‘See How They Run’ leverer en veloplagt og morsom mordgåde

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er nu intet så dragende som en veldrejet mordgåde. Med ’See How They Run’ får man netop en mordgåde, der er både veloplagt fortalt og morsomt skruet sammen. For selvom essensen måske nok er klassisk whodunnit, så tilføjes her sjove metalag, der leger med genrens klichéer og her publikums forventninger.

Historien udspiller sig i 1950’ernes London blandt skuespillere og filmfolk. Allerede her har vi et tilføjet lag af filmisk selvbevidsthed, som en voice-over da også kækt understreger. Der sker naturligvis snart det, at et mord finder sted og så sættes den en smule afdankede vicepolitikommissær Stoppard på sagen. Han bliver noget modvilligt gjort følgeskab af den uerfarne og unge, men ivrige betjent Stalker.

Mordet finder sted på et teater, hvor Agatha Christies yderst populære whodunnit-stykke ’The Mousetrap’ spiller for fulde huse aften efter aften. Ja, endnu et metalag. Stykket og den planlagte filmatisering af mordgåden sættes nu på hold, da offeret findes placeret midt på teatrets scene. Spørgsmålet er nu blot: Hvem er morderen og hvorfor har vedkommende myrdet netop denne person?

Det er alt sammen vittigt og tempofyldt skruet sammen af instruktør Tom George, der får leveret den virilt skrevne mordgåde af manuskriptforfatter Mark Chappell, der absolut har haft en fest med at sammensætte sin sirlige historie, der udover at byde på selve den dragende mordgåde også leverer et fornøjeligt, kulørt og umage persongalleri.

I front finder man en underspillet Sam Rockwell som Stoppard, der gøres charmerende og morsomt vellykket følgeskab af Saoirse Ronan som Stalker. Hertil kommer den selvsmagende filminstruktør Leo Kopernick i skikkelse af en rap Adrien Brody, mens whodunnit-mysteriet i øvrigt befolkes af sin del af karismatiske karakterer, der alle er under mistanke – eller måske er det næste offer!

’See How They Run’ leger med andre ord veloplagt med en velkendt genre, der her får nyt og frisk liv med bl.a. meta-morsomme lag. Endvidere finder man de medvirkendes legende dans med deres roller samt en tempofyldt og elegant klipning, der skaber fremdrift i løjerne. Så selvom den store finale måske mister lidt momentum, er den medrivende forløst – som filmen i øvrigt er det.

’See How They Run’ får 4 ud af 6 stjerner:

’See How They Run’ har biografpremiere den 27. oktober.

Multiplotfilmen ‘Ingen kender dagen’ får aldrig rigtigt fat i helheden

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet suser derudaf. Hvad vi møder på vores vej, er med til at forme os som mennesker og vores liv. Relationer, modstand og medvind. Det er alt sammen en del af livets sirligt strikkede tæppe. I Annette K. Olesens multiplotfilm ’Ingen kender dagen’ bliver jeg vidne til en håndfuld nedslag i livet hos vidt forskellige mennesker. Et løsmasket tæppe af levet liv på kryds og tværs.

Vi møder en empatisk læge, en mobbet skoleelev, en utro ægtemand, en lille datter og hendes mor samt et ungt par til en begravelse. De har umiddelbart ikke noget tilfælles andet end det drama, der udspiller sig i hver af deres liv og forhold. Men så alligevel synes ét fælles tema at sno sig om menneskeskæbnerne, nemlig tillid i forskellige afskygninger.

Tillid til ens medmennesker, til ens lærer, til ens partner, til ens mor og til ens udkårne. Samtidig er her også sin del af andre tematikker i spil. Bl.a. jagten på identitet, på kærlighed og ikke mindst tryghed. Alt sammen spændt udover disse liv, der alle er grundet i dramatisk alvorlig muld, hvorfra dramaet spirer. Der er så lige historien om den utro ægtemand, der får et solidt pift komedie.

Denne indflettede historie er bestemt oprigtigt morsom, men den fremstår og føles også underligt løsrevet fra filmens ellers netop alvorlige tone og klangbund. Den stikker ud og smelter ikke rigtigt vellykket sammen med de øvrige skæbner, hvorfor filmen heller ikke når helt vellykket i mål som en gribende, tankevækkende og engagerende helhed.

Det er en skam, da der er fint dramatiske noter at finde i filmen, hvor det dog i sidste ender bliver spillernes præstationer, der redder filmen i havn. Bl.a. en intens Trine Dyrholm som sej læge, mens Sofie Juul Blinkenberg som gravid hustru fint bevæger sig mellem det sarte og stålsatte. Emil Aron Dorph har som den unge elev endvidere en fin skrøbelighed i sig, jeg gerne følger hele vejen.

