Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

/i /af

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Robotsmadder og en svedig Hugh Jackman

/i /af

Det er bestemt flotte robotter, man finder i den sentimentale omgang robotsmadder Real Steel. En børnevenlig film, der slår på tæven og som leverer både action samt klichéer i så rask et tempo, at man næsten ikke opdager, hvor hul filmen egentlig er. Jep, den klassiske historie om den undertippedes kamp for sejr. Fight…!

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor kraftfulde robotter har overtaget bokseringen, mens menneskene styrer dem fra sidelinjen. Hugh Jackman er en uansvarlig og falleret robot-kæmper, hvis liv vendes på hovedet, da hans nu 11-årige søn pludselig dukker op. De to slår nu modvilligt pjalterne sammen i kampen for at nå til tops i bokseringen. Men mon ikke det kulsejlede far-og-søn-forhold får vind i sejlene? Det tror jeg vist nok, *violiner, sæt i gang*.

Jep, Real Steel har bestemt sin del af sødsuppe og det er småt med overraskelserne. Men filmen afvikler uden megen tøven sin tynde historie, hvor der ikke går langt imellem de hidsige slåskampe. Robotterne bliver til skrot, mens de noget overgearede medvirkende skriger hysterisk af maskinerne. Men Hugh Jackman er veloplagt, mens knægten Dakota Goyo bliver en smule for børnestjerne-kæk, oh well.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Daniel Craig farer vild i fjollede plotroderier

/i /af

Jeg skal love for, at den plotvridende thriller Dream House får serveret sit nonsens med kul på klichéerne og godt gang i forsøget på et kringlet mind-fuck. Daniel Craig kan desuden komme til at se virkelig syg ud, når bare slagskyggerne falder rigtigt og sminkøren skruer op for renderne under de stålblå øjne, *sådan, nu ser han dæleme uhyggelig ud…*

Will Antonten siger sit tidskrævende job op, så han kan få mere tid med familien. Han, konen og deres to små piger flytter derfor ud af byen og ind i et hus i provinsen. Men bag den nymalede idyl gemmer sig en makaber hemmelighed. Det viser sig nemlig, at en mand myrdede sin familie i selvsamme hus for nogle år tilbage. En foruroligende fortid, der ikke sådan vil slippe huset, gisp.

Tja, nu vil jeg ikke afsløre noget af plottet – det klarer filmens trailer for resten meget fint selv – men der er faktisk heller ikke rigtigt noget at afsløre. For fra første færd gennemskuer man de trivielle plot-drejninger. Ja, filmen gør faktisk ikke meget for at holde sit publikum hen i uvished om tingenes sande sammenhæng. Og så alligevel, for bare rolig – der venter en af de skøreste finaler, jeg har set i genren af ’utroværdig-manuskript-masturbation’.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

/i /af

Tim Burton slår igen sine folder i vante græsgange med Dark Shadows. Johnny Depp har en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro også plads til sin søde kone Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ham ikke fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende Burton-underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par veltimede og komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace giver den som modvillig teenagetøs og Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær. Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater og Bella Heathcote dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser ikke for alvor som småskør og hævngerrig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne og Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri. Der kommer for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn størrelse med for mange uforløste plotelementer – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Tja, gode takter eller ej, så er her kort sagt tale om et nogenlunde underholdende, men også unødvendig rodet og tandløst bekendtskab. Genkendelsens glæde er heller ikke nok til at redde filmen fra at miste pusten – og det kan selv den gamle ’shock rocker’ Alice Cooper i fuld krigsmaling desværre heller ikke.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Premiere: 10.05.2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film

Man skal ikke pisse på betjent Gerry Boyle

/i /af

Politibetjenten Gerry Boyle gør ikke tingene efter bogen – langt fra. Han gør som det passer ham. Fumler med beviser fra gerningssteder, går imod sine overordnede og nupper gerne en extacy-pille, hvis han falder over en. Men bag den åbenmundede Gerry, gemmer sig også et skarpt øje for at opklare forbrydelser. Når han da gider.

Men da både seriemord og narkosmugling rammer Gerrys ellers fredelige lille flække i Irland, må den selvkørende betjent modvilligt samarbejde med den retskafne FBI-agent Everett. Jep, The Guard er en både skarp, velskrevet og underspillet sort komedie. Brendan Gleeson er helt forrygende som den spydige og tvetydige Gerry. En herlig modsætningsfyldt karakter, der byder på flere overraskeler undervejs.

