‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ skuffer

Biografanmeldelse: Vi vender med ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ tilbage til det brutale dødsspil, hvor vi fik den første filmatisering af Suzanne Collins’ bogserie i 2012 med Jennifer Lawrence som den seje overlever Katniss Everdeen. Med den nye film springer vi 64 år tilbage i tiden, til før netop Katniss meldte sig som frivillig til de dødelige lege.

Det er nemlig forhistorien til dødsspillet, vi nu får. Mere præcist er det historien om Coriolanus Snow og hans vej mod at blive den tyranniske præsident for Panem, som vi mødte i de andre film, hvor han blev spillet med stærk autoritet af Donald Sutherland. Nu møder vi således den unge Snow, som gør sit ypperste for at få sin familie på rette fode i efterkrigstidens Capitol.

Snow ender med at agere mentor for den unge Lucy Gray fra det fattige Distrikt 12, der bliver valgt som deltager i den 10. ombæring af dødsspillet. Står Snow i virkeligheden nu med en gylden mulighed for ikke kun at redde sin egen ære og skæbne, men også at sikre Lucys fremtid? Vi ved ganske vist, at Snows rejse går ind i mørket, men hvordan, er altså bl.a. det interessante spørgsmål her.

Eller det skulle være interessant. Det bliver det desværre ikke rigtigt. Ganske vist er universet stadig ret fascinerende med sin blanding af højteknologisk teknologi kontra det primitive. Det autoritære system overfor de fattige i distrikterne og det årlige spil på liv og død, som dog her mangler nerve og nærvær. Men ja, hvad sker der, når mennesket i spillet presses på liv og død?

Desværre vælter historien ind i en spilletid, den slet ikke kan bære i form af overlange 2 timer og 37 minutter. Der er ikke nok kød på karaktererne eller nok engagerende udvikling hos dem – og det med troværdig dramatisk ballast til, at jeg gribes af karaktererne og fortællingen om det gode, det onde og gråzonerne. Det er ufokuseret fortalt og bliver mere klægt end engagerende.

Filmen har bl.a. gennem Lucys sangtalent en musikalsk side, der bliver mere enerverende end rørende og medrivende. Det er en skam, da Rachel Zegler i rollen er en dygtig sanger og leverer et ok engagerende portræt. Tom Blyth som Snow bliver først for alvor en smule interessant alt for sent i filmen til at gribe mig. Forløsningen udebliver, men peger ind i en kommende og mere interessant film.

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ har biografpremiere den 16. november.

‘Forsvundet i natten’ er et insisterende og intenst stykke tragedie

Biografanmeldelse: Afdæmpet, insisterende og intenst. Sådan folder instruktør og medforfatter Amat Escalante sin gribende dramathriller ’Forsvundet i natten’ ud. Her lurer en konstant uro i billedets sitrende udkant. En uro, der også sætter sig nervepirrende i den dragende fortællings midte. Man følger her den unge mand Emiliano, som bor i en lille mexicansk mineby med en speget fortid.

Hans aktivistiske mor er nemlig tre år tidligere under brutale omstændigheder forsvundet, da hun kæmpede mod et mineselskab og for at bevare de lokale jobs. Nu søger Emiliano efter sin mor og sandheden bag hendes forsvinden. Han får dog ikke hjælp fra ordensmagten. Snarere tværtimod. Han kommer dog i sin søgen på sporet af en rig familie i lokalområdet.

Emiliano møder således kunstneren Rigoberto, hans kendte hustru Carmen og deres some-berømte datter Mónica. Men gemmer denne familie på en hemmelighed og sammenhæng til Emilianos mors forsvinden? Er han på vildspor? Eller skal sandheden og hans mor findes et helt andet sted? Med livet i spil sætter Emiliano en ustoppelig retfærdighedssans ind efter at optrevle sandheden.

Emiliano er den centrale menneskelige nerve i en fortælling med fascinerende og engagerende forgreninger mellem rig og fattig samt en lille bys fordækte hemmeligheder mellem fortid og nutid. Amat Escalante lykkedes på sirlig og nervepirrende vis at fortælle sin historie med detektivarbejde, ung kærlighed og skeletter i skabene på elegant vis.

