‘Doggy Style’ er en sløj joke i spillefilmslængde

Biografanmeldelse: Den hundebesatte komedie ’Doggy Style’ er bestemt ikke for de mindste, selvom den ved første øjekast kunne ligne noget for hele familien. Det er den ikke. For ikke nok med, at der slynges pik-, lorte- og bolle-jokes afsted i et væk, så byder de absurde hundeløjer også på et par ganske visuelt mindeværdige scener af den meget lidt børnevenlige slags.

Jeg vil sådan set ikke afsløre mere, andet end at komme med stikordene erigeret hundepik og bollende egern. Ja, så ved du ligesom, hvor den komiske bare er sat i, hvad der minder om en sløj joke omsat til spillefilmslængde. Det kan filmen ikke bære. Ganske vist er der noget umiddelbart komisk grotesk ved det naive hundeudtryk i samspil med det meget lidt stuerene indhold.

Det sagt, så bliver de absurde fjollerier under bæltestedet desværre mere trættende end veloplagt sjofelt. Jeg er nemlig i udgangspunktet fan af både lorte-humor og pik-jokes, men her virker det meget hurtigt mere forceret end komisk engagerende. End ikke filmens ellers virkeligt stærke hold af skuespillere bag hundenes stemmer redder filmen op af kviksandet.

Her finder man bl.a. en ellers komisk veltimet Will Ferrell som stemmen til border terrieren Reggie, der i hovedrollen finder sammen med en lille umage flok af andre hunde, der sammen beslutter sig for at hævne sig på Reggies ondskabsfulde og misbrugende ejer. Denne hævn skal naturligvis bestå i, at Reggie vil bide pikken af ham, hvilket er helt i tråd med filmens generelle tone.

Som stemmerne bag de andre hunde finder man bl.a. Jamie Foxx, der får lov til at give den gas med alverdens grovkornede bandeord, mens også en ellers ofte virkelig sjov Isla Fisher mangler et meget skarpere manuskript at lege med. I stedet bliver det groft sagt til de samme punchlines og sjofle gags filmen igennem, dog med mindre variationer.

Hundeeventyret bliver kort fortalt aldrig rigtig komisk vellykket, men er snarere en mere eller mindre pinefuld omgang komik, der forsøger at få grin ud af den samme joke om pik. Eller lort. Eller andre kropsvæsker, onani og bollende dyr. Opfindsomheden er til at overse i forsøgene på at ramme plet med jokes, der hurtigt mister saft og kraft, men i stedet bliver en kedelig gentagelse.

’Doggy Style’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Doggy Style’ har biografpremiere den 24. august.