Yori? Venner eller fjender?

Konflikterne står i kø i dette fint afstemte og ikke mindst tankevækkende og interessant fortalte drama, hvor de involverede parters udsyn udfordrer mig alt efter øjnene, der ser. Men udover det spændende formmæssige greb, lykkedes det gennem disse skiftende narrativer at puste både nuancer og gråzoner ind i karaktererne og det levede liv, som her foldes elegant ud.

Desuden leveres der gribende portrætter, hvor bl.a. Soya Kurokawa og Hinata Hiiragi som henholdsvis Minato og Yori er et yderst overbevisende bekendtskab med både indlevelse og nærvær. Der er også gråzoner at finde i både Eita Nagayamas portræt af hr. Hori og alenemoren Saori, der spilles med en engagerende troværdighed af Sakura Ando.

Kore-eda Hirokazu er i høj grad lykkedes elegant og engagerende med at forløse det narrativt interessante og menneskeligt gribende manuskript af Yûji Sakamoto. ’Monster’ er kort fortalt et dybfølt drama, der skildrer både sine karakterer og sit miljø med stor overbevisning, hvor både barndommen og voksenlivet gøres levende og relaterbart.

’Monster’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Monster’ har biografpremiere den 14. december.