Jeg får en knugende sten i maven og rammes i hjertet af filmens både tragiske slagside samt Emiliano og hans kærestes søde kærlighed. Juan Daniel García Treviño portrætterer med et gribende nærvær Emiliano, mens Ester Expósito med underspillet desperation er den komplekse Mónica. Det eksplosive forhold mellem Carmen og Rigoberto indtages af Bárbara Mori og Fernando Bonilla.

’Forsvundet i natten’ fungerer med andre ord på flere niveauer og parametre, hvor bl.a. også filmens visuelt brillante side er smukt og intenst foreviget af fotografen Adrian Durazo med naturgribende scenarier og medrivende actionelementer. Amat Escalantes potente dramathriller er kort fortalt en nuanceret og engagerende filmisk fornøjelse for både øjne og ører, hjerte og krop.

’Forsvundet i natten’ får 5 ud af 6 stjerner.

’Forsvundet i natten’ har biografpremiere den 9. november.

‘The Marvels’ starter ganske godt, men taber så pusten

Biografanmeldelse: Der er superhelte-komik og kosmiske kampe i den actionfyldte ’The Marvels’. Her vender Brie Larson tilbage som Carol Danvers aka den magtfulde superhelt Captain Marvel, som vi mødte i solofilmen ’Captain Marvel’ i 2019. Noget er dog ikke helt, som det plejer at være, når hun denne gang bruger sine mægtige kræfter.

På mystisk vis bliver superheltens evner nemlig filtret sammen med ikke alene Monica Rambeau, men også en af hendes største fans, nemlig den unge Kamala Khan med aliasset Ms. Marvel, der også besidder superhelte-kræfter. Dette trekløver afføder en ganske morsom trio, hvor særligt Kamala bidrager med charme og komisk timing.

Det er nu op til super-trioen at finde ud af, hvordan de kan bruge deres sammenfiltrede super-evner til at redde intet mindre end universet. Det er på sin vis desværre småt med opfindsomheden i historien, der heller ikke formår at få stablet en reel og troværdig trussel på benene, hvor bl.a. den forglemmelige skurk Dar-Benn aldrig bliver intimiderende.

Der kommer dog indledningsvis nogle ganske fine og sjovt tænkte kampscener ud af trioens sammenfiltrede evner, da de her skifter plads på kryds og tværs. Opfindsomheden i action-scenerne forstummer desværre noget filmen igennem og bliver ganske generiske. Det selvom der ellers ivrigt forsøges med flyvende helte, store eksplosioner og vilde rumskibe.

Der hvor ’The Marvels’ fungerer bedst er i samspillet og dynamikken i trioen aka The Marvels. Her skinner særligt Iman Vellani charmerende, sjovt og veloplagt igennem som Kamala. Hun er et varmt og ret så medrivende bekendtskab. Brie Larson bærer med styrke og ok autoritet portrættet af Captain Marvel, mens Teyonah Parris ikke helt får samme pondus som Monica.

’The Marvels’ kender heldigvis sin besøgstid med en spilletid på 1 time og 45 minutter i denne film nummer 33 i Marvels filmiske univers, hvor vi atter møder en altid cool Samuel L. Jackson som Nick Fury. Det er som komedie og dynamisk trio, at filmen fungerer bedst, mens action og historie lander fladt i det generiske, mens et følelsesmæssigt engagement desværre lader vente på sig.

’The Marvels’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Marvels’ har biografpremiere den 8. november.

‘Reality’ sniger sig tiltagende intenst ind i kroppen på mig

Biografanmeldelse: Den snigende trykkede stemning er til at tage og føle på i ’Reality’. For da NSA-oversætteren Reality Winner en dag i 2017 får uventet besøg af to høje herrer, der viser sig at være FBI-agenter, bliver det starten på en ret så underlig, men også rolig snak. Men hvad vil de to agenter? Reality synes i hvert fald ikke at ane, hvad det hele drejer sig om.

Snakken udvikler sig med et sikkert greb om en tiltagende intensitet og et ubehag, der smitter både af på mig og ikke mindst på Reality. Bl.a. optrappes hele situationen, da de to agenter fremviser en ransagningskendelse til hendes hus. Sandheden om de to mænds ærinde bliver filmen igennem stille, men sikkert åbenbaret for både mig og Reality.

