RARE EXPORTS: På eventyrlig julemandsjagt i Finland

/i /af

Et af de nyste skud på stammen af, hvad man vel godt kan kalde alternative julefilm (eller ’jule-horror’, om man vil) er den forrygende Rare Exports. Et dystert og sorthumoristisk eventyr, der tager julemandsmyten under kærlig og grotesk behandling. Jep, lad julemandsjagten begynde…

Der sker grumme ting i de nordfinske bjerge, hvor et udgravningsprojekt er kommet på sporet af selveste julemanden. Men den skæggede myte kan langt fra leve op til sit rare ry. Han er absolut ikke børnenes ven, men derimod en ond satan af en nissefar – og han er sulten efter børnekød. Så drengen Pietari, hans far og et par geværglade naboer lader nu jagten gå ind på den sultne julemand, inden der sker flere ulykker.

Ja, den finske Rare Exports lyder ganske vist bizar, og er det sådan set også. Herligt bizar. Men den aparte nissejagt er også et yderst medrivende og ikke mindst flot anti-jule-eventyr. Her er det storladne score og de smukke scenerier med til at skabe solid eventyrstemning med et nærmest episk svung. Sådan!

Filmen sprutter ganske vist af sort humor, men bliver aldrig ren komedie. Den bevarer sin smukke og dystre atmosfære, hvor uhyggen faktisk reelt sniger sig ind på løjerne. Desværre går der lidt for meget ’barn-med-ben-i-næsen’ i den hen imod den action-fyldte finale – ren Spielberg. Heldigvis er Onni Tommila som den gæve knægt Pietari ikke en enerverende møgunge – og hey, julen er jo trods alt børnenes fest.

Så på trods af ”børne-action”, er Rare Export et sandt ’jule-must-see’ for folk med hang til alternative julefilm – eller blot et flot og grotesk eventyr. Ja, denne titel kan roligt føjes til listen over obskure jule-glæder, hvor man også finder Santa Claus Conquers the Martians og Silent Night, Deadly Night – uden sammenligning i øvrigt. Tja, måske man i stedet for grød skulle stille en bjørnefælde frem for enden af skorstenen…

Ekstramateriale:
Ekstramaterialet byder på en ’making of’ (28 min.), hvor man kommer med til prøver og på settet, videre til postproduktion og den endelige premiere. Bl.a. render filmens instruktør rundt og sniksnakker med folk. En okay feature, der dog med fordel kunne være klippet mere stramt. Herudover medfølger de to kortfilm, der lagde grunden for spillefilmen (7 min. og 11 min.). Virkelig cool. Well, og så er der også lige 6 minutters sammenklip af filmens storslåede special effects.

[tabgroup][tab title=”Rare Exports | dvd-anmeldelse”]Filmen får 4/6


Originaltitel: Rare Exports, Finland/Norge/Frankrig/Sverige, 2010
Instruktion: Jalmari Helander
Medvirkende: Jorma Tommila, Onni Tommila, Tommi Korpela, Per Christian Ellefsen, Peeter Jakobi, Jonathan Hutchings, Risto Salmi m.fl.
Spilletid: 1 time 25 min.
Udgiver: Scanbox[/tab][/tabgroup]

De grove tømmermænd fortsætter i samme rille

/i /af

Selvfølgelig kom der en fortsættelse til kasse- og komedie-succesen The Hangover. Man kunne så have håbet, at holdet bag ville diske op med en ny, frisk film. Men The Hangover Part II føles mest af alt som en gentagelse af den første. Skabelonen fra den første omgang tømmermænd følges nemlig nærmest til punkt og prikke – ikke just nytænkende, men stadig mildt underholdende og grove løjer.

Den regelrette Stu skal giftes og brylluppet holdes i Thailand, så det såkaldte Wolf Pack er snart samlet igen. Stu dropper dog sin polterabend af frygt for en gentagelse – men en enkelt øl to dage før brylluppet kan vel ikke skade? Jo! For dagen efter vågner trekløveret Stu, Phil og Alan op med hukommelsestab og slemme slemme tømmermænd… igen! De må nu forsøge at stykke nattens begivenheder sammen.

