Biografanmeldelse: Melankolsk og dragende foldes historien ud om den aldrende lejemorder John Knox i ’Knox Goes Away’. Han går rationelt til opgaven fri af følelser. Han kan sit kram. Livet som kriminel har dog gjort, at hans forhold til sin familie er ikke-eksisterende. Men Johns verden begynder en dag at skride. Han glemmer visse ting og er bare ikke helt skarp længere.

Han tager hånd om sagen og opsøger en neurolog for at få tjekket hovedet. Det viser sig, at den er helt gal. Han diagnosticeres med aggressiv og hurtigt tiltagende demens. Han har ikke måneder, men blot uger tilbage, inden sygdommen helt tager over og hukommelsen forsvinder. Han beslutter sig derfor nu for at få orden i sine sager. At slutte fred med sin familie.

Michael Keaton indtager ikke alene rollen som den målrettede John Knox, men sidder også i instruktørstolen, hvorfra han på ferm vis får sat Gregory Poiriers fint konstruerede manuskript i scene. Der er noget grundlæggende spændende ved filmens præmis. En lejemorder med tiltagende hukommelsestab. For hvad betyder livet og døden pludselig?

Jeg bliver grebet af Johns vej fra en fattet mand i kontrol til en mand, der ikke kan huske fra det ene øjeblik til det næste. I det hele taget er John en interessant og i grunden modsætningsfuld karakter. På den ene side slår han kynisk ihjel for penge og på den anden side læser han bøger i massevis om bl.a. filosofi og store tanker. Der er en fascinerende kontrast her.

Det er klart Michael Keatons film, men Al Pacino dukker op i en karismatisk og dejligt tilbagelænet rolle som Johns rolige chef Xavier Crane, mens James Marsden giver den som Johns desperate søn Miles. Læg dertil en efterforskning, der leder politiet på nakken af netop John, hvilket kun sætter ekstra pres på, at han når at få gjort livets regnskab op, inden det er for sent.

’Knox Goes Away’ er måske sine steder en smule slap i maskerne, mens spilletiden sniger sig momentant ind i lidt dødvande. Det er dog aldrig nok til at sende denne dragende film om liv, død, familie og kærlighed ud af kurs. En fortælling om en mand, der ser tilbage på et liv, der smuldrer mellem hænderne på ham, mens han glemmer sig selv og alt andet.

’Knox Goes Away’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Knox Goes Away’ har biografpremiere den 30. maj.

Biografanmeldelse: Han ligner en hvilken som helst nydelig mand, du ville kunne møde på gaden. Men Gary Johnson er ikke som alle andre nydelige mænd. Han passer ellers sirligt både sit arbejde som universitetsprofessor og sin velsatte frisure. Der er bare det ved det, at Gary har en lidt utraditionel tjans ved siden af sit arbejde på universitetet.

Han er nemlig en eftertragtet lejemorder. Eller det vil sige, at han giver sig ud for at være netop dette på vegne af politiet. Således er han undercover-lejemorder, der sørger for, at dem, der vil have skaffet en utro partner eller en dum chef af vejen, bliver anholdt. Det bliver dog sværere og sværere for Gary at holde tungen lige i munden.

Særligt da en kvinde kommer ind i hans liv, tager tingene en drejning, der udfordrer Garys forsøg på at opretholde facaden som cool og tilbagelænet lejemorder, hvilket netop er, hvad kvinden tror, han er – og altså ikke en underviser undercover. Herfra bugter fortællingen sig ind i en verden af løgne, bedrag og ikke mindst et farligt dobbeltliv for Gary.

Hvad der i udgangspunktet synes at være en veloplagt lejemorder-komedie med romantik som følgesvend, bliver bare aldrig for alvor gribende, rigtigt sjov eller videre underholdende. Det er en skam. Bl.a. fordi Glen Powell er ret så charmerende som lejemorder og tydeligvis nyder at spille dobbeltrollen.

Desværre bliver filmen ikke for alvor medrivende, selvom der gøres sin del af forsøg på at gribe mig med plotmæssigt kække krumspring ind i en tiltagende mere og mere grotesk verden af løgne. Filmen finder bare ikke helt et fodfæste i hverken komikken eller romantikken. For selvom der på papiret er liv og død på spil, sætter dramaet sig aldrig engagerende fast.