Don Cheadle gør sit bedste som pålidelig FBI-agent for at give Gleeson modspil. De to udgør da også et fint umage par, der med deres modsætninger selvfølgelig afføder de obligatoriske skænderier og den lige så obligatoriske forbrødring. Gleeson er dog uden tvivl det absolutte trækplaster og hele filmen værd.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Gribende virusudbrud spreder skræk og rædsel

/i /af

Steven Soderberghs fremragende virus-film Contagion gør absolut intet godt for min bakteriefobi – hvilket jo er et sundhedstegn for denne type film (tøhø). For det er et i den grad myrekrybende rædselsscenarie, der opbygges i denne snigende mavepuster. Her går en virus nemlig med hastige skridt dødens uhyggeligt sejrsgang verden over. Det er på en gang underspillet paranoia og verdensomspændende panik. Atju…!

Virusudbruddet skildres gennem forskellige menneskers liv og man får herved syn for flere af det skræmmende scenaries facetter. Lige fra familiefaren, der forsøger at bevare familiens tryghed til en konspiratorisk journalist, der via nettet påvirker i tusindvis af læsere, videre ind i laboratorier og regeringskontorer, hvor man jager en antivirus og samtidig forsøger at holde massepanikken på afstand.

Multiplotstrukturen er med til på elegant vis at beskrive hvordan de involverede parter både direkte og indirekte påvirker hinanden – og selvom her overvejende er et observerende syn på katastrofen, så bindes de mange tråde gribende sammen. Det lykkedes bl.a. ved en fin balancegang mellem netop et overordet blik på de sociale mekanismer og samtidigt med et skarpt øje for det nære, menneskelige drama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

/i /af

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Stakåndet Nicolas Cage snubler rundt i plothuller

/i /af

Faste læsere vil vide, at jeg har et blødt punkt for Nicolas Cage – hvilket bestemt er en fordel for rækken af de mere eller mindre tvivlsomme produktioner, han har været involveret i de seneste mange år. Selvtægts-thrilleren Seeking Justice er så endnu en ujævn og plothulsfyldt sag med en stakåndet Cage i centrum. Ja, det er noget værre vrøvl, men hvor kan jeg dog godt lide at være i selskab med den kære Cage.

Cage er lærer, spiller skak og er lykkelig gift med sin smukke kone – en sød January Jones. Jep, en helt almindelig og sympatisk gut. Men hans liv vendes på hovedet, da hans kone udsættes for et brutalt overfald. For samme dag kommer Cage i kontakt med en hemmelig selvtægtsgruppe, der tilbyder at tage sig af gerningsmanden. Til gengæld skal Cage så bare gøre dem en mindre tjeneste en anden gang.

Hjælpeløs og fyldt med vrede takker Cage ja til det lyssky tilbud – men selvfølgelig er aftalen ikke problemfri. For det viser sig snart, at gruppen har dystre hemmeligheder. Cage er nu fanget i et udspekuleret net og ender selv i politiets søgelys. Således er der lagt op til en plotvridende thriller med spørgsmålet om retfærdig, hævn og forløsning på menuen – men der så sandelig også er blevet plads til plothuller, mange.

Første scene er et meget god eksempel på filmens manglende evne til at fortælle historien troværdigt og uden at man i tide og utide undrer sig over de medvirkendes handlinger. Her presses en mand ud over en afsats i sin bil, og selvom der er tid nok til i det mindste at forsøge at forlade i førersædet, bliver han troligt siddende og venter blot på at styrte mod den sikre død. Jep, skuddet skal jo kassen…

En ting er dog mere eller mindre troværdige enkeltscener, noget andet er filmens overordnede historie, hvor Cages kamp mod selvtægtsgruppen kringler sig mere og mere usandsynligt afsted. Men i stedet for at de mange plottwists er med til at drive historien engagerende videre, nuancere selvtægtsgruppens metoder og sætte Cages moralske dilemmaer i spil, så skaber de blot mere undren end spænding.

