‘Englemageren’ tumler klodset med troværdigheden

Biografanmeldelse: Det er ikke som sådan de noget slidte klichéer i den danske krimi-thriller ’Englemageren’, der spænder mest ben for filmen, som det er troværdigheden, der lider last. Særligt når fortællingen tager fart og her tumler tungt ind i sin finale, sættes alt over styr til fordel for forfejlet chokeffekt. Det virker ikke, men bliver i sidste ende mere ufrivilligt komisk.

Der er dog også sine steder et par fine takter at spore i ’Englemageren’. Bl.a. er der en ganske god ballast af sorg i historien samt ikke mindst en dejligt brutal snuff-kvalitet over filmens seriemorder, der iklædt en urovækkende maske skærer sine kvindelige ofre blodigt op, mens de hænger nøgne fra loftet. Det hele filmet til skue for vores to kriminalbetjente, der sættes på sagen.

Her møder vi Laura, der ellers er sygemeldt grundet en fødselsdepression. Hun sættes dog på sagen, da hun er specialiseret indenfor cyberkriminalitet og der således er brug for hendes tekniske kunnen, hvis morderen skal fanges. Den sorgtyngede Laura sættes sammen med den ligefremme efterforsker Jesper. Sammen bevæger duoen sig nu ud på jagt, inden morderen slår til igen.

En klassisk skåret seriemorder-krimi med en plaget betjent, der har rod i forholdet og selv har en form for relation til morderen. Det hele er måske nok set mange gange før, men jeg har ikke noget imod klichéer eller genretroper, men de skal leveres overbevisende og gerne med vedkommende schwung. Det er desværre aldrig rigtigt tilfældet her.

Det står bl.a. grelt til med filmens troværdighed, herunder i udfoldelsen af efterforskningen, der i sin kontekst flere steder er udpræget klodset og heraf bliver ufrivillig komisk. Julie R. Ølgaard – som har instrueret sammen med Esben Tønnesen og skrevet manus med Yusuf Othman – spiller ellers Laura med ganske fint nærvær, men replikkerne ligger sine steder noget skrevet i munden på hende.

Manuskriptet er i det hele taget tynget af sin generiske struktur og historie, hvor ellers gode Roland Møller som Jesper også kæmper med de sine steder ret kantet skrevne replikker. Det er dog til at leve med, hvis så bare ’Englemageren’ var blevet oprigtigt spændende. Det bliver den aldrig rigtigt, mens det hele fiser kikset ud i sandet i fortællingens forsøgt grumme afslutningssalut.

’Englemageren’ får 2 ud 6 stjerner:

’Englemageren’ har biografpremiere den 8. juni.