‘Transformers: Rise of the Beasts’ viser vejen for franchisen

/i , /af

Biografanmeldelse: Den første Transformers-film kom i 2007 med Michael Bay ved roret og store eksplosioner til følge. Nu 16 år senere lander den syvende film i franchisen, hvis man tæller den ganske fine spin-off ’Bumbee’ fra 2018 med. Michael Bay har overladt instruktørstolen til Steven Caple Jr., hvilket må være medvirkende til, at franchisen nu kan være på rette vej.

For fra Michael Bays seneste film i serien med den fesne ‘Transformers: The Last Knight’ fra 2017, kunne noget tyde på, at det netop er nyt blod, der skal til. Således bringer ’Transformers: Rise of the Beasts’ veloplagt hjerte, ganske medrivende action og en herlig børnelogik til universet, der fungerer som letbenet tegneserie-underholdning i kulørt filmisk form.

‘Transformers: Rise of the Beasts’ har nemlig flere fine ting kørende for sig. Ganske vist er historien generisk, men bl.a. fungerer flere af filmens actionscener på dynamisk vis, mens de mange robotter er både seje og sjovt selskab. Hertil kommer et ok velafstemt karaktergalleri, der på god vis cirka formår at holde fokus på en lille og overskuelig række karakterer.

Vi møder den unge Noah, der har svært ved at finde økonomisk fodfæste, bl.a. så han kan betale regningerne for behandlingen af sin syge lillebror. Men da det ikke lykkedes ham at få et lovligt job, går han med til at stjæle en dyr Porsche. Jep, bilen viser sig at være en transformer, hvilket leder til, at Noah kastes ind i en vild kamp mellem de gode og onde robotter.

Porschen er den rappe autobot Mirage, hvilket åbenbares i en medrivende biljagt gennem byen, mens det går op for Noah, at autobotters onde modstykke, de såkaldte terrorcons, vil tilintetgøre Jorden. En mystisk nøgle er omdrejningspunktet for robotkrigen. Den urgamle nøglegenstand hiver i næste nu arkæologen Elena ind i krigen, hvor hun og Noah nu bistår autobotterne i kampen.

Det hele ender på energisk vis i Sydamerikas jungle, hvor man udover bl.a. de gode Optimus Prime, Mirage og Bumblebee også møder de dyrelignende maximal-robotter som Optimus Primal og Cheetor. Kort fortalt viser ’Transformers: Rise of the Beasts’ med veloplagt action og en ok fokuseret historie – der desværre roder en smule rundt i en lidt for lang spilletid – at franchisen godt kan have en lys fremtid for sig.

’Transformers: Rise of the Beasts’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Transformers: Rise of the Beasts’ har biografpremiere den 8. juni.

‘Englemageren’ tumler klodset med troværdigheden

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke som sådan de noget slidte klichéer i den danske krimi-thriller ’Englemageren’, der spænder mest ben for filmen, som det er troværdigheden, der lider last. Særligt når fortællingen tager fart og her tumler tungt ind i sin finale, sættes alt over styr til fordel for forfejlet chokeffekt. Det virker ikke, men bliver i sidste ende mere ufrivilligt komisk.

Der er dog også sine steder et par fine takter at spore i ’Englemageren’. Bl.a. er der en ganske god ballast af sorg i historien samt ikke mindst en dejligt brutal snuff-kvalitet over filmens seriemorder, der iklædt en urovækkende maske skærer sine kvindelige ofre blodigt op, mens de hænger nøgne fra loftet. Det hele filmet til skue for vores to kriminalbetjente, der sættes på sagen.

Her møder vi Laura, der ellers er sygemeldt grundet en fødselsdepression. Hun sættes dog på sagen, da hun er specialiseret indenfor cyberkriminalitet og der således er brug for hendes tekniske kunnen, hvis morderen skal fanges. Den sorgtyngede Laura sættes sammen med den ligefremme efterforsker Jesper. Sammen bevæger duoen sig nu ud på jagt, inden morderen slår til igen.

En klassisk skåret seriemorder-krimi med en plaget betjent, der har rod i forholdet og selv har en form for relation til morderen. Det hele er måske nok set mange gange før, men jeg har ikke noget imod klichéer eller genretroper, men de skal leveres overbevisende og gerne med vedkommende schwung. Det er desværre aldrig rigtigt tilfældet her.

Det står bl.a. grelt til med filmens troværdighed, herunder i udfoldelsen af efterforskningen, der i sin kontekst flere steder er udpræget klodset og heraf bliver ufrivillig komisk. Julie R. Ølgaard – som har instrueret sammen med Esben Tønnesen og skrevet manus med Yusuf Othman – spiller ellers Laura med ganske fint nærvær, men replikkerne ligger sine steder noget skrevet i munden på hende.

Manuskriptet er i det hele taget tynget af sin generiske struktur og historie, hvor ellers gode Roland Møller som Jesper også kæmper med de sine steder ret kantet skrevne replikker. Det er dog til at leve med, hvis så bare ’Englemageren’ var blevet oprigtigt spændende. Det bliver den aldrig rigtigt, mens det hele fiser kikset ud i sandet i fortællingens forsøgt grumme afslutningssalut.