Det samme gælder filmens forsøg på at sætte spænding på fortællingens kædereaktion af tvivlsomme beslutninger, der dog formår at afføde et par ganske fine og sjove øjeblikke. Garys dobbeltliv lykkedes bare ikke at løfte sig helt ind i livet på mig, men famler en smule utroværdigt rundt. Selvom Gary bl.a. gør, hvad han kan med diverse mere eller mindre fjollede forklædninger.

Instruktør Richard Linklater har med Glen Powell forfattet det noget ujævne manuskript, der utroligt nok er løst baseret på en sand historie. Hvor tæt på sandheden filmens krumspring er, skal jeg ikke kunne sige, men som film fungerer den desværre kun delvist. Komikken og Glen Powell står stærkest, mens romantik og spænding er noget slappere i maskerne.

’Hit Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hit Man’ har biografpremiere den 30. maj.

Biografanmeldelse: Der er en insisterende ubekvem atmosfære hængende over den lille familie, som er ved at gøre klar til besøg i dramaet ’Fuld af kærlighed’. Farmand er i hopla. Måske lidt for meget. Der er nemlig det ved det, at han drikker. For meget. Han er alkoholiker, men forsøger at holde den ubekvemme sandhed på afstand. Lige indtil den dag, hvor det bliver for meget og han falder om af druk.

I instruktør og manuskriptforfatter Christina Rosendahls drama kommer man ind på livet af den lille familie. Far Peter, mor Helen og deres tre børn. 20-årige Sofia, den lidt yngre Jenni og den mindre lillebror Gustav. Det står hurtigt klart, at familien ikke kan se på, at Peters misbrug ødelægger ham og familien med. De laver en intervention med et ultimatum: Det er enten ædruelig eller et farvel til hans familie.

Fortællingen er ikke mindst set fra de pårørendes perspektiv. Peter sendes nemlig i filmens begyndelse i behandling og man bliver ladt tilbage i familiens hjem, hvor det beskrives og undersøges, hvad det gør ved en familie at have en far og ægtemand, der er alkoholiker. Det pinlige i en far, der drikker. Angsten for at finde ham spritstiv på gulvet. Endnu en aflyst middag, fordi han er for fuld.

Det er med fin følelseskompleksitet, at vi i første omgang ser livet fra de pårørendes side med faderens afvænning holdt hen i filmens udkant. Helen må bl.a. se sig selv som en del af problemet, hvilket afstedkommer en ransagning af eget følelsesliv og forholdet til sine børn. Sofia kæmper indædt for at holde sammen på det hele, hvilket går udover det liv, hun ellers har sat sig for at leve.

Selvom ’Fuld af kærlighed’ i korte glimt smager lidt af undervisningsmateriale om misbrug og dets konsekvenser, så løfter historien sig og bliver en film i egen ret. En film, der særligt bliver engagerende og nærværende gennem skuespillerne. Her er bl.a. Viilbjørk Malling Agger som Sofia hele vejen nuanceret og troværdig. Hun er både skrøbelig og sej. Et helt menneske, jeg gribes af.

Stine Stengade giver som Helen et engagerende komplekst og hudløst portræt af en kvinde i krise, mens Peter spilles både ynkeligt og menneskeligt af en tilstedeværende Lars Ranthe. Christina Rosendahl har kort sagt lavet en stærk film, der måske momentant smager lidt af pålagt samtaleemne, men heldigvis bliver sin egen med et rigt og medrivende liv gennem særligt skuespillerne og en billedfin fortalt historie.

’Fuld af kærlighed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fuld af kærlighed’ har biografpremiere den 23. maj.

Biografanmeldelse: Boligblokkene rejser sig slidte og grå mod himlen i Ladj Lys samfundskritiske ’De uønskede’, der udspiller sig i et fransk arbejderkvarter, som huser store dele af immigranter og flygtninge. Det er fra politisk side planen, at området skal byfornyes. Det betyder bl.a. nedrivning af de faldefærdige bygninger, som også huser sin del af problemer og kriminalitet.

Byens nytiltrådte borgmester Pierre Forges står bag fornyelsen af det fattige kvarter. Han er dog langt fra i øjenhøjde med menneskene for hvem blokkene er deres hjem. Mennesker af kød og blod. Med et liv, der leves i modvind med den politiske dagsorden. Her møder vi den idealistiske unge kvinde Haby Keita, der selv er vokset op i området. Hun har ikke tænkt sig at tie stille.

