Biografanmeldelse: Hvorvidt man skal være hardcore fan af Foo Fighters for sådan rigtigt at kunne sætte pris på deres gyser-komedie ’Studio 666’, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg lytter selv med mellemrum til bandet, men nogen hardcore fan er jeg ikke. Til gengæld er jeg hardcore gyserfan, og der er absolut flere ting, der spiller splattet godt i filmen, der desværre bliver for lang for sit eget bedste.

Men hvad handler det overnaturlige gys så om? Foo Fighters – det rigtige band – står overfor at skulle lave deres 10. album. Det skal selvsagt være noget helt specielt. Så med bandets frontmand Dave Grohl som primus motor, flytter de nu ind i en gammel og knirkende villa for at indspille albummet. Villaen huser dog en blodig fortid, der nu sniger sig grumt ind på bandet.

Der lurer nemlig noget dæmonisk i skyggerne, hvilket Grohl hurtigt fornemmer, men slår hen igen. Således kan optagelserne starte, men skriveblokaden sætter ind – og hvad stiller Grohl og co. så op? Herfra er det i et noget tungt tempo, at fortællingen folder sig ud. Der krybes olmt fra den ene til den anden scene, hvor bl.a. rødøjede dæmoner lurer i mørket, mens Grohl bliver mere og mere manisk.

Det er præmissen, hvilket egentlig er cool. For hey, kombinationen af tung rock, bandet og her karismatiske Grohl samt en portion blodig gore på den overvejende gammeldags facon afføder ganske fin gyserunderholdning i den lette ende, mens genren tages under kærlig, kæk og selvbevidst behandling. ’Studio 666’ er uden tvivl lavet med det blodige hjerte på rette sted.

Jeg fornemmer i hvert fald en oprigtighed i projektet og det konstante glimt i øjet, hvor dynamikken i bandet og deres gode energi smitter af på mig. De har uden tvivl haft det sjovt med at lege gyserfilm, så det har jeg også – i hvert fald et stykke af vejen. For desværre trækkes historien i langdrag og bliver noget træg undervejs, hvor scenerne begynder at minde om hinanden.

Det sagt, så diskes der op med flere fint sjaskede drab, et par seje dæmoner og sin del af medrivende musik, hvor det overvejende er Grohl, der bærer læsset, hvilket han sådan cirka slipper afsted med takket være bl.a. også filmens kække tilgang gyset, der emmer af 80’erne, hvor bl.a. skrækmesteren John Carpenter dukker op i en cool cameo og ikke mindst på lydsiden. Sejt!

’Studio 666’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Studio 666’ har biografpremiere den 10. marts.

Biografanmeldelse: Moderskabet står som en spirende piedestal helt centralt i den spanske filmskaber Pedro Almodóvars nyeste og farverige værk ’Parallelle mødre’, mens her også gives dramatisk plads til temaer som fælles traumer og fortidens spøgelser. Vi møder her to gravide singlekvinder, der ender på samme fødestue og med hver deres nyfødte baby i favnen.

Henholdsvis fotografen Janis, der er omkring de 40, mens den noget yngre teenager Ana ikke helt har fundet sin vej i livet endnu. Forskellene stopper dog ikke der. For hvor Janis står stærkt midt i livet og med stor glæde i øjnene over at skulle være mor, er Ana mere usikker og desuden blevet gravid under tragiske omstændigheder. Fælles for dem begge er dog, at graviditeten ikke var planlagt.

Selvom modsætningerne mellem de to kvinder ved første øjekast måske nok står stærkest frem, binder ikke mindst moderskabet de to sammen her på fødegangen, hvilket skal vise sig at blive starten på et uventet venskab, der får stor betydning for dem begge. Det er således kvinder, moderskab og forholdet mellem disse, der agerer dramatisk guide gennem filmen.

Penélope Cruz indtager med nærvær, karisma og dramatisk tyngde rollen som Janis, der forsøger at jonglere sin nye rolle som alenemor og samtidig håndtere fortidens skygger fra borgerkrigen, der trækker tragiske tråde ind i hendes familie. Milena Smit giver som Ana et følsomt og sart portræt af en kvinde, der har svært ved at finde fodfæste i livet og i sig selv. De to sammen er dynamisk godt forløst.

Det er derfor også til at leve med, at fortællingen og beskrivelsen af vores to hovedrolleindehavere undervejs måske nok mister lidt nerve og dramatisk fremdrift. Hertil kommer den forførende palet af stærke farver som dybe grønne, røde og orange, der pirrer mine øjne mellem kulturelt velfunderede bogreoler og kunst på væggene i bl.a. Janis’ hjem. Det er visuelt stimulerende.

Pedro Almodóvar har med ’Parallelle mødre’ skabt en for det meste af vejen ganske dramatisk dragende fortælling om kvinder, moderskab, fælles traumer og personlige tragedier, der som helhed måske nok vakler lidt, men som fortælling alt sammen peger mod lysere tider. Det er bare med at se fortidens spøgelser i øjnene, hvis fortidens mørke skal byttes ud med en lys fremtid.

’Parallelle mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Parallelle mødre’ har premiere den 3. marts.