Der er nemlig noget så alvorligt i spil, som at Reality skulle have smuglet fortrolig information ud til offentligheden fra sit arbejde. Det handler om præsidentvalget i 2016. Mere skal ikke siges her, for det er bl.a. netop i måden, hvorpå den underspillede konfrontation foldes ud, der er en del af filmens dragende væsen.

Instruktør og medforfatter Tina Satter lykkedes med at skabe, hvad der minder om et nervepirrende kammerspil mellem Reality og de to agenter via et velstruktureret og veleksekveret manuskript samt stærkt billedmæssig flair for bl.a. at skabe intimitet af fotografen Paul Yee. Filmens sitrende score af Nathan Micay smyger sig elegant og pirrende om fortællingens forskellige stemninger.

Sydney Sweeney er virkelig god som den uvidende Reality. Hun formår at spille med få virkemidler, der brænder igennem, hvor hun bl.a. også bliver tiltagende nervøs over hele situationen. De to agenter – i skikkelse af henholdsvis en kølig Marchánt Davis og den mere underligt joviale Josh Hamilton – er et virkelig godt modspil til dramaet. Et stærkt trekløver.

Kort fortalt er ’Reality’ en lille velspillet film af uro og nervøsitet, der med et snigende sikkert tag om at skabe tiltagende intensitet formår at holde min interesse fanget. Nu kender filmen også sin besøgstid med sine små 80 minutters spilletid. Det hele båret oppe af bl.a. et velinstrueret narrativ, der i elegant samspil med billede og lydside bringer dramaet til live.

’Reality’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Reality’ har biografpremiere den 2. november.

Nisse-gys og julegrin med ‘There’s Something in the Barn’

Biografanmeldelse: Hvis du spørger mig, er der altså noget en smule creepy over nisser. Selvom de ganske vist også er søde. I julegyserkomedien ’There’s Something in the Barn’ er de dog mest af den creepy og ikke mindst brutale slags. For da en amerikansk familie flytter til Norge, får de snart deres at se til, da ondsindede og dræberparate nisser dukker op i den søde juletid.

Deres nye og afsidesliggende hjem huser nemlig en mørk fortid og er også bosted for en lille skægget nisse. Desværre overholder familien ikke helt de regler, der ellers holder nisser søde og hjælpsomme. Bl.a. er nisser ikke glade for høje lyde og forandringer, hvilket man må sige, at familien står for, da de planlægger at lave laden, hvor nissen bor, om til en Airbnb.

Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang nisse-gys og jule-ballade, hvor julen ender med at være knapt så fredelig for den nytilflyttede familie. En ting er sammenstødet mellem amerikanerne og de lokale forknytte nordmænd i landsbyen, noget andet er nisserne. Der er bl.a. noget sjovt i netop mødet mellem de udadvendte amerikanere og de fåmælte indfødte, så at sige.

Desværre løber filmens jokes ofte ad en forudsigelig rille i historie og komik. Det gælder også det dog heldigvis ok blodige og brutale møde med en gruppe fæle nisser. For selvom løjerne måske nok er forudsigelige, er de også nogenlunde underholdende sat i scene. Bl.a. er nisserne et ganske herligt bekendtskab. Jeg tror på deres nederdrægtighed kontra hjælpsomhed.

Det er ganske vist bevidst, at der arbejdes med klichéer i form af bl.a. en tvær teenager og en nisserglad lillebror, mens far og mor naturligvis ikke tror en tøddel på sønnikes nissehistorier. Klichéerne ramler bare ind i en som sagt forudsigelig historie, hvor jokes og nissemord ikke helt rammer plet vejen igennem. Det er en skam, da bl.a. både stemning og instruktion er ret vellykket.

’There’s Something in the Barn’ er i sidste ende en lidt uforløst julefornøjelse, som dog heldigvis ved, hvad den er og samtidig kender sin besøgstid med sine 100 minutter. Nogen ny juleklassiker er her dog nok ikke helt tale om. Mindre kan bestemt også gøre det, selvom nisse-balladen er en lidt frustrerende oplevelse, da den er tæt på at kunne være bedre, end tilfældet desværre er.

’There’s Something in the Barn’ får 3 ud af 6 stjerner:

’There’s Something in the Barn’ har biografpremiere den 2. november.