Men på trods af filmens høje nonsens-niveau, så mønstres der en smule intens paranoia samt en cool flugtscene på tværs af en motorvej. Jeg blev dog aldrig for alvor grebet af Cages krumspring, men han er altså godt selvskab – med galskab i øjnene og sin følsomhed intakt. Man finder desuden en laber Guy Pearce i rollen som selvtægtsgruppens kølige leder. Desværre er han – præcis som filmen – forglemmelig.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig godt på Blu-ray. Den matte billedside står veldefineret, skarpt og med en flot farvepalet. Lydsiden fungerer ligeledes overbevisende med god bund og velafstemte niveauer.

Originaltitel: Seeking Justice, USA, 2011
Instruktion: Roger Donaldson
Medvirkende: Nicolas Cage, January Jones, Guy Pearce, Harold Perrineau, Jennifer Carpenter, Xander Berkeley m.fl.
Spilletid: 1 time 45 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment

’Mission: Impossible’ – underholdende umuligheder

/i /af

Den har stået på umulige missioner og Tom Cruise som den adrætte agent Ethan Hunt de sidste par dage. Jeg har nemlig genset de tre første ’Mission: Impossible’-film, der lige er landet i en Blu-ray-boks. Selvom det ikke er en formfuldendt ”trilogi”, så er det storstilet agent-underholdning med massevis af (herlige) usandsynligheder og hæsblæsende action-lir. På med gummimasken…

Jeg har aldrig set tv-serien som filmene er baseret på, men med Brian de Palmas Mission: Impossible fra 1996 folder det plotvridende univers sig ganske medrivende ud. Både action og tempo står fint distancen her 16 år efter, hvor ikke mindst den nu klassiske scene med Cruise hængende få centimeter over et tyngde-aktiverende gulv stadig stabler sveddryppende intensitet på benene.

Så selvom historien er noget ujævnt fortalt og castet ikke det mest interessante bekendtskab, så er filmen ældet med ynde – næsten lige så fint som den yndige Vanessa Redgrave som Cruise gammelkone-flirter med. Nogen helstøbt action-thriller er det dog ikke, men her er lige nøjagtigt mindeværdige scener nok til at jagten på dobbeltagenter og forræderi holdes i live frem mod den vilde helikopter-finale.

Fire år senere fulgte Mission: Impossible II. Denne gang med Hong Kong-action-mesteren John Woo i instruktørstolen – tilsat blafrende duer… og slowmotion. Hunt vikles denne gang ind i gummimaske-vrøvl og en utroværdig romance med den irriterende poserende Thandie Newton. Ja, og noget med en virus og en anti-virus, der skal nakkes fra den kedelige skurk og onde liderbuks Dougray Scott.

Jeg kan godt klare min del forvrøvlet plotsmadder, hvis der er smadder nok på actiondrengen og nogle interessante karakterer at følge. Og ja, der er smadder på. Woo serverer bl.a. et halsbrækende indbrud i en skyskraber, klatreture på bjergsider samt motorcykel-showdown tilsat skumsprøjt… og slowmotion. Men romancen, der udgør filmens følelsesmæssige rygrad er flad og hverken Cruise eller det øvrige cast får ordentlig fodfæste i denne omgang uengagerende agent-nonsens.

J.J. Abrams fik seks år senere sin spillefilmsdebut med Mission: Impossible III. En langt bedre film end sin forgænger – og endelig får vi en ordentlig skurk, nemlig en diabolsk Phillip Seymore Hofman. En herlig ond modspiller til en i denne omgang mere sårbar Cruise. Umulighederne er om muligt mere umulige og action-scenerne større, vildere og mere hæsblæsende. Heldigvis er løjerne hængt op på et mere dynamisk cast, hvor bl.a. Cruise har fået mere dybde som Hunt.

Hunt har giftet sig og trukket sig fra felten, men han hives ind i manegen igen, da en våbenhandler skal stoppes. Sagerne kompliceres og snart skal Hunt også redde sin udkårnes liv, mens hans eget bagland er på nakken af ham. Selvom plottet vrider sig lige lystigt nok og finalen bliver en tand for overmodig i sin omgang med umulighederne, så holder filmen fint pulsen underholdende i vejret.

Mission: Impossible ikke er en film-serie jeg som sådan er helt oppe at ringe over, men det er bestemt flot og harmløs agent-underholdning, ganske vist med mere tryk på action end interessante historier og karakterer. Men det sjovt at overvære de plot- og tyngdelovsudfordrende eskapader – filmenes ujævnheder til trods. Den første og tredje film er de bedste, men også den fjerde film holder fanen højt – den glæder jeg mig til et gensyn med, når den lander på Blu-ray.

