Den brutale ‘The Northman’ leverer blodig vikingehævn

Biografanmeldelse: Møgbeskidt. Brutal. Blodig. Robert Eggers’ vikingefilm ’The Northman’ er det hele og mere til. Med mytisk schwung pulserer den intense hævnfortælling sig ud i imponerende naturscenerier og heftige nærbilleder af vores målrettede hævner Amleth, der ikke viger en tomme fra sit mål – at gøre det af med sin fars banemand og redde sin mor, dronning Gudrún.

Denne hævn har prins Amleth tørstet efter fra han var en lille dreng, der så sin far blive dræbt med koldt blod. Nu som en voksen og muskelsvulmende mand begiver han sig mod sin fars morder, der ikke aner uråd, da han er overbevist om, at prinsen i sin tid også døde. Det er simpelt sagt filmens præmis, der i hænderne på Eggers får et medrivende liv af urinstinkter, gudetro og vilde slåskampe.

Her gælder det ikke mindst temaer som hævn, skæbne og ære. Det er kongefaderens ære, Amleth vil genvinde gennem sin hævn, mens spørgsmålet om han mon også er manden, der skal fuldende sin skæbne og blive den nye konge efter sin far svirer i luften. Det er med hele vejen brutalt nærvær, at Alexander Skarsgård træder ind i rollen som Amleth med hele sin krop og tilstedeværelse.

Han er et sandt menneskeligt bæst, der både river struben ud med tænderne på sine fjender, halshugger og parterer sine modstanderne og hyler mod månen. Han overbeviser som en nådesløs viking. Jeg kan ganske enkelt ikke tage mine øjne fra ham. Det samme gælder i øvrigt filmens billedside, der på både rå, natursmuk og mytisk vis gribende er indfanget af filmens fotograf Jarin Blaschke.

Desuden buldrer filmens sitrende score af Robin Carolan og Sebastian Gainsborough hårdt og ubarmhjertigt i takt med både den berusende natur og den nådesløse vold. ’The Northman’ er med andre ord også en film, der i høj grad lever af sin medrivende tilstedeværelse i sin rene filmiske form. Jeg hensættes til den helt primale tilstand, hvormed Amleth søger sin hævn.

’The Northman’ er en berusende rejse ind i både Amleths sind og en ydre bersærkergang, der fra start til slut har et blodigt greb i struben på mig. Jeg blev ganske enkelt henført til det rå vikingeunivers, hvor guderne og naturen hersker i brutal forening med hævn, ære og skæbne.

’The Nothman’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Northman’ har biografpremiere den 13. april.