‘Sound of Freedom’ er et ubærligt kig ind i børnehandel

Biografanmeldelse: Det er virkelig en forfærdelig historie, der fortælles i det højspændte drama ’Sound of Freedom’, som er baseret på en ubærlig sand historie. Filmen handler om noget så umenneskeligt som handel med og kidnapning af børn til sexhandel. Man følger den dedikerede efterretningsagent Tim Ballard, der gør alt for at sætte en stopper for denne mishandling af tusindvis af børn.

Han er en martret mand af det, han i sit arbejde har set. En sjæl, der er revet itu. Han er ægtemand og far til en stor børneflok. Kontrasten mellem hans familieliv og arbejdslivet kunne ikke være større. Det er da også på mange måder en skrækkelig historie, man er vidne til, når Tim Ballard drager på en mission med livet som indsats i forsøget på at redde hundredvis af børn.

Turen går til Columbia, hvor menneskehandelen bl.a. holder til. Det er starten på en stor aktion, der skal sætte de mange børn fri og folkene bag fanges for deres kyniske handlinger. Filmens dybt tragiske og alvorlige emne bliver desværre meget ofte søbet ind i bl.a. kværnende strygere på lydsiden.

Historien banker altså ikke videre elegant sine pointer fast, hvor et følelsesmæssigt indblik i de medvirkende ikke helt får det gribende liv, der sigtes efter, men er meget overfortalt. Jeg forstår bestemt godt filmens absolut berettigede indignation mod handlen med børn. Desværre er det bare tungt og klodset fortalt, hvor jeg på trods mærker vreden pible i mit indre.

Jim Caviezel giver da også et intenst portræt af Tim Ballard med et plaget blik i øjnene. Han er ødelagt, men jagter håbet i en verden af ondskab og ødelagte skæbner. Der er ingen vindere her, hvilket er en tragisk pointe, der dog bare tvinges igennem med store bogstaver. De onde er mere end onde, hvilket bestemt står i deprimerende kontrast til uskylden selv i skikkelse af børnene.

’Sound of Freedom’ kan mest af alt pga. sin historie grundet i virkeligheden ikke undgå at gøre indtryk. Desværre fortælles det hele bare tungt, hvor hver en pointe og følelse bøjes i neon og skæres ud i tykt pap. Ganske vist er det en vigtig virkelighed, der ligger til grund for og fortælles i filmen, men som film rammer den firkantet og overforklarende ind i egen indignation og pointer.

’Sound of Freedom’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Sound of Freedom’ har biografpremiere den 2. november.

David Finchers ‘The Killer’ er knivskarpt skåret kølig kynisme

Biografanmeldelse: Med køligt overblik folder David Fincher historien om en lejemorder knivskarpt ud i ’The Killer’, hvilket på fascinerende vis ekkoer Michael Fassbenders portræt af titelkarakterens koldblodige tilgang til verden. Med en rolig voice-over af vores lydløse dræber, føres jeg dragende ind i hans verden af kynisme og kolde kontanter. Hans verdenssyn, rationale, motivation og leveregler.

Da et job imidlertid ikke forløber som planlagt, sender det lejemorderens liv ud af kurs. Dramaet dirrer underspillet fra filmens første og nøje instruerede scene, hvor tankerne hos vores unavngivne lejemorder vandrer og leder mig ind i hans sind, som det er tilfældet filmen igennem. Jeg bliver sat ind i en verden af ventetid. Af stilstand. Af ensomhed. Af nærmest umenneskelig dedikation.

Det er en virkelig besættende verden at blive en del af, hvor fortællingen på i grunden ganske lavmælt vis sniger sig afsted – dog med hidsige lynnedslag af blodig brutalitet og heftig adrenalin. Michael Fassbender kropsliggør med melankolsk gemyt sin dræber, som jeg måske nok ikke forstår, men må forsøge at forstå via filmens insisterende væsen udi at rulle hans indre liv ud.

David Fincher sætter med nøje virkemidler sit portræt stævne og kaster ham ind i en række eksistentielle spørgsmål og en menneskelig krise. For er den koldblodige dræber i grunden også helt ind til benet kynisk og beregnende – eller er der en flig af menneskelighed gemt dybt bag de triste øjne i denne filmatisering af den franske tegneserieføljeton af Alexis “Matz” Nolent og Luc Jacamon?