– Min anmeldelse af Mission: Impossible – Ghost Protocol.

Ekstramateriale:
Der diskes ikke op med nogle nye lækkerier hvad angår udgivelsens ekstramateriale. Her er altså ikke noget, man ikke har kunnet finde på tidligere udgivelser af filmene. Det er en smule ujævt ekstramateriale, men også med et par interessant features imellem.

Mission: Impossible: til den første film får man godt en times ekstramateriale, hvor der bl.a. tages et kig på tv-serien i forhold til filmene, et kig på nogle af action-scenerne og stunts samt virkelighedens spioner. Endvidere er der en feature med klip fra Cruises karriere samt et persongalleri, trailers og andet luftigt promo-fyld. Ikke det mest ophidsende ekstramaterie, men dog et nogenlunde supplement.

Mission: Impossible II: her får man ligeledes godt en times luftig ekstramateriale. Her er bl.a. en feature, der går bag om filmen, castet og produktionen. Endvidere er der igen et kig på nogle af de stunts Cruise kaster sig ud i og lidt Metallica-musikvideo-fyld samt et kommentarspor med John Woo – det sprang jeg dog over, havde fået nok af duer i slowmotion for denne gang.

Mission: Impossible III: til det tredje kapitel, følger der desværre kun et kommentarspor med instruktøren J.J. Abrams og Tom Cruise. Det blev jeg desværre nødt til at springe over, da jeg fik et opkald om, at mit livs kærlighed var blevet taget til fange af en ond våbenhandler. Så jeg må altså lige smutte…

Billede og lyd:
Mission: Impossible: første film gør sig dårligst på Blu-ray, billedet imponerer ikke just, men fremstår ofte blødt og uden større detaljerigdom. Farverne synes heller ikke velbalancerede som helhed. Lydsiden er en smule bedre, men fremstår desværre også en kende flad. Altså en noget middelmådig præsentation.

Mission: Impossible II: John Woos indspark i franchisen fremstår væsentlig bedre. Detaljegraden er langt mere indtagende, farveskalaen er levende, fint nuanceret og med udmærket tekstur. Lydsiden spiller ligeledes fint med god dynamik og spark i action-scenerne. En hæderlig gengivelse.

Mission: Impossible III: Det tredje kapitel står absolut stærkest. Billedet imponerer med skarphed og detaljerigdom, velbalanceret farvegengivelse og solid kontrast hele vejen. Lydsiden giver ligeledes intenst liv til de hæsblæsende billeder. Her er medrivende panoreringer og velafstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Originaltitel: Mission: Impossible (1996), Mission: Impossible II (2000), Mission: Impossible II (2006).
Instruktion: Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams.
Medvirkende: Tom Cruise, Jon Voight, Ving Rhames, Dougray Scott, Thandie Newton, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 110 min., 123 min., 205 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment

Uhyggen udebliver i atmosfærefyldt månegyser

/i /af

Det måtte jo komme, for hvad gør man lige for at overgå den seneste års række af såkaldte ’found footage’-film, hvor bl.a. Paranormal Activity-serien og Clovefield har huseret. Jo, man tager selvfølgelig til månen. For tænkt engang, der er sgu dukket optagelser op fra en hemmelig månemission anno 1974. Det er dette utrolige fund, der udgør den ujævne og desværre ikke særligt uhyggelige månegyser Apollo 18.

For hvis du troede, at den sidste månelanding var med Apollo 17 i 1972, så tager du fejl. For to år senere blev Apollo 18 sendt afsted – dog som en mørklagt mission. Her var det tre astronauters opgave at placere udstyr på månens overflade, der kunne advare USA mod angreb. Selvfølgelig går missionen ikke som planlagt, for der venter den lille besætning en grusom overraskelse i rummet.

Selvom filmens spilletid kun er på små 75 minutter, så løber løjerne ind i flere døde perioder undervejs – og desværre er filmens ellers atmosfærefulde miljø ikke nok til at holde filmen flyvende. Hertil kommer, at de tre astronauter ikke er videre interessante karakterer. De er ret flade bekendtskaber og hev mig ikke følelsesmæssigt med ind i den klaustrofobiske situation og de eskalerende grusomheder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere