Biografanmeldelse: Vi vender med ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ tilbage til det brutale dødsspil, hvor vi fik den første filmatisering af Suzanne Collins’ bogserie i 2012 med Jennifer Lawrence som den seje overlever Katniss Everdeen. Med den nye film springer vi 64 år tilbage i tiden, til før netop Katniss meldte sig som frivillig til de dødelige lege.

Det er nemlig forhistorien til dødsspillet, vi nu får. Mere præcist er det historien om Coriolanus Snow og hans vej mod at blive den tyranniske præsident for Panem, som vi mødte i de andre film, hvor han blev spillet med stærk autoritet af Donald Sutherland. Nu møder vi således den unge Snow, som gør sit ypperste for at få sin familie på rette fode i efterkrigstidens Capitol.

Snow ender med at agere mentor for den unge Lucy Gray fra det fattige Distrikt 12, der bliver valgt som deltager i den 10. ombæring af dødsspillet. Står Snow i virkeligheden nu med en gylden mulighed for ikke kun at redde sin egen ære og skæbne, men også at sikre Lucys fremtid? Vi ved ganske vist, at Snows rejse går ind i mørket, men hvordan, er altså bl.a. det interessante spørgsmål her.

Eller det skulle være interessant. Det bliver det desværre ikke rigtigt. Ganske vist er universet stadig ret fascinerende med sin blanding af højteknologisk teknologi kontra det primitive. Det autoritære system overfor de fattige i distrikterne og det årlige spil på liv og død, som dog her mangler nerve og nærvær. Men ja, hvad sker der, når mennesket i spillet presses på liv og død?

Desværre vælter historien ind i en spilletid, den slet ikke kan bære i form af overlange 2 timer og 37 minutter. Der er ikke nok kød på karaktererne eller nok engagerende udvikling hos dem – og det med troværdig dramatisk ballast til, at jeg gribes af karaktererne og fortællingen om det gode, det onde og gråzonerne. Det er ufokuseret fortalt og bliver mere klægt end engagerende.

Filmen har bl.a. gennem Lucys sangtalent en musikalsk side, der bliver mere enerverende end rørende og medrivende. Det er en skam, da Rachel Zegler i rollen er en dygtig sanger og leverer et ok engagerende portræt. Tom Blyth som Snow bliver først for alvor en smule interessant alt for sent i filmen til at gribe mig. Forløsningen udebliver, men peger ind i en kommende og mere interessant film.

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ har biografpremiere den 16. november.

Biografanmeldelse: Der er superhelte-komik og kosmiske kampe i den actionfyldte ’The Marvels’. Her vender Brie Larson tilbage som Carol Danvers aka den magtfulde superhelt Captain Marvel, som vi mødte i solofilmen ’Captain Marvel’ i 2019. Noget er dog ikke helt, som det plejer at være, når hun denne gang bruger sine mægtige kræfter.

På mystisk vis bliver superheltens evner nemlig filtret sammen med ikke alene Monica Rambeau, men også en af hendes største fans, nemlig den unge Kamala Khan med aliasset Ms. Marvel, der også besidder superhelte-kræfter. Dette trekløver afføder en ganske morsom trio, hvor særligt Kamala bidrager med charme og komisk timing.

Det er nu op til super-trioen at finde ud af, hvordan de kan bruge deres sammenfiltrede super-evner til at redde intet mindre end universet. Det er på sin vis desværre småt med opfindsomheden i historien, der heller ikke formår at få stablet en reel og troværdig trussel på benene, hvor bl.a. den forglemmelige skurk Dar-Benn aldrig bliver intimiderende.

Der kommer dog indledningsvis nogle ganske fine og sjovt tænkte kampscener ud af trioens sammenfiltrede evner, da de her skifter plads på kryds og tværs. Opfindsomheden i action-scenerne forstummer desværre noget filmen igennem og bliver ganske generiske. Det selvom der ellers ivrigt forsøges med flyvende helte, store eksplosioner og vilde rumskibe.

Der hvor ’The Marvels’ fungerer bedst er i samspillet og dynamikken i trioen aka The Marvels. Her skinner særligt Iman Vellani charmerende, sjovt og veloplagt igennem som Kamala. Hun er et varmt og ret så medrivende bekendtskab. Brie Larson bærer med styrke og ok autoritet portrættet af Captain Marvel, mens Teyonah Parris ikke helt får samme pondus som Monica.

’The Marvels’ kender heldigvis sin besøgstid med en spilletid på 1 time og 45 minutter i denne film nummer 33 i Marvels filmiske univers, hvor vi atter møder en altid cool Samuel L. Jackson som Nick Fury. Det er som komedie og dynamisk trio, at filmen fungerer bedst, mens action og historie lander fladt i det generiske, mens et følelsesmæssigt engagement desværre lader vente på sig.

’The Marvels’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Marvels’ har biografpremiere den 8. november.

Biografanmeldelse: Hvis du spørger mig, er der altså noget en smule creepy over nisser. Selvom de ganske vist også er søde. I julegyserkomedien ’There’s Something in the Barn’ er de dog mest af den creepy og ikke mindst brutale slags. For da en amerikansk familie flytter til Norge, får de snart deres at se til, da ondsindede og dræberparate nisser dukker op i den søde juletid.

Deres nye og afsidesliggende hjem huser nemlig en mørk fortid og er også bosted for en lille skægget nisse. Desværre overholder familien ikke helt de regler, der ellers holder nisser søde og hjælpsomme. Bl.a. er nisser ikke glade for høje lyde og forandringer, hvilket man må sige, at familien står for, da de planlægger at lave laden, hvor nissen bor, om til en Airbnb.

Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang nisse-gys og jule-ballade, hvor julen ender med at være knapt så fredelig for den nytilflyttede familie. En ting er sammenstødet mellem amerikanerne og de lokale forknytte nordmænd i landsbyen, noget andet er nisserne. Der er bl.a. noget sjovt i netop mødet mellem de udadvendte amerikanere og de fåmælte indfødte, så at sige.

Desværre løber filmens jokes ofte ad en forudsigelig rille i historie og komik. Det gælder også det dog heldigvis ok blodige og brutale møde med en gruppe fæle nisser. For selvom løjerne måske nok er forudsigelige, er de også nogenlunde underholdende sat i scene. Bl.a. er nisserne et ganske herligt bekendtskab. Jeg tror på deres nederdrægtighed kontra hjælpsomhed.

Det er ganske vist bevidst, at der arbejdes med klichéer i form af bl.a. en tvær teenager og en nisserglad lillebror, mens far og mor naturligvis ikke tror en tøddel på sønnikes nissehistorier. Klichéerne ramler bare ind i en som sagt forudsigelig historie, hvor jokes og nissemord ikke helt rammer plet vejen igennem. Det er en skam, da bl.a. både stemning og instruktion er ret vellykket.

’There’s Something in the Barn’ er i sidste ende en lidt uforløst julefornøjelse, som dog heldigvis ved, hvad den er og samtidig kender sin besøgstid med sine 100 minutter. Nogen ny juleklassiker er her dog nok ikke helt tale om. Mindre kan bestemt også gøre det, selvom nisse-balladen er en lidt frustrerende oplevelse, da den er tæt på at kunne være bedre, end tilfældet desværre er.

’There’s Something in the Barn’ får 3 ud af 6 stjerner:

’There’s Something in the Barn’ har biografpremiere den 2. november.

Biografanmeldelse: Med køligt overblik folder David Fincher historien om en lejemorder knivskarpt ud i ’The Killer’, hvilket på fascinerende vis ekkoer Michael Fassbenders portræt af titelkarakterens koldblodige tilgang til verden. Med en rolig voice-over af vores lydløse dræber, føres jeg dragende ind i hans verden af kynisme og kolde kontanter. Hans verdenssyn, rationale, motivation og leveregler.

Da et job imidlertid ikke forløber som planlagt, sender det lejemorderens liv ud af kurs. Dramaet dirrer underspillet fra filmens første og nøje instruerede scene, hvor tankerne hos vores unavngivne lejemorder vandrer og leder mig ind i hans sind, som det er tilfældet filmen igennem. Jeg bliver sat ind i en verden af ventetid. Af stilstand. Af ensomhed. Af nærmest umenneskelig dedikation.