’The Killer’ er både en filmteknisk og velinstrueret fornøjelse, der visuelt hiver mig ind i hver en indstilling og de smukt kontrastfulde billeder af filmens fotograf Erik Messerschmidt, mens det levende og medrivende score af Trent Reznor og Atticus Ross pirrer mine ører og sætter sig i kroppen på mig. Michael Fassbender smyger sig elegant ind i midten af det hele med sit intense og nærværende portræt.

Det er kort fortalt en filmisk fornøjelse at opleve ’The Killer’, som altså smider mig insisterende ind i en lejemorders bizarre verden af moral, etik og svært forsvarlige leveregler. En film, der ganske vist emmer af kulde og kynisme i sit isnende karakterstudie, men også leverer en understrøm af det modsatte, hvilket i glimt synes at pible frem i fortællingens nærmest usynlige sprækker.

’The Killer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Killer’ har biografpremiere den 26. oktober.

Den uforløste ‘Five Nights at Freddy’s’ er noget tung i røven

Biografanmeldelse: Det lyder som et job, der ikke er helt fint i kanten. Men Mike har hårdt brug for et arbejde, så han kan bevare forældremyndigheden over sin lillesøster Abby i ’Five Nights at Freddy’s’. Han takker derfor ja til tjansen som nattevagt på det nu lukkede Freddy Fazbear’s Pizzeria. Et spisested, der engang emmede af børnelatter og familiehygge. Det gør det ikke mere.

Mikes nye arbejdsplads huser nemlig som forventet sin del af mystik og ubehagelige overraskelser. Det går naturligvis kun alt for sent op for ham. Sideløbende med at holde styr på sit job og lillesøsteren, slås Mike også med et brutalt barndomstraume, der vender tilbage hos ham som mareridt. Han er depressiv og har i det hele taget svært ved at klare hverdagen og holde modet oppe.

Det er dog som om, at hans traume bliver et lidt mindre problem på arbejdet, da det viser sig, at stedets store robotbamser har et eget liv og ikke er videre venligt stemte overfor ubudne gæster. Der er således et familiedrama i spil tilsat groteske maskotbamser med dræbertendenser. Desværre bliver ingen af delene videre engagerende forløst. Mest af alt er det kedeligt.

Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes at få sendt hverken gys, traume eller det menneskelige drama rigtigt afsted. Hertil vakler filmen bl.a. noget ubeslutsomt mellem sine forskellige dele. På den ene side er der robotbamse-mordere med brutale drab, mens man på den anden side finder den pressede Mike og det drama, han gennemgår med både sig selv og sin indadvendte søster.

’Five Nights at Freddy’s’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, der på trods af at være kedelig og langtrukken har få gode takter. Bl.a. det dejligt groteske sammenstød mellem de søde bamser og deres blodige tendenser, mens det er forfriskende at se det forsøgt bakket op af dramatisk tyngde. At denne kombination ikke lykkedes, er virkelig bare ærgerligt.

Kort fortalt er ’Five Nights at Freddy’s’ hverken rigtigt morsom som grotesk robotbamse-slasher eller engagerende som familiedrama. I stedet ender det hele uforløst og kedeligt i denne filmatisering af spillet af samme navn. Josh Hutcheson som Mike er heller ikke vildt gribende. Så er der mere vellykket drama i Piper Rubio som Abby. Lige lidt hjælper det dog på denne tunge sag.

’Five Nights at Freddy’s’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Five Nights at Freddy’s’ har biografpremiere den 26. oktober.

‘Killers of the Flower Moon’ griber mit hjerte og knuser det

Biografanmeldelse: Du bør ikke lade dig afskrække af, at den legendariske filmskaber Martin Scorseses ’Killers of the Flower Moon’ er godt 3 timer og 30 minutter. Den er hele sin spilletid værd. Det gælder både karakterernes og fortællingens kompleksitet, mens der udfoldes et dragende tidsbillede i 1920’ernes USA, hvor der på mystisk vis sker en række mord på medlemmer af Osage-stammen.

Det dramatiske omdrejningspunkt finder man i Leonardo DiCaprios sammenbidte Ernest og hans hustru Mollie, der spilles med sejhed og følelsesmæssig nerve af Lily Gladstone. De står som hele mennesker både hver for sig og sammen. Det selvom deres indledende flirt ikke rammer mig helt rent. Heldigvis griber deres relation mig mere og mere filmen igennem.

