Foo Fighters kæmper mod ondskaben i ‘Studio 666’

Biografanmeldelse: Hvorvidt man skal være hardcore fan af Foo Fighters for sådan rigtigt at kunne sætte pris på deres gyser-komedie ’Studio 666’, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg lytter selv med mellemrum til bandet, men nogen hardcore fan er jeg ikke. Til gengæld er jeg hardcore gyserfan, og der er absolut flere ting, der spiller splattet godt i filmen, der desværre bliver for lang for sit eget bedste.

Men hvad handler det overnaturlige gys så om? Foo Fighters – det rigtige band – står overfor at skulle lave deres 10. album. Det skal selvsagt være noget helt specielt. Så med bandets frontmand Dave Grohl som primus motor, flytter de nu ind i en gammel og knirkende villa for at indspille albummet. Villaen huser dog en blodig fortid, der nu sniger sig grumt ind på bandet.

Der lurer nemlig noget dæmonisk i skyggerne, hvilket Grohl hurtigt fornemmer, men slår hen igen. Således kan optagelserne starte, men skriveblokaden sætter ind – og hvad stiller Grohl og co. så op? Herfra er det i et noget tungt tempo, at fortællingen folder sig ud. Der krybes olmt fra den ene til den anden scene, hvor bl.a. rødøjede dæmoner lurer i mørket, mens Grohl bliver mere og mere manisk.

Det er præmissen, hvilket egentlig er cool. For hey, kombinationen af tung rock, bandet og her karismatiske Grohl samt en portion blodig gore på den overvejende gammeldags facon afføder ganske fin gyserunderholdning i den lette ende, mens genren tages under kærlig, kæk og selvbevidst behandling. ’Studio 666’ er uden tvivl lavet med det blodige hjerte på rette sted.

Jeg fornemmer i hvert fald en oprigtighed i projektet og det konstante glimt i øjet, hvor dynamikken i bandet og deres gode energi smitter af på mig. De har uden tvivl haft det sjovt med at lege gyserfilm, så det har jeg også – i hvert fald et stykke af vejen. For desværre trækkes historien i langdrag og bliver noget træg undervejs, hvor scenerne begynder at minde om hinanden.

Det sagt, så diskes der op med flere fint sjaskede drab, et par seje dæmoner og sin del af medrivende musik, hvor det overvejende er Grohl, der bærer læsset, hvilket han sådan cirka slipper afsted med takket være bl.a. også filmens kække tilgang gyset, der emmer af 80’erne, hvor bl.a. skrækmesteren John Carpenter dukker op i en cool cameo og ikke mindst på lydsiden. Sejt!

’Studio 666’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Studio 666’ har biografpremiere den 10. marts.

‘The Batman’ omfavner mørket i mere end en forstand

Biografanmeldelse: Batman er tilbage for fuld dysterhed. Mørket lukker sig nemlig i ’The Batman’ om Gotham City, både visuelt, men også i overført betydning. Kriminaliteten er tårnhøj og stofferne florerer i gaderne. Ikke nok med det, så indfinder en gal seriemorder sig i byen, der under navnet Riddler slår højtstående personer ihjel og efterlader kringlede gåder på gerningsstederne.

Det er nu op til Batman – som disse gåder bl.a. adresseres til – at stoppe morderen, inden han slår til igen. Og igen. Og igen. Med hjælp fra kriminalbetjent Gordon begiver Nattens Ridder sig nu ind i et menneskeligt mørke. Både sit eget, morderen og byens mørke. Han vil gøre en forskel. Han vil udradere ondskaben. Give håb til en by i forfald. Men hvad vil det koste ham og byen?

Den kappeklædte helt er altså tilbage i ny og intimiderende form, der gemmer på en mut Robert Pattinson bag masken. Han er en god, melankolsk og alvorlig Batman, men en mindre formfuldendt Bruce Wayne. Det her er klart Batmans film. En ung Batman, der er ved at finde sit fodfæste som helt, mens historien mere smager af thriller og detektivfortælling end af tjubang og superhelte-action. Det fungerer.