Tværtimod tager hun fat i problemerne for at vende situationen til beboernes fordel. De har brug for en, der kan tale deres sag. En, der kan gå forrest, så de kan blive boende og deres rettigheder blive overholdt. Det er ikke en nem kamp, hvilket Haby godt ved og hurtigt sander, når hun løber hovedet mod muren i mødet med borgmesteren og det politiske spil på rådhuset.

Instruktør og medforfatter Ladj Ly har et godt greb om sin fortælling, der bl.a. viser, hvad der sker, når et umenneskeligt bureaukrati møder en virkelighed og menneskene bag statistikkerne. Det er et møde mellem to verdener, der har forskellige måder at tackle situationen på. Nogle går pragmatisk og idealistisk til værks som Haby, mens vreden ulmer og eksploderer hos andre.

Anta Diaw leverer en stærk, engagerende og troværdig præstation som den selvsikre Haby. Jeg hepper oprigtigt på hende hele vejen. Bl.a. også fordi, at en forknyt Alexis Manenti er vildt usympatisk og øretæveindbydende kynisk som borgmesteren. Jeg forstår og mærker Haby og beboernes indignation i forhold til det politiske landskab og måden, de behandles på.

’De uønskede’ er hjerteskærende og vredesfremkaldende. En film om mennesker og magt. Om politik og virkelighed. Om rettigheder og om at gøre det rigtige. Om at kæmpe for det, man tror på, selvom det er imod alle odds. Så selvom historien bl.a. ikke er uden momentumaftagende lufthuller, ender det med at være en stærk oplevelse at vidne Haby og beboernes kamp for deres hjem.

’De uønskede’ får 4 ud af 6 stjerner:

’De uønskede’ har biografpremiere den 16. maj.

Biografanmeldelse: Dramaet tager medrivende til i takt med, at ’Kingdom of the Planet of the Apes’ folder sig ud og baner vejen for op til flere gribende højdepunkter i den nyeste film i abe-franchisen, der tog sin begyndelse i 1968 og siden har vist sig overlevelsesduelig. Dette nye kapitel understreger levedygtigheden af det abefyldte og fascinerende univers.

Man kan godt hoppe på ’Kingdom of the Planet of the Apes’, selvom man ikke har set tidligere film i serien, selvom historien ganske vist fortsætter efter den seneste film fra 2017, hvor man bl.a. mødte leder-aben Cæsar. Her springer historien flere generationer frem efter Cæsars regeringstid. Aberne er nu blevet den klart mest dominerende art på kloden.

Aberne lever i harmoni med hinanden og naturen, mens menneskene er hensat til yderkanten af historien. Mere eller mindre. Det er aberne og deres fortælling, som er den primære. Til en start om ikke andet. Men naturligvis kan harmonien ikke vare ved. Den tyranniske abe-leder Proximus er nemlig godt i gang med at opbygge sit eget imperium med ham diktatorisk på toppen

Det er mødet mellem de fredelige aber – her med den unge Noa i front – og det nye imperiums medlemmer, som giver dramaet engagerende og eksplosivt schwung. Snart står det klart, at det er selve abernes fremtid, som er på spil. For hvad er det for en verden, som aberne vil leve i? Og hvordan kan menneske passe ind, hvis overhovedet? Kampen om magten er begyndt!

Det er ikke gummimasker og behårede dragter, der bringer aberne gribende til live. Det er derimod med imponerende effektarbejde og såkaldt motion-capture, at de talende aber bliver levende og engagerer mig. Naturligvis sammen med skuespillernes virke og brug af stemmer. Fra en frygtindgydende Kevin Durand som Proximus til Owen Teague som den energiske Noa.

’Kingdom of the Planet of the Apes’ er storladen, dramatisk og medrivende. Den har måske nok lidt problemer med tempoet i sin historie, der også har et par lufthuller undervejs, men heldigvis aldrig så meget, at det punkterer filmens overordnede momentum, hvor der leveres op til flere engagerende actionscener, som leder op til en yderst intens finale. Aberne længe leve!

’Kingdom of the Planet of the Apes’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kingdom of the Planet of the Apes’ har biografpremiere den 8. maj.