Ernest kommer til byen Fairfax, hvor olien flyder med rigdom til følge. Alle vil have en bid af kagen, der dog tilhører det nu meget velhavende indfødte Osage-folk. Her starter Ernest at arbejde for sin formuende og magtfulde onkel William ’King’ Hale, der portrætteres blidt og urovækkende af Robert De Niro. Rigdommen kommer dog ikke uden problemer og misundelse.

Der er en både underliggende og yderst udtalt strid mellem de hvide borebisser og de indfødte. Snart opstår der da også sin del af hemmeligheder, rænkespil og magtkampe både bag og foran kulissen i olieland. De uopklarede mord får ordensmagten til byen, hvorfor en insisterende detektivhistorie lægges ned over den allerede intense fortælling om kærlighed, magt og tragedie.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i et mørkt kapitel af USA’s historie. Det fortælles med indlevelse og nærvær, hvor det bl.a. er i skuespillerpræstationerne, at fortællingen får menneskelig nerve og hjerte, der knuser mig med et uskyldens forlis og grisk grådighed. Det er med et sikkert greb om karaktererne og den komplekst sirlige historie, at Martin Scorsese kommer vellykket i mål.

’Killers of the Flower Moon’ sætter en smerte ind i både min mave og mit hjerte, hvor gråzonerne står tankevækkende frem. Derfor lever og overlever filmen også sin lange spilletid, hvor jeg ikke ville gå glip af et eneste øjeblik, selvom der er lidt plotmæssige gentagelser, som dog heldigvis samtidig er med til at understrege og give historiens tragiske slagside den mere gennemslagskraft.

’Killers of the Flower Moon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Killers of the Flower Moon’ har biografpremiere den 19. oktober.

‘The Exorcist: Believer’ leverer ujævn dæmon-underholdning

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme slå fast, at nej, gyserfortsættelsen ’The Exorcist: Believer’ ikke er noget nær så mesterlig som William Friedkins skelsættende besættelsesklassiker ’The Exorcist’ fra 1973. Dermed ikke sagt, at denne nye film ikke har noget at byde på. For det har den. Her 50 år efter den første film fortsætter således den dæmoniske historie.

Bindeleddet mellem de to film bliver den første films mor til den dengang besatte 12-årige Regan, nemlig Chris MacNeil. Hun spilles igen af den i dag 90-årige Ellen Burstyn. Det gør hun godt. Med en sarthed bag sine seje øjne, der har set og overlevet noget, de fleste aldrig kunne drømme sig til i selv deres værste mareridt. Mareridtet fortsætter dog nu, da to piger forsvinder sporløst.

Da de atter dukker op, er noget forandret ved pigerne. Helt præcist hvad kan hverken forældre eller læger blive kloge på. Det ender – som det jo gør i den her slags film – med, at der hidkaldes folk til hjælp, herunder netop den dæmonerfarne Chris MacNeil samt den lokale kirke. Fra søde og uskyldsrene piger til arret ondskab og dæmonspruttende gru. You know the drill.

’The Exorcist: Believer’ ser bort fra øvrige film i franchisen og starter på en frisk i forlængelse af den 50-årige original. Det kan måske nok synes som et billigt gysertrick denne gang at lade ikke blot én, men hele to piger blive besatte. Det er det måske også. Men Lidya Jewett og Olivia O’Neill er gribende. Både før besættelsen, men ikke mindst også som besatte piger med opkast, blod og bandeord.

Selvom der bl.a. serveres et par unødvendige fake scares og ikke alle karakterer kommer fyldestgørende til deres ret, så er jeg med i pigernes levende mareridt, der desuden er ret så ulækkert. Herligt! Men båndene til alle karaktererne er altså ikke hele vejen rundt lige stærkt, dog står bl.a. Leslie Odom Jr. som den ene af filmens fædre fint frem, som fortællingen folder sig ud.

’The Exorcist: Believer’ er måske nok ujævn, hvor der bl.a. er mange idéer i spil, som ikke alle lander helt medrivende, skræmmende eller tankevækkende nok. Tyngden i filmens drama er altså ikke helt så stærkt, som jeg kunne have ønsket mig – og herunder mit følelsesmæssige engagement i fortællingen. Det sagt, så er gyset et ok medrivende, grumt underholdende og klamt dæmongys.

’The Exorcist: Believer’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Exorcist: Believer’ har biografpremiere den 12. oktober.