’The Batman’ er mørk, mørkere, mørkest. Det er alvor og gravalvorligt, når vi også støder på skurke som en klam udgave af the Penguin og gangsterbossen Carmine Falcone samt en tvetydig Catwoman, der ligeledes er på jagt i natten. Paul Dano er frygtindgydende vanvittig som Riddler, Colin Farrell ukendeligt ækel som Penguin og Zoë Kravitz er en hårdtslående sensuel Catwoman. Stærkt!

Med filmens spilletid på hele tre timer, bliver fortællingen – dens kompleksitet til trods – desværre sine steder lidt lang i spyttet, mens bl.a. også nogle psykologiske mekanismer i Batman-karakteren af og til bliver skåret lidt for meget ud i pap. Det sagt, er instruktør og medforfatter Matt Reeves lykkedes virkeligt dragende godt med at dystert univers, der huser overbevisende ondskab og kold kynisme.

Jeg er ganske enkelt forgabt i det mørke univers, filmens sine steder vaklende skridt til trods. ’The Batman’ er kort fortalt et dejligt dystert dyk ned i Batman-myten og et spændende nyt spark til helten, hvor jeg dog håber på et bedre indblik i Bruce Wayne i fremtiden. For vi får forhåbentlig endnu en film – og gerne flere – i denne nye inkarnation af universet med Gothams frelser: The Batman!

’The Batman’ får 5 ud af 6 stjerner:



’The Batman’ har biografpremiere den 3. marts.

‘Parallelle mødre’ tager sig dramatisk dragende af moderskabet

Biografanmeldelse: Moderskabet står som en spirende piedestal helt centralt i den spanske filmskaber Pedro Almodóvars nyeste og farverige værk ’Parallelle mødre’, mens her også gives dramatisk plads til temaer som fælles traumer og fortidens spøgelser. Vi møder her to gravide singlekvinder, der ender på samme fødestue og med hver deres nyfødte baby i favnen.

Henholdsvis fotografen Janis, der er omkring de 40, mens den noget yngre teenager Ana ikke helt har fundet sin vej i livet endnu. Forskellene stopper dog ikke der. For hvor Janis står stærkt midt i livet og med stor glæde i øjnene over at skulle være mor, er Ana mere usikker og desuden blevet gravid under tragiske omstændigheder. Fælles for dem begge er dog, at graviditeten ikke var planlagt.

Selvom modsætningerne mellem de to kvinder ved første øjekast måske nok står stærkest frem, binder ikke mindst moderskabet de to sammen her på fødegangen, hvilket skal vise sig at blive starten på et uventet venskab, der får stor betydning for dem begge. Det er således kvinder, moderskab og forholdet mellem disse, der agerer dramatisk guide gennem filmen.

Penélope Cruz indtager med nærvær, karisma og dramatisk tyngde rollen som Janis, der forsøger at jonglere sin nye rolle som alenemor og samtidig håndtere fortidens skygger fra borgerkrigen, der trækker tragiske tråde ind i hendes familie. Milena Smit giver som Ana et følsomt og sart portræt af en kvinde, der har svært ved at finde fodfæste i livet og i sig selv. De to sammen er dynamisk godt forløst.

Det er derfor også til at leve med, at fortællingen og beskrivelsen af vores to hovedrolleindehavere undervejs måske nok mister lidt nerve og dramatisk fremdrift. Hertil kommer den forførende palet af stærke farver som dybe grønne, røde og orange, der pirrer mine øjne mellem kulturelt velfunderede bogreoler og kunst på væggene i bl.a. Janis’ hjem. Det er visuelt stimulerende.

Pedro Almodóvar har med ’Parallelle mødre’ skabt en for det meste af vejen ganske dramatisk dragende fortælling om kvinder, moderskab, fælles traumer og personlige tragedier, der som helhed måske nok vakler lidt, men som fortælling alt sammen peger mod lysere tider. Det er bare med at se fortidens spøgelser i øjnene, hvis fortidens mørke skal byttes ud med en lys fremtid.

’Parallelle mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Parallelle mødre’ har premiere den 3. marts.

En brillant Nicolas Cage er på jagt efter sin gris i ‘Pig’

Biografanmeldelse: Langt ude i Oregons krøllede skove bor den forknytte eneboer Robin med sin gris i pagt med naturen. Her ernærer han sig med hjælp fra grisen af at finde og sælge de eftertragtede og bekostelige trøfler. Robins rolige verden ramler dog en nat, hvor hans lille hytte invaderes af ukendte gerningsmænd, der slår trøffeljægeren i gulvet og stjæler hans elskede gris.

Forslået og rundtosset vågner Robin op den næste dag, der således bliver starten på en forbitret og ikke mindst målrettet jagt på gerningsmændene for at få grisen tilbage. Han bliver i sin jagt modvilligt nødt til at søge ind til den nærliggende storby, hvor han kommer til at stå ansigt til ansigt med en ellers bortgemt fortid, hvor både skumle typer og sin del af overraskelser venter.

Det lyder måske nok som en omgang gængs hævntogt. Det er dog langt fra tilfældet i hænderne på instruktør og medforfatter Michael Sarnoski, der med dragende sans for både at skabe et rigt indre liv hos Robin og samtidig balancere karakterens information, der drypvis kommer i spil fortællingen igennem, er med til at åbne op for Robin, hans fortid og hemmeligheder.

’Pig’ er elegant fortalt og ikke mindst engagerende spillet af Nicolas Cage, der hele vejen sitrer af intenst nærvær, intimiderende styrke og med en følelsesmæssig klangbund, der går fornemt i spænd med fortællingen. Med sig på rejsen har han den noget uvildige Amir, spillet af Alex Wolff som højrøvet forretningsmand og trøffelkunde hos Robin. De to udgør et umage og gribende par.

Det er dog uden tvivl Nicolas Cages film. Jeg kan ganske enkelt ikke tage øjnene fra ham. Han beviser atter engang og med al tydelighed, hvorfor han fortsat er en af vor tids absolut bedste, mest interessante og alsidigste skuespillere. Han får sin karakters både indre og ydre til at gå op i en højere enhed med tilbagetrukket gestik og stemmekontrol, der kryber helt ind på livet af mig.

’Pig’ leverer kort fortalt en grundlæggende spændende historie om fortid, traumer og sorg – det med jagten på en trøffelgris som historiemæssigt afsæt. Nicolas Cage er ganske enkelt brillant som den mutte Robin i en fortælling, der har en gribende og alvorstung klangbund, det uden helt at undlade glimt af underspillet humor. Det bliver virkelig spændende at se, hvad Michael Sarnoski har at byde på i fremtiden.

’Pig’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Pig’ har biografpremiere den 17. februar 2022.

Actionbraget ‘Moonfall’ er dejlig dum destruktion

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at ødelæggelsernes mester Roland Emmerichs nyeste destruktionsfilm ikke just er hverken subtil eller troværdig. Tværtimod. Det er nu heller ikke meningen. Den er nemlig lige præcis det modsatte. Den er storladen og tåbelig i sit langt-ude-plot. Det er dog ikke ensbetydende med, at ’Moonfall’ ikke er underholdende. For det er den.

Ganske vist bliver de bombastiske løjer for lange for deres eget bedste og mister lidt pusten af og til undervejs i sine to timer og 10 minutters bulder og brag. Emmerich ved dog absolut godt, hvad han laver. Han vil underholde. Koste hvad det vil. For nej, ’Moonfall’ skal absolut ikke være hverken realistisk eller troværdig, men derimod forsøge at underholde på et overdrev for fuld skrue.

Her er netop tale om en film på et vildt overdrev, der i al sin vælde hiver mig med ind i sit univers, hvor intet giver mening. Og så alligevel. ’Moonfall’ giver nemlig mening på sin helt egen dejligt dumme måde, hvor Jorden skal reddes fra månen, der under mystiske omstændigheder er røget ud af sine bane og nu er på kollisionskurs med Jorden, hvor den sikre død således venter menneskeheden.

Vi møder her den afdankede og tidligere astronaut Brian Harper, der af skæbnens uransagelige veje fører ham sammen med sin tidligere astronaut-kollega Jocinda Fowler samt ikke mindst også med den småexcentriske konspirationsteoretiker KC. Det umage trekløver må nu under umulige omstændigheder rejse mod månen for at redde Jorden fra den sikre undergang.

Mere behøver man sådan set ikke at vide om dette bombastiske bæst, hvor stor ikke er nok og størst nærmest heller ikke kan gøre det. For når jeg lige tror, at nu kan det ikke blive meget dummere, så kaster handlingen sig ind i den næste plotmæssige umulighed, som dog skal siges at være et ret så underholde ridt ind i Emmerichs verden af tonstunge tåbeligheder af ren destruktion.

’Moonfall’ lever med andre ord ikke af et realistisk favntag med masseødelæggelse, men derimod af, at jo mere bombastisk det hele er, desto bedre. Trekløveret i front er desuden gode, hvor Patrick Wilson, Halle Berry og John Bradley har fin dynamik. Desværre løber løjerne altså lidt for langt for deres eget bedste. Men hey, hvis noget skal smadres for fuld skrue, så lad trygt Emmerich om det.

’Moonfall’ får 3/6 stjerner:

’Moonfall’ har biografpremiere den 17. februar.

‘Du som er i himlen’ er brutal og rå, men også dragende smuk

Biografanmeldelse: Det er med en både smuk og foruroligende scene, at det danske drama ’Du som er i himlen’ åbner sluserne til både himlen og gud i det høje. Himlen males rød. Der er noget urovækkende på færde. Det øjnes i horisonten og mærkes i maven. I det hele taget gribes der til interessant tænkte mareridtslignende syner i samspil virkelighedens brutalitet filmen igennem.

Fortællingen udfolder sig på en gård i slutningen af 1800-tallet, hvor vi overvejende kommer ind på livet af en række unge og ældre kvinder samt deres forskellige tilgang og udsyn på livet. Det er tre generationer, man her møder. Mormoren, moderen og børnene, hvor historien primært ledes gennem den 14-årige Lise, der med udslået hår og på tærsklen til voksenlivet stadig leger og pjatter rundt.

Hun er den første i familien, der skal i skole, hvilket sætter hende mellem to stole. Bl.a. er hendes far stærkt imod det, mens moderen bakker hende op. Hendes plads på gården og her i starten af sit liv, er hun dog fuld af glæde og håb for fremtiden. Men da hendes mor går i fødsel, bliver det starten på en barsk nat med fødselsproblemer og moderens foruroligende skrig fra fødselssengen.

Gennem Flora Ofelia Hofmann Lindahls stærke, agtsomme og gribende portræt af Lise, er her også tale om en fortælling om ens plads i livet, det at blive voksen, få ansvar og skulle forsøge at leve op til de forskellige forventninger, der hviler på ens skuldre. For selvom fortællingen udspiller sig i 1800-tallet, er disse temaer friske og nærværende forløst i en rå, men også af og til helt drømmende virkelighed.

Det er bl.a. netop i filmens visuelt dragende spil mellem mareridtslignende kig ind i et indre liv og virkelighedens intense drama, at der opstår en filmisk forførende fortælling. Her indfanger fotograf Marcel Zyskind fortællingens nuancer med nerve og følsom fornemmelse, mens musik af Kristian Leth og lydsiden af Peter Albrechtsen danser opfindsomt sammen med både billeder og fortælling.

Instruktør og manuskriptforfatter Tea Lindeburg spillefilmsdebuterer kort fortalt med et stærkt og vedkommende drama, der forløses i en overbevisende helhed. Baseret på Marie Bregendahls roman ’En dødsnat’ fra 1912, får den mere end 100 år gamle fortælling således nyt og gribende liv i en film, som i det hele taget byder på interessante karakterer og engagerende portrætter.

’Du som er i himlen’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Du som er i himlen’ har biografpremiere den 10. februar.