Annette K. Olesen har med ‘Ingen kender dagen’ kort fortalt formået at sætte fint afstemte dramaer i søen, der hver især primært bæres af de medvirkendes præstationer. Som helhed og et hele vejen gribende drama vakler filmen desværre, hvilket også går udover skæbneberetningerne, som ikke alle har den dramatiske pondus, der ellers lægges op til.

’Ingen kender dagen’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Ingen kender dagen’ har biografpremiere den 27. oktober.

‘Beautiful Beings’ greb mig om struben med både vold og venskab

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er venskab og vrede i luften i ’Beautiful Beings’, når islandske Guðmundur Arnar Guðmundsson fortæller historien om en gruppe unge teenagedrenges liv i et råt Reykjavik. De har hver især deres at slås med, men sammen står de stærkt. De tre venner beslutter sig imidlertid for efter en barsk hændelse at invitere det kuede mobbeoffer Balli ind i gruppen.

Herfra folder en både brutal og skrøbelig venskabshistorie sig ud om ung usikkerhed, vold som afløb for vreden og det at turde være sårbar i en testosteronfyldt drengegruppe. Her udfordres relationerne og ender i en beskidt voldsspiral, hvor venskaberne begynder at vakle, mens festerne tager til. Jeg får med andre ord et oprigtigt og medrivende kig ind i en verden af vold og venskab.

I gruppen finder man bl.a. Addi, der synes at være den mest normale af de fire venner. Det siger han i hvert fald selv. Men som skilsmissebarn sniger sig også sin del af svære følelser ind i hans liv, hvor mystiske drømme efterhånden også synes at påvirke ham i relationen til vennerne. Det er en begyndende rejse ind voksenlivet. En svær overgangsperiode, jeg gribes af fra start til slut.

For en ting er de fire velspillende og naturligt troværdige præstationer af skuespillerne, noget andet er filmens pulserende og flere steder helt drømmende smukke billedside, der er indfanget med nærvær og intensitet af fotograf Sturla Brandth Grøvlen. ’Beautiful Beings’ er altså også en visuelt og endvidere lydmæssigt engagerende oplevelse, der trækker nuancerne frem i teenageportrætterne.

Det er med sikker hånd, at Guðmundur Arnar Guðmundsson fortæller sin dramatiske historie, der sikkert og nervepirrende bevæger sig vej frem gennem sit nærværende narrativ, der bare tager til og til, mens jeg smides ind i flere eksplosivt overbevisende scener, hvor bl.a. volden står ubehageligt frem. Spørgsmål som hvorfor slår drengene så brutalt på tæven vejrer i vinden.

Det er ikke fordi, at her gives lette løsninger på bevæggrunden for volden, der bl.a. synes at opstå i drengenes dynamik. For selvom de alle har dæmoner i privaten, virker dette motiv ikke påduttet karaktererne, men smelter naturligt sammen med historien og miljøbeskrivelserne. ’Beautiful Beings’ er et kig ind i en grænsesøgende ungdom, der tog sit medrivende greb i struben på mig.

’Beautiful Beings’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Beautiful Beings’ har biografpremiere den 20. oktober.

Dwayne ’The Rock’ Johnson tæsker generisk løs i ‘Black Adam’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvis der er en skuespiller, som også i virkeligheden ligner en mægtigt muskuløs superhelt, må det da om nogen være Dwayne ’The Rock’ Johnson. Med ’Black Adam’ iklæder han sig et stramt outfit og indtager filmens superstærke titelrolle med skulende blik og forknyt mine, er han klar til at slå på tæven – og han er, modsat mange andre helte, ikke er bleg for at slå ihjel.

Den tvetydige helt-/anti-helt så dagens lys for godt 5000 år, hvor han ellers var et almindeligt menneske. Skæbnen ville dog, at han blev beriget med mægtige superkræfter fra de gamle guder for herefter at blive fængslet. I nutiden bliver hans skæbne som fængslet supermenneske brudt. Således står Black Adam nu overfor skumle skurke, der vil påtvinge sig magten over menneskeheden.

Black Adam er ikke den eneste med superhelte-kræfter, som her må forsøge at overleve sine modstandere. Vi møder nemlig også medlemmer af det såkaldte Justice Society. Bl.a. Atom Smasher, der kan vokse til gigantstørrelse, Dr. Fate med magiske kræfter, en hvirvelvindsflyvende Cyclone og Hawkman med mægtige vinger.