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at ødelæggelsernes mester Roland Emmerichs nyeste destruktionsfilm ikke just er hverken subtil eller troværdig. Tværtimod. Det er nu heller ikke meningen. Den er nemlig lige præcis det modsatte. Den er storladen og tåbelig i sit langt-ude-plot. Det er dog ikke ensbetydende med, at ’Moonfall’ ikke er underholdende. For det er den.

Ganske vist bliver de bombastiske løjer for lange for deres eget bedste og mister lidt pusten af og til undervejs i sine to timer og 10 minutters bulder og brag. Emmerich ved dog absolut godt, hvad han laver. Han vil underholde. Koste hvad det vil. For nej, ’Moonfall’ skal absolut ikke være hverken realistisk eller troværdig, men derimod forsøge at underholde på et overdrev for fuld skrue.

Her er netop tale om en film på et vildt overdrev, der i al sin vælde hiver mig med ind i sit univers, hvor intet giver mening. Og så alligevel. ’Moonfall’ giver nemlig mening på sin helt egen dejligt dumme måde, hvor Jorden skal reddes fra månen, der under mystiske omstændigheder er røget ud af sine bane og nu er på kollisionskurs med Jorden, hvor den sikre død således venter menneskeheden.

Vi møder her den afdankede og tidligere astronaut Brian Harper, der af skæbnens uransagelige veje fører ham sammen med sin tidligere astronaut-kollega Jocinda Fowler samt ikke mindst også med den småexcentriske konspirationsteoretiker KC. Det umage trekløver må nu under umulige omstændigheder rejse mod månen for at redde Jorden fra den sikre undergang.

Mere behøver man sådan set ikke at vide om dette bombastiske bæst, hvor stor ikke er nok og størst nærmest heller ikke kan gøre det. For når jeg lige tror, at nu kan det ikke blive meget dummere, så kaster handlingen sig ind i den næste plotmæssige umulighed, som dog skal siges at være et ret så underholde ridt ind i Emmerichs verden af tonstunge tåbeligheder af ren destruktion.

’Moonfall’ lever med andre ord ikke af et realistisk favntag med masseødelæggelse, men derimod af, at jo mere bombastisk det hele er, desto bedre. Trekløveret i front er desuden gode, hvor Patrick Wilson, Halle Berry og John Bradley har fin dynamik. Desværre løber løjerne altså lidt for langt for deres eget bedste. Men hey, hvis noget skal smadres for fuld skrue, så lad trygt Emmerich om det.

’Moonfall’ får 3/6 stjerner:

’Moonfall’ har biografpremiere den 17. februar.

Biografanmeldelse: Lad mig bare til en start sige, at jeg ikke har spillet computerspillet, som eventyrfilmen ’Uncharted’ er baseret på. Jeg har derfor ikke hverken et forhold til dens karakterer, historie eller univers. Jeg var med andre ord et blankt lærred forud for at blive kastet ind i actionfilmens løjer af oneliners, skattejagt og et umage venskab mellem den unge Drake og den erfarne Sully.

Her forsøges indledningsvist etableret følelsesmæssig tyngde til Drake, der lever med et savn af sin storebror, der forlod ham, da de var små. Der kommer bare aldrig nok dramatisk kød på hans karakter til, at jeg følelsesmæssigt investeres i ham. Det samme gælder også for de øvrige medvirkende, bl.a. hans partner in crime Sully, der hyrer ham ind til jagten på en enorm guldskat.

Det efterlader mig i lidt af et tomrum, når den vilde skattejagt flyver afsted. Men selvom her altså ikke er tale om videre interessante karakterer, hvor nærmest kun Antonio Banderas bidrager med karismatisk skurkeintensitet, er de luftige personager af flere af de medvirkende trods alt ok tjept leveret. Ikke mindst Tom Holland som den kække Drake.

Mark Wahlberg kommer karismatisk til kort som Sully, mens Sophia Ali som duoens tredjehjul ej heller rigtigt formår at engagere mig. Det gør sig også gældende for Braddock, der i skikkelse af Tati Gabrielle dog gør visuelt sej statur som kampklar skurk. Nu forsøger ’Uncharted’ sig nu heller ikke med karakterbåret action, men mere med et ren og skær action-eventyr.

Det skal derfor også siges, at fortællingens buldrende skattejagt leveres med et ok energisk plotmæssigt flow, der trods alt momentvis holder mig nogenlunde til ilden. Dog er Drake og Sullys strabadser for det meste skåret over letkøbte løsninger, når gåder skal løses og de lykkedes med det på ganske let vis, hvor det således forbliver småt med en følelse af reel fare og udfordring.

Kort fortalt er ’Uncharted’ ikke befolket af videre interessante karakterer, mens selve jagten på guldet aldrig rigtigt kommer til at emme af medrivende eventyr. Det sagt, så holder plottet trods alt et ok tempo flere steder undervejs, mens Antonio Banderas gør, hvad han kan med sin rolle. Den store action-finale er dog mere CGI-flad end engagerende bulder, brag og vild skattejagt.

’Uncharted’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Uncharted’ har biografpremiere den 10. februar.

Biografanmeldelse: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scream’ har biografpremiere den 3. februar.