‘Uncharted’ leverer bulder, brag og en hul skattejagt

Biografanmeldelse: Lad mig bare til en start sige, at jeg ikke har spillet computerspillet, som eventyrfilmen ’Uncharted’ er baseret på. Jeg har derfor ikke hverken et forhold til dens karakterer, historie eller univers. Jeg var med andre ord et blankt lærred forud for at blive kastet ind i actionfilmens løjer af oneliners, skattejagt og et umage venskab mellem den unge Drake og den erfarne Sully.

Her forsøges indledningsvist etableret følelsesmæssig tyngde til Drake, der lever med et savn af sin storebror, der forlod ham, da de var små. Der kommer bare aldrig nok dramatisk kød på hans karakter til, at jeg følelsesmæssigt investeres i ham. Det samme gælder også for de øvrige medvirkende, bl.a. hans partner in crime Sully, der hyrer ham ind til jagten på en enorm guldskat.

Det efterlader mig i lidt af et tomrum, når den vilde skattejagt flyver afsted. Men selvom her altså ikke er tale om videre interessante karakterer, hvor nærmest kun Antonio Banderas bidrager med karismatisk skurkeintensitet, er de luftige personager af flere af de medvirkende trods alt ok tjept leveret. Ikke mindst Tom Holland som den kække Drake.

Mark Wahlberg kommer karismatisk til kort som Sully, mens Sophia Ali som duoens tredjehjul ej heller rigtigt formår at engagere mig. Det gør sig også gældende for Braddock, der i skikkelse af Tati Gabrielle dog gør visuelt sej statur som kampklar skurk. Nu forsøger ’Uncharted’ sig nu heller ikke med karakterbåret action, men mere med et ren og skær action-eventyr.

Det skal derfor også siges, at fortællingens buldrende skattejagt leveres med et ok energisk plotmæssigt flow, der trods alt momentvis holder mig nogenlunde til ilden. Dog er Drake og Sullys strabadser for det meste skåret over letkøbte løsninger, når gåder skal løses og de lykkedes med det på ganske let vis, hvor det således forbliver småt med en følelse af reel fare og udfordring.

Kort fortalt er ’Uncharted’ ikke befolket af videre interessante karakterer, mens selve jagten på guldet aldrig rigtigt kommer til at emme af medrivende eventyr. Det sagt, så holder plottet trods alt et ok tempo flere steder undervejs, mens Antonio Banderas gør, hvad han kan med sin rolle. Den store action-finale er dog mere CGI-flad end engagerende bulder, brag og vild skattejagt.

’Uncharted’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Uncharted’ har biografpremiere den 10. februar.

Mesterdetektiven Poirot er tilbage i den slappe ‘Døden på Nilen’

Biografanmeldelse: Jeg er vild med et velkonstrueret whodunnit-mysterie på film. Hvem er ikke det? Det at få lov til at gætte med på, hvem der mon er morderen. Med krimidronningen Agatha Christies bogforlæg af samme navn, bliver der med ’Døden på Nilen’ netop foldet et mordmysterie ud, hvor vi følger mesterdetektiven Hercule Poirot med det karakteristiske overskæg.

Det er som i filmens forløber ’Mordet i Orientekspressen’ fra 2017 Kenneth Branagh, der både indtager detektivrollen og instruktørtjansen. Det hele starter dog ikke med et mord, men med Poirot på ferie i Ægypten, hvor han med rolig mine betragter pyramiderne. Han møder her tilfældigvis en gammel bekendt, der nu inviterer ham ombord på et luksusskib med sin tur ned ad Nilen.

Således bliver et alsidigt arsenal af karakterer nu præsenteret ikke kun for den observante Poirot, men også mig som publikum. Jeg ved allerede nu, at en af disse personer bliver vedkommende, der står bag en kommende forbrydelse. Men hvem? Ganske rigtigt. Poirots ferie bliver nemlig afbrudt af et mord ombord på skibet. Nu må han således bruge sine sirlige detektivevner og løse mysteriet.