Lyder det bekendt? Det er det også, for ikke alene er grundpræmissen præcis den samme, også flere af plotelementerne genbruges. Igen har gutterne mistet en bryllupsgæst, denne gang brudens lillebror. Igen mangler en kropsdel – denne gang en finger. I stedet for Alans sang, så synger Stu og i stedet for en vild tiger er her en vild abe på spil osv. Ja, hvorfor ændre på noget, man ved fungerer?

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Cameron Diaz som usympatisk ’gold digger bitch’

/i /af

Ja ja, Cameron Diaz er altid så sød, så sød. Well, det er ikke tilfældet i den hurtigt glemte komedie Bad Teacher. Her giver den blonde trutmund den nemlig gas som usympatisk og egoistisk gold digger – ja, et dumt og overfladisk svin, hvis eneste mål i livet er at få sig en rig mand, så hun ikke skal løfte en finger. Desværre dumpes hun af sin guldrandede mand, så nu må hun atter tilbage og arbejde som lærer.

Men den ublu Diaz giver ikke op og fortsætter sin jagt på en stenrig ægtemand. Heldet vil imidlertid, at en velhavende ny vikar starter på skolen – her i skikkelse af en blank og blond Justin Timberlake. Men Justin er en eftertragtet herre og Diaz må tage kampen op mod den überenergiske lærerinde Amy Squirrel. Tja, men mon ikke den skamløse Diaz i sidste ende lærer et og andet om indre værdier og ægte kærlighed?

Nej, her er ikke de store overraskelser i vente, men blot tale om en letbenet og med jævne mellemrum også morsom komedie. Bl.a. er Lucy Punch som den regel-riddende Amy Squirrel samt den nervøse medløber-lærerinde Lynn (Phyllis Smith) garant for veltimede grin. Men selvom her er flere scener med god energi og Diaz gør sit bedste for at være en bad ass, så forbliver filmen en noget lunken omgang eftersidning.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Fantastiske brudepiger med pep i

/i /af

Tøser kan bestemt også være sjove. Det er de i hvert fald i den løsslupne komedie Bridesmaids, hvor bryllupsfeber, veninde-fnidder og kærestekriser peppes op med både prut-jokes, tyndskid og drukture. Her leder den dødcharmerende Kristen Wiig an i løjerne som den frustrerede Annie, hvis bedste veninde, Lillian skal giftes. Men både polterabend og bryllupsforberedelser løber selvfølgelig helt af sporet…

Annie har måttet vinke farvel til sit konkursramte konditori og kæresten er smuttet. Det går altså ikke helt som hun havde drømt om, så det at skulle hjælpe med venindens perfekte bryllup bliver ikke helt uproblematisk – og slet ikke når Lillians nye ”bedste veninde” og ’party planner’, Helen, forsøger at udkonkurrere Annie. Der er lagt i ovnen catfight – og den bryder heldigvis ud i lys lue, mens Annies nedtur bare fortsætter.

Ja, Bridesmaids er både herlig sjofel og uforskammet plat, men tag ikke fejl – her er ikke tale om en latrinær ligegyldig pakket ind i lyserøde brudepige-kjoler. For både det dybt platte og de mere sofistikerede fjollerier leveres yderst skarpt og er samtidig hængt op på et reelt drama, hvor venskab og forliste drømme sætter pigerne på prøve.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN—> Læs mere

Rynket Rutger Hauer ser rødt… blodrødt!

/i /af

Okay, læg de fine filmfornemmelser på køl – det er tid til gryntende voldsfarvelade med den skamløst underholdende og uhæmmede Hobo with a Shotgun. Den er ligesom Machete baseret på en af de falske trailers, der fulgte med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ Grindhouse-projekt Death Proof og Planet Terror. Men modsat den sløve Machete, så leveres her brutal og utæmmet exploitation.

I centrum for de bizarre herligheder finder man en forrygende Rutger Hauer, der som hjemløs bums snerrer sig olmt gennem gaderne i en hærget by. Men han får nok af de kriminelle bøller og beslutter sig for at tage sagen i egen hånd. Så bevæbnet med en skarpladt shotgun og en pige ved sin side, pløkker han sig vej gennem karikerede voldspsykopater og korrupte betjente – hell yeah…!