’Englemageren’ får 2 ud 6 stjerner:

’Englemageren’ har biografpremiere den 8. juni.

‘De tre musketerer: D’Artagnan’ er en flot, men noget træg affære

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver gået til stålet med intense kårde-kampe, mens der smedes rænker og magten forsøges kapret. Her er sådan set ganske godt med politiske intriger, farligt forræderi og action-scener. ’De tre musketerer: D’Artagnan’ hænger dog desværre på trods af det noget tungt bremsen, når forlægget af Alexandre Dumas atter engang ligger til grund for en filmatisering.

Her træder man ind i et farvenedtonet og beskidt univers, hvor regnen siler ned og dunkle scener udfolder sig i bl.a. de højere magtlag i Frankrig, hvor intet mindre end landets fremtid er på spil. Vi møder her den unge og ambitiøse D’Artagnan, der – efter at have overlevet en nådesløs kamp i forsøget på at redde en kvinde – drager til Paris for at blive en del af musketererne.

Den heltemodige D’Artagnan slår sig nu sammen med de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis, der tjener Frankrigs konge. Magten på tronen er dog udfordret af dystre planer fra mørke kroge. Der spædes endvidere til med passioneret kærlighed i mødet mellem D’Artagnan og dronningens fortrolige Constance Bonacieux, hvilket også afstedkommer sin del af farer.

Historien om heltemod, venskab, passion, ære og magt er egentlig på plads, men den løfter sig aldrig rigtigt og bliver ej heller videre engagerende. Hertil går der af og til for trægt skrevne replikker i den. Til gengæld er filmen et ganske flot udstyrsstykke hensat i det mørke univers af grandiose slotte og mudrede slåskampe, hvor kameraet af og til leverer dynamisk kårdekamp.

Desværre er det veliscenesatte univers af kostumer og flotte franske landskaber ikke nok til at holde momentum gribende i gang. Karaktererne får ikke rigtigt fat om det menneskelige drama. Ganske vist har François Civil en umiddelbar charme som D’Artagnan, men han får ikke indfriet karakterens potentiale, hvor bl.a. romancen heller aldrig for alvor får livtag med følelserne.

En altid seværdig Vincent Cassel spæder dog til med karisma som Athos, mens Romain Duris og Pio Marmaï som Aramis og Porthos hurtigt glemmes, som desværre også Eva Greens skurkerolle. End ikke altid gode Vicky Krieps får meget at gøre med. Men et flot univers og nogle intense kampe er bl.a. med til at holde dampen ok oppe på filmen, der får en fortsættelse efter sin åbne slutning.

’De tre musketerer: D’Artagnan’ får 3 ud af 6 stjerner:

’De tre musketerer: D’Artagnan’ har biografpremiere den 8. juni.

‘The Boogeyman’ leverer generisk gys og fesne gysertricks

/i , /af

Biografanmeldelse: Der trækkes på de samme fesne og forudsigelige gysertricks gang på gang i den desværre ret så generiske Stephen King-filmatisering ’The Boogeyman’. Der er ellers glimt af fint konstruerede skrækscener. De falder bare til jorden i næste nu, når der forsøges lokket et gib ud af publikum med træge jump scares.

Det er ellers et ganske fint menneskeligt drama – om end en smule gennemtærsket – man finder i centrum for gyset. Her møder man en far og hans to døtre, der alle er i sorg over moderens tragiske død. Den lille familie får dog snart andet at tænke på, da et mystisk væsen sidder på spring i mørke kroge i deres store hus. Klar til at springe frem, når mørket falder på.

Med dette monster krybende rundt i mørket og temaer som sorg, savn og fortvivlelse som dramatisk boksepude, er en ellers fin gyserfortælling sat i scene. Desværre har familien bare ikke det mest troværdige og videre overbevisende manuskript at arbejde med. Der er ellers en flig af fin søskende-dynamik at spore mellem Vivien Lyra Blair og Sophie Thatcher som døtrene.

Forholdet til deres far, spillet noget fladt af Chris Messina, bliver aldrig for alvor dybt, men forbliver ganske overfladisk i sin skildring i mødet med gruen og sorgen. Bl.a. undrer det, at de tre forbliver i deres hus, efter at en yderst brutal scene har udspillet sig i filmens første del. Mens det også kan virke underligt, at de ikke oftere ganske simpelt tænder for noget lys i det konsekvent dunkle hus.

Den slags logik kan jeg godt leve med til fordel for et grumt univers, som en gyser forsøger at skabe. Men når uhyggen udebliver, bliver det også sværere og sværere at sluge filmens kameler, der bl.a. kommer i form af et ikke helt overbevisende menneskeligt drama. Mest vellykket er David Dastmalchian i en lille rolle som en martret mand med en blodig ballast.

’The Boogeyman’ sætter det hele effektjagende over styr i sin finale, der mere beror på kedeligt bulder og brag, end den ellers momentant snigende uhygge, der er at spore af og til i gyset, som bare aldrig rigtigt får overbevisende fat om olm atmosfære eller veliscenesatte grusomheder. Tilbage står et desværre generisk gys, der er mere forglemmeligt end gysende grumt.

’The Boogeyman’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Boogeyman’ har biografpremiere den 1. juni.