Der går desværre bare virkelig lang tid, førend selve mysteriet indtræffer. Man skal som publikum først introduceres for rækken af karakterer, mens plottet ligeledes etableres. Desværre er karaktererne ikke i videre interessante, hvor heller ikke en central kærlighedsintrige får nok dramatisk pondus til rigtigt at få sit tag i mig. Allerede her mister filmen nerve og nærvær.

Jeg ender derfor desværre også med at sidde og vente noget utålmodigt på, at forbrydelsen sker. Men selv da mordet begås, engageres jeg ikke videre af filmens intrigante plot. Jeg bliver ikke grebet eller revet med. Hverken af karaktererne eller mordmysteriet. Det er virkelig en skam, da jeg fornemmer mysteriets styrke et sted i filmens skygger.

Mysteriet og persongalleriet kommer bare aldrig rigtigt ud af pappet og popper op af manuskriptet, der måske nok ville have haft godt af en tilslibning, så både plotudfoldelse og karakterernes forskellige relationer kom til at stå stærkere frem, end hvad tilfældet er. ’Døden på Nilen’ er groft sagt et noget slapt fortalt mordmysterie, der aldrig rigtigt engagerer. Agatha Christie har fortjent bedre.

’Døden på Nilen’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Døden på Nilen’ har biografpremiere den 10. februar.

‘Scream’ er en veloplagt og blodig tur tilbage til Woodsboro

Biografanmeldelse: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ får 4 ud af 6 stjerner:



’Scream’ har biografpremiere den 3. februar.

Lady Diana-dramaet ‘Spencer’ er smuk, klaustrofobisk og tragisk

Biografanmeldelse: Nærmest som et drømmende mareridtsspejl holdt op mod fortidens virkelighed, foldes historien om en række skæbnesvangre juledage sig dragende ud i dramaet ’Spencer’. Her følger man prinsesse Diana, der er på ferie med sin royale familie på et stort gods sat i den smukke engelske natur. Der er dog langt fra noget smukt over forholdet mellem Diana, familien og manden Charles.

Diana synes her nærmest som fanget i det ornamenterede gods’ indre, der kun tager et mere og mere klaustrofobisk greb i prinsessen, hvor skilsmissen med prins Charles sitrer forude, mens Lady Di også kun agerer mere og mere oprørsk overfor husets mange stive traditioner. En juleferie pakket ind i melankolsk tungsind i form af prinsessen, der ikke længere vil de royale gemakker.

’Spencer’ er således en både smuk, tragisk og klaustrofobisk film, der emmer af feberdrømme viklet rundt om Dianas sind, der filmen igennem bliver nedbrudt så meget, at hendes virkelighed slår knuder og bevæger sig over i syner og mareridt. Jeg vikles med ind i hendes sind. Det er både engagerende forløst og visuelt brillant sat i scene, hvor ikke mindst også Kristen Stewart er stærk i titelrollen.

Her går Kristen Stewart på det nærmeste i et med sin rolle, der emmer af en sart skrøbelighed, men også en bestemt stædighed og en sød charme. Hun er nem at holde af og holde med. At lade sig gribe af. Det blev jeg i hvert fald. På samme måde som også filmens bjergtagende univers af naturens vidder og godsets draperede indre greb mig. Ganske enkelt en visuel lækkerbisken af fotograf Claire Mathon.

Hertil kommer også det vibrerende smukke og klassisk legende score af Jonny Greenwood, der både har filmisk sammenhængskraft og musikalsk kaos, der fornemt smelter sammen med fortællingens helt drømmende greb om titelkarakterens udvikling og rejse gennem juledagene, hvor vanviddet synes at gemme sig pirrende i kulissen. Diana, en kvinde på randen af et sammenbrud.

Instruktør Pablo Larraín har med andre ord skabt et mesterligt værk om bl.a. sorg, melankoli, fangenskab, vanvid, skæbne og bristede drømme. Det hele bundet sammen af en billedbrillant slagside, hvor lyddesign og dirrende musik snøres smukt og gribende sammen med Kristen Stewarts gribende og rørende skæbneportræt af prinsesse Diana, som vi alle kender den tragiske udgang på.

’Spencer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Spencer’ har biografpremiere den 25. december.