‘Official Competition’ spidder skarpt kunstens forfængelighed

Biografanmeldelse: Forfængelighed kommer i mange former. I Den satiriske og underspillet morsomme komedie ’Official Competition’ møder vi forfængeligheden på forskellig vis, det i form af to skuespillere, nemlig livsnyderen Félix Rivero og den alvorlige Iván Torres samt filminstruktøren Lola Cuevas. Alle tre kunstnere med hver deres tilgang til faget og ikke mindst sig selv.

Trekløveret bringes sammen, da en 80-årig rigmand grundet egen forfængelighed ønsker at lade noget stå tilbage, når han er død. Det bliver en film. Det er dette prestigeprojekt, som de tre kunstnere skal bringe til verden. Alt sammen med den aldrende rigmand som bagmand. Det bliver starten på et umage møde mellem tre enere, som har hver deres meninger om kunsten, film og skuespil.

En ærlig og intens Penélope Cruz er instruktøren, der med uortodokse metoder i den grad udfordrer de to herrer, hvor man som Iván Torres ser en stoisk og autoritær Oscar Martínez, mens den yngre Félix Rivero spilles med charme og lethed af Antonio Banderas. De udgør absolut en dynamisk trio, der er yderst underholdende og forfængeligt selskab hele vejen gennem den herligt bidske satire.

Forfængeligheden spiller ganske vist en central rolle, det side om side med ego, kompromisløshed, passion, selviscenesættelse og rivalisering de to skuespillere imellem. For hvem er i grunden den bedste skuespiller af de to? Det er skarpt fortalt, spillet og ikke mindst yderst morsomt at være vidne til, hvordan de tre gang på gang bliver pillet fra hinanden i forfængeligheden tegn. Særligt de to mænd.

Filmens to instruktører og medforfattere Mariano Cohn og Gastón Duprat har ikke kun et bidsk og veltimet øje for satiren og det komiske i kunstens egocentrisme, men også et særdeles godt flair for at bringe komikken til live i en visuelt dragende indpakning, hvor fotograf Arnau Valls Colomer brillerer med velkomponerede billeder af bl.a. arkitektoniske baggrunde og filmens klare farver i spil med trioen.

’Official Competition’ er mødet mellem tre enere, som man følger gennem de udfordrende prøver, alt sammen inden, at filmkameraerne overhovedet tændes. Det er prøver, hvor skuespillerne testes til deres yderste, mens de forsøger at opretholde en respekt om deres person. En legende og veloplagt komedie, der sitrer morsomt i det underspillede, men også favner de stort opsatte grin i det groteske.

’Official Competition’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Official Competition’ har biografpremiere den 1. september.