Det er en virkelig besættende verden at blive en del af, hvor fortællingen på i grunden ganske lavmælt vis sniger sig afsted – dog med hidsige lynnedslag af blodig brutalitet og heftig adrenalin. Michael Fassbender kropsliggør med melankolsk gemyt sin dræber, som jeg måske nok ikke forstår, men må forsøge at forstå via filmens insisterende væsen udi at rulle hans indre liv ud.

David Fincher sætter med nøje virkemidler sit portræt stævne og kaster ham ind i en række eksistentielle spørgsmål og en menneskelig krise. For er den koldblodige dræber i grunden også helt ind til benet kynisk og beregnende – eller er der en flig af menneskelighed gemt dybt bag de triste øjne i denne filmatisering af den franske tegneserieføljeton af Alexis “Matz” Nolent og Luc Jacamon?

’The Killer’ er både en filmteknisk og velinstrueret fornøjelse, der visuelt hiver mig ind i hver en indstilling og de smukt kontrastfulde billeder af filmens fotograf Erik Messerschmidt, mens det levende og medrivende score af Trent Reznor og Atticus Ross pirrer mine ører og sætter sig i kroppen på mig. Michael Fassbender smyger sig elegant ind i midten af det hele med sit intense og nærværende portræt.

Det er kort fortalt en filmisk fornøjelse at opleve ’The Killer’, som altså smider mig insisterende ind i en lejemorders bizarre verden af moral, etik og svært forsvarlige leveregler. En film, der ganske vist emmer af kulde og kynisme i sit isnende karakterstudie, men også leverer en understrøm af det modsatte, hvilket i glimt synes at pible frem i fortællingens nærmest usynlige sprækker.

’The Killer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Killer’ har biografpremiere den 26. oktober.

Biografanmeldelse: Du bør ikke lade dig afskrække af, at den legendariske filmskaber Martin Scorseses ’Killers of the Flower Moon’ er godt 3 timer og 30 minutter. Den er hele sin spilletid værd. Det gælder både karakterernes og fortællingens kompleksitet, mens der udfoldes et dragende tidsbillede i 1920’ernes USA, hvor der på mystisk vis sker en række mord på medlemmer af Osage-stammen.

Det dramatiske omdrejningspunkt finder man i Leonardo DiCaprios sammenbidte Ernest og hans hustru Mollie, der spilles med sejhed og følelsesmæssig nerve af Lily Gladstone. De står som hele mennesker både hver for sig og sammen. Det selvom deres indledende flirt ikke rammer mig helt rent. Heldigvis griber deres relation mig mere og mere filmen igennem.

Ernest kommer til byen Fairfax, hvor olien flyder med rigdom til følge. Alle vil have en bid af kagen, der dog tilhører det nu meget velhavende indfødte Osage-folk. Her starter Ernest at arbejde for sin formuende og magtfulde onkel William ’King’ Hale, der portrætteres blidt og urovækkende af Robert De Niro. Rigdommen kommer dog ikke uden problemer og misundelse.

Der er en både underliggende og yderst udtalt strid mellem de hvide borebisser og de indfødte. Snart opstår der da også sin del af hemmeligheder, rænkespil og magtkampe både bag og foran kulissen i olieland. De uopklarede mord får ordensmagten til byen, hvorfor en insisterende detektivhistorie lægges ned over den allerede intense fortælling om kærlighed, magt og tragedie.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i et mørkt kapitel af USA’s historie. Det fortælles med indlevelse og nærvær, hvor det bl.a. er i skuespillerpræstationerne, at fortællingen får menneskelig nerve og hjerte, der knuser mig med et uskyldens forlis og grisk grådighed. Det er med et sikkert greb om karaktererne og den komplekst sirlige historie, at Martin Scorsese kommer vellykket i mål.

’Killers of the Flower Moon’ sætter en smerte ind i både min mave og mit hjerte, hvor gråzonerne står tankevækkende frem. Derfor lever og overlever filmen også sin lange spilletid, hvor jeg ikke ville gå glip af et eneste øjeblik, selvom der er lidt plotmæssige gentagelser, som dog heldigvis samtidig er med til at understrege og give historiens tragiske slagside den mere gennemslagskraft.

’Killers of the Flower Moon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Killers of the Flower Moon’ har biografpremiere den 19. oktober.