Her er altså samlet en umage og dejlig kulørt trup af helte, der desværre aldrig rigtigt får medrivende luft under vingerne. Det samme gælder Dwayne Johnsons portræt af Black Adam. For selvom både slåskampe og eksplosioner er større end store, er det straks sværere at spore en reel fare i eskapaderne. Jeg mærker aldrig for alvor, at noget er på spil. At noget for alvor kan gå galt.

Bl.a. fremstår Black Adam ovenud usårlig, hvor man så kunne håbe på, at hans kamp mellem lyset og mørket kom mere i spil. Det gør den ikke. Det gælder i øvrigt for hele holdet af helte og øvrige medvirkende, at de fremstår enten flade eller – endnu mere frustrerende – uforløste, hvilket ikke mindst gælder Justice Society-medlemmerne.

Bl.a. får en ellers karismatisk Pierce Brosnan som Dr. Fate slet ikke lov til at udfolde sin karakter, mens eksempelvis også de unikke egenskaber ved Atom Smasher og Cyclone efterlades noget ubrugte i støvet fra filmens mange ikke videre overbevisende og computerskabte actionscener. Flere af dem virker næsten ufærdige, mens bulder og brag desværre ender i en noget generisk superhelte-gryde.

’Black Adam’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Black Adam’ har biografpremiere den 19. oktober.

Religion, fordærv og døde kvinder forenes i ‘Holy Spider’

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi befinder os omkring årtusindskiftet i den hellige iranske by Mashhad. Her hærger en brutal seriemorder, der går målrettet efter byens sexarbejdere, som han kvæler og efterlader ligene af i byens udkant. Den urovækkende ’Holy Spider’ er som indhyllet i en dragende grå og grynet virkelighed, der spinder sit nøjsomme net om nattens mørklægning af byens beskidte gader.

Den ihærdige, bestemte og snarrådige kvindelige journalist Rahimi ankommer nu til byen for at undersøge sagen, der har lagt Mashhad i angste lænker. For hvem bliver mon det næste offer? Det bliver således også starten på en hård kamp for Rahimi, der dog langt fra lader sig kue af hverken farerne ved at træde ind i mørket eller at lægge sig ud med et ikke helt nemt retssystem.

Efterhånden som Rahimis arbejde skrider frem, nærmer hun sig på uhyggelig vis morderen, der går under navnet ’Edderkoppemorderen’. Således sættes her et gribende parløb op, hvor man simultant med journalistens opklaringsarbejde også følger morderen, hans liv og dræbertogterne om natten. Det er barskt at være vidne til i en fortælling, der både er tankevækkende og udfordrende.

’Holy Spider’ er baseret på den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’, der dræbte en lang række af sexarbejdere mellem 2000 og 2001. At virkeligheden således ligger som et grumt underlag i fortællingen, gør ikke just filmen mindre foruroligende. Det er et visuelt besnærende univers, man her bringes ind i, hvilket er fotograferet både nøgternt og som et svævende mareridt af Nadim Carlsen.

Hertil kommer Martin Dirkovs pulserende grumme musik, der går skræmmende godt i spænd med netop billedsidens balancegang mellem et indre og ydre hos vores to hovedroller i journalisten og morderen. Zar Amir-Ebrahimi er brillant som den stålsatte Rahimi, der med jernhårdt greb om sit virke er som en ustoppelig hvirvelvind i en mandsdomineret verden.

Mehdi Bajestani synes uhyggeligt normal som morderen, hvor en skræmmende virkelighed dog gemmer sig lige bag hans øjne og i hele kroppens ageren. Instruktør og medforfatter Ali Abbasi lykkedes med ’Holy Spider’ at forbinde fortællingens tankeprovokerende narrativ med en både dragende billedside og et sitrende lydunivers, selvom den barske slagside godt kunne være taget længere ud.

’Holy Spider’ får 5 ud 6 stjerner:

’Holy Spider’ har biografpremiere den 13. oktober.

Det handler om ondskab i gyser-finalen ‘Halloween Ends’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er umuligt at holde en god bøhmand nede. Det har historien vist gang på gang i den ene film efter den anden med seriemordere som Jason Voorhees, Freddy Krueger, Ghostface, Jigsaw og Michael Myers. Sidstnævnte slasher-legende blev vakt til live på ny i 2018 med ’Halloween’. Den blev fulgt af ’Halloween Kills’. Nu lander så finalen ’Halloween Ends’.

Her fortsætter historien om overleveren Laurie Strode en håndfuld år efter begivenhederne i den forrige film. Hun er nu i færd med at skrive en bog om sine oplevelser med den mutte dræber Michael Myers. En kamp mellem de to, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1978 med John Carpenters første og originale ’Halloween’. Det er igen den nu 63-årige Jamie Lee Curtis, der spiller Laurie.

Som filmens titel indikerer, er det meget vel enden på denne række af nye film i sagaen om Myers og Strode. Den store gyser-finale efter mere end 40 års kamp på liv og død. Her er med andre ord sin del af forventninger, der synes at skulle indfries. Men ’Halloween Ends’ gør noget andet end, hvad i hvert fald jeg lige forventede. Det fungerer både og. Men det er om ikke andet underholdende.

Det handler her om ondskab lige så meget, som det er det klimatiske møde mellem Laurie og hendes morderiske nemesis. Jeg vil ikke spoile, hvordan og i hvilken retning instruktør og medforfatter David Gordon Green tager sit nye dyk ind i mørket med Myers. Jeg vil blot sige, at man ikke skal forvente sig et klassisk stykke med Myers på bersærkergang.

Her er i min optik tale om et interessant take på franchisen og dens temaer, hvor netop ondskab står centralt. Hvad er den? Hvordan opstår den? Hvad gør den ved folk? ’Halloween Ends’ er også en film om at se sig selv i øjnene og konfrontere det, der gør allermest ondt. Her står Jamie Lee Curtis’ portræt af sin signaturrolle stærkt. Hun er sej, skrøbelig og umulig ikke at heppe på.

Selvom ’Halloween Ends’ måske nok er lidt ufokuseret og kringler sin historie i nye retninger for Myers, får man også sin del af blodigt brutale mord, hvilket hører til franchisen. Det er ondt og gør ondt at se på. Jeg er vild med det. I ’Halloween Ends’ er alt og intet på sin vis ved det gamle. Det fungerede for en fan af serien som mig med dette friske pust. Selvom jeg fik noget andet, end jeg ellers lige troede.

’Halloween Ends’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Halloween Ends’ har biografpremiere den 13. oktober.

På sporet af et kringlet komplot med ‘Amsterdam’

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi skal tilbage til 1930’ernes USA med den stjernestærke ’Amsterdam’, hvor man følger tre venner. Et noget umage trekløver, der snart finder sig selv i en knibe. For at sige det mildt. De bliver nemlig falskt anklaget for et mord. De må nu tage flugten, hvor de snart kommer på sporet af en sag, der er større, farligere og mere hemmelighedsfuld, end de havde kunnet forudse.

Det er udgangspunktet for en ordfyldt fortælling om et stykke af amerikansk historie, som filmen øjensynligt er inspireret af. Det er endvidere også en historie om venskab, familie og kærlighed. Ja, endda meningen med det hele her på Jorden. Først og fremmest er det dog optrevlingen af et komplot, man snart aner konturerne af, efterhånden som vennerne bevæger sin frem i fortællingen.

Christian Bale er Burt Berendsen, en noget uortodoks og excentrisk læge med et glasøje. Han stjæler for mig showet med sit kulørte, skævt charmerende og underspillet morsomme portræt. Han får dog virkelig godt modspil i en sej Margot Robbie som veninden Valerie Voze og John David Washington som krigsveteranen og juristen Harold Woodman.

De er både gode hver for sig og ikke mindst sammen. Jeg følger dem med interesse på deres vej i at afdække den dystre hemmelighed, der ligger til grund for anklagen mod dem. Fortællingen bliver sine steder måske nok en kende ufokuseret, men også sært overforklarende. Her mister filmen noget af sit momentum. Det indhenter den dog undervejs. Ikke mindst takket være castet.

Her finder man i øvrige roller bl.a. også en dragende Anya Taylor-Joy, en karismatisk Michael Shannon og en tvetydig Rami Malek, mens Robert De Niro spæder til med solid autoritet. Derimod synes Chris Rocks portræt en kende malplaceret. Det er dog heldigvis ikke nok til at skæmme en rollebesætning, der er hele filmen værd, dens skønhedspletter til trods.

David O. Russell har både forfattet og instrueret ‘Amsterdam’, der er stærkest, når den skarpt sætter sin rute ind i fortællingens mystiske og dragende plot om hemmeligheden bag det alt sammen. Det i tæt samspil med det umage trekløver. Desværre forfalder filmen afslutningsvis til at overforklare sine pointer, der mangler den finesse, man ellers finder i fortællingen.

’Amsterdam’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Amsterdam’ har biografpremiere den 6. oktober.

‘Peter von Kant’ er et velfortalt kammerspil fra fransk mester

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærlighed, succes og forfængelighed. Det kan være en svær treenighed at balancere. Det må man i hvert fald sande i den franske auteur François Ozons velfortalte, medrivende og underspillet morsomme kammerspil ’Peter von Kant’. Her møder man den succesfulde filminstruktør Peter von Kant, der lever med alle sine følelser helt uden på tøjet og passionen som drivkraft.

Filmen er inspireret af den tyske filmskaber Rainer Werner Fassbinders ’Petra von Kants bitre tårer’ fra 1972. Den har jeg dog ikke set. Ozons film står da heldigvis for mit vedkommende også fint frem i egen ret. Filmen udspiller sig langt overvejende og på vellykket vis i Peter von Kants lejlighed, der er fyldt med farver, kunst og musik på pladespilleren samt godt med champagne i glassene.

Peter von Kant er en interessant karakter at følge. Han er på den ene side charmerende, skrøbelig og kærlig, men han er bl.a. også selvoptaget og med et umiddelbart fravær af nævneværdig empati for sin mangeårige assistent Karl, som han hundser med for et godt ord. Det er dog for mig svært ikke at holde af Peter von Kant. I hvert fald at blive draget af ham som menneske – og af hans liv.

Den excentriske filmskaber får vendt op og ned på sit liv, da han møder den nogle og 20-årige unge og smukke Amir. Han falder hovedkulds for ham. Eller er det blot med ønsket om at blive elsket? Eller fordi, han ser en mulighed i at forme den unge mand efter egne idealer? Uanset hvad, så indleder de to et intimt forhold, hvor Peter von Kant lover at løfte Amir ind i en skuespiller-stjernehimmel.

Filmens dramatiske omdrejningspunkt er således de to mænds uligevægtige forhold, hvor det dog er Peter von Kant, der tager teten i at være filmens mest interessante karakter. Det ikke mindst også takket være en hele vejen nærværende og intens Denis Ménochet. Han leverer et medrivende portræt, der er hele filmen værd. Selv når fortællingen synes at miste lidt at sit momentum.

’Peter von Kant’ lever altså overvejende af portrættet af filmskaberen, hvor hans unge modpart gøres fint levende af en drenget Khalil Ben Gharbia. Stefan Crepon er desuden en underspillet fornøjelse at overvære som den underdanige Karl. François Ozon lykkedes på den måde fint med sit kunstnerportræt og fortællingen om den svære treenighed af kærlighed, succes og forfængelighed.

’Peter von Kant’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Peter von Kant’ har biografpremiere den 6. oktober.

Den delvist charmerende ‘Bros.’ ender i tynde rom com-klichéer

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærlighed kan absolut være en kompleks størrelse at gabe over. Det selvom man måske nok søger den. Eller måske modsat: frygter den. I den delvist vellykkede romantiske komedie ’Bros’ slår kærligheden bestemt sin del af knuder, når den yderst udadvendte og konstant sniksnakkende Bobby møder den noget mere mutte og indadvendte Aaron.

Det bliver starten på en svær romance mellem de to, der begge har sine problemer med at binde sig til et andet menneske. At lukke en anden person ind bag facaden. Ind til de inderste følelser, håb og drømme for det liv, man vil leve. Ikke desto mindre danser Bobby og Aaron nysgerrigt om hinanden, hvor de snart står ansigt til ansigt med både deres forskelle og ligheder.

Her er altså tale om et klassisk kærligheds-afsæt i rom com-land. Herligt! Desværre ender de ellers ganske veloplagte og charmerende søde løjer i sidste ende i en noget generisk gryde af genrens tyndslidte klichéer, der fremstår mere bedagede end friske. Hertil kommer, at romancens spilletid på to små timer ikke kan holde det ellers ganske medrivende momentum, der lægges ud med.

Det sagt, så elsker jeg en veloplagt rom com. Det er altså også, hvad ’Bros’ delvist leverer. Her ledt an af den rapkæftede Billy Eichner som Bobby, hvis modsætning Aaron spilles af Luke Macfarlane. De to er heldigvis gode sammen, når de udfordrer hinanden og her kærlighedens styrker, faldgruber og farer, det også med et forsøg på at give et morsomt og oprigtigt indblik i homoseksuelles kærlighedsliv.

’Bros’ har bestemt flere oprigtigt sjove scener og skarpt leverede øjeblikke, det med alt fra kvik Grindr-dating og et festligt dansegulv, videre til de akavede første dates og mødet med svigerfamilien. Her stikkes desuden rapt til fordomme om dating og kærlighed i LGBTQ+-land, men ikke mindst bare det at skulle møde og lukke et andet menneske ind i sit liv. Det at turde sige ja til kærligheden.

’Bros’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bros’ har biografpremiere den 6. oktober.