Filmen leverer sprælsk og umotiveret vold, bare bryster og overdrevent stofmisbrug – just for the heck of it, alt imens skøre og skønne karakterer slår sig løs. Bl.a. finder man en herlig manisk Brian Downey som skrupelløs überboss og Molly Dunsworth som den prostituerede Abby, der selvfølgelig har et hjerte af guld. Det er dog den karismatiske Rutger Hauer, der med sit fugede fjæs og kølige oneliners stjæler billedet, “You and me are goin’ on a car-ride to hell… and you’re riding shotgun…!”

Hertil kommer filmens atmosfærefyldte og gennemførte æstetik, der forfører med kradse farver i rød, blå og grønne nuancer samt ikke mindst det medrivende synth-score, der sætter trumf på det trøstesløse univers. Jep, det er 70’erne og 80’ernes voldsfilm, der hyldes her, men det uden at Hobo with a Shotgun mister sin egen identitet og berettigelse. For ganske vist vækker filmen nostalgiske minder, men den fremstår stadig frisk og ny. Herlig fandenivoldsk.

Hobo with a Shotgun er med andre ord et både vanvittigt og vellykket tag på exploitation-genren, hvor publikums mest underlødige ønsker indfries. Det er cool, kompromisløs og vaskeægte filmfryd uden så meget pis – og fik jeg for resten nævnt den komplet bizarre finale? Well, you’re in for a treat…!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, til gengæld står filmen flot på Blu-ray. De hidsige farver er gengivet med god mæthed og fine nuancer. Lydsiden sparker ligeledes lystigt afsted med velbalancerede niveauer.


Originaltitel: Hobo With a Shotgun, USA/Canada, 2011
Instruktion: Jason Eisener
Medvirkende: Rutger Hauer, Gregory Smith, Robb Wells, Molly Dunsworth, Brian Downey m.fl.
Spilletid: 1 time 26 min.
Udgiver: Atlantic

’Harry Potter’-sagaen er spektakulær film-magi

/i /af

2011 er året, hvor en af nyere tids mest populære film-sagaer nåede sin afslutning. For efter 10 år kunne man indløse billet til det ottende og sidste kapitel i eventyret om troldmandslærlingen Harry Potter. Nu er alle seriens film udkommet og blevet samlet i en boks, så de godt 20 timers Potter-magi kan opleves igen og igen.

Jeg har aldrig læst bøgerne og ikke før nu fået set samtlige kapitler i sagaen – og selvom jeg aldrig bliver hardcore fan med et lyn i panden, kan jeg kun anbefale enhver eventyr-entusiast at deltage i Potters spektakulære kamp mod den onde Lord Voldemort. Ganske vist er alle film ikke lige stærke, men som helhed udgør sagaen en eventyrlig film-serie, der flot realiserer J.K. Rowlings magiske univers.

Den første film, Harry Potter og De Vises Sten er mest af alt en børnefilm og fungerer som en letbenet introduktion til universet. Selve historien er ikke rigtig spændende og Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson er endnu ikke faldet overbevisende til i de tre hovedroller. Til gengæld er John Williams score magisk, mens Alan Rickman er en sand fornøjelse som den olme Professor Snape.

Anden film, Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer er også instrueret af Chris Columbus og er på flere punkter en bedre film – måske fordi man kan hoppe på eventyret uden videre introduktion. Her bydes på mere spænding og så får Potters mystiske fortid nye nuancer. Men filmen er en smule ujævn og spilletiden synes unødvendig lang. Tredje film, Harry Potter og Fangen fra Azkaban er seriens ind til da bedste og visuelt smukkeste kapitel – ja, måske det smukkeste til dato.

Tonen er langt mere alvorlig og universet har i takt med, at Potter & co. er blevet ældre fået mere kant. For første gang fornemmer man, at det er liv og død på spil. Desværre blev det kun til én enkelt film med Alfonso Cuarón som instruktør. Mike Newell instruerede også kun én film – den knapt så vellykkede Harry Potter og Flammernes Pokal. Her går der for meget skolebal i den til min smag.

Spændingen indfinder sig først for alvor i filmens sidste 30 minutter, men trekløveret Harry, Ron og Hermione er for alvor ved at træde i karakter. Vanen tro er her heldigvis spektakulære og duperende scenerier, bl.a. en monster-cool drage-kamp. De sidste fire kapitler i serien kom David Yates til at instruere og han lægger stærkt ud med Harry Potter og Fønixordenen.

Forbindelsen mellem Potter og Voldemort kommer atter i spil – en ganske enkelt medrivende film. Serien holder nogenlunde niveau med Harry Potter og Halvblodsprinsen. Et fint forspil inden Harry Potter og Dødsregalierne del 1 og 2 runder eventyret af med maner, bl.a. med en fænomenal Ralph Fiennes som den onde Lord Voldemort – et skræmmende godt trumfkort.

Men desværre er det faktisk først med den to-delte finale (og Fangen fra Azkaban), at det for alvor slår gnister i trekløveret og den renskurede Harry viser mere kant. Det kunne resten af sagaen godt bruge mere af. Ofte synes det, at være de lette løsninger, der kommer i første række, mens egentlige dilemmaer, karakterudvikling og det potentielt spændende drama ikke altid kommer i spil.

Man kunne bl.a. forestille, at Potters komplekse forhold til sine afdøde forældre og den formørkede forbindelse til Voldemort med fordel kunne være udforsket mere. Det samme med Rons komplekser i forhold til Potter og det potente trekantsdrama mellem de tre hovedpersoner. Men måske det ikke ville matche forlægget i bøgerne.

Billede og lyd:
Boksen byder ikke på nogen overraskelser, da den indeholder de allerede udgivne Blu-ray-1-disc-udgaver. Men ejer man fx kun filmene på dvd, er det bestemt en opgradering værd – eller en god undskyldning for gå over til Blu-ray.

De to første film er de teknisk svageste, uden dog at skuffe. Men tredje og fjerde film står lige det bedre, mens de sidste fire film alle på det nærmeste er reference-skiver. Billedsiden gengives upåklageligt, knivskarpt og indtagende hele vejen, mens også lydsporet sætter filmmagien i sving. En audio-visuel fornøjelse.

Ekstramateriale:
Man finder altså intet eksklusivt ekstramateriale i denne boks, men det samme, der hele tiden har været tilgængeligt. Ekstramaterialet er af svingende kvalitet og omfang, men overordnet er der interessante sager at komme efter til hver film.

De mest hardcore Potter-fan skal dog gå efter den limiterede boks, der har nyt artwork, 2-disc-ugaverne af Halvblodsprinsen samt Dødsregalierne del 1 og 2 samt en fotobog. Men limiteret eller ej, kunne man godt have ønsket sig, at der evt. var lavet nyt ekstramateriale, når nu en så monumental saga nåede sin afslutning.

Konklusion:
Rent teknisk består udgivelsen absolut, men det er den limiterede boks, man skal have fat på, hvis man vil have det hele med. Og selvom jeg aldrig bliver fuldblods-Potter-fan, er det ikke sidste gang, jeg har taget turen til Hogwarts – favoritterne er dog klart Fangen fra Azkaban og de to sidste kapitler.

Magien er ganske vist central i Potter-universet, men det er når de menneskelige bånd knyttes og ikke mindst sættes på prøve, at filmene for alvor fænger – hvilket desværre ikke er så udtalt, før man når til de to sidste film i serien. Men uanset hvad ens præferencer måtte være, så er sagaen solidt produceret og flot eventyr-underholdning.

– LÆS OM ANDRE FILM-SERIER PÅ BLU-RAY: Alien Anthology | Ringenes Herre-trilogien | ’Star Wars: The Complete Saga’.

Originaltitel: Harry Potter – Complete 8-Film Collection, 2011 (Harry Potter and the Philosopher’s Stone, 2001. Harry Potter and the Chamber of Secrets, 2002. Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, 2004. Harry Potter and the Goblet of Fire, 2005. Harry Potter and the Order of the Phoenix, 2007. Harry Potter and the Half-Blood Prince, 2009. Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 1, 2010. Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 2, 2011.
Instruktion: Chris Columbus, Alfonso Cuarón, Mike Newel og David Yates.
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Rupert Grint, Emma Watson, Alan Rickman, Ralph Fiennes m.fl.
Spilletid: 1181 min.
Udgiver: Warner Home Entertainent

Tandløs hyldest-dokumentar til Michael Jackson

/i /af

Michael Jackson er en af nyere tids allerstørste superstjerner – hvis ikke den største – og hans alt for tidlige død kom for de fleste som chok. Siden da er der forsøgt holdt liv i myten om The King of Pop – og ikke mindst spinde guld på manden bag udødelige hits som Don’t Stop ‘Til You Get Enough, Thriller og Billie Jean.

Nu kommer hvad der kunne ligne den ultimative dokumentar om manden bag myten, Michael Jackson: The Life of an Icon. For her er det familie, venner og kollegaer, der fortæller om deres forhold til og oplevelser med Michael – og hvem bedre til tegne et indsigtsfuldt portræt af MJ end hans nærmeste? Men ak nej, man kommer ikke et dyt tættere på Jackson under den 2 timer og 30 minutter lange overfladiske hyldest.

Her får man blot en løs gennemgang af hans karriere, fra tiden i Jackson 5 videre til solokarrieren, plastikkirurgi og anklagerne om misbrug af børn, hvor de interviewede parter bl.a. også snakker om hans musikalske visioner, kærlighedsliv eller mangel på samme og tragiske dødsfald – men man kommer aldrig ind på livet af hovedpersonen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Jordens undergang er allerhelvedes smuk

/i /af

Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.

Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.

Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død får luft under vingerne.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Besættelsesgyser er effektiv neglebider

/i /af

Der skrues på de helt rigtige skrækfilmsknapper i den neglebidende besættelsesgyser Insidious. En hidsig lille sag, der effektivt satte en skræk i livet på mig – men nu har jeg også et særdeles anspændt forhold til besatte børn, but who hasn’t? Jep, endelig en gyser fra Hollywoods mareridtsmaskine, der ikke er et tamt remake og som faktisk gav mig både kuldegysninger og væmmelige jump scares. Herligt.

En familie er flyttet ind i et nyt, stort hus. Men mystiske lyde og hændelser indfinder sig snart og da den ene af familiens drenge efter en ulykke på det (selvfølgelig) skumle loft ender i en uforklarlig koma, tager uhyggen for alvor til. For hvad fejler knægten i grunden og hvem er det, der hvisker i skyggerne?

Nej, det er ikke just originalitet, filmen vinder på – præmissen er velkendt og set mange gange før. Men instruktør James Wan og manusforfatter Leigh Whannell har et solidt greb om genrens klassiske virkemidler og får stablet flot ’haunted house’-stemning på benene samt flere hårrejsende scener med brug af blot skygger og skumle lyde.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mel Gibson overtages af åbenmundet tøjbæver

/i /af

Selvom Mel Gibson så småt er begyndt at få filmroller igen, er det de seneste år desværre hans skandaleombruste privatliv, der har fyldt mere end hans kvaliteter som skuespiller og instruktør. Med det skæve tragikomiske drama The Beaver beviser han, at han absolut stadig kan bære en rolle foran kameraet. Jep, et mindre comeback for manden med naturligt vanvid i øjnene og en skrøbelighed bag det ellers barske ydre.

Mel Gibson spiller den dybt deprimerede Walter Black. Familielivet mere end skranter og det samme gør jobbet. Men da han alene, fortabt og fordrukken forsøger at tage sit eget liv, falder han over en ulden bæver-hånddukke (!). Den bliver hans bramfrie alter ego, et bizart talerør som al kommunikation nu går igennem – og måske det netop er bæveren, der kan hjælpe ham tilbage til livet og redde familielivet…

Ja, det er en noget aparte præmis, men det fungerer og jeg accepterede straks den plyssede medspiller. Det hænger bl.a. sammen med Mel Gibsons præstation og et i øvrigt velspillende cast, hvor Jodie Forster, der udover at have instrueret også indtager rollen som frustreret og overbærende hustru.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere